Mod nordpå for oplysning. Kuffertstemning
Katrine, pak! Vi rejser til Mols Bjerge!
Signe brusede ind på det lille folkebibliotek som et rødt, vårligt stormvejr. Signe løftede blikket over brillekanten fra udlånslisten og stivnede i blikket mod veninden. Signe var netop, som hun plejede: rød regnjakke, slidte jeans med huller på knæene, rygsæk på nakken ren energi, der ikke kunne stops.
Til Mols Bjerge? spurgte Signe bagud. Hvornår…?
I august, om en uge! Jeg har styr på alt. Yoga-retreat, retræte, telte, bakker, meditationer. Gruppesamvær med alternative sjæle, meget indsigtsfulde typer. Jeg vil oplyses, Signe! Og det ville du også have godt af.
Oplyses? Signe grinede. Signe, jeg er bibliotekar. Jeg får oplysning med i aflønningen.
Nixen! Signe smed sig over for hende, gravede i rygsækken og hev udprintede brochurer frem. Se selv: Mols Bjerge, et kraftsted. Moderniseret shamanisme, kilden til den rene natur, rislende åer, frisk luft. Teltovernatning, vegetarmad, daglig yoga, meditationer, workshops og udflugter til hellige steder.
Signe bladede skeptisk gennem farverige billeder: bakker, søer, telte nær stranden, folk i hvide gevandter, der mediterede i solnedgangen. Flot, men … telte? Vegetarmad? Hun så på Signe, fangede begejstringen i øjnene, og vidste, at modstand var nyttesløs.
Hvem tager med?
Ti styk, danske ildsjæle. Alle kendte Aarhus og opland! Arrangørerne har styr på logistikken, kører hvert år. Jeg har snakket med dem. Signe, det er en chance! Du har ferie. Dette bliver noget nyt yoga, bjerge, energi.
Jeg har aldrig dyrket yoga, sagde Signe smånerveøst.
Det lærer du! Mange er begyndere. Det handler om vilje, ikke evner.
Hvad med Jens? Signe huskede på kæresten, og noget blinkede indeni. Vi ville jo ud sammen…
Vil han overhovedet med? lo Katrine.
Det tvivler jeg på, sukkede Signe. Han er mere til fiskeri, øde skov telt, ja, men ikke meditativ retræte.
Perfekt! Katrine slog hænderne sammen. Han kan hygge hjemme. Du oplyser dig, kommer tilbage hel og fornyet han bliver kun glad.
Senere ringede Signe til Jens. Fortalte om tilbuddet, turen, teltene, yogaen. Han var stille mens hun talte, svarede omsider:
Mols Bjerge er smukt. Jeg har aldrig været der, men hørt meget.
Vil du ikke med? spurgte hun, selvom hun vidste svaret.
Det er ikke rigtig mig, konstaterede han. Alternativ yoga, retræter Jeg napper hellere en tur ud at fiske ved Silkeborg. Du skal tage afsted. Sådan noget har du brug for.
Er du ikke bange for at give slip? sagde hun, uden at vide, om det var sjov eller alvor.
Hvad skulle jeg være bange for? Han lo. Du er eventyreren. Jeg venter på dig men kun, hvis du kommer tilbage oplyst!
Det er en aftale, smilede Signe.
Hun lagde røret på, så på brochuren, Signe havde efterladt. Hun anede ikke, om hun havde brug for oplysning. Men hun havde længtes efter de danske bakker længe. Og nye eventyr kaldte. Og Jens han ville jo være der. Det var nok.
Nå, veninde, sagde hun, da hun næste dag stødte på Katrine. Find teltsnoren frem. Jeg har besluttet mig. Vi tager afsted.
For at oplyse! lo Katrine.
Oplyse, gentog Signe.
Hun vidste ikke, hvad der ventede. Hvilke møder, hvilke erkendelser. Men hun mærkede, at denne rejse blev mærkelig. Hun var klar. Næsten.
***
Bussen tøffede ud fra rutebilstationen i Aarhus før daggry. Signe mærkede straks, at eventyret her blev noget andet. Deltagerne så ud, som var de samlet til karneval. Overfor sad to fnisende unge kvinder i hørkjoler med hjemmelavede armbånd og langt, vildt hår. Bagved havde en kvinde i orange lag-på-lag tøj og kæmpe øreringe sat sig. Et par rækker længere tilbage sad en mand i hvid skjorte med broderi og, virkelig, en træstav dekoreret med bånd og klirrende bjælder.
