– Du er sgu en kold sten, Mortensen! Fuldstændig! Du er som en stor, følelsesløs klippe! Er der overhovedet noget menneskeligt i dig? Nej, hvorfor spørger jeg egentlig?! Det har der jo aldrig været! Alt du tænker på er arbejde og penge! Intet andet! Du har ikke brug for nogen! Hverken kone eller børn!
– Anne, vi har jo ikke børn.
– Men vi kunne have haft! Det er din skyld! Jeg ville for længst have fået børn, hvis jeg bare havde følt, at jeg kunne regne med dig som mand! Men dig? Du tænker kun på dig selv! Nu er det nok! Anne smed endnu en klud i kufferten og brød sammen i gråd. Hold op hvor har jeg elsket dig! Mere end nogen anden! Men du
– Jeg. Elskede. Dig.
Mortensen slog knytnæven mod væggen i det tidligere fælles soveværelse og forlod rummet.
Faktisk havde det allerede længe ikke været deres fælles soveværelse. Anne havde for længst henvist ham til arbejdsværelset under påskud af, at han snorkede som en jordfræser.
– Så bliver du ikke forstyrret, og jeg kan sove! Vil du ikke gerne have, at jeg er frisk og smuk? Og med sådan en nattesøvn ligner jeg én, der har kartoffelsække under øjnene der er ikke penge nok i verden til kosmetolog, Mortensen!
Udgifterne til kosmetolog blev ikke mindre, men nu sov Mortensen altså i arbejdsværelset. Efter et par nætter på en elendig lædersofa, tog han til en møbelbutik og købte en ordentlig en, så han kunne strække sig ud i fuld længde og ikke ligge krøllet sammen som dengang hans mor pakkede ham ind:
– Søn, hvorfor krøller du dig sådan sammen? Se lige det må da være ubehageligt!
Men dér tog hun fejl. Mortensen fandt aldrig en mere behagelig soveposition, end netop at ligge som en kugle. Alligevel foretrak han at læse eller se sine elskede komedier helt udstrakt. Derfor fik han lavet en specialdesignet seng til den høje, danske Mand, han nu var.
Da han bestilte sengen, udbredte den unge ekspedient sig begejstret:
– Hold da op en vaskeægte viking, der kommer ind ad døren!
Mortensen blev så rød i hovedet, som han altid gjorde, når pæne piger lagde mærke til ham og skyndte sig ud, uden at få spurgt om farven på sengen.
Men møblementet, hun valgte, passede ham faktisk fint.
Nu var det dog Anne, der regerede i det store soveværelse, så Mortensen måtte indrette sig i sit arbejdsværelse. Huset var ikke stort, men gennemtænkt. Han havde selv tegnet det, længe før han havde forestillet sig at ville giftes. Så der var kun to soveværelser det andet havde Anne gjort til gæsteværelse, hvor Mortensen under ingen omstændigheder måtte komme. Så der var han i sit arbejdsværelse, sammen med katten Viggo.
Det var nu ikke noget, hverken Mortensen eller Viggo var så kede af. Mortensen havde for længst fået nok af kritik, og Viggo kunne ikke fordrage Anne.
Anne havde nemlig villet af med katten fra det øjeblik, hun kom ind ad døren.
– Jeg hader katte! Lad os da få en hund en stor én!
– Og hvor skal Viggo så være? Mortensen kiggede på katten, der trykkede sig i hjørnet og slet ikke havde venlige øjne rettet mod Anne.
– Find et sted til ham.
– Nej.
Mortensens stemme var rolig, men Anne stivnede alligevel. Det var første gang, han sagde hende imod. Alt andet skred jo efter hendes drejebog. Men katten? Han protesterede?! For katten skyld?! Underligt.
Anne anede ikke, at Viggo faktisk var kommet ind i Mortensens liv, præcis da alt andet var ved at ramle. Først døde hans mor. Senere begyndte virksomheden, der ellers havde kørt så godt, pludselig at give underskud og ballade og dem, der ville tage det fra Mortensen, var ikke bange for noget og gik voldsomt til værks. Mortensen blev en sen aften overfaldet i opgangen, men slap takket være årene med hård sport og en mandsopdækning, hans mor insisterede på. Hjemme havde priser og pokaler prydet stuen, og hans mor havde et smil, der fik Mortensen til at tro, lykken glitrede gennem huset i alle regnbuens farver. For det smil gik han igennem ild og vand.
