Samvittighed har I ikke
Hvad er du dog for et menneske, Birgitte Madsen?! Kan du virkelig ikke finde på noget bedre at lave, nu hvor du er gået på pension? Jeg forstår jo godt, du ikke har nogen samvittighed. Men du må da have en sjæl!
Jeg prøvede at tale roligt, men Birgittes selvsikre smil gjorde mig virkelig gal.
For ikke selv at fare op og sige noget, jeg ville fortryde, knyttede og åbnede jeg hænderne hårdt. Gentagne gange.
Rundt om mig løb uskyldige katte rundt stakkels dyr, som pludselig var endt uden tag over hovedet. Alene fordi én muggen ældre dame fik det indfald, at det ville hun have.
Der findes jo en slags mennesker, man aldrig får noget fornuftigt ud af. De er altid utilfredse lige meget hvad.
Det var sådan én, jeg stod og forsøgte at tale med lige nu. Det gav bare overhovedet ikke noget resultat.
Birgitte havde allerede fået ret, og de stakkels dyr, som lige havde lært at stole lidt på mennesker, stod nu igen udenfor overladt til sig selv…
*****
Jeg havde ikke min egen bolig i København, så mens jeg gik på universitetet, boede jeg på kollegium, og efter studiet begyndte jagten på en lejlighed.
Det skulle vise sig at være lettere sagt end gjort. Enten var de for dyre, for langt væk eller også var forholdene elendige.
Efter nogle ugers søgen mens jeg boede til leje hos en studiekammerat fandt jeg endelig en lejlighed, jeg kunne betale.
Den lå på femte sal, uden elevator, men det forstyrrede mig ikke det mindste.
Motion er jo livet! tænkte jeg smilende, da jeg fulgte efter ejeren op ad trapperne.
Skal du bo alene, eller har du en kæreste med? spurgte hun, netop som jeg var ved at skrive under på lejekontrakten.
For nuværende alene Har ikke nogen kæreste.
Fint, men hvis nogen flytter ind, skal du sige det til mig på forhånd.
Selvfølgelig.
Generelt virkede ejeren, Anna Larsen, virkelig sød, og jeg sukkede lettet. Måske ville det hele gå nemt.
Min veninde havde jo fortalt frygtelige historier om lejelejligheder i København udlejere, der bare dukkede op uden at advare, eller som rodede i ens ting.
Men nej, Anna Larsen var anderledes.
Vi aftalte, hun kun kom én gang om måneden og hentede huslejen i kontanter det var sådan, hun ville have det.
Hvis hun skulle ind i lejligheden, ville hun sige til i forvejen. Til gengæld lovede jeg at ringe, hvis der kom problemer med vandhanen eller elen.
Er naboerne okay? spurgte jeg, før hun gik.
Naboerne er flinke, smilede hun. De fleste er ude det meste af dagen på arbejde. Undtagen Birgitte Madsen, hun er hjemme hele tiden pensionist, du ved. Hun er lidt af en ener, men hun blander sig ikke, med mindre man stikker næsen for langt frem.
Jeg mødte Birgitte allerede dagen efter foran opgangen. Hun virkede meget venlig.
Hej, sagde hun først. Det er dig, der lejer lejligheden på femte, ikke?
Jo, det er mig Nu bliver vi naboer, svarede jeg med et smil.
Lad os håbe, vi kan finde ud af det.
Det kan vi da sagtens, sagde jeg uden at ane, at noget kunne gå galt.
Men der gik ikke mange dage, før det netop gik galt.
Jeg var på vej ud om morgenen og så Birgitte jage rundt efter små killinger med en kost. Hun ville ikke fange dem, bare jage dem væk fra sin gård.
Skrub af med jer, jeres lopper! Og jeg vil ikke se jer her igen!
Jeg havde travlt, men kunne bare ikke gå forbi.
Birgitte, hvad laver du?! De er jo bare små. Hvorfor skræmmer du dem?
Hun drejede rundt, så på mig skarpt, som om hun gerne ville brænde hul i mig med sit blik.
Hvorfor blander du dig? vrissede hun. Hvad angår det dig? Du har nærmest lige sat dine fødder her og så opfører du dig som om, du ejer stedet!
