Sidste ønske
“Nej, jeg kommer nok ikke hjem igen …” sukkede Jesper tungt, mens smerterne vride sig i maven på ham. “Og Lærke ser jeg aldrig mere. Jeg nåede slet ikke at fri til hende, som jeg havde tænkt mig. Hvorfor sker alt det her lige for mig?”
“Du skal ikke tage det så tungt,” sagde sygeplejersken opmuntrende, da hun så hvor bleg Jesper var blevet, mens han blev kørt ind med ambulancen. “Det skal nok gå.”
“Det tvivler jeg på …” fik Jesper med besvær fremstammet.
Resten af tiden sad han tavs og skrækslagen og så til, mens personalet gjorde klar til operationen.
*****
Jesper har aldrig brudt sig om hospitaler.
Allerede som barn hadede han at være der alting gjorde ondt, og hvad der var værre, ingen gjorde sig ulejligheden med at sige undskyld for de “smerter på sjælen” de påførte ham.
“Kom nu Jesper, hvad er det for noget piveri?” smilede sygeplejersken, da hun tog blodprøve fra hans finger. “Du er jo snart skolebarn, store dreng og så sidder du og tuder som en lille pige. Er du ikke lidt flov?”
Jesper glippede med tårerne og ville gøre alt for at slippe væk, men han slap ikke fri fra sygeplejelokalet. Hvorfor skulle han også skamme sig det gjorde jo ondt og var uretfærdigt.
Når han så fulgtes hjem med sin mor fra børnelægen, snakkede han konstant om, at han aldrig skulle sættes sine ben på et hospital igen.
Aldrig mere, sådan var det. “Så hellere dø end at min fod træder ind der igen,” proklamerede Jesper stolt.
“Min dreng, du skal ikke sige sådan noget …” prøvede moren at trøste. “Lægerne arbejder for at folk skal blive raske og leve længe. De gør noget godt, du behøver ikke være bange.”
“Ja, ja, gode …,” snøftede Jesper og kiggede surt på sin finger, der føltes halvt tappet for blod. “Lad dem dog bare holde sig til sig selv og ikke pille ved mig!”
Skal jeg fortælle om tandlægebesøget, hvor Jespers forældre bogstaveligt talt måtte slæbe ham derhen for at hive en visdomstand ud?
Han skreg så meget, at man kunne høre ham ude på gaden selv gennem de lukkede vinduer.
Det var ikke ligefrem lykkelige minder, og som voksen har Jesper undgået hospitaler og læger så meget som muligt.
Men så kom han uheldigvis alligevel på hospitalet. Diagnosen lød på blindtarmsbetændelse.
Han havde så ondt, at den aften Lærke egentlig havde bestilt bord på restaurant, måtte ringe 112.
“Lad nu være med det, det går over af sig selv …” jamrede Jesper, men Lærke rystede bestemt på hovedet.
“Du må tro om igen. Jeg kan da se hvor ondt du har. Det ligner præcis det jeg havde det var også blindtarmsbetændelse.”
Sådan havnede Jesper mod sin vilje på Bispebjerg Hospital. Mon ikke du kan forestille dig, hvordan han havde det
Tanken om, at lægerne skulle rode rundt i hans “indre”, gjorde ham trist.
Det blev ikke bedre af, at han så to dystre portører skubbe en båre med en afdød forbi ude på gangen. Opgivelsen tyngede ham.
“Så er det slut …,” sukkede Jesper. “Jeg ser aldrig Lærke igen. Jeg ville jo fri til hende. Nu når jeg det aldrig … Hvorfor sker det her for mig?”
“Tag det nu roligt,” sagde sygeplejersken venligt. “Alt skal nok gå fint.”
“Det tror jeg næppe …”
“Du skal ikke bekymre dig. Operationen er simpel, og heldigvis kom du i tide. Var du kommet senere, havde du måske fået komplikationer.”
Operationen gik som smurt, og de frygtede problemer indtraf aldrig. For første gang i årevis havde Jesper en positiv oplevelse på et hospital. Og smerterne var til at holde ud.
De gav ham narkose, og da han vågnede, var det værste ovre. Han blev flyttet til en almindelig stue.
