Ingenting kan ændres længere
Mads stod ved vinduet i sin lejlighed på Nørrebro, og stirrede ud på de matte og forvrængede lys der dansede hen over aftenen i København. Gaden nedenfor virkede urimeligt stille forladte cyklister gled forbi, og enkelte biler svævede forbi, deres lyskegler smattede ud som drømmespor hen over asfalten. Klokken på væggen slog halv et, og det forstærkede kun Mads uro: Yrsa var ikke kommet hjem endnu. Han rev nervøst hånden gennem det pjuske hår, men tankerne blev stående som tåger dagens genklang spillede igen og igen i hans hoved. Alt syntes at føre tilbage til den sidste, korte samtale, inden Yrsa var gået
Tre timer tidligere.
Den mørke stue var blød og fyldt med dæmpet latter og dybe stemmer. Mads så tilbage på sine venner, alle fire samlet siden de gik i folkeskole, nu placeret på sofaen og i lænestole. Rasmus, hans ældste ven, strakte sig mageligt ud i stolen og hævede et skeptisk øjenbryn.
Nå, Mads, hvor gemmer du din yndlingspige? spurgte Rasmus med et drillende grin. Vi har siddet her i en halv time nu, og jeg spurgte kun for hyggens skyld
Mads rystede på hovedet og satte sig roligt blandt dem. Der stod kolde Tuborg-øl på sofabordet, og der var skåle med saltstænger, peanuts og røget makrel. Alt var klar til en almindelig aften i venners selskab. Men noget virkede alligevel skævt.
Hun er træt, mumlede Mads, mens han kæmpede for at holde stemmen jævn. Hun kom sent hjem fra arbejdet og orker ikke at sige hej til nogen.
Jakob, den mest rapkæftede, lænede sig tungt tilbage, og latteren blev til et skævt smil.
Træt? Har du ikke sat hende op for meget? En pige skal kende sin plads, Mads.
Mads knyttede uvilkårligt næverne. Ordene stak for grove, for upassende. Han hadede måden, de talte om Yrsa på. Men skuffelsen over Yrsas undvigelse brændte lige så meget indefra. Hvor mange gange havde han bedt hende om at tage del i én af hans aftener? Hun sagde altid nej. Nu havde han forberedt netop denne aften, i håbet om at det hele ville lykkes, men hun havde bare lukket døren til værelset bag sig.
Han trak vejret roligt og prøvede på at fortrænge ærgrelsen. Det var, som om han ikke længere hørte hjemme i denne gruppe, deres latter klingede for langt væk.
Jeg ordner det, sagde Mads og gik beslutsomt mod soveværelset. Noget voksede i ham, forurettelse og irritation, men han holdt igen. Måske, tænkte han, hvis bare han fik hende til at sidde derude ti minutter
Men døren var låst. Han bankede, først sagte, så insisterende.
Yrsa, kom ud. Vennerne venter, sagde han med skælvende stemme. Stop nu det der.
Der blev stille bag døren, så kom hendes stemme som om den lød igennem dyne og pude:
Mads, jeg er virkelig træt. Kan vi ikke tage den snak i morgen? Jeg magter ikke at være på.
Han mærkede temperaturen stige i kinderne.
Ikke noget med i morgen! Åbn nu bare døren!
Der blev helt stille. Han stod længe skulle han hente nøglen? Men så lød klikket fra låsen, og døren gled op. Yrsa stod der, bleg, med mørke rande under øjnene, håret trukket sammen i en mærkelig drøm af kaos.
Jeg kan ikke mere, forstår du det ikke? hviskede hun næsten uden lyd, og så ikke engang på ham. Min chef flippede ud, jeg var alene på kontoret og havde tre projekter hængende over hovedet. Jeg vil bare tømme hovedet og ligge i mørket. Skal jeg virkelig også agere klovn for dine venner nu?
Noget i hans bryst strammede sig, han ville ikke se dum ud foran vennerne.
