Sjælens land. Kuffertstemning
At planlægge en rejse sammen viste sig at være langt sjovere end at gøre det alene. Hele december og januar sad Freja og Henrik om aftenen ved spisebordet, bøjet over kort over Sydfyn og Skarø, sammenlignede priser på miniferier og pakkerejser på nettet. Freja, som bibliotekar, gik nøgternt og systematisk til værks: hun lavede en mappe, hvor hun samlede udprintede brochurer, håndtegnede ruter, lister over seværdigheder og små noter med skal opleves.
Du planlægger som en general før et togt, grinede Henrik og så til, mens hun lagde papirerne op i pæne bunker.
Og du er min adjutant, replicerede Freja tørt. Du står for transport og sikkerhed.
Afgjort, sagde han og blinkede.
De fandt en god deal gennem Henriks fætter, der kendte en lille rejseforretning i Svendborg hele pakken var på tilbud: for to personer, færgeoverfart fra Fyn til Skarø, fem nætter med morgenmad på et gæstehus, alt inklusiv for fire tusind kroner stykket.
Er du sikker? spurgte Henrik skeptisk, da Freja viftede med rejsepapirerne. Det er jo februar, og det blæser så fodkolde bliver til istapper.
Øen er smuk året rundt, sagde Freja. Jeg har badet om sommeren, men nu vil jeg bare opleve den uden for sæson. Og så blomstrer vintergækkerne på den tid og temperaturen nærmer sig ti grader ingen turister! Stilhed, ro, ægte rekreation.
Men hvad laver man der i februar?
Man ser, man trækker vejret dybt, man går. Og man taler med de lokale, hun smilede, mindedes sine gamle rejser. Det handler ikke kun om at slikke sol. Det handler om at være til om sjælen. Og det vigtigste: ikke lade sig skræmme af det ukendte. Man siger, at svaningerne er åbne, gæstfrie folk. Hvis du smiler til dem, bliver du hurtigt taget til dig.
Og hvis jeg ikke kan smile? spurgte Henrik og prøvede at ligne en sur gammel karl.
Intet problem, så lærer jeg dig det. Og hvis ikke du vil tja, så må jeg tvinge dig! lo Freja og kom i tanke om en gammel officers-vits.
På sidste aften før afgang sad de i køkkenet, drak te og spiste hendes mors hjemmebag, dobbelttjekkede papirer og pakkede. Freja rodede rundt i sin røde kuffert, som efterhånden var blevet et symbol på hendes rejser, og tænkte på, hvor meget livet havde ændret sig på bare to år. Første gang rejste hun alene til Jylland, frygtede alt: grænser, fremmed sprog, ensomhed. Men nu sad Henrik ved hendes side og frygten var forduftet. Kun en boblende forventning var tilbage.
Nå, eventyrer, Henrik lagde armen om hende. Er du klar?
Om jeg er! svarede hun fast. Med dig hele vejen til verdens ende!
***
Er det her virkelig vinter? Henrik stod på færgens dæk og kneb øjnene sammen mod vintersolen. Bag dem lå det frosne Odense, tunge vinterstøvler og alt det andet. Her på Skarø var der ni grader, det duftede af vådt græs og salt hav, og små gule vintergækker stak op mellem buskene.
Det er kun begyndelsen, sagde Freja med begejstret forventning i stemmen, vi skal nok blive overrasket endnu.
Overfarten tog ikke længe. På Skarø blev de sat af ved et gæstgiveri midt i byen. Huset var smukt og hvidkalket, med brede verandaer, vinranker slynget op ad gavlene. Men porten var låst.
Freja ringede på. Intet svar. Hun ringede igen.
Der er ingen, sagde hun bekymret.
Måske havde de ikke regnet med os, gættede Henrik.
Fra nabohaven stak en ældre dame hovedet frem, sagde noget med fynsk dialekt, og da hun så deres forvirring, viste hun dem ind ad lågen og pegede på en bænk i gården.
Nu kan jeg altså mærke, vi er langt hjemmefra, hviskede Freja og kiggede sig omkring. Vi kender ingen, forstår ikke sproget og bliver ikke modtaget af nogen.
Men vi er sammen, sagde Henrik blidt. Og det er det vigtigste.