Hele natten sov Jesper tungt kun kortvarigt vågnede han, når de skiftede drop, og så faldt han i søvn igen.
Om morgenen …
…da Jesper vågnede, opdagede han, at han havde fået en ældre mand som værelseskammerat.
“Det mangler bare,” tænkte han træt. “Nu begynder han vel snart at fortælle hele sit livs historie.”
Men Jesper havde egentlig ikke lyst til at tale med nogen. Han ville helst have ro, fred og så lidt snak som muligt.
Ikke engang til Lærke ringede han. Han skrev blot en sms “Det går fint, du skal ikke være bekymret”, lagde mobilen væk og lod tankerne kredse om, hvor irriterende dårligt timet det hele var.
Jesper og Lærke havde boet sammen et års tid, og netop aftenen forinden havde han bestilt bord og snakket med musikerne på restauranten, så de ville spille Lærkes yndlingsnummer. En tjener skulle komme ind med en ret i hvilken ringen lå gemt.
Han ville det skulle være perfekt.
Men sådan skulle det ikke gå. I stedet for at snakke bryllup, lå Jesper nu alene på hospitalet sammen med en fremmed.
Men til Jespers overraskelse startede den gamle ikke på hverken livshistorie eller brok.
Han hilste, og blev så tavs, mumlede kun lidt for sig selv, når han forgæves ringede op til nogen. Hele dagen ringede han op, indtil telefonen gik død. Han havde ikke sin oplader med. Søgte ikke at skaffe en, og personalet havde ikke sådan en gammel model.
Da skærmen blev sort, løb tårerne lige så stille ned ad mandens kinder, og Jesper fik en mærkelig dårlig samvittighed. Han skammede sig pludselig over, at han havde været fyldt af smålig irritation over sin værelseskammerat, som tydeligvis gik med tunge tanker.
Efter lidt tid satte Jesper sig forsigtigt på kanten af sengen man kan jo ikke tale ordentligt med nogen, mens man ligger ned og spurgte den ældre, om alt var okay.
“Jeg kan ikke få fat i min søn, Sebastian …” svarede manden trist.
“Ved han slet ikke, at du er indlagt?” spurgte Jesper forundret.
“Det ved han godt sygeplejersken ringede, da jeg blev indlagt. Han vil alligevel ikke snakke med mig. Vi skændtes for et halvt år siden, lige før min fødselsdag. Han ville have mig på plejehjem og sælge mit hus, men det ville jeg ikke. Ikke på grund af huset, nej …”
Den gamle fortalte om det hjerteanfald, der for nogle dage siden havde sendt ham på hospitalet. Lægerne havde stabiliseret ham, men han skulle snart opereres.
“Det er allerede i overmorgen, tror jeg … Men jeg er nødt til at sige det, jeg tror ikke jeg lever så længe.”
“Nu må du lige! Lægernes arbejde er at forlænge livet. Se, jeg fik fjernet blindtarmen i går, og her er jeg jo stadig,” sagde Jesper.
Den gamle grinede, men forklarede ikke forskellen på blindtarmsbetændelse og hjerteproblemer.
“Min hund Sidse er alene derhjemme nu …” sagde han. “Det har jeg ville bede Sebastian omat tage sig lidt af hende, hvis der sker mig noget. Eller finde nogen, der vil. Naboerne har selv for mange dyr, de kan ikke tage hende ind. Men min søn kunne nemt hjælpe han får jo mit hus med grunden, det vil han jo gerne sælge. Jeg beder ikke om noget gratis, det er bare en sidste ting. Men han tager ikke telefonen, og da sygeplejersken ringede, nægtede han også at tale med mig. Sådan er Sebastian…”
“Det var dog …” mumlede Jesper.
“Jeg tænker bare på Sidse. Hvad skal der ske med hende? Hvem kommer og tager sig af hende? Hun er bare en lille hund …”
“Skør gammel mand,” tænkte Jesper først, “han skal opereres, og så bekymrer han sig om en hund?” Men efterhånden, som den ældre fortalte, hvordan han fandt Sidse samme dag han fyldte rundt, ændrede Jesper syn på sagen. Sidse betød virkelig noget.