Ja, tænkte jeg, folk siger jo, førstehåndsindtrykket ofte snyder
Jeg, Birgitte, er først og fremmest et menneske. Og jeg kan ikke være ligeglad. Hvad har de små killinger dog gjort dig?
Samtidig lå de små under en bil og holdt vejret. Skulle de flygte igen?
Jeg stillede mig beskyttende hen ved dem. De var trygge den ene overvejede endda at kravle frem, men den anden holdt ham tilbage. Måske havde han lært, man skal være forsigtig.
De katte skal ikke være i gården, sagde Birgitte stramt. De er fulde af sygdomme, og de lugter forfærdeligt Jeg vil ikke finde mig i svineri på min grund.
De lugter altså ikke, tænkte jeg og så på killingerne. Katte er renlige ofte mere end mange mennesker, selv om de bor på gaden.
Ved du hvad, måske kunne du prøve at hjælpe dem i stedet give dem et hjem, skaffe dem nogen, der kunne tage sig af dem?
Hvis du er så blødsøden, så gør det selv! hvæsede hun. Jeg kan ikke udstå dyr, og jeg vil ikke have dem i min gård.
Nu er det jo heller ikke kun din gård. Her bor andre, der også kan have holdninger som kan være anderledes end dine.
Interesseklubben for dine meninger er lukket, snøftede hun. Ingen andre har sagt noget jeg går ud fra, det betyder de er enige. Nu må du undskylde posten venter.
Hun løftede kosten truende og gik hen mod bilen. Jeg spærrede vej.
Jeg kunne ikke lade hende skræmme de forsvarsløse dyr.
Hvorfor sådan et had mod dem, der har brug for hjælp?
Du skal ikke røre dem.
Nå, nå! nu blev hun vred. Du har stadig mælk bag ørerne og vil opdrage på mig? De skal ud! Du kan ikke beskytte dem hele dagen.
Så trampede hun ind.
Værre skete ikke lige nu, men jeg vidste slet ikke, at hun ville lade det ligge.
Så snart jeg var væk, ville hun fortsætte.
Jeg så på klokken, så på killingerne, gik hen og satte mig ned. De flyttede sig ikke.
De så bare op så fortvivlede ud.
De var så små og hjælpeløse her på gaden, hvem som helst kunne gøre dem ondt. Fra børn, der ikke havde lært at passe på dyr, til voksne som Birgitte.
Jeg tog forsigtigt den ene op, så den anden bar dem opad trapperne.
Hvad tror du egentlig, du har gang i? hvæsede Birgitte, da jeg gik forbi. Har Anna Larsen overhovedet givet lov? Jeg siger det til hende.
Gør hvad du vil sagde jeg roligt. De bor her nu.
*****
På vej på arbejde fik jeg ringet først til min chef forklarede jeg blev forsinket. Så besluttede jeg at ringe til Anna Larsen.
Hun havde ikke sagt noget om kæledyr, men måske?
Er der sket noget? spurgte hun bekymret.
Ikke rigtigt der er bare lige noget.
Så sig det dog!
Jeg fortalte hende om episoden med killingerne. Sagde undskyld for at tage dem med hjem uden at spørge først, og begyndte at forklare, at det kun var indtil videre så afbrød hun mig:
Ved du hvad, jeg har det helt fint med dyr, har selv to katte. Ikke gadedyr godt nok, men alligevel. De må blive hos dig, bare du ikke bringer flere ind det er ikke et hus, men en lejlighed.
Tak, Anna Larsen. Jeg lover at holde orden.
Og med hensyn til Birgitte tilføjede Anna Larsen. Jeg har aldrig set hende kunne lide hverken katte, hunde eller fugle. Hun er også helst fri for mennesker, har boet alene hele sit liv. Men pas på, hun er hævngerrig, hvis nogen går imod hende.
Tak for advarslen. Jeg har bare taget killingerne har ikke gjort hende nogen fortræd. Forhåbentlig er der ingen grund til uvenskab.
*****
Jeg troede faktisk, det var det. At jeg ikke ville få flere problemer med Birgitte nede fra stuen. Men selvfølgelig fik jeg det.
