Kærlighedskontrakten
Freja sad ved det store spisebord, dækket af bryllupsmagasiner i stabler. Hun bladrede ivrigt gennem siderne, studerede hvert billede med en intens koncentration, næsten som om hun forsøgte at indfange magien i silke, blonder og fine broderede detaljer. Hendes øjne lyste op, hver gang hun så en særlig fin detalje det kunne være en svævende sløjfe eller et snit, der fik kjolen til at virke som et eventyr. Hun dvælede ofte længe ved billederne af de hvide brudekjoler, forestillede sig, hvordan hun ville se ud iført netop dén. Varme bølger af forventning flød gennem hende, mens hun i tankerne gik op gennem kirkegulvet, alle blik rettet mod hende, familiens stolte tårer i øjenkrogen…
“Smuk,” mumlede hun, stirrende på en kjole med overdådig skørt og tynde stropper. Den lignede noget fra et dansk folkeeventyr, svævende let under lyset fra studiets projektører.
Men straks forsvandt smilet fra hendes læber. Freja sukkede, lagde magasinet fra sig og rejste sig langsomt op. Hun bevægede sig hen til det store, udskårne spejl i gangen og betragtede sig selv nøgternt. Hun vendte og drejede sig, prøvede at se sig med andres øjne. Tankerne svirrede mon den perfekte kjole så fantastisk ud på hende i virkeligheden som i bladene?
“Øv, sådan en er jo ikke noget for mig,” sagde hun fast, som om hun forsøgte at slå en beslutning fast. “Figuren rækker altså ikke til det.”
Hun drejede endnu en omgang foran spejlet, prøvede at forestille sig sig selv i den over-the-top silhuet. Greb billedet: stort skørt, stram korsage, lag på lag af tungt stof… Hun rystede næsten demonstrativt på hovedet.
“Jeg må finde noget mere simpelt,” resonnerede hun lavmælt, som talte hun med en usynlig rådgiver. “Store skørter kan jeg glemme; jeg bliver jo kæmpe. Men det gængse gider jeg heller ikke! Det er jo ikke hver dag, man bliver gift!”
Hun strøg nervøst en hånd igennem håret. Panikken begyndte at bygge sig op indeni så mange muligheder, så mange ideer, og alligevel intet hun kunne se sig selv i. Hun listede blikket hen til bordet, hvor de åbnede magasiner lå spredt, som om svaret kunne gemme sig mellem siderne. I stedet mærkede hun bare en træthed og tomhed.
“Jeg må virkelig tale med nogen,” mumlede hun og sank ned på stolen igen. “Ellers bliver jeg da vanvittig af alt det her planlægning.”
En dør, der smækkede, rev hende ud af tankemylderet. Hun fór sammen, blikket klæbede sig desperat til de spredte skitser og billeder. Hvem kom nu? På denne tid af dagen? Tankerne rastede. Kun to havde nøgle til lejligheden: hendes far og hendes forlovede, Asger. Men begge burde være optaget far havde vigtige forretningsmøder, og Asger havde en arbejdsdag med teamet. Det havde han i hvert fald fortalt hende i morges.
Freja stod som forstenet. Bekymrende billeder flimrede forbi: hvad nu hvis det var en indbrudstyv? På denne tid plejede hun at være i sin lille frisørsalon, og lejligheden stod som regel tom. En isnende kulde løb ned over ryggen.
Hun rejste sig forsigtigt, lyttede, bevægede sig lydløst hen mod trappen til underetagen. Her i stuen kunne hun, skjult bag væggen, se direkte ud til entréen og hoveddøren. Forsigtigt listede hun frem, gemte sig bag et hjørne, lyttede.
Hendes skuldre faldt ned. Det var bare Asger. Hun kunne kende ham på gangen, på måden han satte skoene. Han fløjtede for sig selv, mens han smed sine sko nonchalant ind på skohylden.
“Asger?” hviskede hun forvirret. Hvorfor var han allerede her? Han skulle jo være på arbejde…
Hun betragtede ham lidt mere, prøvede at vurdere, om han mon ville overraske hende. Talte han med nogen?
“Ella, bare lidt endnu,” lød det fra ham, blødt og kærligt, som hun aldrig før havde hørt det. Freja stivnede. Hvorfor lød han sådan? “Snart er min del af aftalen på plads, og så er det os to.”
Alt blev iskoldt indvendigt. Hun klemte hånden så hårdt sammen, at neglene borede sig ind i håndfladen, men hun måtte for alt i verden ikke afsløre sig selv. Aftale? Ella?