“Det var på min fødselsdag. Min kone, Gud hvile hende, har været væk i fem år. Lidt før drømte jeg om hende hun stod med en hund i snor, vinkede og smilede. Hendes gave til mig. Samme dag, på vej til Fakta, stod den lille hund bundet udenfor. Regn og blæst. Jeg spurgte omkring, men ingen vidste noget. Blev hos hende i flere timer, troede ejeren dukkede op. Da det blev mørkt, forstod jeg, at hun var blevet glemt. Så jeg tog Sidse med hjem. Det lyder fjollet, men måske lod min kone mig finde hende så jeg ikke skulle være så alene.”
“Måske,” nikkede Jesper han troede ikke selv rigtigt på det, men manden havde brug for medfølelse.
“Vi fandt hurtigt hinanden. Jeg ledte længe efter hendes ejer, men hørte ikke noget. Og Sidse … ja, det var som om hun blev selve meningen med alting i min alder.”
Den aften kunne Jesper ikke lade være med at tænke på Sidse, og på Sebastian, der ikke tog telefonen. Hvordan kunne man være så kold overfor sin egen far?
Da Jesper sov, drømte han om en lille omstrejfende hundligesom Sidseder gik forladt rundt med triste øjne på gaden, og Jesper fulgte hende, uden rigtig at vide hvorfor.
Han vågnede, fordi den gamle mand gispede, hev efter vejret og holdt sig til hjertet.
“Skal jeg hente en læge?” spurgte Jesper, rædselsslagen og kom hurtigt ud af sengen.
“Nej, ikke nu … Kan du ringe til Sebastian? Nummeret ligger på bordet. Sig, at han skal komme, hvis han kan. Jeg vil gerne sige farvel. Og hvis ikke, må han i det mindste tage sig af Sidse. Så kan jeg gå herfra med ro i sjælen …”
Jesper overvejede kort, om han skulle råbe efter lægen men fandt sin telefon og tastede det håndskrevne nummer ind.
“Hallo, er det Sebastian? Jeg hedder Jesper og har været på stue med din far …”, han ville have nævnt navnet, men indså, at de ikke engang havde præsenteret sig rigtigt.
“Han hedder Erik Madsen …” hviskede den gamle.
“…Erik Madsen,” fortsatte Jesper. “Han blev dårlig, og han beder dig om at komme.”
“Er han ved at dø, eller hvad? Hvilket hospital ligger han egentlig på? Det der Bispebjerg, ikke?”
“Jo, stue 314, tredje sal.” Jesper læste også adressen op, lagde røret, og gik straks ud for at finde en sygeplejerske. Hun sad døsig for bordet i gangen.
Hurtige, forvirrede ord om, hvad der var galt, og Jesper løb tilbage til stuen.
“Hvordan har du det, Erik?” spurgte Jesper og tog forsigtigt hans hånd. “Sygeplejersken henter straks lægen. Hold ud det er ikke nu, du skal herfra. Og din søn lovede at komme. Du må ikke lukke øjnene …”
Erik Madsens hjerte stoppede, inden lægen nåede hen med nattevagten.
Han mærkede puls, kiggede og forlod rystende værelset.
Omtrent tyve minutter senere kom de samme portører, Jesper havde set før, da han blev opereret.
*****
“Din far døde bogstaveligt talt i mine arme,” fortalte Jesper til Sebastian, da han dukkede op næste morgen.
“Det var nok for det bedste,” svarede Sebastian tørt. “Nu slap han for at ligge for døden i lang tid, og ingen skulle passe ham. Jeg har jo en familie, fuldtidsjob … tiden er bare ikke til så meget pleje. Det var bedre sådan.”
“Erik Madsens sidste ønske var, at du sørgede for hans hund Sidse,” sagde Jesper.
“Hunden? Nå, ja, han havde jo samlet en eller anden køter op fra gaden. Men hvem gider egentlig sådan noget? Han nægtede at tage på plejehjem på grund af det kræjeg sagde jo det ville være bedre for ham, så han blev passet, men han ville bare have sin vilje …”
“Det var hans sidste ønske,” sagde Jesper strengt. “Skal det være så svært at hjælpe lidt, især nu hvor du får huset og grunden som du ville?”
