Jeg kommer tilbage. Du skal bare vente
Rikke! Mikkel slukkede motoren på sin gamle Yamaha og kiggede op mod vinduet på første sal. Jeg ved, du er hjemme! Hvis du ikke viser dig nu…
Han stoppede brat, da gardinet forsigtigt vippede, og der i rammen dukkede hun op selve kærligheden i hans liv
Rikke! Se lige, jeg har købt mig en Yamaha! Den er næsten som ny. Kom ud skal jeg ikke give dig et lift? Du har jo altid sagt, du drømmer om det.
Kan du også køre på motorcykel? Rikke lød tvivlende, da hun hang halvt ud af vinduet. Det havde jeg alligevel ikke troet!
Det kan jeg sagtens Nå, hvad siger du? Skal vi drøne en tur? Eller skal jeg finde en anden at tage med?
Du kan godt glemme alt om en anden! lo Rikke højt. Vent lidt, jeg er nede om fem minutter!
Okay, tiden starter nu du får ikke et sekund mere. Kommer du for sent, så kører jeg uden dig.
Rikke kom først ud små 15 minutter senere. Men uanset sit store ord var Mikkel stadig tålmodigt på matriklen.
For det første han var håbløst forelsket. Det var hans første ægte kærlighed.
For det andet han forstod udmærket, at piger nu engang altid har travlt med at gøre sig lidt ekstra lækre. Han var forberedt.
Pjat med 15 minutter… Han kunne vente hele sit liv, hvis det var nødvendigt!
Rikke, hvor er din hjelm? spurgte han strengt, da hun kom nærmere, stadig med beundrende blik på motorcyklen.
Den var virkelig noget for sig og ret klædelig under Mikkel. En vaskeægte “prins på hvid hest”… eller rettere: rød Yamaha.
Jeg vil gerne prøve uden hjelm. Det må føles fantastisk!
At Mikkel bare var en jysk arbejderdreng og hesten var mere rød end eventyrlig, var ligegyldigt. Det eneste, der talte, var, at hun var vild med ham og han havde besluttet at indfri hendes ønske.
I øvrigt var han noget af en ener på alle måder.
Rikke havde aldrig mødt sådan en fyr før. Selv deres møde var lige som ud af det blå. Det var faktisk lidt af et mirakel.
For lidt over et år siden tog Rikke med sin klasse til skoven ved Silkeborg snobrød og grill-pølser i Kr. Himmelfartsferien.
De var seks piger og fire drenge, heriblandt Søren, som havde været smålun på Rikke ligeså længe, nogen kunne huske.
Søren tog, efter nogle øl for meget, Rikke med på en spændende gåtur i skoven men spændingen viste sig at være knap så hyggelig, og hun måtte nærmest flygte fra hans nærgående kærlighedserklæringer.
Han forsøgte at løbe efter, men endte med at snuble og blev hængende bagud lettere forslået.
Rikke fortsatte med hjertet helt oppe i halsen. Først adskillige minutter senere, da hun standsede for at trække vejret, opdagede hun, at hun var faret vild.
Og selvfølgelig var der i skoven absolut ingen mobildækning. Hun gik rundt i timevis uden at finde tilbage, og endte med at sætte sig op ad et bøgetræ og græde snot og tårer. Nu var det da også for galt!
Pludselig:
Jøsses! lød det bag hende. Jeg går her og tror, det er fuglene, men det er jo nogen, der græder!
En fyr Mikkel trådte nærmere. Først blev hun forskrækket, men efter fem minutter forstod hun, at han var venlig. Han satte sig, lyttede, gav hende lidt vand og fulgte hende tilbage til busstoppestedet.
Held og lykke! Husk nu at finde vej hjem næste gang.
Tak smilede Rikke genert. Og inden hun vidste af det, havde hun visket sit telefonnummer i hans øre hvis han nu kunne huske det.
Det kunne han godt. Og han ringede og ganske få dage senere så de hinanden igen.
Rikke boede i en lille by uden for Vejle omtrent ti kilometer fra Mikkels landsby. Han ankom med et bundt markblomster: kamille, røllike og andet, han havde fundet på vejen.
Originalt! smilede Rikke, da hun så buketten.
Men de er plukket helt fra hjertet.
De begyndte at mødes 2-3 gange om ugen. Rikke viste rundt, de snakkede om fremtidsplaner, og hun lyttede forbløffet, når Mikkel reciterede H.C. Andersen og Benny Andersen.
