Allerede i tre måneder har hun levet uden sin mand Efter hun nytårsaften på firmafesten så sin Mikkel i restaurantens korridor med armene omkring den unge HR-assistent, ville hun ikke længere bo under samme tag med ham.
Trine står og vasker vinduet, mens hun ser ud på gården. På legepladsen leger hendes femårige datter sammen med veninderne.
Børnene larmer, løber rundt og griner, mens Trine føler sig trist.
Allerede i tre måneder har hun boet alene
Efter hun på nytårskuren så Mikkel holde om den unge kvindelige kollega, var der ingen vej tilbage hun kunne ikke leve med ham længere.
Rygtet om hans utroskab havde Trine hørt før, men hun nægtede at tro på det.
Men da hun med egne øjne så ham med en anden, dér i den halvmørke gang, blev ikke kun aftenen ødelagt, men hele hendes liv vendte op og ned.
Det tænkte Trine, da hun alene gik hjem gennem Københavns natteliv fra restauranten.
De havde været gift i ti år, siden de begge var færdige på universitetet. Efter eksamen blev de gift begge familier var tilfredse: de unge havde en uddannelse, nu kunne der stiftes familie.
Alt flaskede sig, som det burde. Godt arbejde til begge, støtte fra forældrene til lejlighedskøb. Da kom lille datter til verden.
Men måske fordi Trine og Mikkel allerede havde boet sammen i kollegiet to år før brylluppet, måske fordi følelserne havde ændret sig de senere år blev Mikkel mere og mere kølig over for Trine.
Hun mærkede det, forklarede det med hans arbejde, karriere. Hun blev selv mere trist. Mikkel interesserede sig knap nok for hendes job, alle samtaler blev ensformige: brok og træthed.
Efter deres skænderi den nat gik Mikkel hjemmefra han ville ikke høre mere på bebrejdelserne og gråden.
Det kunne han ikke holde ud. For Trine var alt forandret. Altid havde hun stolet på ham; nu indså hun, at det evige kærligheds- og troskabsmotiv var hendes egen illusion.
Efter han forlod hende og hun fik siden via fælles venner at vide, at han var flyttet ind hos den unge kæreste føltes verden uoverskuelig og grå.
Hun måtte lære alt på ny: ikke at hade, at forstå, at tilpasse sig. Men at tilgive ham det magtede hun ikke. Og han bad heller ikke om det.
Det, der gjorde Trine mest forarget, var at ti år sammen og der var ingenting tilbage…
Hvordan kunne nogen gøre sådan? Forældrene trøstede hende, sågar svigermor undskyldte for sin søn. Men det hjalp ikke Trine.
Måske er jeg bare sådan én, der stoler på folk indtil det allersidste, tænkte Trine.
Men tiden gik, og Mikkel havde ikke i sinde at vende tilbage.
I starten ventede hun ivrigt på anger og undskyldning. Tænkte, det måtte komme.
Men ingen dukkede op. Senere indså hun, at selv med undskyldninger kunne hun ikke komme til at elske ham igen. Det gik ikke længere. Alt var uigenkaldeligt forandret
Nu, hvor solen skinner ind gennem det nypudsede vindue, og lun forårsvind fylder lejligheden med fuglesang, sukker Trine og går hen til spejlet.
Hun ser sit eget spejlbillede: træt, pjaltet hår, slukket blik, den gamle morgenkåbe Hun retter ryggen.
Pludselig får hun lyst til at forandre sin bolig, ændre gardiner, alt for at livet ikke skal føles så gråt og ensformigt. Hun lægger kluden på køkkenbordet og tager telefonen.
Mor, jeg vil gerne have lavet om i lejligheden. Ikke noget stort, jeg har ikke penge eller overskud til en totalrenovering. Men nye tapeter, ny lampe, gardinstænger, gulvet skal males. Og nyt vinyl i køkkenet. Har du nummeret på den håndværker, der hjalp din nabo i efteråret?
En uge senere dukkede mester op Ole, en mand sidst i fyrrerne. Han kiggede på lejligheden og sagde:
Det er ikke så meget, der skal laves, men vi er ret booket fyldt op med arbejde flere måneder frem. Vil du vente?