Sebastian så mærkeligt på Jesper, sagde ikke noget, tog faderens gamle mobiltelefon og noten med sit eget nummer og gik uden at sige farvel.
Jesper blev liggende med tankerne. Han syndes det var synd for Erik Madsen. Syvoghalvfjerds år og så kunne han have fået mange år endnu. Men sådan blev det ikke. Og nu stod Sidse uden den eneste, der holdt af hende.
“Sikkert smider Sebastian hende bare ud,” tænkte Jesper. “Naboerne fodrer hende måske, hvis hun er heldig … hvis ikke, bliver hun bare uden familie.”
Den nat drømte Jesper om Erik Madsen, der gik rundt i byen og kaldte på Sidse. Han græd, og Jesper kunne mærke tårerne presse sig påselvom han faktisk ikke kunne huske, hvornår han sidst havde grædt.
De underlige drømme blev ved, også da Jesper kom hjem. Hver morgen var han stille og bekymret, og Lærke spurgte:
“Jesper, har du det godt?”
“Jo, jo. Jeg tænker bare på noget.”
“Hvad tænker du på?”
“Jeg lå på stue med en ældre mand… han døde af et hjerteproblem, inden han nåede operationen. Han havde en hund, Sidse, som nu står alene tilbage.”
“Har han ikke familie, der kan tage sig af hende?”
“Kun en søn, Sebastian men de talte nærmest ikke sammen. Erik ringede hele tiden uden at få svar. Da sønnen endelig kom, var han allerede væk. Jeg nævnte hunden, men han er ligeglad. Han tænker mest på huset. Med det samme han gik ud, ringede han til en ejendomsmægler og spurgte, hvor hurtigt man kan sælge og om man skal vente de seks måneder for arven. Jeg er ked af det på hundens vegne. Jeg har aldrig engang set hende…”
“Skal vi ikke tage hen og kigge?” foreslog Lærke. “Hvis Sidse stadig render rundt alene, tager vi hende med hjem.”
“Mener du det? Er du ikke imod hund?”
“Nej da det ville da være hyggeligt med en hund. Så kan vi gå tur, og sidde sammen allesammen.”
“Det lyder dejligt,” smilte Jesper og kyssede hende. “Men hvad gør vi, jeg har jo ikke adressen?”
“Det finder jeg ud af i hospitalets reception lad det være min opgave. Vi må dog lige forbi Brugsen og købe en god kaffe og lidt chokolade.”
Det viste sig, at sød kaffe og god chokolade gjorde underværker – kvinden i receptionen kunne ikke fordrage at udlevere personlig information, men mens hun smagte chokoladen, og Jesper gik op i, hvorfor de søgte Erik Madsens adresse, skrev hun hurtigt adressen ned og rakte lappen over skranken.
Godt fyrre minutter senere holdt Jesper og Lærke foran huset. De gik langs det grønne hegn og kiggede ind i haven ingen hund.
En kvinde fra nabohuset kom ud gennem lågen.
“Hej, kan I ikke finde vej, eller leder I efter nogen? Der bor altså ikke nogen her mere,” sagde hun venligt.
“Det ved jeg jeg var på stue med Erik. Han døde i nat,” svarede Jesper.
“Åh, det vidste jeg ikke hvor trist…” sagde hun. “Han var et dejligt menneske; godhjertet. Den slags findes næsten ikke mere. Hans søn, Sebastian, gad jo hverken begravelse eller noget. Han gik direkte i gang med at renovere huset, så det kunne blive solgt hurtigt.”
“Det ligner Sebastian … Men så du om Sidse hunden – fortsat er her? Erik var meget bekymret for hende, da han var indlagt.”
“Sidse? ja, hende så jeg hver dag. Hun lå foran lågen og ventede, dag og nat. Nattede hele natten, da Erik gik bort. Sebastian blev irriteret over hende, skældte ud, og kørte væk med hende. Jeg har ikke set ham siden nok snart hjemme ved familien.”
“Du har ikke set, hvor Sidse er blevet af? Og hvordan ser hun ud?”
“En lille, nydelig hund jeg har faktisk et foto på min telefon … Se her.” Hun viste dem billedet.