Hvad er det for et cirkus? hviskede Signe til Katrine, mens de satte sig ved vinduet.
Cirkus? hviskede Katrine, men øjnene lyste. Sandhedssøgende, Signe. Jeg har læst online at, skal man på oplysningsrejse i Danmark, må man møde de alternative.
Oplyses med stav? Signe holdt masken.
Sladr ikke, fnuglede Katrine og stødte hende let. Vi har alle vores egen vej.
Duften af marker og våde skove gled forbi. Inde i bussen snakkede folk uophørligt. Kvinden i orange fortalte entusiastisk om sit gennembrud i Mols Bjerge året forinden, hvor hun forlod sit bankjob og begyndte at lave healing, nu hjalp hun sjæle i nød.
Jeg fandt min sande vej! fastslog hun Alt forandrede sig i bakkerne.
Jeg fandt også ud af, at jeg skulle være dyrlægefortsatte den unge med de flagrende ærmer Selvom jeg indtil da ikke engang brød mig om dyr…
Signe var splittet: hun vidste ikke, om hun skulle grine eller forundres. Hun vendte sig mod Katrine:
Skal du også finde noget?
Måske åbne min egen butik, overvejede Katrine. Men egentlig bare opleve skønheden. Oplysningen kommer vel af sig selv.
Godt svar, sukkede Signe. Jeg var lidt bange for, vi var landet i en sekt.
Pjat, lo Katrine. Bare lidt sære typer. Uden dem ville det være meget kedeligere.
Turen var lang. En nat i et faldefærdigt motel. Så begyndte bakkerne uden for vinduet først blødt og grønt, så skiftende højder, udhulede dale. Signe klemte næsen mod ruden og mistede al fornemmelse for tid. Bussen snoede sig gennem landskabet med krogede veje, og hver sving åbnede ny udsigt: klinter, grønblå søer, rækker af birk og bøg, horisonter, der forsvandt bag skyer.
Se, Katrine! hun hev hendes ærme Det ligner Alperne. Rigtigt!
Det er Mols Bjerge, ven, Katrine smilede overbærende. Ikke mindre magiske.
De var overalt. Baglandets bakker stod tavse og seje. Nogle lignede svaner, andre kæmpehunde, tredje havde ansigter formet af vinden.
Se den derovre, Signe pegede ud mod en bakke som en slumrende kæmpe. Et menneske næsten.
Kraftsted, konstaterede kvinden i orange, der havde lyttet med. Her snakker sten. Man skal bare lytte.
Signe ville spørge om, hvordan man lytter til sten, men lod være. Der skulle være plads til alles oplysning.
Ved Porskær Stenhus standsede bussen for næste pause. Signe gik ud, benene rystede lidt. Udsigten: en bugtende dal med sø, bakker tegnet i dis, alt under et blåt, rent morgenlys.
Wauw, hviskede hun.
Her folder sjælene sig ud, sagde manden med staven højt, idet han gled forbi.
Signe svarede ikke, kiggede bare ud, indåndede luften. På stedet stod mærkelige monumenter, sten indhugget med citater. Hun tog billeder, Katrine farede rundt i eufori med gamle mobilkamera.
Kom herover! råbte hun, Her er virkelig noget.
Katrine havde fundet en sten med en træpind og et lille stykke brændenælde surret fast med elastik ved siden af stod sære kruseduller og teksten Sten, bliv rask! Signe syntes det var sødt hun tog et billede til minde.
Vejen snoede sig videre, og bussen sukkede sig ind i bakkerne. Ved Kalø Vig stødte de ind i to floder, der løb sammen, uden at blande sig den ene mørk, den anden klar.
Det skyldes, at ler og kildevand ikke kan sammenvejs, forklarede guiden. Som to skæbner, der går parallelt måske, måske ikke smelter sammen.
Signe stod længe og så på det. Tænkte: det er også sådan, det er i livet.
Første nat indebar teltbygning. Katrine og Signe kæmpede med barduner og pløkker, indtil manden med staven tavst og adrætte hjalp dem. De kiggede og lærte, og snart var teltet på plads. De spiste ved bål, grøntsagsgryde og te med bynke. Signe havde ingen ord.
Hvordan føles det? spurgte Katrine over ilden.
Jeg ved ikke Det er en anden verden. Jeg hører stadig folks sære mantraer for mit indre øre.
