Fars jakke. En drømmeagtig fortælling
Tre dage før Valdemars runde fødselsdag kom hans far pludselig fra landsbyen, som om han bare var trådt ud af det blæsende klitlandskab. De havde egentlig tænkt at besøge ham bagefter, men nu stod han der selv ankommet som i et underligt øjeblik uden tid.
Viggo Madsen slæbte på en stor mulepose, fyldt med mærkelige gaver. Han lavede ikke længere marmelade eller lagde syltede agurker, siden moren døde, men naboen holdt ham nu med forsyninger. Hans hænder duftede af gamle glas med hindbær og solbær, som svævede mellem virkelighed og drøm, og så havde han taget hele fire dusin æg fra sine egne høns.
Valdemars kone, Astrid, rynkede på næsen, hun var optaget af noget andet, som om hun så ind i en ukendt fremtid.
Viggo, hvad skal vi dog stille op med alt det her? Det bliver jo dårligt!
Tænkte bare, det er jo din fødselsdag, søn, måske Astrid kunne bage nogle kager til gæsterne? Din mor plejede altid at bage til dig, du elskede hindbær, husker du?
Far, det havde du ikke behøvet. Vi holder det jo på restaurant denne gang. Kommer du med? spurgte Valdemar, men Astrid sendte ham et blikket og puffede ham i siden, hun signalerede tydeligt med øjnene; hvordan skulle hans bonderøvs-far dog passe ind på et pænt sted?
Et skævt lys lagde sig om farens skuldre, han blev med ét meget lille og begyndte febrilsk at knappe sin gamle jakke, kradsede sig på halsen.
Hvad skal jeg på restaurant? Sidste gang holdt du det jo hjemme, da mor var i live. Måske jeg bare skulle blive her hvad skal en gammel mand på restaurant? Jeg har jo ikke tøj til det. Og det der selskab jeg ville bare blive forvirret og gøre mig selv til grin.
Han blev ved at gentage det samme, trippede lidt, men det var tydeligt han både frygtede og længtes efter at opleve et rigtigt restaurantbesøg det dér, som man kun har set i fjernsynet, hvor alt danser i lyset bag dugene.
Valdemar så spørgende på Astrid. Han var lige blevet forfremmet, direktøren og kollegerne ville komme det var vigtigt. Men det var jo hans far. Hans mor var væk. Skulle han virkelig efterlade far alene, bare fordi han ikke passede ind fordi han stadig lugtede af stald og muld, og hans jakke var for gammel?
Bag Viggos buskede øjenbryn glimtede forvirrede, blege øjne søgende først på sønnen, så på svigerdatteren, som om han ledte efter vej.
Men helt uventet blødte Astrid op. Hendes stemme bævede, en drøm i drømmen.
Valde, hvilken slags fødselsdag er det uden din far? Mine er væk, og du har kun ham tilbage. Lad os tage ham ud og købe ham en ordentlig jakke og et par bukser, så han ikke skal føle sig malplaceret derinde blandt alle de fine.
Skal I nu bruge penge på det? Jeg skal jo dø snart alligevel, hvad skal jeg med en ny jakke? røg det ud af faren. Men Valdemar smilede til Astrid og sagde bestemt: Selvfølgelig! Vi vælger noget sammen.
Men lov mig én ting ingen slips! Jeg tager ikke sådan en ting på, aldrig i livet det lover I mig! mumlede far, men Astrid tog ham kærligt under armen.
De fandt ham en ny skjorte og et sæt, der glødede af uvirkeligt blødt stof. Han strøg over det med hænderne, mærkede stofferne som var de levende, og mumlede drømmende:
Jeg får aldrig slidt det op, Valde. Så begrav mig i det engang så kan jeg tage det på op til mor. Så står jeg der pæn foran hende.
På restauranten talte alle begejstret om, hvor frisk Valdemars far så ud, og de lo højlydt af hans sære, lune historier fra landet om høns der lagde metaleæg og søvnige køer, der dansede på engen.