“Jamen, det er jo en dansk-svensk gårdhund!” udbrød Lærke. “Så nuser en vovse! Nå, så Sebastian vil ikke engang have hende?…”
“Nej nej. Han sagde, han havde givet hende væk. Til hvem, nævnte han ikke. Jeg spurgte. Han sagde, hun har fået et godt hjem. Men Sebastian kunne aldrig lide dyr, selv som lille. Underligt, hvordan sådan en mand kan være søn af så god en far.”
Jesper og Lærke takkede kvinden og kørte ned ad vejen i tavshed. Deres tanker kredsede om, hvorfor de kom så sent havde de kommet tidligere, havde de måske kunnet redde Sidse.
Nu vidste de ikke, hvor hun var, eller hvordan hun havde det.
For en sikkerheds skyld kørte de rundt i nabolaget og spurgte folk, om nogen havde set en lille gårdhund alene. Intet held.
Jesper prøvede at ringe til Sebastian for at spørge direkte, men blev mødt af, at han var blokeret. Opkald og beskeder gik ikke igennem.
“Vi må bare håbe, at Sidse har det godt,” sagde Lærke. Hun fornemmede godt, at håbet var spinkelt men det føltes bedre at tro på, end det modsatte.
Så greb skæbnen ind igen.
Fordi trafikken var gået i stå, tog Lærke en omvej og efter nogle kilometer pegede hun på grøftekanten, hvor en lille hund sad og ventede. Hun lignede præcis det foto, naboen havde vist.
“Jesper, kunne det være Sidse?” spurgte Lærke.
Det lignede. De standsede, steg ud og nærmede sig forsigtigt.
“Sidse!” råbte Jesper glad.
Hunden, der sad med ryggen til, drejede overrasket hovedet og så undersøgende på parret.
“Det er hende,” sagde Jesper, og nærmede sig forsigtigt. “Sidse, kom bare jeg kendte Erik, og han bad mig sørge for dig. Vi vil meget gerne have dig med hjem. Er du klar?”
Han satte sig på hug, og rakte hånden frem.
Sidse var i starten tvivlende, men da Jesper rakte hånden frem, duftede han stadig lidt af Erik og det genkendte hun. Hun logrede nysgerrigheden vandt og nærmede sig, lod sig klappe forsigtigt.
Mens Jesper kærtegnede den lille hund, glimtede der tårer i hans øjne. Små, næsten usynlige. Lærke så dem, ligesom hun selv havde tårer på kinderne ved synet af sin kæreste og Sidse, der lænede sig op ad ham.
Kort efter kørte de alle tre hjem. Glade og lettede.
Jesper og Lærke smilede over, at de endelig tog sidvejen, og endelig kunne tage Sidse til sig efter Sebastians forsømte “omstændigheder”.
Og Sidse? Hun var glad og tryg nu havde hun fundet et sted, hvor hun var ønsket. Her var ingen, der svigtede.
Nu havde hun fået nye mennesker og et nyt hjem og de varmeste hænder, der stadig duftede lidt af Erik Madsen.
*****
“Så meget for at være en god søn …” brummede Jesper, da de kom hjem. “Sikke en måde at tage ansvar på … man kunne godt have sagt et par sandheder til Sebastian.”
“Vent nu,” sagde Lærke. “Det vigtigste er, at vi fandt Sidse. Livet skal nok lære Sebastian, det han har behov for at lære. Måske står han selv alene en dag …”
“… Du har nok ret,” sagde Jesper, mens han så ned på Sidse, der nu lå og sov trygt på sofaen. I søvne lavede hun små bevægelser med poterne og så ud til at smile.
Jesper syntes, han vidste, hvor hun løb hen og hvem hun smilede til.
“Send Erik Madsen en hilsen” tænkte han gik forsigtigt over til skabet og tog æsken med ringen frem.
Samme aften faldt Jesper på knæ og fridede til Lærke.
Ikke på restaurant, ikke med al den planlagte romantik men derhjemme, her og nu, fordi ingen særlig anledning er bedre end øjeblikket.
Og Lærke sagde selvfølgelig ja.
Sådan endte den historie …
