Skilsmisse, forræderi og løgn
Lene vidste slet ikke, hvad hun skulle stille op! Hendes nye ægteskab var blevet så kompliceret, at mørke tanker om skilsmisse begyndte at mase sig ind mellem søvnige eftermiddage og regntunge aftener. Hun kunne ikke længere holde ud at blive behandlet så dårligt af en vred og forvildet teenager, og især kunne hun ikke acceptere, at hendes lille datter skulle lide under det hele.
Jeg ved godt, at du ikke bryder dig om mig, sagde Lene til sin stædige steddatter med en stemme, der virkede både langt væk og alt for nær. Pigen lyttede ikke, ingen lyd trængte ind men foran sin far spillede hun naturligvis den pure uskyld. Jeg forstår dig egentlig. På din alder havde jeg sikkert også været ked af det, fortsatte Lene og forsøgte et smil, som en skæv marcipangris med for mange farver. Men jeg har ikke stjålet din fars kærlighed fra nogen. Da vi mødte hinanden, var han allerede skilt. Ingen blev forladt, ingen skyld, intet drama! Tommy var fri som fuglen.
Karna fnøs hånligt og kastede et blændende mørkt blik på sin stedmor. Tanken om, at far så hurtigt havde fundet en ny kvinde, var ubærlig for hende; kun et halvt år siden hele livet ændrede sig, og nu den her kvinde i huset. Karna var overbevist: hvis ikke Lene var kommet, havde forældrene fundet sammen igen, og alt ville være som før.
Hvis du ikke var dukket op, havde far tilgivet mor, så Men nu har han dig, sagde hun så skarpt, at ordene virkede som glasskår. Indeni hende hylede stormvejr. Forældrenes skilsmisse havde slået hende ud, og Lene gjorde alting værre ikke et sekund troede Karna på, at alt først var begyndt efter skilsmissen. Selvfølgelig havde det været hende, der lokkede far væk!
Lene sukkede og mærkede, at alting gled gennem fingrene som sandet på et strandbad på Amager. Karna var for vred, for såret til at høre fornuft. Men at lade stå til kunne hun heller ikke. Sekstenårige Karna var konstant efter femårige Asta, som Tommy nu havde adopteret. Hun skubbede bare lige forbi, ødelagde yndlingslegetøj mens Asta græd, og hun sagde de grimmeste ting til den lille, som en isstorm af onde ord.
Du har ret til din egen mening, sagde Lene og tvang sig selv til ro. Men du skal ikke gå efter min datter. Hun har ikke gjort noget forkert. Hvis du fortsætter, siger jeg det til Tommy, og så må han tage sig af det. Og tal nu med din far, vil du ikke? Tro ikke mig men ham kan du stole på…
Pigen fnøs bare og forsvandt ind på sit værelse, som forsvandt hun i en gang af tåge. Hendes mors version var sandheden. Mor kunne aldrig lyve…
***
Alle samtaler gled ud som røg i gamle bindingsværkshuse. Stemningen i villaen blev kun mørkere. Karna hadede Lene åbent og skjulte det ikke, lod iskolde blikke stryge over stuegulvene, hver gang de mødtes. Hun ignorerede Asta, vendte hende ryggen som om hun ikke fandtes.
Lene tænkte tit over, hvorfor Karna opførte sig sådan. Forstod pigen virkelig ikke, hvorfor forældrene var blevet skilt? Eller var det bare psykens forsvar, et skjold mod en ubærlig sandhed?
I virkeligheden havde Karnas mor, Louise, levet et dobbeltliv. Utro, men aldrig opdaget indtil den dag, det hele afsløredes. Alt stod skrevet i ægtepagtens fine linjer: var man utro, røg alt økonomisk og status væk.
Og som sandheder plejer, dukkede også denne op til overfladen, båret af hverdagens tilfældigheder. En dag kom Tommy tidligere hjem og fandt Karna alene i huset. Louise havde sagt, hun var for syg til at gå ud men Karna afslørede med det samme, at mor var ude at gå.
Hvor er mor? spurgte Tommy, mens han hængte sin grå regnfrakke fra Magasin på knagen.