Trine blev lidt skuffet. Men Ole sagde så:
Jeg har dog en god fyr, Peter, han kan komme efter sin normale arbejdstid og i weekender. Vil det være ok for dig?
Trine sagde ja, og de aftalte prisen.
Nu var Trine optaget af fornyelse af hjemmet.
Næste weekend købte hun alt det nødvendige i Silvan. Peter kom og gik i gang i køkkenet.
Han var grundig og flyttede forsigtigt møbler på en enkelt dag blev gulvet ordnet.
Trine blev glad, roste Peter og hun og datteren, Agnete, hjalp med at vaske alt service.
Peter begyndte nu at komme hver aften. I løbet af nogle dage skiftede han el-installationerne, og hængte den nye lampe op.
Trine bød på te, og de talte om næste trin tapetsering. De begyndte at rykke møblerne væk fra væggene.
Lejligheden blev lysere og renere, og Trine syntes den føltes større, mere åben og hyggelig.
Peter kom selv med småkager til teen og boller som hans mormor havde bagt. Agnete blev glad ved hans besøg og klappede, når hun fik endnu en pose med godter fra Peter.
Trine bød på frokost, så Peter ikke skulle gå sulten.
Over maden snakkede de og grinede, og hurtigt blev de venner. En dag turde Peter spørge til Trines familieforhold. Han var virkelig faldet for hende.
Trine svarede bare:
Min mand har forladt mig. Han er gået til en anden.
Peter sad stille lidt og sagde så:
Går folk virkelig fra nogen som dig?
Trine forundredes over sin egen ro, nærmest ligegyldighed. Sådan en sætning plejede at få tårene frem. Nu så hun Peters kærlige øjne og forstod alt.
Renoveringen skred frem da gulvet skulle males, blev Agnete sendt til bedstemor, det lugtede kraftigt af maling og der måtte ikke gås på gulvet.
Trine tog selv til sine forældre, mens Peter malede færdig.
Hans arbejde var næsten gjort. Da Trine kom ned fra opgangen, gik de en tur for at få frisk luft efter malingarbejdet.
Gående gennem Frederiksbergs grønne anlæg tog Peter hendes arm og hun fjernede den ikke. Det var ved at blive mørkt, men de havde ikke lyst til at skilles.
Som unge satte de sig på bænken og kyssede hinanden kunne slet ikke slippe hinanden. Pludselig lo Trine højt.
Hvorfor ler du? spurgte Peter.
Når man går på date, plejer piger at dufte af fransk parfume Men vi lugter af maling. Man kan tydeligt lugte os på lang afstand!
De begyndte at grine.
Ugen efter var Trine hjemme igen. Hun og Agnete gik ind på den blanke nymalede gulv og inspicerede det fornyede hjem med glæde.
Humøret var højt. Trine lavede aftensmad, kaldte på datteren og så ringede det på døren. På trappen stod Peter med blomster og en kage.
Så er der første gæst! grinede Trine og bød ham indenfor. Takket være dig er det næsten som en indflytningsfest!
Jeg glemte mit arbejdstøj her, sagde Peter.
Kun derfor er du kommet, smilte Trine.
Nej, ikke kun derfor. Jeg ville spørge, om jeg måtte komme og arbejde bare uden betaling denne gang.
Uden betaling? lo Trine.
Nej Peter kiggede på Agnete og hviskede: Jeg skal nok sige senere, hvilken slags belønning jeg håber på
Agnete tog Peter i hånden og førte ham ind på værelset for at vise sine legeting. Trine satte sig på stolen og lagde hovedet i hænderne. Hun havde ikke været så lykkelig længe.
Fordi der var en mand, der elskede hende. Og hun følte, hun begyndte at elske ham
Pludselig ringede det igen på døren.
Mon det er naboen, tænkte Trine. Hun vil sikkert se, hvordan her er blevet.
Men på trappen stod hendes mand.
Dig? spurgte Trine overrasket.
Kommer jeg ubelejligt? Jeg har prøvet at komme forbi en uge nu. Jeg ville hente nogle af mine ting.
Du har allerede taget alt med dig så vi ikke skal have bøvl med det, sagde Trine.
Peter og Agnete kom ud, hånd i hånd.