For Anna Larsen havde ret: Birgitte hadede dyr. Hver gang hun så en kat, rakte hun ud efter kosten.
Og jeg jeg kunne aldrig lade det ske. Andre naboer sagde ikke noget, måske var de bare ligeglade eller bange for hendes klager.
Til sidst blev jeg godt og grundigt træt af det hele. Så jeg lavede et lille hus til kattene, ovre ved nogle gamle, skæve garager.
Hvorfor? Så ville de holde sig fra gården og have et sted, de kunne føle sig trygge.
Jeg havde ikke mange penge, så jeg spurgte naboerne om hjælp.
Jeg gik fra dør til dør, fortalte om ideen.
Folk sagde, de ville tænke over det men jeg kunne se i deres ansigter, at jeg nok måtte klare det alene.
Så jeg købte selv brædder, krydsfiner, skruer og en billig skruemaskine for mine opsparede kroner.
Jeg gik i gang med at bygge selvom det blev skævt og kluntet, for jeg havde aldrig prøvet det før.
Men noget var bedre end ingenting. Nu havde de i det mindste tag over hovedet.
Bare jeg kunne finde et stykke tagpap, sukkede jeg.
Men der var ikke flere penge tilbage. Kattemad skulle jeg også selv købe der var trods alt tretten katte!
Jeg havde spurgt internaterne, men de havde ikke plads. Så jeg var alene om ansvaret.
Vinteren nærmede sig, og der skulle være læ for vinden.
Byggeriet trak ud, men så trådte et par naboer alligevel til fire mænd og to kvinder.
Mændene lavede et stort fleretagers kattehus med overdækning. Kvinderne kom med gamle tæpper og gamle trøjer til underlag og bragte mad.
Efterhånden blev vi en lille gruppe. Kattene fik ro, og mit hjerte lettede.
De fleste naboerne holdt sig dog stadig i baggrunden men jeg bemærkede de begyndte at smile oftere. Om morgenen, når de gik ud, tittede de over mod kattehuset og smilede. Dyrene havde det nu trygt.
Kun én havde stadig brug for at finde fejl: Birgitte.
Hvad er det her for noget? råbte hun, mens hun stod foran garagerne. Hvem har givet jer lov?
Birgitte, det er jo bare nogle gamle garager, ingen bruger dem, svarede jeg. Er det ikke godt, at kattene nu holder sig her? Så behøver du ikke ærgre dig over dem i gården.
Nej, jeg hader det! Syge dyr! I har bygget uden tilladelse på kommunal grund. Jeg klager!
Hun holdt, hvad hun lovede. Skrev én klage efter den anden og filmede alt ved kattehuset også når kattene tissede et forkert sted og sendte klip ind til myndighederne.
Hun er ikke rask, mumlede jeg.
Midt om vinteren skete det helt uventede. Jeg var på vej for at fodre kattene, da jeg så en stor traktor fra kommunen, som med grabben ødelagde kattehuset.
Hvad laver I?! Stop! Der er katte!
Jeg er fra kommunen, sagde manden kort. Vi har ordre på at fjerne ulovligt byggeri. Det er kommunal grund, ikke legeplads.
Men hvad med dyrene? har I tænkt på dem?
De har klaret sig før, de klarer sig nu.
Det er nemt nok at rive ned! Byg et internat i stedet for!
Der er ikke penge på budgettet.
I har ikke samvittighed!
Da traktoren kørte væk, talte jeg alle kattene heldigvis var de uskadt. Men hvor skulle de nu hen? Kældrene var lukkede, de kunne ikke komme ind nogen steder. Og det var midt i december.
Jeg fodrede dem og gik hjem. Ved opgangen stod Birgitte smilende.
Jeg sagde jo, jeg ikke ville lade det stå. Tingene skal gå rigtigt for sig, og kattene skal væk.
Hvad er du dog for et menneske, Birgitte?! Kan du virkelig ikke finde andet at tage dig til som pensionist? Jeg forstår, at du ikke har samvittighed. Men har du slet ikke nogen sjæl?
Jeg forsøgte at sige det behersket, men hendes leende ansigt gjorde mig gal.
