Sne-hvid killing lå midt på landevejen, omgivet af åbne marker ikke et menneske i sigte.
Birgitte arbejder som salgsrepræsentant og bruger størstedelen af sin tid på landevejene mellem små landsbyer. Allerede fra morgenstunden var hun endnu engang på vej. Natten havde budt på frost, både græs og asfalt var dækket af et fint lag rim, og landskabet strålede i den særlige skønhed, kun vinteren formår at give.
Vejen var glat, så Birgitte kørte forsigtigt. Ud af øjenkrogen fik hun øje på en lille, hvid plet i vejkanten. Først troede hun, det var en plastikpose eller noget tøj, men ved nærmere eftersyn opdagede hun, at det var en killing. Den lå presset helt ind mod den kolde asfalt, midt ude mellem marker, langt fra nærmeste landsby. Det stod hurtigt klart, at den selv aldrig ville kunne klare sig videre derfra. Den var nok blevet smidt af desværre sker det ofte, at uønskede kæledyr bliver sat af ved hoved- og landeveje, ude på marker eller i læhegn, så de ikke kan finde hjem. Til nærmeste by var der langt, og man gider ikke køre dyrene til de fjerne landsbyer derfor bliver de bare sat ud, som nogen tror er bedst for alle.
Birgitte hev hurtigt sin telefon frem, tog et billede, og uploadede det straks i nødgruppen på Facebook med en beskrivelse og lokation på killingen.
Hjemme over morgenkaffen sad Hanne, og nok mest af nysgerrighed, bladrede hun igennem nødalbummet. Med det samme så hun billedet den hvide killing midt på vejen! Øjnene lynede af frygt og stress. Typisk ingen koordinater, intet telefonnummer hvor skal man køre hen nu? tænkte Hanne lettere frustreret. Heldigvis skrev hun til den, der havde lagt billedet op, og opdagede, at hun for en måned siden allerede havde haft kontakt med Birgitte dengang, hvor Birgitte havde præsenteret et kuld killinger fra vejkanterne, og i deres korrespondance lå kontaktinfo gemt.
Svaret kom ikke straks, og Hanne blev bekymret for, hvad der kunne nå at ske med killingen inden hun nåede frem. Der var en times kørsel, og killingen kunne jo sagtens have forladt stedet. Heldigt nok fik Birgitte fat i hende og kunne fortælle, at hun havde fundet en papkasse, fået fanget den skræmte killing og sat den sikkert i bilen, så han ikke kunne løbe væk.
De aftalte at mødes halvvejs, hvor killingen kunne komme videre i trygge hænder. Hvor killingen helt præcist skulle hen, var ikke besluttet enten til et sted med mulighed for behandling, pasning mod betaling, eller måske til kattenannyen Margrethe, som forhåbentlig havde fået plads i mellemtiden.
Da Hanne hentede killingen, hvæsede den, skreg og trykkede ørene tilbage, som var den verdens farligste dyr. Hanne lagde straks mærke til, at den, udover at være sne-hvid, også havde klare, blå øjne. Smukke, blå øjne er ofte set hos Siamesere eller røde katte, men hos hvide killinger kan det desværre betyde, at de er døve.
Margrethe, kattenannyen, ringede netop, mens Hanne tænkte på hende, for at ordne det praktiske. De blev enige om, at killingen først skulle komme til hende næste dag, for en anden kat skulle hjem senere på aftenen, og Margrethe ville gerne have gjort buret rent. Pasningsordningen Hanne plejede at bruge, kunne ikke tages i brug, da der florerede virus, som de små, svage killinger ikke måtte udsættes for. Så killingen kom med hjem til Hanne hvor manden egentlig helst var fri, og husets egne katte ikke behandlede gæster alt for venligt. De kunne både finde på at ridse møbler, tisse i skoene og lave andre ulykker, når der kom nye beboere.
Killingen blev anbragt på badeværelset, hvor den fik en blød kasse, bakke og skåle med mad. Resten af dagen sov og spiste den, og sov lidt igen og spiste mere. Men da klageråbene lød, stod det klart, at natten ikke skulle blive stille.
Hanne forsøgte at berolige den lille bangebuks. Iført leopardpyjamas satte hun sig med killingen på skødet måske den troede, hun var en form for kat. Killingen så skeptisk på hende: Du er sød, men helt ægte kat, dét er du ikke! Men med lidt tålmodighed begyndte killingen at lukke øjnene og spinde højlydt.
Snart lå han på ryggen, foldede poterne om hendes hånd og trykkede sit lille hoved mod hendes håndflade. Ikke vild bare meget skræmt. Hvordan var han dog endt alene på landevejen? Normalt blev killinger sat ved lossepladser, hegn eller grøftekanter, men denne var smidt direkte på vejen, langt ude mellem markerne. Måske havde han søgt varme under en bil, og var faldet af under kørslen.
Han nægtede at overnatte på badeværelset. Han pev og jamrede, indtil han fik lov at komme i køkkenet, hvor han fik et tæppe og en pude. Her puttede han sig og sov trygt hele natten.
Næste morgen blev killingen sendt til Margrethe, hvor den skulle i behandling for forkølelse og en skadet pote. Høresansen blev testet, og frygten bekræftet: Killingen var døv. Men det er ikke det store problem indenfor, i en lejlighed, vil den altid være sikker. Efter behandling finder man et kærligt hjem til ham. At være døv har også fordele han springer ikke op, hver gang døren smækker. Mange, der har døve katte, fortæller, at kattene mærker vibrationer og alligevel kommer, når der skal undersøges ting i køkkenet så man aldrig er rigtigt alene.