Han gik op på måtten og smilede til sin modstander, klar over at endnu en pokal ville havne på trofæhylden, og mor ville igen le og sige:
– Jeg har født mig en viking! Søn, du er så stærk! Præcis som din far var!
Faren havde Mortensen aldrig kendt. Han var testpilot og var styrtet ned under en træningsflyvning. Et gammelt portræt, der hang på kontoret, var det eneste bevis. Alligevel følte Mortensen altid hans nærvær mor talte så levende om ham og deres korte ægteskab, at Mortensen han vidste, sådan en familie ville han have. En familie, hvor man ikke bare elsker hinanden, men smelter ind i hinanden, så selv lang adskillelse ikke ændrer det faktum, at hjertet altid finder hjem.
Mortensens mor var en smuk kvinde, men hun giftede sig aldrig igen. Hun opfostrede ham alene, og mange gange hørte han hende hviske ud i mørket:
– Niels glæder sig over dig, Alexander! Du ligner ham så meget, og du er stærk og god. Tak!
Da han blev ældre, spurgte Mortensen hende flere gange, om det ikke var hårdt at være alene, men hun svarede altid:
– Helt alene er jeg jo ikke, min dreng. Jeg har dig! Og mænd? Efter din far bliver det aldrig bedre, og man lever da ikke bare for at bo sammen med nogen. Ham skulle man elske sådan rigtigt. Det kan jeg ikke mere. Alt gik til ham, forstår du
Mortensen kunne mærke, at der var noget over kærlighed, han ikke helt forstod. Men han vidste, at når han fandt én, der var hans halvdel, så ville intet i verden kunne rokke ved dem.
Hans mor havde længtes efter børnebørn, men nåede aldrig at få nogen. To blodpropper i streg rev hende bort og for Mortensen standsede verden. Alt blev dæmpet, alt stod stille. Det føltes som at se mørket brede sig, uden at kunne gøre noget.
Det var Viggo, der trak ham tilbage. Da han efter begravelsen kom op fra metroen, gav en frisk pige ham pludselig en forpjusket, lille kattekilling og forsvandt. Hun smilede, og smilene mindede ham om hans mor. Han frøs i et øjeblik, og så ejede han pludselig den lille, jamsende, loppeplagede klump, der pressede sig ind til hans hånd.
Ofte tænkte Mortensen over, hvad der var sket, hvis hans bil ikke lige den dag var brudt sammen og han derfor var gået ned i metroen ellers havde han næppe mødt Viggo.
Hans navn var åbenlyst som barn elskede han en dansk film med to uadskillelige venner, og hans mor sagde altid, han var ligesom Thøgersen rolig, pålidelig og lidt drømmende, selvom Mortensen altid havde ønsket sig at være som Viggo: frygtløs, lidt vovet og alligevel stærk.
De mørke øjne på killingen lignede Viggos, og navnet hang ved. Siden blev det bare Viggo, men Mortensen huskede altid, hvorfor vennen havde fået det navn Viggo, der bragte et glimt af lys tilbage. Det var ikke meget, men det var nok til at give Mortensen fodfæste igen.
Viggo voksede til en stor, stribet hankat, der bar sig med værdighed og gravitet. Helt som Mortensen selv. Ingen tillod sig at jokke ham over tæerne, før Anne kom til huset.
Anne mødte Mortensen tilfældigt. Spontan var hun ellers aldrig. Men da den høje, flotte mand en dag trådte ind på den restaurant, hvor hun var souschef, så hun sit snit hun kendte teknikken, og den slags mænd havde hun prøvet før. Anne havde været gift to gange og betragtede sig som erfaren. Den knap så øvede Mortensen røg lige i fælden. Sarte, fine Anemette virkede som én, enhver mand straks ville beskytte.
Et halvt år senere havde hun giftet sig til Mortensens hus, hvor hun nu begyndte at bygge familie fra katten og til manden, der helst ville være i fred.
