Nu sidder jeg her med min notesbog og tankerne flyver rundt. Jeg har aldrig troet, at jeg nogensinde ville tage telefonen og ringe til min eksmand. Vi har ikke set hinanden i næsten to år, og jeg tvivler på, at han bliver specielt glad for at høre fra mig. Alligevel har jeg ikke andre muligheder lige nu.
Kun Daniel kunne hjælpe mig, når det kom til problemer. Han var altid god til at finde løsninger. Jeg må håbe på, at han stadig har lidt omsorg tilbage for mig om ikke andet, så af gammel vane.
Jeg kiggede kort på den snerrende gamle kone foran mig (ja, nemlig ikke en bedstemor eller ældre dame, men en rigtig bitter kælling), så tog jeg mobilen op af tasken, åbnede kontaktbogen og fandt Daniels nummer. For to år siden overvejede jeg at slette det, men hver gang holdt jeg mig tilbage.
Måske håbede jeg, at jeg en dag ville få brug for det.
Som nu
Jeg sendte hende et sidste blik, mens hun stod og gjorde nar af mig, og trykkede på Ring op.
********
Så du vil altså ikke tage med mig? sagde jeg til Daniel og følte mig forrådt. I virkeligheden var det mig, der lige nu overvejede at blive eller forlade ham.
Signe vi har jo købt grunden sammen, og vi skulle til at bygge hus. Hvorfor skulle vi tage ud og forlade alt det her?
For at begynde på en frisk! Alt det har jeg forklaret skal vi nu tage diskussionen igen?
Daniel kiggede på mig og rystede utilfreds på hovedet.
Tror du virkelig, at livet udenfor Danmark er så anderledes? Det er det ikke. Der er nøjagtig det samme.
Jeg har drømt om det, siden jeg var barn, sagde jeg. Da min far først tog mig med til udlandet på en forretningsrejse, lavede jeg ballade i lufthavnen, fordi jeg ikke ville hjem. Så godt kunne jeg lide det.
Det forstår jeg
Og nu, hvor muligheden for at flytte permanent har vist sig, vil du ødelægge det hele?
Jeg vil ikke ødelægge noget jeg har bare ingen ønsker om at flytte. Jeg kan godt lide at være her. Det er mit hjem. Jeg har mit firma her. Det giver ikke meget, men det er mit, og jeg er sikker på, at det bliver bedre.
Du har forretningen her, og jeg har mit job derovre! mit toneleje steg, mens jeg pegede mod vinduet mod vest. Det er et godt job, og lønnen er flere gange højere end her. Og mulighederne er langt større, forstår du det ikke?
Vi diskuterede hele dagen, uden at nå til enighed. Vi endte begge med at holde fast i vores beslutning.
Selvom der ikke var brud mellem os, tvang jeg Daniel med på rådhuset i Aarhus for at underskrive skilsmissepapirerne.
Alle var chokerede: min mor (far var gået bort), Daniels forældre og vores fælles venner. Alle havde troet, vi var et livslangt par.
Signe! Har du virkelig tænkt det her igennem? sagde min veninde. Hvor finder du en som Daniel? Han ville vende verden på hovedet for dig!
Det lyder bare flot, grinte jeg. Han havde jo ikke gjort det, hvis han virkelig elskede mig, så var han taget med.
Det er et stort skridt, at flytte til et andet land. Det er ikke kun hans forretning, det er også hans familie.
Så kan han blive her med dem. Jeg vil noget andet.
Jeg kunne faktisk ikke leve med én, der ikke havde de samme mål som mig.
Efter vi blev skilt, gemte jeg min kærlighed længst væk i hjertet.
Efter en måned med vores skilsmissepapirer i hånden, tog jeg afsted til Holland, hvor jeg var blevet lovet et højtbetalt job og hjælp til opholdstilladelsen. Det var min drøm, og jeg var klar til at satse alt.
Men det er sandt, som man siger græsset er ikke grønnere på den anden side. Anderthalvt år senere kom jeg hjem.
Jeg faldt aldrig rigtig til derovre, og folkene var koldere end de danske. På grund af én misundelig kollega mistede jeg jobbet, som jeg havde opgivet alt for; jeg blev snydt på en vigtig handel, og ingen troede på, at det ikke var min skyld.
Ingen støttede mig, for jeg var bare udlændingen. Det var rædsomt, og jeg stod alene tilbage.
Jeg nægtede at give op arbejdede tolv timer om dagen med at omdele reklamer i vinterkulden, kæmpede stadig for at få lov at blive, men intet lykkedes. Efterhånden indså jeg, hvor dumt det hele var. Det værste var skammen, når jeg tænkte på Daniel. Han havde ikke gjort noget galt, men jeg havde forladt ham.
Jeg havde ikke mere energi ikke til det pæne tøj, ikke til sjov, ikke til lækker mad. Jeg besluttede mig for at rejse hjem til Danmark. Først boede jeg lidt hos min mor, men havde brug for at puste ud, så jeg tog ud på landet til mormor ved Viborg i nogle uger.
