Duften af en anden kvinde

Duften af en anden kvinde

Står du seriøst og snuser til hans jakke igen?

Mette lænede sig op ad dørkarmen til soveværelset med armene over kors. Hun havde den dér stemme, man kun finder frem, når man fanger andre mennesker i noget halvt mistænkeligt eller pinligt.

Jeg snuser ikke! Jeg rydder bare op, sagde Karen, uden at se bagud.

Hmm. Du holder den jakke halvanden centimeter fra næsen, og det har du gjort i tre minutter nu.

Hvordan ved du hvor længe?

Fordi jeg kom ind, så dig, gik ud i køkkenet, lavede mig en kop te, kom tilbage og du står stadig dér.

Karen hængte langsomt jakken op på bøjlen og stillede den på plads i skabet, med den slags andægtige bevægelser som om hun lagde noget skrøbeligt på lager.

Der er en fremmed duft, sagde hun.

Karen

Jeg forestiller mig det altså ikke! Den er der. Kvindeparfume.

Mette trådte ind i værelset, pustede på sin te.

Han var til konference. Der er jo mennesker. Folk trykker hænder, krammer, skubber sig i elevatoren.

Det her er ikke en elevator-duft.

Og hvad forventer du elevatorer lugter af?

Mette, jeg har altså været gift længe!

Præcis. Syvogtyve år. Syvogtyve år, Karen. Tror du ikke snart, du kunne lære at stole på ham?

Karen svarede ikke. Hun lukkede skabet og betragtede sit spejlbillede. 54 år, gråt hår der en gang havde været lyseblondt, ryggen stadig rank. Ansigtet træt, men ikke slidt ned. Hun kunne ikke forklare præcis, hvorfor noget i hende netop denne morgen faldt på plads med et næsten uhørligt, men bestemt klik.

Duften var der. Hun mærkede det.

Det var ikke hendes egne. Hun brugte de samme Blomster i Natten fra et lille fransk mærke, som hun engang havde fundet i Billund Lufthavn. Vanilje, hvid musk, lidt træaktig i efterslæbet. Ro, næsten hjemlig. Det, hun snusede op i Anders jakke, var noget andet. Skarpere, yngre, kraftigere blomster og under noget krævende, stikkende.

Hun ville ikke have lagt mærke til det, hvis det ikke var for én ting. Anders var kommet hjem fra konference torsdag aften. Fredag morgen havde hun hængt pardjakken ind. Søndag, da hun ville tage den til rens, duftede den stadig. Tre dage i et lukket skab, tæt op ad hendes eget tøj.

Sådan en duft fordufter kun så langsomt, hvis den er sprøjtet på i rigelige mængder. Eller direkte fra huden.

Lad nu være med at hidse dig op, lød det ude fra entreen. Du er en klog kvinde.

Kloge kvinder kan godt lægge mærke til det åbenlyse.

Kloge kvinder smadrer ikke syvogtyve år på grund af en duft i et skab.

Karen tog jakken ud igen, pakkede den omhyggeligt i rensningsposen. Tænkte lidt. Tog posen ud af skabet og lagde den så tilbage. Uden at binde.

Den kunne lige så godt blive liggende lidt.

Anders Bertelsen var, efter byens målestok, en succesrig mand. Egen entreprenørforretning, fancy bil, de rigtige kontakter. Når han talte offentligt, lyttede folk. Karen havde været der hele vejen. Ikke i skyggen det ord hadede hun men hun stod heller aldrig forrest. Hun holdt styr på hjemmet, opdragede sønnen, sørgede for alt det, Anders enten ikke ville eller nåede: læger, skole, reparationer, påskefrokoster hos svigermor i Aalborg, gaver til hans samarbejdspartnere hele den der usynlige opgavebunke, som ingen rigtigt tillægger værdi.

Sønnen, Jacob, havde for længst bosat sig i København, arbejdede i IT, ringede trofast hver søndag. Livet var blevet mere stille. Karen gik til akvarel (glemte det hurtigt igen), startede på spansk (tre gange og stoppede), og det eneste, som blev ved, var hendes lille køkkenhave på sommerhuset. Dér vidste hun, hvad hun skulle gøre, og hvad hun kunne forvente at få.

De sidste par år havde Anders været anderledes. Mere væk, længere arbejdsdage, mobilen altid med skærmen nedad. Grinede pludselig i telefonen på en måde, han ikke havde gjort hjemme i evigheder. Karen lagde mærke til det sådan som man vænner sig til en stol, der larmer, men alligevel bliver ved med at stå i vejen.

Men duften. Den var fremmed.

