Han valgte ikke mig
Trine kørte langsomt den let skrattende indkøbsvogn gennem de lyse, rummelige gange i Føtex. En sød duft af friskbagte rundstykker fra bageriet og et frisk strejf af citrus lå i luften. Det var lørdag, klokken var knap ti sådan en morgen hvor de fleste stadig lå i sengen eller trak i slowmotion rundt i morgentøjet, og derfor var butikken næsten mennesketom. Ingen kødannelser ved kasserne, intet postyr, kun de få, stille kunder, der med afslappet tempo overvejede, om det skulle være den ene eller den anden slags rugbrød.
Trine nød den fredfyldte ro, som var blevet en fast rutine for hende. Hun købte altid ind én gang om ugen, så hun slap for at stresse rundt og mangle et eller andet til aftensmaden midt på ugen. I vognen lå allerede sprøde agurker, modne tomater, en dusk persille samt pakker med havregryn og to bægre A38. Hun gik metodisk fra hylde til hylde, mens blikket hastigt scannede indkøbslisten i hånden.
Hun var i egne tanker, hyggede sig med at overveje om hun skulle købe noget lækkert til kaffen, da hendes øjne helt umotiveret gled over et ansigt, hun kendte alt for godt på det hylde med dåsetomater. Først troede hun, hun tog fejl, men nej det var ham.
Jens? Ordene røg ud af hende, højere end beregnet.
Jens stod med armen flettet om en ældre kvinde sin mor, kunne hun se. Moderen læste grundigt på de små prismærker, kneb øjnene sammen, spurgte stille og roligt sin søn om et eller andet. Jens svarede hende tålmodigt, lænede sig ind til hende på den måde, Trine kunne huske så godt.
Han vendte sig. Et kort sekund stivnede hans udtryk som om han ledte efter en gammel side i hukommelsen. Så trak han på mundvigene i et lidt stift smil.
Trine? Hej. Jeg havde slet ikke regnet med at se dig her, sagde han og løftede øjenbrynene.
Trine mærkede det stikke i maven, men holdt masken, kørte vognen lidt til siden, så hun ikke spærrede vejen: Nej, det er længe siden, vi har mødtes. Hvordan går det?
Hendes stemme var rolig, men inden i dannede der sig tusinde spørgsmål, hun aldrig ville stille. Hvor længe havde det været? Ti år? Måske mere? Det føltes som en evighed en helt anden tid, hvor de begge var nogle andre.
Det kører. Arbejde, lidt af det hele, du ved, svarede Jens og trak på skuldrene.
Hans mor, som netop havde fundet frem til den rigtige dåsetomat, så nu op. Hun målte Trine nøje hendes blik var reserveret, og det var tydeligt, at hun forsøgte at regne ud, hvem denne kvinde var.
Mor, det er Trine, vi kendte hinanden for længe siden, forklarede Jens, tøvende ved ordvalget.
Mhm, svarede moderen, uden at bryde sig om unødvendig høflighed. Jens, tag de der, de er på tilbud, sagde hun og pegede på nogle dåser med røde mærker.
Jens tog dem lydigt, anbragte dem i kurven. Trine trådte et skridt til side, så på dem begge, som om hun så på et fjernt tableau uden de stormfulde følelser, som førhen havde presset sig på.
Det var hyggeligt lige at hilse, sagde Trine, nikkede let. Ordene var ikke løgn. Engang havde så meget bundet hende til denne mand, og selv hvis bruddet var alt andet end fredeligt, så var hun stadig glad for, at livet tilsyneladende havde været nådigt ved ham. Hendes fornemmelse havde jo været rigtig. Ha det godt.
I lige måde, svarede Jens, smilet var det samme, stive. Og held og lykke.
Trine bevægede sig langsomt videre, øjnene gled hen over de farverige pakker, men tankerne drejede hele tiden tilbage til det korte møde, som havde sat sig fast som en usynlig tråd. Hukommelsen alt for hjælpsom, når man mindst ønsker det begyndte at sende billeder fra dårlige og gode tider, levende, som var det i går, ikke et årti tilbage.
Dengang, da alt så så lovende ud… Trine og Jens havde været kærester et års tid. Hver dag bragte noget nyt: han var den mand, hun havde drømt om nærværende, sjov, deltagende i hendes liv på den måde, der gjorde hverdagen lettere. De tilbragte aftener på hyggelige caféer i indre København, snakkede eller så film, diskuterede manus og skuespil, gik lange ture gennem byen uden mål lagde planer, lo, drømte.