Hvem er det? spurgte Mikkel og stirrede på Peter. Nå altså Du har ikke spildt tiden, kan jeg høre. Jeg troede du lå hen i ensomhed og græd Du har godt nok fundet en erstatning hurtigt.
Du kan da hilse på din datter først.
Mikkel kyssede Agnete. Hun spurgte naivt:
Har du taget gaver med til mig?
Han tøvede, men sagde:
Jeg køber til dig på din fødselsdag. Hvad ønsker du dig?
Er det snart min fødselsdag? spurgte Agnete.
Nej, ikke endnu, lille skat. Der er et halvt år til. Gå du ind på værelset. Jeg går ud med fars kuffert, svarede Trine.
Hun bar kufferten frem og satte den ved døren. De to mænd stirrede strengt på hinanden, mens hun var borte.
Da Mikkel var gået, blev Trine stille. Humøret dykkede lidt. Peter gik hen, lagde armen om hende og spurgte:
Elsker du ham stadig?
Nej. Og hans besøg var ikke behageligt.
Føler du, det er underligt jeg er her? spurgte Peter.
Nej, du er min gæst og jeg bestemmer.
Jeg vil ikke kun være gæst, Trine. Eller bare håndværker. Jeg vil være med dig Forstår du? Vil du giftes med mig?
Så hurtigt? Kan man det? Nej, Peter, vi kan ikke forhaste os. Mine forældre vil ikke forstå det.
Så giv mig dit ord på, at du tænker over det. Jeg har ikke travlt. Jeg har ledt efter én som dig længe. Og nu har jeg fundet dig
Peter rejste sig og gik uden at sige farvel, lukkede døren forsigtigt efter sig.
Jeg skal nok tænke over det. Selvfølgelig vil jeg tænke over det, gentog Trine for sig selv, mens hun vuggede Agnete i sine arme.
Hun puttede sin datter. Ved sengekanten tænkte hun ikke på det overraskende besøg bare på Peter.
Med lukkede øjne så hun hans ansigt for sig og svarede stille i tankerne:
Selvfølgelig vil jeg tænke over det. Bare du ikke har for travlt, min kæreNæste morgen blev Trine vækket af solstråler, der dansede hen over hendes ansigt og Agnetes bløde vejrtrækning ved siden af hende. Hun listede ud i køkkenet, mærkede det nymalede gulv under fødderne, og slog vinduet op, så forårsluften strømmede ind. Livet føltes anderledes, lettere.
Hun fyldte kaffekanden, satte sig og lod blikket glide over de små forandringer omkring sig, på gardinerne hun selv havde valgt, farverne hun havde valgt til væggene. Hjemmet bar nu hendes valg ikke mindet om gamle kompromiser.
Telefonen vibrerede. En besked fra Peter: Godmorgen. Jeg tænker på dig. Skal jeg hente morgenbrød eller vil du bage med mig?
Trine smilede, svarede: Kom bare. Agnete elsker at bage boller.
Da Peter kom, åbnede Trine døren med et brus af glæde, og før hun nåede at sige noget, stod han stille og lagde hånden forsigtigt på hendes skulder. Tak fordi du vil tænke over det, sagde han. Bare det, du giver mig en chance, føles som mere end jeg turde spørge om.
Uden ord smilede hun bredt, og han trak hende tæt ind til sig. I det øjeblik mærkede Trine, at hun var i gang med at samle alle trådene fra det gamle liv og væve dem sammen til noget stærkere og smukkere.
Agnete kom løbende: Vi skal bage nu! sagde hun bestemt.
De satte sig sammen ved køkkenbordet, målte mel og lod grinet fylde rummet, som duften af nybagt brød spredte sig.
Senere, med smør og marmelade på brødet, så Trine på Peter, og så på sin datter, der lyste af glæde og tryghed. For første gang i lang tid følte hun ikke længere, at hun ventede på noget eller nogen. Hun vidste, hun var begyndt at leve igen.
Uden at love for meget, uden at tænke for langt frem, følte hun bare, at livet var åbent og muligt, og at lykken indimellem sætter sig i de små øjeblikke i duften af maling og frisk brød, i børnelatter, i blikke mellem to, der tør håbe.
Og i det nye lys i hendes hjem var der ingen skygger tilbage, kun muligheder, og et hjerte der turde banke for noget nyt.
