Suppe er mad for de fattige. I hvert fald hvis man spurgte Karen Madsen. Hun rynkede altid på næsen, når hendes bofælle på kollegiet, gamle Poul Andersen, stod tryllede over sin suppegryde. Den rare gamle mand snittede grøntsagerne nænsomt, skar kødet og flæsket i fine, tynde skiver med kirurgisk præcision. Karen Madsen grinede indvendigt og lavede cirkelbevægelser med fingeren ved tindingen, da Poul småsnakkede med suppen:
– Kog nu pænt, lille kartoffel! Og du, kære hvidkål, vis nu hvad du duer til!
Suppen blev altid så flot og duften kunne folde tæerne. Poul nød hver eneste skefuld; han smaskede lykkeligt og kneb øjnene sammen af ren fryd.
Karen gik fordi, hovedet højt som en kongekrone, og så overlegent på ham, mens hun bar sin fine salat, eller de evindelige kylling med ananas (Peter fra første sal brokkede sig tit over ananasen).
– Det er da synd for ham, tænkte Karen. Han hænger fast i sin billige suppe, fordi han aldrig har oplevet noget bedre! Mig, derimod jeg pifter altid retterne op, så jeg selv bliver glad, og gæsterne elsker det!
Der var dog én suppe Poul satte over alt hans elskede rødbedesuppe, borsjtj. En eller anden gammel opskrift, han havde i hovedet, og den kunne han altså lave så selv folk med gourmetkort på Noma ville blive grønne af misundelse!
Men en dag blev Karen syg. Hun lå bare dér, mat som en overkogt makrelfilet. Kammeraten begyndte at komme på besøg med dyrt indkøbt sushi og specialiteter fra Magasin, men Karen kunne ikke få en bid ned. Huden var helt gennemsigtig, hænderne små og tørre som gamle rosinboller.
Gamle Poul observerede det med et interesseret blik under de øjenbryn, der lignede buske i en dansk skov. Og så en aften stod han i døråbningen med en lille dyb tallerken.
Karen havde ikke kræfter til at jage ham ud, selvom hun egentlig havde lyst. Poul satte sig stille på en stol. Fra skålen steg en aroma, der kunne bringe selv et dødt juletræ til live. Pludselig mærkede Karen en ubeskrivelig trang til netop dén suppe, hun i hele sit liv havde hånet.
– Hør nu, nabo, sagde Poul. Jeg ved godt, at du ikke har meget til overs for supper. Men nogle gange har maven brug for varme! Nu har jeg lavet kyllingesuppe med mynte og om lidt danser du igen rundt om Damhussøen, det lover jeg.
Så hævede han Karen blidt op og begyndte at made hende med ske.
Fra den dag kom Poul hver uge. Nogle gange med ærtesuppe. Andre gange den berømte borsjtj. Og Karen kom på benene igen mere livskraftig end nogensinde.
Nogle mener det var behandlingen, der reddede hende. Men de fleste er sikre på, det var Pouls supper. For man kan alligevel ikke leve uden suppe, det er almen viden på Nørrebro.
Nu laver Karen selv altid suppe og ser ikke skævt til det længere. Borsjtj laver hun efter Pouls hemmelige opskrift. Og så sidder de tit sammen, smasker fornøjet og nyder suppen. To mennesker, én gryde, masser af hygge.