Hun begyndte at bemærke den to gange om ugen. Onsdage og fredage. Anders kom senere hjem fra arbejde, ringede måske klokken otte og sagde: Jeg bliver lidt længere, lad være med at vente oppe. Hun ventede aldrig oppe. Hun spiste alene, vaskede op, læste eller så fjernsyn. Han kom hjem ved ti-tiden, kyssede hende på tindingen. Han duftede ofte af frisk luft, sommetider kaffe eller noget ude-fra.

Men så, en onsdag, mærkede hun det igen. Den samme blomster, skarpt, vedholdende. Hun stod ved knagerækken og lod som om, hun rettede sit tørklæde, mens Anders gik ud for at varme restemad. Med to fingre tog hun forsigtigt hans frakke og førte den op til næsen.

Jo.

Der var den igen.

Men ikke af frygt blev hun iskold. Nærmere af den mærkelige klarhed, der indfinder sig, når man pludselig må se sandheden i øjnene.

Hvordan gik dagen? råbte hun ud i køkkenet.

Fint nok. Mødet trak ud, svarede han, tallerkner klirrede, mikroovnen brummede.

Møde med hvem?

Et øjebliks stilhed men kun et kort.

Gustav. Oppe ved byggepladsen i Hjørring.

Hun hængte jakken tilbage, hentede et glas vand i køkkenet.

Virkede Gustav frisk? spurgte hun, mens hun kiggede ud ad vinduet.

Ja, hvorfor?

Du sagde da, han var i Odense denne uge

Lidt længere stilhed.

Han kom hjem. Noget arbejde her.

Anders stod med ryggen til, rørte rundt i en gryde. God holdning, brede skuldre, lidt gråt ved tindingerne. 58 år, men så yngre ud. Satte altid en ære i sit udseende.

Te? spurgte han.

Nej tak.

Hun gik ind og lagde sig. Sov ikke længe.

Det eneste, hun ikke kunne mærke var, hvad hun egentlig følte. Det var ikke så meget vrede. Eller jalousi. Mere den der foruroligende fornemmelse, når man langt om længe må erkende, man har gået forkert i mørket.

Mette ringede fredag eftermiddag.

Hvordan går det?

Fint.

Karen, du lyver, når du siger sådan.

Mette, et spørgsmål: hvis en duft bliver hængende i tøjet i tre døgn, hvad betyder det så?

Pause.

Det betyder, parfumen er holdbar, sagde Mette tøvende.

Eller kontakten har været lang.

Eller at nogen bare har stået tæt.

Tre dage, Mette.

Karen, nu bygger du et slot på ét mursten. En duft det er ikke bevis. Det er bare en duft.

Jeg ved det.

Snak med ham. Spørg direkte.

Hvad tror du, han siger?

Tja, måske sandheden.

Hvis han har en affære, nægter han. Hvis ikke, ligner jeg en idiot.

Du ligner allerede lidt en idiot. Undskyld. Det gør du altså.

Karen lo. Hult, men det var en rigtig latter.

Jeg har det okay, sagde hun.

Du har ikke. Men du klarer det du har altid klaret det.

Efter samtalen gik Karen ud i sin have. Sidst i september, køligt men jorden stadig lun. Hun luede mellem de sidste morgenfruer, der blomstrede stædigt. Hænderne arbejdede automatisk, hovedet blev roligt.

Hun forsøgte at være ærlig over for sig selv. Måske var hun paranoid. Måske bare en tilfældig parfume, konference, fremmed taxa, en kvinde i elevatoren. Måske byggede hun et bjerg af ingenting. Syvogtyve år. Man når at lære at frygte skyggerne.

Men hun lugtede efter igen. Onsdag.

Han var der stadig. Præcis samme duft.

Så gjorde hun det, hun senere tænkte på med mørk tilfredsstillelse: tog sin egen parfume og lagde en dråbe på foringen af hans jakke på netop det sted, hvor hun mærkede den anden. Hang jakken pænt tilbage.

Næste onsdag, da Anders kom hjem, tog hun jakken ud. Blomster i Natten sad trofast fast. Hjem, vanilje. Men lige ved siden af, strømmede den anden stadig igennem blomster, krævende.

Karen hængte jakken fra sig.

Altså. Ikke paranoia.

Hun begyndte at ændre tankegang. Ikke er han mig utro? men hvad gør jeg ved det? Det krævede andre svar. Gå til psykolog? Hun forsøgte én gang, halve sætninger, og gik igen. Psykologen var sød, i starten af trediverne, sagde de helt rigtige ting, men Karen fornemmede at den yngre ikke forstod det: hvordan syvogtyve års liv sammen pludselig kommer til at lugte anderledes.