Trine begyndte at tænke, at måske var det dette, alle talte om: lykkeligt til deres dages ende. Hun forestillede sig deres fælles fremtid, et hjem med latter og varme, rejser, hverdage i tosomhed. I hendes hoved var det så selvfølgeligt, at det måtte være sådan.
Men alt blev anderledes.
De første usikkerheder sneg sig ind lige så sagte som dug. Trine overvejede samtalen grundigt, vejede hvert ord og en aften under middagen, da stearinlysene flakkede på bordet, tog hun mod til sig.
Skal vi ikke prøve at flytte sammen? Vi er jo nærmest sammen hele tiden. Det ville give mening, sagde hun forsigtigt og vendte gaflen i hånden.
Håbet herskede i hendes blik. Hun ville have et hjem, lige så meget som hun ville have ham. At lave kaffe om morgenen, at glæde sig til at han kom hjem. Det var ikke for meget at ønske? Mange blev jo gift på et par måneder.
Jens blev straks febrilsk. Fingrene greb om bordkanten. Han så væk.
Trine, du ved, min mor er alene… Hun har det svært, hvis hun ikke ved, jeg kommer hjem, sagde han i blød, beklemt tone. Hun har brug for at høre mig gå rundt derhjemme.
Der lå ingen vrede i ham, blot fortvivlelse han følte sig klemt, uanset hvad han svarede.
Trine trak vejret dybt. Hun respekterede båndet mellem dem, men troede på, at man kunne finde balancen.
Men Jens, jeg siger jo ikke, at du skal forlade hende. Du kan besøge hende, hjælpe hende, ringe, som du plejer. Men vi skal ha vores eget hjem, forklarede hun roligt. Skal vi ikke skabe vores egen familie? Måske får vi børn, hund… Skal det hele altid indpasses din mors allergi?
Han så ned på dugen, sukkede.
Hun har opdraget mig alene… Hun betyder alt for mig. Jeg kan ikke sådan uden videre sige til hende, at jeg flytter. Det skal vente lidt endnu.
Det var ikke nogen undskyldning, det var bare sådan, hans liv var sat sammen. Hans mor var verdens centrum.
Trine tav og tænkte. Han sagde ikke nej, men hun kunne mærke, at svaret aldrig ville komme. Men Jens talte jo ofte om bryllup, børn… Måske skulle hun bare vente. Hellere det end at ende med at bo under samme tag som svigermor de ville ikke blive venner, det vidste Trine allerede nu.
Så venter vi lidt, sagde hun, venligt, uden bebrejdelser. Aftenen fortsatte men i Trines inderste voksede tvivlen.
Senere kom sygdommen. Uden varsel blev hun ramt. Hun gik seng en aften, følte sig træt, og næste morgens vågnede hun med feber, muskelsmerter, brændende hals. Kroppen var blytung.
Med besvær ringede hun til Jens.
Jens, jeg er helt slap, har feber og kan næsten ikke gå. Kan du ikke hjælpe mig lidt? Bare et par dage, til jeg får det bedre. Bare være her…
Selvfølgelig, jeg kommer, lød hans stemme, og hun mærkede straks lettelsen. Jeg kigger forbi apoteket og er der snart.
En halv time senere stod han i døren, tasken over skulderen og appelsiner med. Trine sad pakket ind i dyne på sofaen, bleg men lettet.
Tak, fordi du kommer, hviskede hun.
Selvfølgelig, svarede han, kyssede hende let på panden. Han lavede te, gav hende medicin, kogte suppe, insisterede på at hun skulle hvile. Hele dagen var han hende nær, varm og omsorgsfuld.
Men næste morgen var han væk.
Da hun ringede, kom svaret:
Trine, min mor fik det skidt i nat, da hun opdagede, at jeg ikke var hjemme. Hun blev rigtig urolig, så jeg måtte hjem.
Trine blev først stum, så iskold.
Så du forlod din syge kæreste fordi din mor ikke kunne sove?
Nej, det… du forstår jo, hun er helt alene, og hun blev dårlig. Du skal nok klare dig, jeg kommer og besøger dig efter arbejde.
Hans tone var rolig, og for første gang forstod Trine det her ville aldrig ændre sig. Med ham ville moren altid komme først.
Så vi skal bo sammen med hende altid, hvis vi bliver gift? spurgte hun skarpt.