Det viste sig, husholderskerne bare var gået ud et øjeblik. To søstre Annelise og Gertrud, snakkesalige og varme tog imod dem, viste dem værelse, køkken og forklarede, hvordan man fik varme på. Der var ingen andre gæster.
Om vinteren kommer de færreste, sagde Annelise og smilede. I har det hele for jer selv. Som konger.
Som konger, gentog Henrik, da de var alene. Hvad siger du?
Det er lidt grænseoverskridende, indrømmede Freja. Men vi er to, så jeg tør mere.
Freja gik i bad. Vandet tog tid om at blive varmt og trykket var svagt, men hun tog det som et eventyr. Fønede håret, og så slukkede strømmen.
Øv, mumlede hun i mørket.
Hvad sker der? kom Henriks stemme fra gangen.
Strømmen røg, det sagde de kunne ske her.
Hun famlede sig frem, mumlede det skal nok gå, nu er vi på Sydfyn!. Tog makeup på i halvmørke, hoppede i sin kjole og gik ud.
Hvordan gjorde du det i mørke? spurgte Henrik måbende.
Viljen til at være pæn er større end manglen på strøm, lo hun.
De kom udenfor. Skarø var en ø af kontraster gamle skipperhuse stod side om side med forfaldne bygninger, vildtvoksende brombærkrat og velplejede haver med erantis. Nogen steder blev der bygget om, andre lå hen.
Tæt på noget efterladt, sagde Henrik lavmælt.
Sådan er det nok, svarede Freja. Men der er skønhed over det hele. Kysten ligger blå og lokkende, luften så klar, at man vil tage dybe indåndinger.
Det må være paradis for en snusfornuftig svane! udbrød Freja pludselig, da hun så alle æbletræerne. Se, æbler overalt!
Hun standsede ved hækken og betragtede de nedfaldne frugter.
Skal vi tage nogle? spurgte Henrik.
Nej da, men måske vi kan købe dem på markedet!
De fandt en lille bod, købte et halvt kilo og smagte straks.
Henrik tog en bid og hans øjne lyste op.
Hvad er det her?
Det er et æble. Et fynsk æble.
Sådan noget har vi ikke hjemme. Den smag! Surt, sødt og saftigt på samme tid! Duft!
Freja grinede og de vendte hurtigt tilbage for at købe tre kilo mere.
Så varer de i hvert fald weekenden ud, sagde hun.
De gik videre ned til havnen. Alt var stille, caféerne lukkede, forlystelser indstillede vinteren var på sit højeste. Kun en enkelt gammel sømand gik forbi, og hunde lå i solen.
Hvor finder vi mad? spurgte Henrik.
Vi prøver os frem, svarede Freja.
En lille café længere nede mod vandet havde åbent. Ejeren, en gammel sømand, pegede på menuen: smørrebrød, hjemmelavet suppe og kaffe. Freja bestilte sild, Henrik fiskefrikadeller. Det smagte fantastisk, og Henrik nikkede henrykt.
Du havde ret det er rigtig godt.
De gik langs stranden, så ud over det kolde vandpust, himlen var orange, og mågerne legede over bølgerne.
Altså, sagde Henrik, jeg troede ikke, jeg kunne savne havet sådan her.
Jeg har savnet det, svarede Freja. Hej dig, lille hav.
Hun smed skoene, rullede bukserne op til knæene og vadede ud, så kulden snurrede om tæerne.
Du er skør! råbte Henrik.
Det er koldt, men det vækker livet, grinede hun.
Henrik hjalp hende i land, gned hendes iskolde fødder varme igen og svøbte hende ind i sin jakke.
Frøs du?
Ja! Men jeg er så lykkelig. Ved havet. Sammen.
De satte sig på en bænk, nød solnedgangen og lod sig omslutte af stemningen.
Det var virkelig en god idé at tage af sted, sagde Henrik lavmælt. Tak fordi du fik mig med.
Freja mærkede roen skylle ind over sig. En dag fuld af kontraster og smag og hendes elskede ved hendes side.
***
Næste morgen listede Freja tidligt ud af sengen, Henrik sov tungt. Hun tog jakken over skuldrene og ned til vandet. Bølgerne gik højere end i går, lidt blæst piftede i håret.
Jeg skal bare kigge, sagde hun lavt til stranden. Svømme kan jeg næste gang.