Jeg fik ro på og fandt ud af at trække vejret igen.
Efter det tog jeg tilbage til Aarhus. Jeg gad ikke mit gamle job og faktisk heller ikke mit gamle fag. Da jeg læste stillingsopslagene, tænkte jeg: hvorfor ikke prøve som ejendomsmægler?
Jeg kom til samtale og klarede det flot. Under oplæring viste jeg mig frem, og snart blev jeg en fast del af et boligselskab.
Hverdagen begyndte at køre igen.
Selvfølgelig tænkte jeg tit på Daniel, men jeg turde aldrig kontakte ham igen. Det virkede meningsløst. Efter hvad jeg havde gjort, ville han aldrig tilgive mig.
Mine tidligere venner havde jeg også mistet kontakten til. Egentlig havde jeg mistet alle og det var min egen skyld. Nu måtte jeg begynde forfra.
********
En dag skulle jeg sælge en landejendom med hus i en landsby omkring fyrre kilometer fra Aarhus.
Længe kunne jeg ikke finde købere, men til sidst viste et ægtepar, Jørgen og Marie, interesse. De vil gerne tættere på naturen ganske forståeligt. Mange er trætte af byens larm og savner roen.
De kørte i egen bil, så jeg valgte at tage med dem i stedet for at tage en taxa.
Vi parkerede bilen ved Brugsen i midten af landsbyen, så de kunne gå rundt og suge stemningen til sig.
Jeg kunne straks se, at de tog valget alvorligt det er klogt, for priserne stiger hele tiden, og man vil ikke give flere millioner kroner for katten i sækken.
Da vi nærmede os vejen, hvor ejendommen lå, stak pludselig en stor hund hovedet ud gennem havelågen og betragtede os. Han stirrede lidt, slikkede sig om munden og begyndte at logre, da han så mig. Ikke et eneste gø.
Ægteparret slappede lidt af, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg gik hen og klappede hunden over hovedet mest for at vise kunderne, at selv hundene var venlige herude. Så skulle folkene nok også være til at have med at gøre.
I en times tid kiggede de det hele igennem. Jeg fortalte om både fordele og ulemper huset var jo ikke nyt, så der var selvfølgelig ting at bemærke.
Nå, hvad siger I? Spurgte jeg efter deres grundige runde. Kunne I lide stedet?
Jo, det er meget fint, smilede de. Men vi vil lige tænke lidt over det, så vender vi tilbage.
Selvfølgelig, I har mit nummer. Ring bare når det passer.
Selvom jeg virkede rolig udadtil, mærkede jeg en skuffelse. Når folk er begejstrede, kan man normalt mærke det med det samme. Denne gang ingenting. De ringer nok ikke tilbage, tænkte jeg.
På vej tilbage så jeg den samme gamle kvinde komme ud af nabohuset med hunden i snor, og i stedet for at tage ham med sig, bandt hun ham til en lygtepæl. Hunden var stille, men hans øjne så så sørgmodige og kloge ud, som om han vidste, hvad der skulle ske.
Da vi nærmede os, sagde jeg:
Undskyld, kunne I vente lidt? Jeg skal lige tale med damen derhenne.
Selvfølgelig, vi venter i bilen, sagde Marie.
Jeg gik hen til kvinden, som var i gang med at binde hunden fast.
Hvorfor binder De hunden der?
Hvad rager det dig? Jeg gør, som jeg vil. Vil du tage den med hjem, måske?
Nej, men
Så kan du gå. Ingen vil have det kræ. Hunden gør jo ikke engang, bare slikker hale hele dagen.
Jeg ville svare, men nåede det ikke, før hun fortsatte.
Det var da dig, der klappede min hund, ikke? Vidste jeg da nok. Du så det selv en hund, der ikke gør, duer ikke. Så lad være med at blande dig.
Så De vil lade den blive her, selvom det regner?
Jeg måtte tage mig sammen for ikke at råbe. Da jeg var hos mormor, havde hun en hund Basse en klog gadekryds, der altid kunne mærke, hvis man var ked af det. Han trøstede mig flere gange, så nu kan jeg slet ikke klare, når dyr lider.
Jeg spørger igen, vil De lade hunden blive her? begyndte jeg på ny.
Du skal ikke blande dig! Tag tilbage til byen, hvis det er så vigtigt for dig. Min Skipper bliver siddende her lidt, til det er hans tur. Så får han et lille stik og så er det slut.
H-hvilken tur? Hvilket stik? stammede jeg.
Dyrlægen fra nabobyen kommer snart, forklarede hun tørt. Det koster penge at få dem aflivet, men Steffen gør det for en enkelt snaps.
Hvem har givet dig lov at aflive en sund hund? Det kræver tilladelse!
Jeg sagde bare, den havde bidt mig. Så ordner han det uden problemer.
Jeg havde lyst til at give hende et los, men holdt mig tilbage. Lige nu handlede det om hunden den kunne ikke blive her.