“Hvor længe endnu?” fortsatte Asger tørt. “Et halvt år, sagde de. Om en måned er der bryllup, så et par lykkelige måneder som ægtefolk…” Hans stemme knækkede, der lå et næsten ulækkert udtryk i ordene, som om han skulle sige noget, der smagte galt.
Freja måtte lukke øjnene. Bryllup… Deres bryllup var det kun del af en eller anden weird aftale?
“Og hvad der så skal ske med Erik Rasmussen, er mig ligegyldigt,” lød det mere og mere monotont fra Asger. “Jeg pakker bare mit tøj og forsvinder, så snart den sidste portion af honoraret går ind på min konto.”
De ord ramte som en lussing. Freja greb fat i dørkarmen, hendes hoved dirrede. Én tanke rungede: “Han har løjet. Hele tiden har han bare… løjet.”
Hun trak sig væk, stille som en skygge, mens tankerne kørte i ring. Hendes far var indblandet. En kontrakt. Belønning. Seks måneder. Billedet tegnede sig skræmmende klart hun havde bare lyst til at skrige, men ordene sad fast.
Alligevel tvang hun sig selv til at lytte mere. Måske kunne hun lære mere. Et eller andet, der kunne gøre det mindre forfærdeligt…
Asger satte sig tungt i den gode lænestol, smed benene op og snakkede videre, uden at vide, Freja var få meter væk.
“Hvorfor bekymrer du dig? Jeg elsker kun dig,” sagde han med falsk latter. “Jeg har jo kun gjort det her for din skyld. Vil du ikke gerne have en fed lejlighed midt i Aarhus? Købe lækre ting, have det godt? Hvor meget tror du, jeg kan skrabe sammen som almindelig assistent? Seks måneder, så er vi sammen, det lover jeg!”
“Nej, I bliver sammen meget før, end du tror,” sagde hun, mens hun med stive ben bevægede sig ned ad trappen. Benene rystede, men hun slap ikke sig selv løs.
Asger fór rundt ved lyden af hendes stemme. Smilet forsvandt, hans øjne udvidede sig af overraskelse. Telefonen gled ud af hånden på ham og landede tungt på gulvtæppet.
“Lille ræv?” fik han frem, mens han rejste sig febrilsk. Der var både forskrækkelse og frygt i stemmen. “Hvad mener du, skat?”
Han gik nogle skridt frem, rakte ud som for at berolige hende, som han havde gjort så mange gange før. Men Freja trak sig væk, løftede hagen med en stivhed, der ikke udstrålede nogen form for kærlig varme.
“Ræv,” gentog hun nærmest hviskende, fyldt af den smerte, hun forsøgte at gemme. “Mener du det? Tror du, jeg er døv?”
Hun stod kun få trin foran ham. Selvom hun rystede indeni, mødte hun hans blik direkte. Hun ledte efter bare en skygge af skyld, men fandt kun forvirring og desperat forsøg på at finde på en undskyldning.
“Ella… hende kender jeg? Er det ikke hende, du præsenterede som din søster?” spurgte hun, stemmen kold som is.
Asger blegnede, bøjede sig automatisk ned efter telefonen, næsten som om det var hans redning. Fingrene rystede, mens tanker kæmpede for at finde en måde at slippe ud på uden at miste den lovede pose penge.
“Du misforstår noget,” fik han endelig sagt og forsøgte at lyde så rolig som muligt. “Hvilken Ella? Jeg fatter ikke, hvad du taler om.”
Han gik mod hende, forsøgte endnu engang at gribe hendes hånd, men Freja rykkede sig hårdt væk. Det styrkede bare hendes beslutsomhed.
“Du forstår udmærket,” lo hun bittert. “Jeg hørte det selv. Dig og din søde talemåde med kvinden i røret… Det var ubehageligt at høre på!”
Hun sank en klump, kæmpede for at skjule, hvor såret hun virkelig var. Alle hendes drømme, planer, gode stunder alt blev pludselig til billigt teater, hvor hendes rolle var tåbeligt godtroende.
Asger tav. Han vidste, han ikke havde mere at gøre godt med her. Han havde selv været uforsigtig. Men at indrømme alt? Nej, der var stadig et håb om, at han kunne vende det hele.