Anne var vokset op i en familie, hvor hendes ønsker altid var førsteprioritet, og hun havde svært ved at tage hensyn til andre.
Viggo var hendes første fjende. Men da Mortensen nægtede at gå af med katten, indså hun, det kunne give revers. Så hun nøjedes med at skælde ud på Viggo, glemte at fodre ham, når Mortensen var væk, og katten gengældte ved at lave små sabotageaktioner i huset. Da Anne en dag havde smidt ud et par nye sko, og ringede til Mortensen for at klage, dukkede der i stedet en schæferhvalp op, men den lille hvalp endte trofast hos katten Viggo alligevel.
– Men det er sgu da ikke normalt, at katte og hunde er venner! vred Anne sig.
– Er det ikke bare dejligt, når nogen holder af hinanden? grinede Mortensen.
Mortensen kunne ikke skændes. Han gik bare, indtil der var ro.
– Når du er faldet ned, så kan vi snakke, sagde han og gik.
Det gjorde Anne rasende. Hun, som altid var så temperamentsfuld, kunne surmule i ugevis uden at vide, hvordan hun skulle komme videre.
Hun havde altid været følelsesladet, kunne skabe ballade uden grund, for bagefter at smile og undskylde, hvis det passede. Hendes mor sagde altid:
– Du er som en lille vampyr, Anemette! Fordi du tager alt på én gang, men så er du glad igen. Ikke alle kan holde til det men du har været heldig med Alexander. Husk nu at værne om det du har!
– Mor! Han burde være glad for, at jeg stadig orker at bo sammen med ham! Han viser jo slet ingen følelser! Ikke engang skændes ordentligt kan han! Han er jo uengageret!
– Ak ja, Anemette. Man kender ikke værdien, før det er væk.
Mortensen vidste ikke noget om det. Han elskede sin kone, selvom han ikke forstod hendes vredesudbrud. Han tænkte det skyldtes manglende tilfredshed eller forspildte chancer.
Anne var stoppet med sit arbejde straks efter brylluppet.
– Synes du, det er passende, at din kone render rundt og smiler til dine forretningsforbindelser? Har du ingen respekt, Mortensen?
Selvfølgelig var det kun til pynt.
Anne holdt hus og plagede den rare hushjælp Kirsten Jensen med endeløse klager.
– Hun er virkelig tung at danse med, den dame! Hver dag retter jeg på hendes rengøring!
– Hvorfor det?
– Fordi der skal gøres grundigt rent! Har hun da ikke lært det i hendes alder?
– Måske vil du selv vise hvordan?
Det slog Kirsten helt ud og Viggo tog sin overnatning på hundens tæppe udendørs.
Efter en uge gik Anne stadig amok, og Mortensen trak på skuldrene, mens Kirsten satte hans yndlingsret, flæskesteg, på bordet.
– Hr. Alexander, måske skal jeg sige op? Fru Anne er meget utilfreds.
– Jeg ansatte dig, Kirsten. Du arbejder, så længe du vil. Hvad er der til dessert?
– Sveskegrød, som du elsker det.
– Og sig ikke mere om at sige op. Du laver mad som min mor. Jeg slipper dig aldrig!
Kirsten åndede lettet op og hældte et glas solbærsaft op.
Hun fandt ro og et hjem hér, og ville ikke miste det, hun havde vundet. Kirsten boede i det lille anneks og var lykkelig for at Sander som hun kaldte ham, havde taget hende ind.
Hendes egen historie var smertefuld: Enke med to børn, uden uddannelse, havde hun knoklet som rengøringsdame for blot at give sine børn et bedre liv men kontakten forsvandt. Sønnen flyttede til Aarhus og dukkede kun op for at hente en sjælden bog han skulle bruge pengene til indskud i en lejlighed, fortalte han. Datteren brugte hende som reservebedste og beklagede sig altid: Mamma, du hjælper for lidt burde sikre børnebørnenes fremtid!
Da hun blev for meget hjemme hos datteren, måtte hun ud. Huset i landsbyen var solgt for længst.