Du vænner dig til det, lo Katrine. Det er jo kun en uge.
Natten bød på søvnsvanskeligheder. Udenfor brølede åen, strømmen overdøvede alt. Signe lå og lyttede.
Sover du? Katrine hviskede.
Nej.
Jeg heller ikke. Det larmer.
Det er bare Mols, pustede Signe. Bakkerne taler.
Katrine grinede sagte.
Nu lyder du næsten som dem.
Ikke endnu, mumlede Signe. Jeg føler bare, stedet er specielt.
Hun lukkede øjnene. Drømmende stemmer. Et sted peb vinden. Stjerner vibrerede bag teltdugen. Rejsen var begyndt. Rigtig. I et land hvor bakker taler, og floder ikke flyder sammen. Hvor alle kan finde noget. Også en bibliotekar fra Ebeltoft.
***
Næste morgen klang klokker. Signe vågnede og famlede efter virkelighedssans: teltvægge, den fugtige duft af bål, Sovesæk. Udenfor sang nogen lystigt: Op, op yogier! Solen hilser. Ud på måtterne, energier ind!
Hvad sker? stønnede Signe, ryggen doven af teltets hårde jord.
Yoga, Katrine strammede snøreskoene. Nu må du op. Kom ikke bagefter!
På engen lå måtterne klar. Kvinden i orange sad i lotusstilling, pigerne i hørkjoler strakte sig adræt, manden med staven nu uden stav stod hovedstand.
Er det normalt? missede Signe.
For dem, nikkede Katrine.
Instruktøren: en høj kvinde i hvidt, med lang fletning og venligt smil, gik rundt og justerede stillinger.
Træk vejret dybt! Lad solen fylde hver celle!
Signe prøvede nedadgående hund. Arme, hofte, strakte ben. Av muskler, hun ikke anede, hun havde. Det er ikke en hund, mere en rejeklo, gispede hun.
Ikke snak, træk vejret! Katrine havde overraskende flair for øvelserne.
Hvor lærte du det?!
Med Josefine på DR2. Delt yoga hjemme kom videre!
Næste stilling: træet. Signe balancerede vaklende, tabte balancen, væltede Katrine, de lå på måtten i splintrende grin.
Er det første gang? lo orange-anklædte, stadigt i lotusstilling.
Siges det?
Man vænner sig. Sjælen jubler, kroppen snakker baglæns. Det er okay.
Efter yogaen følte Signe sig mest som drivtømmer, men lettere indeni.
Jeg føler mig som et træstub, sukken hun efter morgenmaden.
Snart en oplyst stub, snuppede Katrine.
Derefter ventede udflugt til Agri Bakker. Vejen blev hullet, bussen hoppede.
Hold fast!
Jeg prøver! Hvor kører vi hen?
Himlen, håber jeg ikke bogstaveligt!
Gennem røde klinter, langs søer så grønblå, at enhver fisk ville fremstå magisk. Her fisker man ikke, forklarede den orange, der er helligt. Det var mere hydrologi end magi, men ingen fisk i søen.
Forbi en retro-lejrplads: stedet lignede en 70er-udstilling. Gammel Vespa, billeder af Dirch Passer og plakater med gamle danske digtere. Ejeren, gråhåret og bredskuldret, serverede urtete, honning og gendigtede anekdoter.
Jeg indsamler alt, sagde han. Nogen skal jo huske.
Signe tænkte på biblioteket hjemme erindringens arkiv. Hun følte sig for en stund beslægtet.
Efter en bakkevandring stod Signe på en skrænt; under hende sorte fugle, svævende lavere end hendes egen position.
De er under os, sagde hun forundret.
Hvem?
Se fuglene under os. Vi står faktisk over dem.
I det øjeblik følte hun sig løftet: Ikke oplyst, måske, men lykkelig. Bagved lo Katrine.
De overnattede ved foden af en skråning. Natten var sort, stjernerne så tæt, at de lignede huller i himlen. Om bålet sang en kvinde på jødeharpe, en dreng trommede på et trommeskind, lydene blandede sig med vinden og stilhedens sugende klang.
Det er en anden verden, sagde Signe.
Det er præcis det, nikkede Katrine. Her lærer vi at huske.
Signe stirrede mod stjernerne. Morgendagen var et nyt mysterium, hun var klar, trods trætte muskler, trods fjollede tanker. Det handlede ikke om at mestre yoga, men om at mærke. Om at være her. Nu.
