Forsvundet
Nå, velkommen, Cecilie, smilede svigermor Karen bidsk, mens hun åbnede havelågen. Så du vil løbe fra os, hva? Troede, du bare kunne flytte hjem til din mor og leve roligt? Ved du hvad, det passer mig egentlig fint. Bliv du, men barnet, det skal vi have
Cecilie stirrede med skræk i øjnene på Karen og på sin eksmand Thomas, som hun netop havde skilt sig fra for en uge siden.
Men mest urolig blev hun ved synet af kvinden i briller, der var kommet med dem.
Cecilie havde aldrig set hende før.
Hun anede ikke, hvem hun var, eller hvorfor hun stod der.
Men kvindens overlegne blik gjorde det klart, at hun var langt mere farlig end både Karen og Thomas.
Goddag, Cecilie, sagde den fremmede dame og trådte nærmere, mens hun viste sit ID. Jeg er børnesagsinspektør, og jeg har en del spørgsmål til dig.
*****
Cecilie havde mødt Thomas i sin sidste studietid på universitetet.
Hun manglede penge, så hun arbejdede sommetider som servitrice på et lille københavnsk café.
En sen aften efter arbejdet blev hun stoppet af tre politibetjente på vej mod kollegiet.
Men kun én af betjentene snakkede med hende måske fordi han var chefen, eller bare var mere snakkesalig end de andre.
God aften, smilede han, og rettede på uniformen. Hvad laver du ude så sent, frøken? Ikke bange for fulde folk?
Hej, svarede Cecilie træt. Jeg er bare på vej hjem fra arbejde. Skal tidligt op på universitetet i morgen.
Er du studerende?
Ja.
Og arbejder også?
Ja, på en café her i nærheden. Cirka 20 minutters gang.
Nå, du har ikke gjort noget galt. Bare rutinetjek. Kan jeg se legitimation?
Cecilie fandt sit pas frem fra tasken. Han tog sig god tid med det, vendte siderne langsomt, dvælede ved en enkelt side.
Du er ikke gift?
Nej, ikke endnu, smålo Cecilie. Når eksamen er i hus, så kan jeg overveje det.
Hvor længe mangler du?
Et halvt års tid.
Bare nysgerrig, sagde han, mens hans øjne mødte hendes.
Han tilbød at følge hende hjem, forklarede, at det ikke var trygt for kvinder at være ude så sent. Cecilie sagde ja området var uroligt, og hun havde selv haft dårlige oplevelser. En anden gang var hun blevet reddet af en mand og en stor sort labrador eller måske det bare var sådan, hun huskede det i drømmen.
Tak fordi du fulgte mig, sagde hun ved døren til kollegiet.
Selv tak. Men find dig nu et job, der lader dig tage hjem i ordentlig tid.
Hendes latter forsvandt i natten. Næste dag stod Thomas foran universitetet med blomster.
Kunne du tænke dig at gå en tur i dag? spurgte han genert.
Sådan begyndte det først som venskab, siden som forelskelse og til sidst blev det til rigtig kærlighed.
Da Cecilie havde fået sit eksamensbevis, friede Thomas pludselig og bad hende følge med ud på landet, hvor hans mor Karen boede.
Hvad skal jeg lave der, Thomas? Jeg er jo revisor. Ingen job til mig på landet.
Der er masser af muligheder, men færre problemer. Byen kræver dyr leje, og jeg vil ikke lade dig bo på kollegie i evigheder. Min mor kan skaffe dig job på pølsefabrikken, og jeg har selv masser at lave. Jeg er jo dyrlæge.
Dyrlæge? Hvorfor kender jeg ikke til det?
Det kom bare ikke på talefod før nu.
Cecilie rådførte sig med sin mor, Bente, og valgte landet. Hun følte sig hjemme blandt marker og frisk luft. Fremtiden så lys ud.
Men hurtigt måtte Cecilie erkende, at idyllen var en illusion.
*****
Karen tog venligt imod hende. I begyndelsen var alt rosenrødt. Cecilie fik job i bogholderiet, Thomas havde altid noget at lave for landsbyens dyr. Han kom ofte sent hjem, Cecilie ventede tålmodigt.
Husk at vær god ved Cecilie, Thomas, truede svigermor for sjov.
De blev gift et halvt år senere til en fest, hvor alle græd af glæde over Karens varme tale.
Cecilies mor sagde, at nu var hun tryg.