Skilsmisse? Ordet føltes som noget tungt, man skal vride løs fra jorden. Hun tænkte på villaen, sommerhuset, hele det sammenblandede liv. På hvad Jacob ville sige. Hvad Anders mor ville sige hende besøgte Karen stadig hver måned på plejehjemmet i Aalborg.

Hun tænkte på, hvor meget hun havde lagt i det her ægteskab og på, hvordan sådan nogle tanker kan fylde det hele. Som vand i et glas.

Karen, kan du huske, du engang sagde, at hvis du opdagede utroskab, så ville du gå? spurgte Mette, da de sad i Mettes køkken. Mette boede alene, havde været alene i ti år, og Karen havde altid tænkt, at hun var blevet mere levende af det, som om noget i hende havde foldet sig ud.

Jah.

Og hvad så nu?

Nu ved jeg, at sige og gøre ikke er det samme.

Hvad føler du?

Karen tænkte.

Kender du det med en tandpine, der pludselig stopper, og du kan næsten ikke tænke på andet, men så kommer stilheden?

Karen, det er en sær sammenligning.

Men det føles sådan. Jeg føler et eller andet. Men ikke sorg. Det er mere som at snuble over noget hele tiden.

Elsker du ham?

Lang pause, ikke fordi det var svært, men fordi hun ville svare ærligt.

Jeg er vant til ham. Det er ikke kærlighed. Men det er noget.

Noget, gentog Mette.

Noget stort. Noget, der var mit liv i syvogtyve år.

Mette hældte mere te op. Regnen trommede ned udenfor. I kanden lå en kanelstang og duftede hyggeligt igennem køkkenet.

Venter du på, at han selv siger det?

Nej. Jeg venter indtil jeg selv er sikker nok.

Sikker på hvad?

Sikker, så jeg ikke er i tvivl senere.

Mette så på hende med et blik, der var mere alvorligt end samtalen egentlig var.

Du er allerede sikker, sagde hun stille.

Ja. Men jeg vil gerne møde hende.

Hvorfor?

Karen svarede ikke med det samme. Hun så ud på regnen, på våde blade i vindueskarmen.

Bare fordi. Måske kan jeg mærke det.

I starten af november sagde Anders, at hans firma havde jubilæumsmiddag fredag aften. 10 år, lille fest på Restaurant Skagen, partnere, kommunen, nogen fra branchen. Sagde, at Karen ikke behøvede at tage med at det ville være kedeligt, hun kendte jo ikke nogen der. Hans blik var dybt i telefonen.

Jeg tager med, sagde Karen.

Anders kiggede op.

Virkelig, Karen, det bliver kun snak om byggeri

Anders, dit firma fylder ti, jeg har været med hele vejen. Jeg tager med.

Lille pause. Han lagde telefonen.

Okay, sagde han udtryksløst. Som du vil.

Fredag valgte hun med omhu. Den blå kjole, der klædte hende. Sølvøreringene fra Jacob. Sin vanilje-parfume, vante. Hun så sig i spejlet og syntes faktisk, hun så godt ud. Ikke ung bare godt ud, sådan som betyder mere.

Anders var klar før hende. Han stod i entreen, mørk Hugo Boss-jakke, øjnene i mobilen. Så op, da hun kom frem.

Du ser godt ud, sagde han pr. refleks.

Det ved jeg da, svarede hun, tog tasken.

På restauranten var der proppet, varme retter og hvidvin, jazzmusik i baggrunden. Karen holdt sig tæt ved Anders, nikkede, smilede, smalltalkede som den veteran, hun var.

Efter en times tid, hvor de stod ved snacks-bordet, opfangede hun den: duften. Blomster-fornemmelse, skarpt, ungdommeligt.

Hun rykkede sig ikke. Drejede bare hovedet lidt, så hun lod som om hun så på folk.

Der stod hun, hende kvinden. Omkring 35, mørkt hår samlet, bordeauxrød kjole, smuk figur. Sagde noget, grinede, holdt sit glas med begge hænder. Flot. Karen så på hende uden fjendtlighed bare observerende, som man ser fremmede på en togstation.

Så vendte kvinden blikket. De mødtes. Ikke noget dramatisk, bare to blikke. Men der rykkede noget i kvindens ansigt, næsten usynligt. Hun vendte sig om igen.

Karen tog en osteknap fra tallerkenen, spiste stille.

Hvem er det? spurgte hun dæmpet og nikkede mod kvinden.

Hvem? Han fulgte hendes blik tjekkede. Nå, det er Sofie. Fra tegnestuen.

Har hun været længe ansat?

Cirka et år. God til sit job.

Fint.