“Som du sikkert kan regne ud, bliver der intet bryllup,” sagde Freja lavmælt, men med en skarphed, der fik Asger til at stivne. “Men før jeg smider dig ud, skal jeg have sandheden. Hele sandheden. Ingen løgne, ingen undskyldninger.”
Der var ingen tøven eller vaklen i stemmen nu kun en kold beslutsomhed, hænderne knyttet om hendes overarme.
“Sandheden?” var alt, hvad han kunne svare, ironien og hånligheden dryppede. Nu var der ingen grund til at spille forelsket. “Sandheden, altså? Fint. Jeg havde aldrig set to gange på dig, hvis ikke din far havde tilbudt mig en ordentlig aftale. Jeg skulle føre dig på dates, sige pæne ting og være opmærksom og så får jeg ovenikøbet en god løn og bonus. Det er dobbelt udbetaling, hvis du forstår sådan noget.”
Han talte, som om han oplistede dagens indkøb køligt, forretningsagtigt. Men hvert ord smadrede Frejas drømme, den ene efter den anden.
“Kun for pengenes skyld?” hviskede hun, stemmen knækket, men hun så ham i øjnene.
“Troede du virkelig, jeg kunne tiltrækkes af dit udseende?” fnes han ondt. “Har du set dig selv for nylig i spejlet? Prøv igen, men kig ordentligt denne gang.”
Det sved mere, end hun kunne have forestillet sig. Hun måtte bide sig selv i hånden for ikke at begynde at græde. Hele hendes verden var knust.
Hun stod stille nogle sekunder. Alt var mørkt. Hver eneste samtale, date, hver eneste optimistiske tanke alt var en falsk forestilling. Hun havde bare været en rekvisit i deres aftale.
“Skrid ud!” sagde Freja overraskende hårdt. “Du får dine ting leveret. Ud med dig!”
Asger gav hende et sidste, nedgørende blik langt, nærmest vurderende, som ville han huske hende i denne svage, forpjuskede og ydmygede version. Intet spor af anger, kun en kold tilfredshed. Han gik demonstrativt roligt ud, tog jakken på, smækkede døren. Freja stod efterladt i larmende stilhed.
Med det samme døren smækkede, mærkede Asger en spirende uro. Hvordan skulle han forklare sig overfor Erik Rasmussen, Frejas far? Han vidste, at Erik ikke var en mand, man skulle undervurdere. Med datteren var han kompromisløs. “Sikke en dum plan,” snerrede Asger inde i sig selv men banken havde allerede indsat beløbet, og det beroligede ham en smule.
“Nu må de penge i hvert fald blive hos mig,” gryntede han, da han trådte ud. “Og jeg fortjener dem!”
Oppe i lejligheden tastede Freja, med rystende fingre, sin fars nummer. Det tog flere forsøg, men hun ramte endelig korrekt.
“Far!” nærmest råbte hun, da Erik tog telefonen. “Hvordan kunne du? Hvordan kunne du gøre det imod mig!”
Ingen spørgsmål, ingen forklaringer. Ordene fosrede ud, rå og skingre:
“Du planlagde alt! Du fandt ham, betalte ham, tvang ham til at foregive at være min forlovede! Du spurgte aldrig, hvad jeg selv ville! Du troede, du vidste bedst!”
Hun var kvasende vred, stemmen rystede, men hun stoppede ikke, ordene væltede frem:
“Jeg stolede på dig! Jeg troede, han… jeg troede virkelig, han elskede mig! Men det hele var kun et skuespil! Mit liv blev et teaterstykke iscenesat af dig!”
Erik Rasmussens stemme prøvede at trænge ind, men Freja overhørte det. Hun sagde alt det, hun havde undertrykt i månedsvis al smerten, al skuffelsen over farens forræderi.
“Aldrig igen! Hold dig langt væk fra mit privatliv! Hører du? Aldrig!”
Hun trykkede vredt røret på, kastede mobilen i sofaen og brød ud i gråd. Tårerne løb frit, hænderne dækkede ansigtet, og hele kroppen rystede. Hun følte sig som et lille barn, svigtet og alene.
Men Frejas gråd skyldtes ikke kun Asger. År med usikkerhed, tvivl og frygt vældede frem. Hele livet havde Freja sammenlignet sig selv med sin mor, Regitse eller Isabella, som hun insisterede på at blive kaldt, selv til hverdag. Isabella et navn med elegance og ekko af den kvinde, hun engang havde været. I ungdommen var Isabella smuk: den slags skønhed, der tænder stolte blikke, som hun selv sagde.