Selvfølgelig, det er da helt naturligt! Tænk på alt, hun har ofret for mig.
Trine sad længe. Han anede ikke, hvordan hun havde det, ingen forståelse for hendes behov.
Der findes mange kærester, men jeg har kun én mor, sagde Jens en anelse vredt.
Nu forstod Trine endelig. Hun ville aldrig være vigtigst. Ikke et sekund.
Så kom aldrig mere, hendes stemme bævede, men hun holdt fast. Hele kroppen værkede af både sygdom og skuffelse. Find dig én, der kan holde det ud.
Du skal ikke være barnlig, jeg…
Jeg har besluttet mig. Farvel, Jens.
Han sagde lidt mere, men hun lyttede ikke længere. Hun tog sin telefon og ringede til sin veninde, hvis stemme bragte tryghed og hjælp. Nu kunne Trine ikke være alene længere.
Derfra var livet ikke let, men det forandrede sig på de mærkeligste, bedste måder.
Hun tog sig sammen, kastede sig over efteruddannelse på universitetet. Arbejdet var okay, men ambitionerne voksede. Et par år senere stod hun med en kandidatgrad fra Aarhus Universitet og et nyt, spændende job. Hverdagen fik nye rammer udfordrende, men tilfredsstillende.
Drømmene om at rejse blev til virkelighed. Først en forlænget weekend i Prag, så en uge på Bornholm, og derefter endelig to uger i Toscana, hvor hun i lange aftener drak chianti og noterede i sin dagbog alt det, hun engang troede, hun aldrig ville få.
Så kom katten. En lille, grå han, navngivet Holger, som hun hentede i Dyreværnet, da hun egentlig bare havde skullet købe kattegrus for naboen. Holger blev hendes faste makker og gjorde hjemmet endnu lunere.
Kaffemaskinen blev ny. Trine øvede sig i kunsten at lave cappuccino, indtil skummet var perfekt, og duften vækkede hende hver morgen.
Så var det nytår, og et firmaarrangement bragte hende tættere sammen med Ole rolig, opmærksom, med lune øjne og et lille skævt smil, netop som hun bedst kunne lide det. Først hilste de kun, senere delte de kaffe, gode grin og til sidst også livets små og store spørgsmål. Det gik stille og roligt, aldrig dramatiske sammenstød. Efter et år flyttede de sammen, og Trine mærkede en ny lethed i samlivet. Efter endnu et par år blev de gift afdæmpet, hjemme hos hendes forældre, blandt gode venner.
Nu stod hun igen ved ostehylden i Føtex. Hun smilede lidt for sig selv, mens hun skænkede en tanke til den unge kvinde, der for ti år siden havde valgt modet over frygten og forladt det, der ikke kunne være mere.
Hun puttede en pakke Arla Unika-ost i kurven. Hun og Ole ventede deres første barn om få måneder, og det gav alt sammen ny mening.
Da lagde Ole en hånd på hendes skulder.
Alt vel? sagde han, nær og tryg, så hun straks slap de gamle billeder.
Ja, svarede Trine, vendte sig og smilede. Jeg kom bare til at tænke på gamle tider.
Gode eller dårlige?
Mest lærerige, sagde hun og så på ham. Nogle gange må man gennem det svære for at huske, hvad man egentlig ønsker sig.
Ole nikkede han kendte hende, pressede aldrig på. Trygheden ved ham var noget af det, der betød mest for hende. Hun skulle aldrig forklare det hele; han spurgte kun, når hun selv ville fortælle.
Skal vi komme hjemad? Jeg ser stadig for mig, hvordan din chokoladekage ser ud, lige når den dufter allermest, sagde han og gav hendes skulder et sidste klem.
Trine grinede, varm og let. Hun vidste, at chokoladekagen ikke kunne vente ikke for Oles skyld.
Bare vi også får noget jordbærkage med, svarede hun.
De rullede gennem supermarkedet, småsnakkede om aftenmaden, og der var ingen spændinger kun ro og fællesskab, bygget op sten for sten.
Længere henne så hun kort Jens og hans mor ved dåsetomaterne. De flyttede sig ikke, hun pakkede ned alt kørte, som det plejede, i vante mønstre. Trygt, uforandret.
Og Trine følte hverken sorg eller vrede, kun en stor og let taknemmelighed fordi hendes liv var blevet rigere, end hun nogensinde havde forestillet sig dengang.