Men efter brylluppet skiftede alt. Thomas opførte sig, som om hans mission var fuldført. Karen begyndte dagligt at overlæsse Cecilie med husarbejde selvom hun var træt efter arbejde.
Orden i huset hver dag, Cecilie, forstået?
Hun lavede mad, gjorde rent, næsten som en hushjælp. Madlavning til både Thomas og Karen som var kræsen.
Umuligt at gøre hende tilfreds.
Jeg hjælper gerne, men jeg er ikke husassistent, Thomas.
Nej, du er min kone.
Det ændrede ikke på det. Samtaler førte ingen vegne. Thomas træk på skuldrene.
Efterhånden krævede Cecilie et valg: enten flyttede de til byen eller også gik hun.
Thomas løsning blev at sende dem ud i annekset bag haven et lille gammelt hus med utætte paneler. Cecilie tog glad imod det, for nu kunne hun selv bestemme. Det var nu kun næsten rigtigt
*****
Hvorfor har du ikke vandet mine planter, Cecilie? brokkede Karen sig.
Jeg har det ikke godt i dag.
Du klarer dig dårligt, Cecilie. Du sidder jo bare!
Cecilie havde sagt jobbet op på Thomas opfordring. Hendes graviditet var åbenbart eneste grund til at hvile. Men Karen fandt altid andet arbejde til hende.
Cecilie tav. Det var lettere. Det var jo drømmen men den var forvandlet til noget underligt, som et mareridt man ikke kan vågne fra.
Til gengæld mødte hun sin redning:
En dag stod en ranglet tæver udenfor en sort labrador, med øjne som natten over Fyn. Cecilie lod den komme ind, gav den suppe og kød, næste dag var den der igen.
Cecilie gav hende navnet Freja.
Freja løftede brænde sammen med Cecilie, tog det i munden og bar det ind i det lille hus.
Tak, min ven, sagde Cecilie og kærtegnede dens hoved.
Men Karen bemærkede hunden og blev rasende.
Hvad laver den hund her? Du har ikke spurgt!
Hun skal bo her med mig, svarede Cecilie.
Det brød Karen sig ikke om. Thomas blev vred, han mente, at en ekstra mund kun var til besvær.
Du er jo dyrlæge, Thomas!
Men jeg samler ikke gadekryds op.
*****
Da Cecilie fødte deres datter, blev alt kun værre.
Thomas overnattede pludselig hos sin mor datterens natlige gråd forstyrrede hans søvn, sagde han.
Jeg har også brug for søvn, sagde Cecilie.
Han svarede ikke, slamrede med døren.
Hun prøvede at holde sammen på det, løj for sin mor om situationen.
En dag fik hun nok. Hun gik til Karen og Thomas og sagde:
Jeg vil skilles, Thomas
Hvordan kan du tage den slags beslutning alene!? råbte Karen. Hvad med barnet? Det er mit barnebarn.
I har aldrig opført jer som familie. Jeg tager min datter og går.
Fra da af fik hun ingen penge. Karen smed hende ud af huset.
Du valgte selv at gå, sagde Karen koldt. Du tæller ikke længere.
Cecilie tænkte: Heldigvis blev vi da ikke smidt på gaden Det kunne være kækt værre
Senere opdagede hun, at de havde planer om at få hendes barn fjernet fra hende.
Hun hørte Karen hviske til Thomas: Jeg har ringet til de rigtige. I morgen tager vi datteren fra hende. Hun kan bare skride!
Cecilie var lammet af frygt. Hun vidste, at Karen havde forbindelser og nok penge til at få det til at ske.
Hvad gør jeg nu? tænkte hun.
Helt ærligt, Cecilie, du må væk! Løb! hviskede stemmen i hende.
Det er nemmere sagt end gjort jeg har ikke en eneste krone. Hvordan kommer jeg ud, når lågen først låses i nat?
Hun gik ind til datteren, Freja lå tæt ved tremmesengen, mens Cecilie pakkede i drømmende tempo.
Hun anede ikke, hvor hun skulle hen, men hun vidste, det skulle være nu.
Freja tog fat i hendes bukseben og trak hende udenfor til et sted ved plankeværket, hvor der var hul.
Freja smuttede igennem, på den anden side ventede et stort, gammelt, elsindet landskab. Skoven et mørkt bånd mod himlen.
Tænk, hvis vi farer vild?
Men hun vågede gik tilbage, tog sin taske og ventede på natten. Tog datteren op, listede ud til hullet og ud i mørket.