Alt ændrede sig den dag, hun satte sin lid til en “fremragende” kirurg, en ‘venindeanbefaling’. Det var bare næsen, hun ville få rettet lidt. Lægen var inkompetent. Operationen gik galt, og resultatet var permanent.
Isabella gav ikke op med det samme, men forsøgte igen og igen flere operationer, flere penge, intet hjalp. Alt blev værre.
Snart forsvandt glæden. Først selvtilliden, så lysten til at gå udenfor. Hun gemte sig bag hatte og briller, undgik spejlet. Hendes liv blev ensomt og ensformigt. En dag var hun væk uden besked. Der lå bare et kort brev til Erik: “Jeg kan ikke mere. Undskyld”. Ingen beviser, ingen kontakt. Hun var væk. Tilbage stod Erik og Freja alene.
Freja voksede op med billederne af den skønne Isabella smilende og varm. Hun blev selvkvinden, der sammenlignede og aldrig følte, hun levede op. “Min mor havde høje kindben, jeg har bare runde kinder”, plejede hun at se i spejlet. “Hendes hår var silkeblødt, mit er viltert.” Selv når folk sagde, hun var sød, troede hun ikke på det. Hun så sig som en mat kopi.
Det undergravede hendes selvtillid overalt: i skolen, på uni, i alt hun gjorde. Drengene lagde sjældent mærke til hende, og gjorde de, gik det hurtigt over. Hun gav selv skylden på sit udseende.
“Hvis jeg var kønnere, ville alt være lettere,” hviskede hun til sig selv igen og igen, uden at vide, at netop hendes usikkerhed gjorde hende utilnærmelig.
Så kom Asger. Han trådte ind i hendes liv som lys, så hende, kom med ord, der lød ægte komplimenter, der føltes personlige. Små blomster, små minder, hyggelige middage. Med ham følte Freja sig nok. Ikke perfekt, som Isabella, men nok. Hun begyndte at tro på lykke.
Alt var styrtet nu. Alt, hvad Asger havde sagt det var teater. Han elskede hende aldrig. Alt var løgn. Og bag det hele stod hendes far, den hun troede, hun kunne stole allermest på…
****
Freja stod i prøverummet foran spejlet men denne gang uden skælvende nervøsitet. Brudekjolen sad let om skuldrene, faldt smukt om kroppen. Hver bevægelse i kjolen var ikke anledning til mere selvkritik, men et accept af, at hun så ud, som hun nu engang gør.
En time senere gik hun op gennem kirkesalen, ryggen rank, blikket klart. Ingen tårevædet lykke men for første gang vished, ro, styrke. Hun mødte folks blikke, nogle smilede anerkendende, nogle hviskede overrasket bag hænderne hun var ikke helt som de typiske brude.
Freja sendte et lille nik, men hendes tanker var langt væk. Hun huskede samtalen med far for et par måneder siden.
“Far, jeg har sagt ja til Jonas’ frieri,” havde hun sagt, koldt og konkret.
Han frøs midt i kaffen, overrasket over hendes fasthed.
“Er du sikker?”
“Ja. Jeg vil ikke længere vente på den store forelskelse. Jeg vil have et ordentligt familieliv, stabilitet, respekt. Det kan Jonas give mig.”
“Men kærligheden…?” ville han indvende, men hun afbrød:
“Kærlighed er smukt, men jeg vil ikke længere vente på mirakler. Jeg vil forme mit eget liv.”
Nu, med Jonas ventende for enden af kirkegulvet, gentog hun de ord for sig selv. Han stod der, lidt nervøs, men stolt. Hans blik var måske ikke fuld af vild lidenskab, men han respekterede hende. Og det satte Freja nu højere end alt andet.
Da kirkens medarbejder begyndte at tale, mærkede Freja, at hun ikke angrede sit valg. Ingen eventyr-illusion. Det var hendes valg, gennemført og voksent.
“Måske elsker Jonas mig aldrig vildt,” tænkte hun, mens hun så på ham. “Men han vil behandle mig rigtigt. Og hvem ved… måske vokser kærligheden stille frem.”
Disse tanker gav hende styrke. Hun smilede til Jonas ikke påtaget eller for fotografen, men med ægte ro. For kærlighed kan være meget forskelligt. Måske var det nu, hendes historie begyndte ikke med eventyrets store kys, men med sikker grund under fødderne. Og måske bare måske var det lige netop sådan, man bygger noget ægte.