På stranden mødte hun en stor, livsglad hund med en gren i munden. Den dumpede pinden ved hendes fødder kom så, kast!
Hun morede sig, tumlede med hunden, mens duften af kaffe pludselig trak hende op til cafeen. En lille kaffebar, hvor de lavede stærk kaffe på den gammeldags måde. Hun fik to kopper og gik tilbage.
Kaffe? mumlede Henrik, da hun vækkede ham.
Rigtigt. Tag skoene på, vi skal på udflugt.
En lille gruppe stod allerede klar ved bussen: to par, tre solo-damer og dem selv. Snakken gik, alle virkede glade.
Guiden, Klaus, en omhyggelig og rolig mand på fyrre, fortalte klogt og indlevende.
Sydfyn er en mosaik af dansk historie og kultur, sagde han, mens de kørte ind mellem bakkerne og de små byer. Her smelter tradition og gæstfrihed sammen, det er sjælens land. Det var her, Gud delte landet ud til alle, og da han var færdig, stod den sidste fynbo tilbage og sagde: Jeg måtte hjælpe mine gæster! Så lod Gud ham få et særligt hjørne paradisets ø.
Freja så ud stejle grøftekanter, gule marker, gamle træer, vingårde og æblelunde gled forbi. Det føltes som mere end bare sightseeing.
Se der! sagde hun til Henrik og pegede på et bus-skilt med keramikmosaik. Ægte dansk kunst på en ventekiosk!
Det burde vi have i København, lo Henrik.
Første stop: en bigård. En ældre mand gav dem smagsprøver egehonning, lynghonning ikke på en ske, men på håndryggen.
Sådan får man varmen fra hånden med, forklarede Klaus.
Freja lod honningen smelte på tungen, Henrik gjorde det samme og nikkede.
Anderledes, men vildt godt.
De besøgte en lille vingård undervejs. Verten, Mads entusiastisk og karismatisk indviede dem i lokale druer.
Her er vores Sydfyns Æblevin perfekt til frokost. Og så vores solbærvin.
Freja smagte, og det var som den pureste sommer.
Et besøg i Svendborg bød på gåture ved havnen, gamle villaer i paletfarver, folk der sad på bænke og spillede skak og talte sammen. Man følte sig hjemme.
Se, de er lykkelige, sagde Freja.
De har hav, lys, fællesskab, sagde Henrik. Mere behøver man ikke.
De slentrede rundt og nød den dovne stemning.
Videre til Landet Kirke havde det en særlig ro og fortættethed. Freja tændte et lys og ønskede at kunne rejse videre, se mere af verden og være lykkelig.
Efter kirken var stemningen i gruppen trykket, selv guiden blev stille.
I trænger til mad! sagde Klaus så. Køkkenet venter!
Freja bestilte stegt flæsk og kartofler, Henrik stjerneskud. Hun kunne ikke spise op, gemte halvdelen til senere.
I bussen var humøret tilbage, latter og snak.
Sidst blev dagens højdepunkt de varme kilder ved Oure. Freja var helt oppe at køre.
De satte sig i det varme bassin, så ud over marker og engyder, dampen steg op i det lysegrå vejr.
Som i et eventyr, sagde Freja.
Som i paradiset, sagde Henrik.
Et stykke væk steg røg op over træerne.
Brand? undrede hun sig.
Nej, lo Klaus. Det er øens egen varme kilde.
Det var stærkt, spændende et lille naturligt mirakel.
De kom hjem, og strømmen var igen væk. Men Freja var ligeglad.
Intet kan ødelægge mit humør hvilken dag! sagde hun og tændte et stearinlys.
De spiste rester af flæskesteg, drak te og planlagde næste dag.
***
Sne? Henrik stirrede ud af minibussens rude. Altså vi forlader et vinterkoldt Fyn for at møde sne her?
Freja grinede. Da de kørte op ad bakkerne mod Egebjerg, lå et let snetæppe.
Det er bjergenes sne, sagde hun. Jeg elsker det.
Guiden vendte sig om.
Vi skal til Egebjergsøerne, hundrede meter over havet, der er altid sne om vinteren. En uforglemmelig udsigt, lover jeg.
Vandfaldet Pigens tårer: Freja skvulpede koldt vand i ansigtet.
Hvad ønskede du? spurgte Henrik.
At vi kunne besøge endnu flere bjerge sammen.