Direktøren slog Valdemar på skulderen.
Du er en sand mand, Valdemar! Din far sikke et forbillede, man kan smage saltvandet og landet i ham. Han er som bøgen på heden, stærk og ægte.
Faren sad midt i det hele og smilede, hans urolige øjne blev til glimt af ægte glæde. Han nød sønnens kollegers selskab, syntes, de var fine folk ikke det mindste opblæste. Så tænkte han, at Valdemar klarede sig godt alt var, som det skulle være.
Dagen efter, hjemme, kom Astrid pludselig i tanke om gamle dage, da hun bagte boller og tærter til børnene, og huset duftede af nostalgi. De satte sig omkring bordet med far, der alligevel ikke havde travlt med at tage afsted som om tiden snoede sig, og ingen kunne orke at sende ham tilbage.
Han tog alligevel hjem, rank og stolt i sit nye jakkesæt, med kage og syltetøj i tasken, så de derhjemme kunne se ham. Katten Fjeld og hunden Blå ventede på ham, mens naboen kiggede til dem.
Valdemar og Astrid spurgte igen, om han ikke ville blive.
Hvad skulle jeg dog her i byen? Jeg visner bare op. Jeg har jo mine høns, og Blå og Fjeld og så må I hellere love at komme ofte lidt ud på landet!
Vinteren gik, de tog ud til ham igen og igen. Men om foråret, lige som bøgen sprang ud, var han væk. Far døde stille og nåede aldrig endnu en sommer.
Senere, i efteråret, ryddede Valdemar og Astrid op i det lille hus. Valdemar kunne næsten ikke smide noget ud gamle billeder med forældrene kiggede op fra skufferne, gamle breve og små ting viskede navnløse historier.
Så åbnede de farens skab, og dér, som en forlat drøm, hang den nye jakke stadig. Naboen havde klædt ham på i det tøj, mor havde pakket i kufferten til ham mange år før. Den nye jakke hang stadig og duftede af den nat, hvor restauranten dansede for far.
Astrid kom ind, lagde jakken om Valdemars skuldre og krammede ham.
De var ikke længere unge, men i det gamle hus blev de som børn igen trygge, indsvøbt i gamle drømme. Det føltes som om, forældrene så kærligt til fra et uforklarligt sted langt borte. Viggo Madsen, busket og drømmende, smilede til dem med varme øjne.
De havde ikke glemt, hvad det var at være menneske at huske, at komme hjem, stadig åbne hjertet for hinanden.
Og det var det allervigtigsteUdenfor brusede vinden over klitterne, som den altid havde gjort. Valdemar gik ud den sidste aften, kiggede op mod de samme stjerner, som faren havde kendt i hele sit liv. Han trak jakken tættere om sig og indåndede duften af uld og et flygtigt strejf af hindbær. I det øjeblik var det som om, han hørte farens stemme igen ikke som en længsel, men som noget der blev hængende i natten: “Husk nu at nyde det, dreng lige nu, mens du er her.”
Astrid kom ud og flettede sine fingre ind i hans. De stod stille sammen, lyttede til stilheden, som slørede sig med de tusind små lyde fra landet: de fjerne hyl fra en ræv, den sagte knirken fra flagstangen, måger der råbte mod havet.
Valdemar mærkede en ro, han aldrig før havde kendt. Hjemmet, jakken, minderne alt blev båret frem i vinden, som om intet virkelig gik tabt, så længe de stadig kunne huske at åbne døren for en gammel mand med gaver, eller bare for hinanden.
Til sidst var der kun dette: et gammelt hus, et sted der smagte af salt og sol, og to mennesker der bar alt det, der var blevet elsket, videre. Og et blik mod stjernerne, hvor de vidste, at nogen smilede tilbage og endelig føltes det som en rigtig hjemkomst.