***
Så, morgentåge. Signe bøjede sig ud af teltet, dalen var skjult i hvidt, kun bakkerne ragede op som svævende skibe. Køer kløvede i disen, bjælder klang blidt.
Som noget fra en gammel dansk film, Signe smilte.
Det her, Signe, slår alt på Netflix, svarede Katrine.
Morgenyoga var nu mindre frygtet. Signe prøvede at trække jordenergi op gennem fødderne, men mærkede mest kulden i kroppen. Alligevel var hun glad.
Jeg begynder vist at forstå dem, sagde hun efter øvelserne.
Hvad forstår du?
Yoga, meditation, at stå tidligt op. Det får dig til at mærke livet.
Morgenmad: havregrød, urtete, honningbrød overraskende lækkert.
Jeg kunne måske vænne mig til det her, indrømmede hun. At vågne op til bakker.
Efter morgenmaden: I dag møder vi en shaman! Meddelelsen fik Signes nakkehår til at rejse sig. Shamaner var for hende romanfigurer, men her vaskeægte.
Han havde sølvgråt hår, fletning, klar blik. Lang dragt med farvede bånd. Shamanen satte sig ved bålet, lavede røg med urter.
Mols Bjerge er en særlig plet. Her er grænserne mellem verdener tynde. Her kan man lytte.
Han slog på en tromme, stemmen rungede i maven. Sangen var så dyb, at lyden syntes at komme fra jordens kerne. Han gik stille rundt, så folk i øjnene. Hos Signe standsede han.
Du søger, sagde han Ikke et spørgsmål, en rolig konstatering. Du søger altid: i bøger, på rejser, i folk.
Ja, Signe mærkede ærligheden.
Du finder, han nikkede. Og I to finder sammen.
Han rystede knogler på jorden, stirrede på dem, så på dem begge:
Jeres vej bliver lang, men god. Rejs, oplev, frygt ej.
Signe vidste ikke, hvad der var mest virkeligt shamanen, bakkerne, ordene. Men noget forandrede sig.
Resten af turen flød af sted, forbi lune søer, gamle vandværker, hen langs stier hvor storkene jog i disen. De standsede ved et gejserkoldt vandhul, hvor vandet boblede i mønstre. Der, på plankebroen, følte Signe søen ånde et levende, foranderligt væsen.
På vejen hjem kørte de forbi endnu et kraftsted, hvor en mand (som havde siddet tavs i bussen hele vejen) pludselig hev en mountainbike op fra bagagerummet.
Hvad nu? undrede Signe.
Min drøm: cykle ned ad bakken. Det er derfor, jeg tog turen.
Og han forsvandt, svingede ind på grusvejen, forsvandt i disen og duften af urter.
Skør fyr, sagde én.
Smuk og modig! strålede kvinden i orange Alle har deres egen vej.
Signe tænkte: Alle søger et eller andet. Nogen på yogamåtte, nogen i shamanens trance, nogen ned ad en vild bakke. Hun i bøger, samtaler og veje. Hun fandt ikke altid dét, hun troede, hun ledte efter men altid noget vigtigt.
Hjemme igen i Ebeltoft bar hun et indre ekko af turen. Når hun vågnede, syntes hun, strømmen udenfor vinduet lignede bakkerne i tåge. Nogen gange troede hun, hun stadig kunne høre den dybe tromme fra lejrbålet.
Opnåede du oplysning? spurgte Jens, da hun kom hjem.
Jeg ved det ikke men jeg har set bakkerne fra oven, hørt gamle sange, mærket åen ånde.
Det er fantastisk, sagde han alvorligt. Det vil jeg også opleve.
Så tager vi af sted næste år. Sammen.
Det gør vi, nikkede han.
Om aftenen skrev Signe med gammeldags pen: Mols Bjerge. Jeg var dér. Jeg så bakker, åer og himmel. Jeg rørte ved noget større. Måske var det min første store oplevelse men det bliver ikke den sidste. Dette sted bor nu altid i mit hjerte.
Hun lukkede bogen, så mod vinduet. Bagved brusede det danske landskab, det duftede af jord og efterår. Men hun syntes, hun hørte strømmen, så stjerner over bakker. Mols Bjerge havde forandret hende.
Den vigtigste rejse var slet ikke til bakker eller hav men ind til det sted, i hende selv, hvor hun turde søge, opdage, finde. For hende. For dem alle, der vover at tage af sted.