I hendes hoved var landsbydrengene rimeligt tapre, men knap så kulturelle. Nu måtte hun erkende, at jyder godt kunne overraske…
Hun besøgte ham snart i landsbyen og blev introduceret for familien. Mikkel måtte dog vente længere på at møde Rikkes forældre, for hun tvivlede lidt på deres reaktion på hendes bondemand.
Men Mikkel var så fantastisk, at hun ikke kunne lade være med at blive mere og mere forelsket for hver dag, der gik.
Mikkel, som var lidt ældre, blussede nærmest af forelskelse. Aldersforskel? Pfft.
Når du bliver atten, så frier jeg til dig! sagde han kækt. Vil du sige nej, tror du?
Vi får se til den tid, blinkede Rikke, men hun grinede, da hun så hans røde ører. Ej, Mikkel… der er kun én som dig i hele landet.
Sådan siger du bare
Vi har altså ikke nogen som dig i Vejle-området, det lover jeg!
Hun tænkte med et ryk på Søren, som nu efter skovturen prøvede at undskylde, men hun havde ikke tilgivet ham.
Det var sjovere at fiske med Mikkel, selvom hun aldrig før havde prøvet det. Han lærte hende alt og måtte selvfølgelig hjælpe, da hendes flåd forsvandt med et plask.
De spiste grillede skaller fra fjorden. Samlede svampe, badede i åen og dansede endda i regnen, da de missede bussen. Gamle damer rystede på hovedet og mumlede om tosser, men det var de ligeglade med.
En dag dukkede han op med friskbagte pandekager og et kælent smil lunere end hans mors kaffe.
Jeg lavede dem selv, sagde han, og hun troede ham næsten ikke.
Ikke dårligt… Du stopper aldrig med at overraske!
Sådan fortsatte det. Rikkes lille verden blev til en hel galakse fyldt med kærlighed, nærvær og frydefuld latter.
Og nu nu holdt han foran huset på motorcykel, klar til at opfylde hendes drøm.
Rikke, uden hjelm? Du er gal, det er jo koldt!
Det går nok! Kom nu!
Motoren drønede, hun slog armene om ham næsten som det var deres sidste tur sammen. Selvom, selvfølgelig, ingen af dem troede det dengang.
De kørte gennem gaderne, ud på landet, forbi gyldne stubmarker, visne bøgetræer og himlen tung af skyer. Vinden rev i hendes hår, hjertet bankede som Yamahaens motor.
Hvis ikke det var for Mikkel, havde hun siddet derhjemme i sin trygge, dødkedelige verden.
Næste gang de sås, var hans blik alvorligt.
Jeg skal ind og være soldat.
Hvor længe? spurgte hun trist.
Bare et år. Men du venter på mig? Hans øjne bad.
Vil du have, at jeg gør?
Selvfølgelig det betyder alt. Jeg kommer og tager ordentlig afsked inden.
En uge senere gik de hånd i hånd i parken lige indtil de midt på stien fandt en lille, hvid killing. Den så så miserabel ud, at selv den mest hårdhjertede ville have fået ondt af den.
Mikkel løftede den op, kælede lidt, og tænkte Det måtte være skæbnen.
Rikke, hvis nu jeg gav dig hende i gave som en slags talisman? Mine forældre gjorde det samme, da de var unge og boede hver for sig.
Mine forældre er ikke vildt glade for dyr derhjemme, tøvede Rikke.
Ærgerligt, sukkede Mikkel. Se lige hendes øjne. Hun ligner dig.
Men du ved hvad, jeg prøver at overtale dem alligevel. Du har gjort så meget for mig det er det mindste.
De kaldte killingen Freja og hun skulle åbenbart være deres kærlighedsvagtpost.
Når jeg er tilbage fra militæret, flytter vi sammen og starter vores lille familie os tre!
Jeg glæder mig, smilede Rikke.
Jeg vender hjem. Du skal bare vente, sagde Mikkel, krammede Rikke og nikkede til Freja, som straks slog ud med en lille pote.
*****
De første tre måneder gik fint. De talte sammen hver søndag, når Mikkel måtte låne soldatertelefonen. Han fortalte short & sweet fra livet i kasernen og spurgte altid til Rikke og Freja.
Dine forældre tog ikke så slemt på det med katten? Ellers kan hun flytte ud til mine forældre.
Nej nej, alt er i orden! svarede Rikke glad. Men sandheden var, at der måtte indrømmes problemer.