Hvis jeg løsner snoren, sætter hun den bare fast igen, så snart jeg kører. Jeg kunne ikke tage den med hjem min mor har allergi. Mormor bor for langt væk, og jeg kan ikke tage fri fra job. Hvad gør jeg?
Signe, kører du med eller hvad? råbte Jørgen utålmodigt.
Øh nej, I kører bare uden mig. Jeg bliver lige her der er kommet noget vigtigt op. Jeg finder selv til byen, og ringer, hvis I beslutter jer.
De kiggede overrasket på hinanden og gik til bilen.
Jeg blev stående ved Skipper, som betragtede mig med nysgerrighed.
Hvilke vigtige ting har du nu fundet på? fnøs kvinden.
Jeg kræver, at De straks slipper Skipper fri. Det her er uacceptabelt!
Lad nu være. Én finger på min hund, og jeg vækker min søn han sover sin brandert ud og han skal nok smide dig ud! Det lover jeg dig!
Så Så ringer jeg til min mand! udbrød jeg i desperation.
Åh, det lyder spændende. Stakkels mand Men ring endelig, så tager han også fat i ham! Det her er MIN hund, ikke din.
I enhver anden situation ville jeg aldrig have ringet til min eksmand. Vi har ikke haft kontakt i to år.
Men nu nu måtte jeg gøre det. Kun Daniel kunne hjælpe. Jeg håbede, han ville hjælpe af gammel venskab.
Jeg stirrede endnu engang på det ondskabsfulde smil, og trykkede Ring op.
“Bare tag den, bare tag den” messede jeg inde i mit hoved.
Hej Det er Daniel.
Hej, det er Signe. Kan du kende mig?
Klart. Det havde jeg ikke lige regnet med, du ville. Hvad sker der?
Jeg var øjeblikkelig mundlam ved lyden af hans stemme. Den var præcis så blid og rolig, som jeg huskede.
Signe, kan du høre mig?
Ja Daniel, undskyld, men hvordan ved du, at der er noget galt?
Du ryster altid sådan på stemmen, når du er nervøs.
Jeg forklarede ham hurtigt situationen, og at vi måtte tage hunden med, hvis vi overhovedet skulle redde den.
Send mig din placering. Jeg kommer med det samme.
Han var der lidt over tyve minutter senere sikkert kørt som en gal. Alt hvad man ikke gør for dem, man elsker.
Den gamle kvinde havde netop forladt haven for at vække sin søn. Daniel og jeg fik knap hilst på hinanden før råbene lød fra huset overfor.
Lars, hvad laver du? Det er MOR! Hold nu op!
Daniel løste hurtigt Skippers snor og sagde:
Sæt dig ind i bilen, Signe. Vi kører, lad dem rode sig ud selv.
Der blev smadret service og råbt inde fra huset, men vi nåede at komme i bilen, før damen og hendes magre søn fik fat i os. Hunden var der ingen, der ville anmelde, så vi kørte bare.
********
Så du har bygget huset færdigt? spurgte jeg forbløffet, da vi kom hjem til Daniel.
Ja, smilede han, det var også min drøm.
Skipper løb rundt og undersøgte alt. Han virkede som en skøn hund ikke til vagthund, men til sjæleven. De er også vigtige.
Du har været hjemme længe? Jeg har hørt rygter, sagde Daniel.
Tjo Men hvorfor skulle jeg ringe?
Vi er jo ikke fremmede, du og jeg.
Heller ikke fjender Men fortæl mig nu ikke, at du ikke har giftet dig med en anden i mellemtiden.
Nej. Jeg elsker kun dig, Signe. Men hvad med hunden?
Han skiftede emne så hurtigt, at jeg ikke nåede at svare.
Jeg tænkte, at han kunne blive her. Jeg kunne bruge en ven, og han virker allerede hjemmevant. Han skal bare have noget mad, for det så ikke ud til, at han blev forkælet.
Sådan gik det til, at Skipper fik et nyt hjem og Daniel blev hans nye menneske.
Daniel passede ham straks, og jeg kunne mærke, at lykken var vendt tilbage. Og hvorfor var de egentlig ikke sammen, tænkte Skipper sikkert.
Daniel var tydeligt glad for, at jeg var kommet hjem. Vi begyndte at tale sammen og ses nu og da. Jeg kom også forbi med godbidder til Skipper og selvfølgelig for at se Daniel.
Jo mere jeg prøvede at undertrykke mine følelser for ham, jo tydeligere blev de.
Efter nogen tid gik der kun et halvt år, før Daniel lidt kluntet gik på knæ og bad mig om at gifte mig med ham igen.
Jeg lo, mens jeg så hans usikre hænder med ringen. Og svarede, selvfølgelig: Ja.
Skipper betragtede os fra siden og logrede endnu mere end før.
Nu mangler der bare, at vi får nogle børn og måske en kat, så er lykken fuldendt. Og mon ikke det også lykkes? Det tror jeg faktisk.