Skal jeg undskylde foran dem nu eller hvad? snerrede han, mere vred end han havde tænkt. De siger, jeg lader dig bestemme for meget. Kom nu bare ud en halv time. Så kan du sove.
Det er ikke mit ansvar at redde dit ego, svarede Yrsa, hendes stemme begyndte at knække. Hvis du ville have venner på besøg, så inviter mig på forhånd. Jeg orker ikke ukoordinerede overraskelser efter sådan en dag
Noget brast i ham, og han greb hendes hånd, trak hende mod stuen. Hun strittede imod.
Slip mig! råbte hun, pludselig bange.
Et øjeblik stod tiden stille. Uden at tænke løftede han hende op, som man ville løfte et barn, og bar hende mod stuen, mens hun vred sig desperat.
Sæt mig ned! Hvad laver du!? Hør nu, sid hos os lidt. Det er mig der bestemmer her!
Men Yrsa vred sig fri, gav ham et hårdt skub. Han vaklede, og hun løb mod soveværelset. Han sprang efter, greb hende hårdere om skulderen.
Slap nu af! råbte han, fortvivlet han ville bare have hende til at forstå, at hun ikke skulle gøre sig til offer.
Rør mig ikke! skreg Yrsa, en tåre gled over hendes kind.
I et blindt glimt ramte hans hånd hendes kind ikke hårdt, men nok til at hun stivnede. Blikket fangede en mærkelig blanding af chok og sorg.
I næste sekund fløj hun op, greb sin grønne vinterjakke fra knagen og smækkede døren bag sig så væggene vibrerede.
Drengene stirrede, nogle kiggede væk, Rasmus sagde lavmælt:
Det var voldsomt Skal du ikke løbe efter hende?
Mads stod, knugede hænderne og forbandede sin stolthed. Han mumlede:
Hun kommer nok hjem, når hun falder ned.
Men Yrsa kom ikke hjem.
Timerne gled forbi, lydene fra byen blev drømmeagtige, og Mads tjekkede sin telefon igen. Sendte små, korte beskeder: Hvor er du? Jeg savner dig. Skriv nu. Ingen svar. Til sidst gav han op, hun havde blokeret hans nummer.
Han prøvede hendes veninder. En efter en svarede de undvigende, undtagen Sofie fra universitetet, som sagde:
Jeg kender Yrsa godt. Hvis hun gik, var det sikkert alvorligt. Du må have gjort noget grimt.
Der var ingen trøst at hente, kun den tunge by og mørket udenfor.
Da klokken blev omkring midnat, gik Mads ned på gaden og vandrede gennem de bløde blågrå plamager af lys. København virkede forvandlet som i en drøm, hvor alle konturerne er flydende.
Billeder på nethinden flimrede: Den vinter, hvor de mødtes på et lille hyggeligt kaffebar nær Torvehallerne. Hun havde siddet og læst, smilte for sig selv over en bog. Han havde spurgt, hvilken roman det var, og straks opdagede de deres fælles kærlighed til krimier. Samtalen voksede, som om der dårligt fandtes grænser. Efter en uge mødtes de igen, og en måned senere var hun flyttet ind.
Alt havde virket let i begyndelsen. Yrsa grinede altid af hans platte jokes, og hun kunne magisk fylde lejligheden med duften af hjemmebagte boller og hygge. Men langsomt trak hverdagen dem i hver sin retning. Mads holdt af fredage fyldt med venner, latter og Nik & Jay på højtryk, mens Yrsa foretrak stilhed, stearinlys og en roman af Helle Helle.
Hun forsvandt ind i sine egne verdener. Han pressede løs: Kom nu, du bør da være en del af det Han havde ikke tænkt på at spørge, hvordan hendes energi egentlig var eller om hun nogensinde havde lyst.
Nu, under det mærkeligt gule gadelys, forstod han pludselig det mærkelige ord “pligt”. Han havde sagt du skal for tit. Yrsas modstand var blevet hendes egen mur og nu var hun væk.
