Helle åbnede forsigtigt døren og gled stille ind i lejligheden man kunne aldrig vide, om hendes gamle damer hvilede Men det var ikke tilfældet! Fra køkkenet lød der høje stemmer, de to gamle var endnu engang uenige. De var så opslugte, at de slet ikke opdagede, at Helle var kommet hjem.
Helle kaldte sin mor, Bodil Knudsen, der var blevet 82 år, og svigermor Karen Madsen, som var lidt ældre 84, for de gamle damer. Selv var Helle ikke længere nogen vårhare, hun var 59, men arbejdede stadig som sygeplejerske på den lokale regionsklinik. Dagen havde været hård; samtlige ansatte på den nærliggende fabrik skulle have taget blodprøver. Hun drømte om aftensmad og lidt ro på sofaen men de gamle damer havde igen travlt med drama.
Tre år tidligere havde Helle mistet sin mand, og hendes eneste datter boede langt væk og kom kun sjældent på besøg. Derfor, da søsteren bad Helle tage moderen til sig, sagde hun straks ja, tog ind til København og hentede Bodil hjem. Søsterens datter var nyligt blevet gift, og de unge var flyttet ind hos forældrene, så den lille toværelses var blevet for trang Helle, der boede i en treværelses lejlighed for sig selv, havde plads nok.
Moderen nød at bo hos Helle, i den lille træbygning med otte lejligheder. Hele stueetagen var moderniseret, der var udgang direkte til gården, hvor man kunne sidde på bænkene. Der var dog ingen jævnaldrende gamle damer på opgangen at sludre med.
To år gik de to sammen, indtil Helle i begyndelsen af næste år blev nødt til at tage svigermoren Karen med fra landsbyen. Hun var blevet meget gammel, og huset var næsten faldet sammen. Hendes egne børn var gået bort alle tre. Der var ikke andet at gøre.
Helle tænkte, at noget selskab ville gøre dem begge godt. For første gang i årevis fik Karen en grundig helbredsundersøgelse. Lægen fandt ud af, at hun havde diabetes og gav tabletter, kostråd og hjertestyrkende medicin.
Den store datterstue blev gjort i stand til de to gamle damer. De gik nogenlunde i begyndelsen, men efter en uge kom der liv og ballade. Der var skænderier over alt og ingenting: En stok stod forkert, begge havde stok, den ene snorkede, den anden havde luft i maven det var lige til at grine (og græde) af! Klagerne havnede selvfølgelig hos Helle.
Hun skilte dem ad, Karen fik Helles soveværelse, Helle flyttede selv ind i stuen. Det hjalp i et stykke tid, men ikke i længden. De fandt snart på at søge ud til hinanden for så at mundhugges.
Helles mor Bodil havde været kantinekok det meste af livet, mens svigermoren Karen havde været malkepige på et kollektivbrug.
Hvad bilder du dig ind at klage over helbredet for du har stået i varmen hele livet og spist dig mæt for spisebilletternes penge! Jeg ved minsandten godt, hvordan I i kantinerne fusker med de frikadeller mest brød og næsten ingen kød, og fløden blev fortyndet med vand. Du havde det for nemt, sagde Karen med løftet pegefinger. Vi andre stod på gården fra klokken fem om morgenen!
Nå, for du tog da aldrig mælk med hjem fra gården og smør? Jeg sled alligevel i det, store stykker frossent kød at skære op, hænderne blev stive af frost, og du skulle prøve at bakse med de store gryder! Man skulle have læst videre og nået til byen i stedet for at trække køernes haler hele livet, svarede Bodil spidst.
Sådan fortsatte det dag efter dag. Skænderierne endte næsten altid med, at de begge tog deres hjertemedicin og sukkede dybt. Helle var ærlig talt bekymret for, om de en dag ville komme til skade med stokke over et eller andet.
Hvorfor er der ballade nu igen? spurgte Helle en dag.
De gamle damer vendte sig endelig om mod hende.
Hun har spist to stykker chokolade, og det må hun jo ikke for lægen, du har selv sagt, hun kan gå i koma og hun gemmer papiret under puden, klagede Bodil over Karen.
Og du væltede mælkeglasset på gulvet og kunne ikke få skårene ud under skabet de ligger der stadig, svarede Karen.
Hør nu her, mine kære! Søster ringede de unge flytter snart, så du skal tilbage til byen, mor. Karen, du bliver her, der er ikke noget sted for dig at tage hen, huset er ved at falde sammen. Jeg orker ikke mere, jeg må dele jer op, ellers slår I mig ud sagde Helle til sidst.
De gamle kvinder blev helt stille og forsvandt ind på deres værelser. Tre dage gik i fred. Så kom de begge ud, forlegne og bad Helle lade dem blive sammen.
Jeg vil ikke tilbage til byen, jeg har det så godt her! Du stikker jo, når det er nødvendigt, luften er frisk, send mig ikke væk, græd Bodil.
Vi lover at stoppe med at skændes, det er sidste gang, tro på os, sagde Karen lavmælt. Det bliver kedeligt uden Bodil, og man føler sig skyldig, hvis hun rejser.
Og ja utroligt nok, de holdt faktisk op med balladen! For de indså, at der egentlig ikke var noget at slås om, og at livet havde været hårdt for dem begge.
Siden da levede de fredeligt sammen, så de endeløse serier i fjernsynet og genfortalte dem til Helle om aftenen. Om sommeren satte de sig på bænken i gården og nød solen. Efterhånden gik de stille bort, den ene efter den anden, med et halvt års mellemrum.