Jeg knyttede hænderne af magtesløshed åbnede dem igen. Knyttede. Åbnede
Men jeg indså, at det ikke kunne nytte at tale med sådan et koldt menneske. Jeg ville bare hjem. Før jeg gik, kiggede jeg på Birgitte og sagde:
Er du ikke bange for, at du selv ender som disse katte i dit næste liv?
Hun svarede ikke. Kiggede bare mørkt på mig og snøftede.
Der er ikke et gran menneskelighed tilbage i hende, tænkte jeg, mens jeg gik op på femte.
Denne aften lagde jeg opslag på nettet, bad folk om at tage kattene til sig. Mange skrev trøstende svar og var vrede på kommunen, men ingen kunne tage dem ind.
*****
Den 31. december, mens alle andre forberedte fest og nytårsaften, sad jeg ude ved de gamle garager med kattene og sukkede tungt. Hvordan kan man fejre noget, når der er så meget uretfærdighed?
Havde jeg været et lille barn, havde jeg måske skrevet til julemanden men voksne tror jo ikke på mirakler.
Men mirakler sker faktisk nogle gange. Særligt ved årets slutning.
Først kom en af kvinderne fra opgangen, som havde hjulpet før.
Jeg kan nok finde plads til én lille kat.
Tusind tak! sagde jeg og kunne ikke lade være med at græde af glæde.
Så kom to af de mænd, der havde bygget overdækningen, og tog to katte med hjem.
Bagefter dukkede et ægtepar op og valgte en trefarvet kat.
De bringer jo held, har vi hørt, sagde damen med et smil. Og så vil vi bare hjælpe dig. Vi kan se, hvor hårdt du kæmper.
Jeg var rørt til tårer. Der var stadig godhed og varme i verden.
Resten af kattene fik også hurtigt nye hjem blandt beboerne. Uden ord de tog bare hver sin kat.
De forstod vist allesammen, at hvis ikke de hjalp, var der ingen andre.
Nu fik alle tretten katte et rigtigt hjem. Er det ikke et nytårsmirakel?
Det føltes sådan.
Jeg skyndte mig hjem og fik lyst til at fejre nytår alligevel. Jeg kunne ikke undlade at skåle for alle de gode mennesker, som havde givet dyrene et hjem, varme og håb.
Godt nytår, venner! sagde jeg glad til killingerne, som sad på mit skød.
Mjav, mjav! svarede de i kor og begyndte at lege så fjollet, at jeg bare lo højt.
I de andre lejligheder var der også glæde og latter.
Kun én sad alene: Birgitte Madsen, mut på sofaen foran tvet, uden at smile. For der skulle være noget at smile ad.
Og hun havde intet.
Intet at glæde sig over, ingen at holde om, ingen varme. Måske kunne fortællingen godt ende her men alligevel ikke, for der skete lidt endnu…
Det gik nemlig slemt for Birgitte i det nye år. Hun faldt og lå måneder på hospitalet.
Duene, hun også havde jaget rundt med kosten, begyndte nu at efterlade deres spor kun på hendes vinduer ikke naboernes.
Og da sommeren kom, fik hun en bøde. Hun havde dyrket grøntsager i fællesarealet noget man ikke må i København og alt skulle fjernes øjeblikkeligt.
Alt skal være efter reglerne, forklarede manden fra kommunen. Gården er til beboere, ikke til kartofler og squash. Det er det, haverne uden for byen er til.
Birgitte burde have spurgt de andre beboere først men havde aldrig troet, nogen ville sige hende imod.
Og nu røg hun i fælden for sin egen døvhed over for andre.
Senere flyttede to mus ind i hendes lejlighed de fandt vej ind, som mus altid gør.
Nu knaser de om natten og Birgitte tør ikke forlade soveværelset. Ingen fælder virker.
Hun forstår det ikke.
Hvis hun havde haft en kat
Men dyr kunne hun jo aldrig lide. Og derfor kunne hun heller ikke gøre noget ved sit problem.
Jeg har lært noget vigtigt også om mig selv: Det kræver mod at stå på de svages side, når det er nemmere ikke at gøre noget. Men det er netop det, der giver livet mening. Og jeg håber, hvis jeg nogensinde glemmer det, at der er nogen, der minder mig om det.