*******************
Næste dag. Han prøvede igen at ringe. Intet svar. Til sidst cyklede han ud til hendes forældre i Vanløse, til blokken med de grønne altaner. Yrsas mor, Gitte, åbnede døren, hendes blik hårdt og køligt.
Mads? Hvad vil du her?
Jeg leder efter Yrsa.
Nej, hun er her ikke. Og hvis hun var? Så sagde jeg det ikke.
Noget i hende var lukket. Mads famlede.
Hvorfor må jeg ikke tale med hende?
Gitte så længe på ham, så sukkede hun opgivende og gik ind i køkkenet. Han satte sig overfor. Det duftede af kanelsnegle den duft havde han elsket, når Yrsa bagte om søndagen.
Mads, du er en sød fyr. Men lyt nu: Yrsa er ikke din ejendom. Du har ikke ret til hende. Hun er et menneske. Hun har behov for ro og for selvbestemmelse.
Han stirrede på bordet, lagde begge hænder ovenpå og mærkede den brændende skyld vokse.
Hun gik jo bare uden et ord, mumlede han.
Gav du hende tid til at forklare? Eller troede du bare, hun skulle makke ret?
Han huskede alt for klart, hvordan han havde holdt fast i hende. Hvordan hånden var smuttet ud i frustration.
Hun ringede i går aftes. Hun græd og var bange, fortalte alt, du havde gjort. Har du nogen idé om, hvor flovt og ydmygende det er at blive klemt fast og få en på kinden?
Mads sad nu, drømmende og flov, og så fortiden rulle forbi. Hvor lidt, han egentlig havde set hende. Hvem var han gået hen og blevet?
Han rejste sig langsomt.
Jeg må finde hende, hviskede han.
Gitte nikkede.
Men undskyld. Og tænk dig grundigt om.
*********************
Mads sad i Fælledparken. Utilpasset på den kolde bænk, hvor de ofte havde parkeret cyklerne sammen. Kulden snoede sig gennem benene, lysene fra parkens lamper tremulerede ud i det gule, våde græs. Han kiggede på kærestepar, hånd-i-hånd, og undrede sig over den tid, hvor alt havde været nemt.
Så dukkede Yrsa op som et fata morgana, vinterkappen sad tæt omkring hende, hun lignede en silhuet af en kvinde, der kunne forsvinde når som helst.
Yrsa hviskede han. Men hun fortsatte, først da han stod foran hende, stoppede hun og vendte sig.
Hvad vil du, Mads? Hun så ham kun halvt i øjnene, stemmen træt, hverken vred eller blød. Jeg orker ikke tale nu.
Han ville sige undskyld. Ord stod i kø, men hans gamle ærgrelse dampede op. Ordene fra vennerne genlød: “Sådan styrer hun dig!”
Helt ærligt, hviskede han, du lod mig stå alene og grine ad mig. Hvorfor gør du det mod mig?
Yrsa trådte et skridt tilbage.
Tror du jeg gjorde det for at såre dig? Jeg magtede bare ikke mere. Du lyttede ikke, du skubbede bare.
Stemmerne i hovedet blev blege. Han så hende, hele kroppen bleg, rystende.
Når du trækker i mig, tvinger mig så handler det kun om dig, ikke om os, fortsatte hun.
Han prøvede at forklare, noget der skulle gøre det hele godt igen, men det lød kun som et ekko af gamle undskyldninger.
Du forstår stadig ikke, Mads. Jeg manglede bare ro. Du så mig slet ikke. Jeg ville bare have, at du gad spørge eller holde om mig
Men jeg tøvede han.
Det er slut, Mads. Jeg er træt. Rigtigt træt.
Hun gik væk i det drømmeagtige aftenlys, forsvandt bag hvirvlende blade og kulde. Hendes skygge gled ind i mørket og blev opløst af parkens lys.
Mads blev stående, mens København trak sin kolde, regnvåde sengetøj over sig. Alt i ham blev stille. Han forstod pludselig, at det man mister i drømme, kan man ikke løbe efter. Han stod alene tilbage, og intet i natten kunne ændre på det, der var sket.