Hun er ude med veninden, sagde Karna. Hun var flov over at lyve, men mor havde jo bedt hende om det. Mor ville mødes med en gammel flamme.
Med Pia? Tommy lo skævt. Hm, og du ER sikker på, det var Pia?
Ja! Jeg så hende sætte sig ind i bilen, svarede Karna bestemt.
Tommy smilede koldt. Han gik hen til vinduet og kiggede ud i den våde have.
Det er bare det, sagde han lavmælt, at du aldrig har været god til at lyve. Du rødmer og kigger væk, når du gør. Bare rolig, jeg finder din mor.
Karna styrtede straks til telefonen, men Louise havde slukket sin mobil tiden hang pludselig i luften, tung og klam som oktoberdis.
Tommy fandt hurtigt ud af, hvor Louise var, og sandheden var grim nok til dommen i retten. Skilsmissen gik hurtigt; alt mistede Louise den dyre villa, status, økonomi. Tilbage: en lille lejlighed i udkanten af Roskilde og ingen penge, for hun havde aldrig haft arbejde eller opsparing.
Karna blev hos faren. Indlysende nok Louise havde hverken penge eller overskud til at give sin datter det, hun var vant til. Karna nægtede at ændre vaner, og Louise havde for travlt med sig selv til at tage sig af hende.
Alligevel blev Karna ved med at støtte moderen, sendte penge uden at faren vidste det, og håbede stædigt på forældrenes genforening.
Men… Surprise! Kun et halvt år efter flyttede Lene ind, og Tommy adopterede Asta, Lenes datter. Han brugte meget tid med hende, og det sved indeni Karna hun mente, al hans opmærksomhed tilhørte hende.
Ved et kaffebord i Louises lille køkken gik følelserne amok.
De er da ikke engang gift endnu, forsøgte Louise at trøste datteren. Det kan stadig gå i stykker. Så har vi en chance for at få alt tilbage…
Karna lavede en grimasse, næsen krøllede sammen.
Hvordan skulle du få dem til at skændes? spurgte hun trodsigt. De er ulideligt lykkelige sammen! Lene tør nærmest ikke sige ham imod. Og Asta! Far drysser kærlighed ud over den unge… Hendes navn føltes som tjære på tungen. Han er hendes far, nu? Men han har da kun én datter mig!
Karna følte sig forrådt og væltet i mørke: den nye virkelighed havde ikke plads til hende.
Louise sukkede dybt og lod ordene klinge dramatisk gennem rummet:
Bare vent, snart bliver det endnu værre Hvis du ikke finder dig i det hele, ender du med at flytte herud, til den her elendige lejlighed, mens Tommy betaler småpenge i børnepenge…
Praktiske tanker om slidt teaktræsmøbler, ingen hushjælp og et liv med budgettøj krøb ind under Karnas luksusdrømme. Nej det kunne ikke ske! Hun ville gøre alt for at forhindre det.
Og så gik Louise videre:
Du ved vel godt, at din far og Lene var sammen allerede før skilsmissen? Lene venter barn! sagde hun, som om det var en uhyggelig trylleformular.
Det passer ikke! hylede Karna og væltede stolen. Jeg vil ikke have et skrigende spædbarn i huset!
Blot tanken om endnu flere børn, endnu mindre opmærksomhed, var et mareridt.
Louise lænede sig ind mod Karna, øjnene blev sylespidse:
Min veninde arbejder på en privatklinik. Hun så Lene og din far der sidst. Barn nummer to og denne gang en søn! Tommy drømte altid om en søn… Jeg måtte høre på hans brok, da du blev født. Han ville ikke engang holde dig dengang.
Du har aldrig fortalt det… hviskede Karna med gråd i stemmen. Jeg troede, far elskede mig.
Han elsker dig, men nu trækker du lange perioder på hans tålmodighed. Med en søn bliver det værre for dig.
Karna knyttede næverne. Kunne man overhovedet splitte dem ad nu?
Hvad skal jeg gøre? spurgte hun.
Louise smilede hult og konspiratorisk.
Det er enkelt: brug deres svaghed. Lene vogter Asta som en skat, så tag hende ud at gå tur, leg den gode storesøster, og… efterlad hende i den mørkeste del af parken.