Netop da hun var på bar bund, stødte hun ind i Mortensen. Han havde næsten kørt hende ned, da hun uopmærksomt skubbede barnets barnevogn ud foran hans bil. Han nåede at bremse, og fik grebet hende, inden hun ramte fortovet.
Da Mortensen tilbød hende arbejde som husholderske, slog hun til, og glæden var stor: endelig et hjem, og han havde altid varm mad og orden i huset.
Efter fem år gav han hende en lille lejlighed i Hellerup. Kirsten lejede den ud, sparede op til børnebørnenes uddannelse, men sagde intet til sine børn.
Forholdet til Anne var der straks koldt og hun overvejede ofte at sige op for ikke at stå imellem. Men Mortensen bad hende blive.
Da Mortensen en dag vendte uventet hjem fra en forretningsrejse, opdagede han en fremmed mands bil foran huset. Da han gik ind, så han igennem vinduet ind i soveværelset og forlod huset stille. Så bankede han på døren til annekset.
– Hvor længe, Kirsten?
– Jeg ved det ikke, Sander. Første gang hun tog ham med hjem i dag.
– Hvorfor sagde du ikke noget?
– Jeg var bange for dig.
– For mig?
– Ville skåne dig, min dreng. Lad være at gøre hende noget. Hun er det ikke værd.
Samtalen den nat foregik i stilhed over te i Kirstens lille køkken.
Skilsmissen var hård for Mortensen. Han havde virkelig elsket Anne, som han nu kunne og indså, at når nogen siger, de elsker, er det ikke altid sandheden. Og at det, man tror, man mestrer i forretning, kan man stadig fejle på i kærlighed.
Verden blev mørk. Selv Viggo og Kirsten kunne ikke lyse det op.
Han begyndte at bo i Kirstens lille lejlighed, mens hun holdt hus i villaen. Han sov på hendes gamle sofa, hvor han kun kunne ligge i fosterstilling og hans eneste selskab var Viggo, som nægtede at spise i hans fravær. Efter en uge tog Kirsten Viggo til dyrlægen. Hun ringede til Mortensen:
– Sander, Viggo er syg
Han kom fluks, hentede katten, bar ham rundt og tryglede ham om at spise kun ham og Kirsten var tilbage. Selv Ditlev, schæferen, var Anne gået med at tage. Viggo spillede syg, spiste af ske, og dyrlægen grinede:
– Han snyder dig. Han spiller syg din kat er rask nok, men prøver at hjælpe dig. Nogle dyr forstår bare lidt mere end mennesker de mærker det langt før vi andre.
Først da gik det op for Mortensen, at man kan vælge at sidde fast i sorg men man kan også prøve at leve videre, hvis selv katten kan forstå det.
Kirsten tog imod ham med en tallerken hjemmelavet suppe:
– Hvordan kommer vi videre, Sander?
– Vi skal nok klare det. Nu bygger vi om.
Han nøjedes ikke med at bygge om. Han lod huset vokse: nu fire soveværelser og endnu et ekstra plan.
– Godt, gode Sander! Kirsten skrubbede gulvet og jagede Viggo væk fra cementen. Kan du så komme ud! Du gider jo aldrig blive vasket, og nu er du helt sort!
Så snart håndværkerne var væk, tog Mortensen til den kendte møbelbutik for at købe en ny seng.
En rødhåret pige smilede bredt.
– Skal du have seng igen?
– Ja, én til. En ny start.
– Løber du også denne gang, eller må jeg høre, hvad du hedder?
– Mit navn er Alexander. Min mor var en fin kvinde.
Første datter opkaldte han efter sin mor. Hans nye hustru protesterede ikke:
– Birgitte, ja, et dejligt navn, Alexander! Hvad med sønnen?
– Hmmm.
Han putter næsen dybt ned i sin elskedes røde lokker, krammer det nyfødte barn, og huset fyldes igen med glæde og varme, skyggerne forsvinder. Viggo strækker sig dovent, putter sig op ad alles fødder og lægger sig på tæppet ved børnevuggen. Glæden skal jo passes på den er lunefuld, og lynhurtig til at stikke af. Men hvis man fanger den så hold godt fast! For den bringer dig dem, der elsker dig og tager dig som du er. Som tænker på dig, før de tænker på sig selv.