Forældrene var ikke begejstrede for kæledyr og endnu mindre for at datteren ventede på “ham fra landet”. Snart begyndte Søren Søren, altid Søren! at komme på besøg. Og mens Rikkes beslutning mod ham holdt i nogen tid, begyndte hun til sidst at tø op under forældrenes og Sørens vedholdenhed. Når afstanden var stor, blev Mikkel sværere at vente på.
Freja blev også mere og mere en belastning, særligt da hun én uheldig dag væltede Rikkes nye telefon.
For helvede, kat! råbte Rikke, og den lille killing holdt sig skjult en uge efterfølgende.
Katten hører bedst til udenfor, mente Søren, og denne gang nikkede Rikke.
Så hun tog Freja under armen, bar hende til den lokale container og gik. Uden dårlig samvittighed sådan lød det indvendigt.
Og derefter… derefter holdt hun blot op med at tage telefonen, da Mikkel ringede. Søndag efter søndag. Alt han fik, var “Abonnenten er midlertidigt utilgængelig.” Brevene sendte han alligevel, men de blev aldrig besvaret.
Han kunne ikke tage på besøg selv kasernen lå for langt væk til en døgns orlov.
Så han ventede. Dag ud og dag ind. Da han endelig kom hjem, kørte han direkte ikke til forældrene, men til Rikke.
Det var hendes mor, Hanne, der åbnede.
Goddag, Hanne. Er Rikke hjemme? Er hun okay?
Rikke? Hvem er du nu? Og hvorfor søger du hende?
Jeg er Mikkel…
Ja?
Hun har ikke nævnt noget om mig? Vi var sammen i… nå ja, før jeg tog i militæret.
Nej, det kan jeg ikke sige, at hun har.
Det er mærkeligt. Vi havde altså noget særligt.
Rikke er startet på universitetet i Aarhus nu og hun er næsten forlovet med Søren, som kender hende bedre end nogen anden. Både hun og vi synes, det ville være bedst, hvis du lod hende være. Du hører til i din egen landsby.
Bare ét spørgsmål Hvad blev der af killingen? Jeg gav hende jo til Rikke.
Katten? Rikke smed den ud igen. Dyr hører ikke hjemme indenfor.
Mikkel tabte helt pusten. Han gik mekanisk gennem byen, endte i parken, hvor han og Rikke havde fundet den lille killing.
Han satte sig på bænken. Tårerne kom uden varsel, og han bandede over sin egen naivitet. Men det var ikke så meget Rikke, han savnede det var mest Freja, som han troede, han havde givet et godt hjem.
Pludselig lød et insisterende miav.
En gråhvid kat stod foran ham pelset var nusset, men øjnene var det samme klare grønne.
Hun strøg sig op ad hans ben. Strakte en pote frem. Og han vidste det straks det var Freja.
Mikkel løftede hende op, snurrede rundt på stedet, og forbipasserende stirrede på den lidt fjollede fyr, der dansede med en beskidt hunkat.
Men han var ligeglad. For nogen havde ventet på ham. Én havde ikke glemt.
Fra den dag blev Freja hans faste følgesvend og livet, der havde været gråt og surt, begyndte at lyse igen.
En dag stødte han ind i en pige Louise som Freja havde blinket kærligt til fra plankeværket. Louise var egentlig i landsbyen for at hjælpe sin mormor men endte med at hjælpe Mikkel tilbage til glæden.
Kort efter flyttede de sammen. Mikkel, Louise og Freja. Kærligheden blev stærkere, end den nogensinde havde været.
Og hvad angår Rikke? Hun droppede skolen, blev gravid med Søren, som fik kolde fødder og stak af.
Livet går videre, skulle jeg hilse at sige. Rikke leder stadig efter Freja og drømmer om at få den gamle kærlighed tilbage. Men sådan er det: det eneste, man ikke kan vente sig tilbage, er det, man ikke selv passede påOg hver gang Mikkel trillede gennem landsbyen på sin gamle Yamaha denne gang med Louise bagpå og Freja trygt sammenkrøllet i kurven foran sendte han et lille smil mod det hus, hvor alting engang var begyndt. Minderne stak som et gammelt myggestik, men de ødelagde ham ikke mere. For i bakspejlet sad ikke kun fortiden, men også beviset på at ny kærlighed kan vokse præcis der, hvor hjertet engang brast.
Freja spandt, vinden susede, og et øjeblik var verden helt stille imellem tre, der aldrig havde troet, de ville finde hinanden.
Nogle historier ender ikke med prinsen og prinsessen, men med en kat, en motorcykel og en ny mulighed for lykke og måske er det netop det, der gør dem værd at huske.