Karna sad rank og lyttede, planen fløj rundt i hendes sind som kragefløjt over markerne.
Hvad skal det gøre? spurgte hun.
Louise bulede af selvsikkerhed:
Du lader, som om hun løb væk, ringer grædende til din far og siger, du ikke kunne finde hende. Nogen vil tilfældigvis finde hende og bringe hende tilbage. Du spiller den ulykkelige, og så begynder balladen for alvor. Lene går sin vej, og jeg trøster Tommy…
Karna vejede planen i hovedet. Skøre drømme dukkede op: mor vendte hjem, Lene forsvandt, og alt var hendes igen.
Hun nikkede:
Så kan Asta opleve lidt ægte frygt. Måske lærer hun at fatte sig.
Det eneste, Karna krævede, var at Asta ikke kom fysisk til skade.
Selvfølgelig, sagde Louise, alt går efter planen.
Hun smilede triumferende. Hun kendte sandheden: Lene var slet ikke gravid det hele var et listigt bedrag. Men Louise vidste, at frygten for at miste ville drive Karna hvorhen hun ville.
Hun tastede på telefonen; hendes skumle plan krævede alligevel hjælp. Hun ønskede ikke engang egentlig Tommy tilbage han skulle bare lide.
Hun havde tænkt sig at gøre ondt værre: Asta skulle hentes langt væk ingen skulle nogensinde vide, hvor hun blev af…
***
Alt gik som en æggedrøm. Karna tog Asta med i parken, og Asta begyndte at tale om sine yndlingsbamser, mens Karna kun lod, som hun lyttede. Da øjeblikket var rigtigt, kiggede Karna væk og Asta gik ud i skyggerne.
En fremmed mand dukkede op, greb Asta men nej, i næste nu sprængte en gigantisk hund ud fra buskene og knurrede mod manden, der slap sin uskyldige fangst. Asta spurtede, så træernes grene snittede, og stødte ind i en fremmed kvindes ben og brød sammen i gråd.
Astas halskæde indeholdt mors nummer, sådan havde Lene lært hende og kvinden ringede straks.
Lene fik besked og trykkede straks Tommy op. Karna ringede også til ham og indrømmede storgrædende, at hun havde mistet Asta. Men Tommy opsnappede straks løgnen Karnas blik dansede fra side til side. Da Asta havde fortalt, hvad der var sket, og Karna i panik gav moderen skylden, var Tommys tålmodighed sluppet op.
Hvordan kunne du?! han råbte så højt, at murene rystede. Du satte et lille barn i fare!
Men der skete jo ingenting! forsøgte Karna, men Tommy voksede i stolen:
Forstår du overhovedet, hvad der kunne være sket? Hvad hvis ikke hunden var kommet? Eller hvis hun havde forvildet sig endnu dybere ind? Og hvis nogen virkelig havde taget hende! Hvad så?!
Mor sagde jeg skulle… begyndte Karna, men Tommy afbrød.
Din mor tager jeg mig af! Men dig du udviser en ondskab, jeg ikke genkender. Så, nu kan du bo hos din mor jeg afhenter dig i weekenderne.
Vægten i Karnas bryst blev tung som sort granit. Mareridtet blev til virkelighed.
Nej! skreg hun. Jeg vil blive hos dig!
Men Tommy rystede kun på hovedet.
Hos din mor. Det er besluttet. Når du ændrer dig, kan vi tale igen.
Karnas flytning til Louise blev et chok, og moderen tog heller ikke imod hende med åbne arme. Livet i den lille lejlighed på Tåstrupvej, med slidte gardiner og billig rugbrød, var alt det, Karna frygtede.
Louise mødte hurtigt en ny mand og traf en beslutning, der vendte Karnas liv op og ned: Internatskole, langt fra alt kendt.
Det er bedst for alle, sagde Louise og sendte Karna af sted.
Nu tilbragte Karna de fleste dage blandt fremmede, og det gamle, trygge liv var forduftet i stykker af kulde og stolte minder. Resultatet af hendes egne handlinger, hendes stolthed og jagt på hævn tilbage stod kun ensomheden og drømmens fortabte ekko.