Karen lagde hånden på hans albue, smålo, som om hun hyggede sig gevaldigt. Anders så overrasket ud, lo tilbage. De blev i godt en time. Karen var karismatisk, sjov, sig selv. Ingen ville have gættet noget.

De kørte hjem i tavshed. Anders tændte for radioen, lavt. Karen stirrede ud. Novemberbyen gled forbi, mørk og regnfuld. Hun tænkte på, hun skulle ringe til Jacob i morgen, rydde op i haven, og hun følte sig mærkeligt rolig. Ikke tom, bare rolig, som mæt jord.

Hjemme smed hun skoene, satte elkedlen over. Anders gik for at skifte. Hun stod i køkkenet, så på vandet, der boblede, og tænkte. Ikke, hvad hun nu skulle gøre men at hun havde vidst det hele tiden. Nu var hun der bare, hvor viden ikke kunne undgås.

Anders kom ind i jeans og T-shirt, snuppede en flaske vand.

Er du træt? spurgte han.

Lidt.

Du sagde jo, det var kedeligt deroppe

Nej, jeg er glad for, jeg tog med.

Han kiggede. Noget i hendes stemme lød vel anderledes.

Karen, er der noget galt?

Hun hældte te op. Satte koppen. Satte sig.

Anders, sæt dig.

Hvorfor den stemning?

Bare sæt dig, please.

Han satte sig. Med det der vagtsomme blik.

Du er mig utro, sagde hun. Ikke spurgt konstateret.

Stilheden var klar, tæt som vintertåge.

Karen

Nej. Lad være med at begynde at benægte eller forklare arbejdsrelateret. Bare svar mig ærligt.

Han så på bordet. På sine hænder. På hende.

Hvordan ved du det?

Egentlig ikke et spørgsmål, bare ord.

Parfumen. Alle de uger. Jeg genkendte den i aften.

Anders sukkede dybt, knugede ansigtet.

Karen. Det er

Hvor længe?

Hvad?

Hvor længe har det stået på?

Pause.

Et halvt år, sagde han lavt.

Karen nikkede.

Elsker du hende?

Lang pause.

Jeg ved det ikke.

Okay.

Karen, det betyder ikke, jeg vil ødelægge noget mellem os. Det var noget andet. Ikke om os.

Det handler lige præcis om os.

Jeg ville ikke såre dig.

Jeg ved, du aldrig vil såre nogen. Du gør det bare.

Han stod op, gik frem og tilbage.

Vi skal ikke træffe beslutninger nu. Ikke i følelsernes vold.

Jeg er ikke i affekt. Jeg er meget rolig.

Karen, vi er nødt til at tale ordentligt sammen.

Det er, hvad vi gør nu.

Jeg mener, når vi begge har tænkt os om. I morgen. Eller om en uge.

Hvad præcis foreslår du, vi skal tænke over?

Han standsede. Så længe på hende.

Du vil gå.

Ja.

Karen. Hans stemme blev lav og hård. Tænk dig om: lejligheden, sommerhuset Alt er fælles. Du har ikke arbejdet længe kun din have og kurser. Hvor vil du gå hen?

Er det en trussel?

Det er realitet. Jeg siger som det er.

Jeg forstår realiteten går alligevel.

Er du rigtig klog? På grund af et halvt år?

Nej, på grund af syvogtyve år.

Nu tav han. Kun en bil brummen udenfor.

Karen, jeg ved jeg har dummet mig, men familie smadrer man ikke for det her. Alt kan repareres. Alle par kommer igennem sådan noget.

Jeg ved, folk klarer sig. Jeg vælger ikke at klare det.

Jacob?

Han er 30. Han kan selv.

Du tænker kun på dig.

Ja. Endelig.

Anders satte sig igen, betragtede hende langt, nærmest undersøgende, som om han først nu så noget nyt i det samme ansigt.

Har du været lykkelig? spurgte han mærkværdigt.

I glimt.

Jeg har aldrig været en dårlig mand.

Nej, du har været gennemsnitlig. Det er bare ikke nok længere.

Hun rejste sig, hældte resterne af teen i vasken, stillede koppen.

Jeg sover hos Mette. Vi diskuterer det praktiske i morgen. I ro og mag.

Karen. Gå ikke nu. Det er latterligt.

Muligvis.

Hvor vil du gå hen midt om natten?

Mette venter.

Du har allerede ringet til hende?

Ja.

Så du havde besluttet det?

I aften da jeg mærkede hendes parfume.

Han så på hende. Der var noget i hans ansigt, hun ikke havde set før. Eller aldrig ville kalde ved navn.

Karen, er du sikker?

Ja.