Næste stop var Blå Sø, strålende som akvamarin, endnu vildere omkranset af snebjerge.
Ved Egebjergsøerne strålede alt i sol, bjergene, søen, spejlblank is, og man blev tavs af beundring.
***
På fjerde dagen gik turen til Ærø. Hun havde ikke forberedt sig, ikke læst om stedet.
Tør du bare tage afsted uden at vide noget? spurgte Henrik, da de steg ombord.
Freja nikkede.
Det er sjovt, når ting sker for første gang.
De startede ved det nyrestaurerede Marstal Kirke hvidkalket, tulipaner og vintergækker overalt. Freja gik hen til de første hun havde set i naturen og rørte forsigtigt et blomsterblad.
Det er en gave! hviskede hun.
I kirken herskede dæmpet ro, duften af røgelse, lavmælt korsang i højtalerne. Man var fyldt af fred.
Videre til det kunstige Marstal vandfald, bygget af munkene for at få strøm, og Freja blev ramt af suset, styrken og den indre ro.
Næste stop: Det hellige svanevand, hvor hvide svaner og sorte svaner gled over vandet, på bredden gik påfugle og struds. Freja kom i snakkehumør midt mellem al den fuglepragt.
Det hele kulminerede med besøget i Marstal Hule kølig luft, små el-tog, formationer af drypsten. Undervejs åbnede guiden for musik i de store sale, og pludselig spurgte han, om nogen ville synge.
Stemningen ramte Freja, Henrik opfordrede hende Du kan sagtens. Hjerte hamrede mens hun sang først tøvende, så kom det og så sang de alle sammen. Da hun var færdig, var der klapsalver i lysskæret, og hun følte sig velsignet.
Henrik lagde armen om hende.
Du er noget særligt, sagde han.
Freja vidste det ikke var stemmen det var øjeblikket, stedet, fællesskabet. Hun takkede indeni, og tænkte: Tænk at få sådan et minde!
***
Flyet landede igen i Odense. Freja så ud over de hvide marker, sorte træer og husenes tage. Hjemmet, arbejdet, rutinen väntede. Men der var sket noget hun mærkede det i hele kroppen.
Hvad tænker du? spurgte Henrik blidt.
At jeg er glad for, jeg ikke havde læst for meget inden, sagde hun. Jeg havde nok fortrudt, hvis jeg kun havde hørt om vinter og blæst.
Han trykkede hendes hånd.
Fortrudt? Hvad skulle du frygte?
Første dag tænkte jeg: Gud, hvor er det forladt, gammeldags, og mørket kommer tidligt Men nu savner jeg det faktisk, indrømmede hun.
Hjemme stod hendes mor med varme boller: Hvordan var det så? Øsamfund, jeg har kun hørt om kulde og fattigdom.
Mor, sagde Freja og tog hendes hånd. Der er både godt og skidt. Men jeg kan finde det gode. Folk på øen er gæstfrie, hjælpsomme ikke fordi de vil tjene penge, men fordi de vil glæde sig med andre. Bare man møder folk med åbent sind.
Hun genkaldte sig værtinderne, guiden, vinmanden, de ældre ved markedet. Vi mødte en kvinde, der havde været nitten gange. Jeg spurgte hvorfor. Hun sagde: ånden fik ro der. Jeg forstår nu, hvad hun mener. En slags nostalgisk lykke, hvor folk lever livet i stedet for kun at kigge i deres mobil. Vi har glemt at glæde os over det, vi har. De husker det derude.
Hun tænkte på langstrækninger ved vandet, folk der hyggede sig, på glade, tilfældige møder. På enkelheden og rigdommen i det almindelige.
Og folk er ikke bange for at være, som de er de har ikke alt muligt, men lever et liv fyldt med små glæder.
Som vi gør, sagde moderen lavt.
Nemlig. Men vi glemmer det tit. De husker det.
En aften sad de to og så ud i mørket. Freja syntes hun kunne høre bølgerne, også selvom vinden bare tude i træerne.
Vi tager afsted igen, hviskede hun.
Og jeg ved, vi gør det. For Sydfyn det var ikke bare et sted. Det var en følelse. En påmindelse om at leve og føle. At tale, ikke kun tale, men virkelig møde hinanden med sjælen.
Det er det, jeg tager med mig.