*****
Cecilie havde ingen idé om, hvor hun skulle hen, men hun fulgte Freja, som spurter forrest, kigger sig tilbage, om de følger.
Cecilie fulgte. Timer gik indtil de nåede til en jernbanelinje. Da de så lyset fra stationsbygningen, forsvandt trætheden der var håb.
Hun gik langs sporet til stationen. Uden penge håbede hun at kunne snakke sig til en plads i toget.
Da det rigtige tog ankom, gik hun hen til togføreren, rakte hende sine øreringe, ring og guldkors.
Hvad er det her? spurgte kvinden.
Cecilie fortalte alt: om Thomas, Karen, og barnet. Tryglende.
Føreren rakte hende smykkerne tilbage og tog hende blidt om skulderen.
Må hunden også med? Jeg kan ikke efterlade hende.
Selvfølgelig, smilede togføreren.
Sen aften sad Cecilie igen ved sin mors køkkenbord og fortalte om alt det mærkelige, der var sket.
Det var godt, du tog hunden med, sagde Bente.
Havde jeg ikke haft hende, var jeg aldrig sluppet væk. Hun er mit fyrtårn.
Næste morgen kiggede landsbyformanden Gunnar forbi gammel ven af familien.
Jeg fik nyheden, du er hjemme, sagde han og omfavnede Cecilie. Bliver du?
Jeg bliver, sagde Cecilie og græd.
Hun fortalte alt. Gunnar lovede, at Karen og Thomas ikke kunne gøre hende noget.
*****
Om nogle dage var Cecilie næsten rolig igen. Eksmanden og svigermor ringede utallige gange, men hun tog ikke telefonen.
Men de dukkede op uden varsel én dag Karen smilede hånligt, da hun åbnede lågen.
Nå, du troede, du bare kunne forsvinde Men barnet, det tager vi.
Cecilie stirrede rædselsslagent.
Den brilleklædte inspektor trådte frem.
Cecilie, vi har mange spørgsmål til dig.
Cecilie blev svimmel. Hun havde ikke ventet, at Thomas og Karen ville dukke op hjemme hos hendes mor og aldrig forventet besøg fra børnesagsinspektøren.
Hun forstod straks, at inspektoren ville dømme til fordel for Karen og Thomas.
Hun har intet hjem, intet arbejde, sagde Karen.
Jeg bor hos min mor, sagde Cecilie vredt.
Men har du adresse på stedet?
Det havde hun ikke. Heller ikke job.
Mors mangler arbejde og bolig, frydede Karen sig. Barnet skal blive hos os.
NEJ! Jeg giver ikke min datter fra mig! råbte Cecilie.
Se! Hun er aggressiv. Ryste hænder nok fordi hun drikker, fortsatte Karen.
Cecilies hænder knyttedes, men netop da forsvandt Freja ud af døren ingen ved hvordan hun vidste, hvor Gunnar boede, men snart efter åbnedes lågen og Gunnar trådte ind med myndighed.
Hvad foregår her?
Alle tav og rettede ryggen.
Gunnar bad dem vente han ville hente dokumenter.
Freja satte sig tæt ved Cecilie.
Efter fyrre minutter vendte Gunnar tilbage.
Se her, sagde han til inspektøren. Cecilie begynder i morgen som revisor på kommunekontoret. Adressepapirer er på vej, og hendes mor har lovet passe barnebarnet, mens Cecilie er på arbejde. Og hendes mand har nægtet at hjælpe økonomisk.
Men hvordan skal hun passe barnet, når hun arbejder? peb Karen.
Det gør vi sammen, svarede Bente selvsikkert.
Der var ikke flere spørgsmål. Inspektøren forlod dem.
Karen og Thomas gik også, skuffede over, at deres plan ikke lykkedes.
Ses i retten! råbte Karen.
Tak, Gunnar, sagde Cecilie og krammede den gamle ven. Jeg kunne ikke have gjort det uden dig.
Du må hellere takke din hund, sagde Gunnar. Det var hende, der fandt mig.
Tak, Freja, hviskede Cecilie og knugede labradoren.
Siden lod de hende være i fred, og selv retten lod vente på sig. Cecilie søgte børnepenge; Thomas fremviste lønsedler med latterligt lavt beløb og indbetalte småbeløb.
Hvad der kunne være sket, ville Cecilie ikke tænke på.
Men det hele endte godt. Mange takket være Freja, som var tro mod sin ven. Ligesom Cecilie engang var mod hende.