Hun tog taske, overtøj, nøgler. Stoppede i døren.

Ved du, hvad der overrasker mig mest? spurgte hun. Ikke at du var utro. Ikke at du løj. Men at du troede, jeg ikke ville opdage det. Syvogtyve år og du troede, jeg ikke kunne mærke det.

Han svarede ikke.

Hun gik.

Det var koldt, men tørt udenfor. Himlen var klar, enkelte stjerner viste sig. Karen gik mod bilen og mærkede, hun ikke var bange. Det var mærkeligt, og vigtigt. Ikke bange. Bare uvant. Fremtiden uklar, ja men ikke frygtindgydende.

Lyset var tændt hos Mette. Hun åbnede døren, før Karen nåede at ringe.

Du kom, sagde Mette.

Jeg kom, bekræftede Karen.

Te?

Ja. Og noget at spise, hvis du har. Jeg fik knap en bid til festen.

Suppe og rugbrød?

Perfekt.

De sad i køkkenet. Karen spiste suppe, Mette sagde ingenting. Ingen dumme spørgsmål. Bare der.

Indrømmede han? spurgte Mette til sidst.

Ja. Et halvt år. Sofie fra kontoret.

Mette nikkede.

Hvordan har du det?

Jeg spiser suppe. God suppe.

Karen.

Seriøst, jeg har det okay. Ikke godt. Men jeg ved, hvad jeg gør.

Mette nikkede.

Bliv så længe du vil.

Tak.

Sengetøj ligger i skabet du ved hvor.

Jep.

Karen gjorde suppen færdig. Vaskede skålen op. De sad lidt længere, sagte, bare sammen. Udenfor var det nat, stille november, med duften af våd asfalt og lidt skovagtigt.

Næste morgen vågnede Karen tidligt. Lå i mørket på Mettes sofa og tænkte ikke over lejligheden, selvom der skulle tænkes på det også. Men på noget andet. På hvor længe det var siden, hun vågnede og det første ikke var, hvad Anders skulle have på, eller spise, eller nå. I dag var første tanke noget om morgenfruerne i haven, skal ned før frosten.

Mærkeligt. Godt mærkeligt.

Hun rejste sig, tog sig sammen, lavede kaffe. Stillede sig ved vinduet. Morgengry, grå himmel, bare endnu en hverdag oven på endnu en by.

Hun tog mobilen frem. Skrev til Jacob: Ring, når du kan. Skal snakke. Tænkte sig om og tilføjede: Alt er fint. Bare snak.

Lagde telefonen. Hældte kaffe op.

Et par uger senere mødte hun Mette i Netto.

Nå nej, faktisk sås de tit, de boede tæt. Men denne morgen i Netto var noget særligt. Karen stod ved hylden med te og så et lille parfumehylster, nogen måtte have glemt mellem kamille og grøn te. Uden æske, næsten tom, mørkegrønt glas.

Hun tog den, snusede.

Ikke den. Fuldstændigt anderledes. Kølig, grøn, næsten harpiksagtig. Skov.

Hun kunne lide det.

Hvad er det? spurgte Mette, kiggede med.

Ved det ikke, nok glemt.

Den dufter lækkert.

Ja. Rigtig lækkert.

Karen satte flakonen tilbage. Greb sin te og gik til kassen. Udenfor duftede det af sne, som endnu ikke var faldet, men bare ventede.

En måned senere ringede Anders hende op. Hun sad i sommerhuset, med en kop i hånden, så ud over haven, nu i vinterhi.

Karen. Hvordan går det?

Fint. Og dig?

Tja. Karen hun er væk. Sofie. Sagde op og flyttede væk.

Karen betragtede sneen.

Hører du mig? Sagde han.

Ja.

Det ændrer ikke noget, vel?

Lang pause. Sneen nåede over vindueskarmen.

Nej, sagde hun.

Det tænkte jeg nok. Jeg ville bare sige det.

Hvorfor?

Pause.

Jeg ved det ikke. Måske så du vidste det.

Det ved jeg. Tak for besked.

Karen.

Ja.

Fortryder du?

Hun overvejede det, for alvor.

Hvad præcist?

Det hele.

Nej, sagde hun. Og tilføjede: Eller endnu ikke. Jeg ved ikke, hvad jeg føler endnu.

Ærligt.

Jeg prøver.

De tav lidt. Han sagde “hej”, hun sagde “hej”, det var dét. Hun lagde mobilen på vindueskarmen. Udenfor sne. Duften af træ og tørrede krydderurter fra sensommeren.

Hendes egen duft. Rolig. Ikke fremmed for nogen.

Hun løftede koppen og tog en tår.