– Kan du ikke give mig et lille barn som gave …

Giv mig nu et barn

Folk stod tæt sammen foran billetlugen den var endelig åbnet, og de var begyndt at udlevere billetter. Køen blev straks noget kaotisk, folk blev lidt ophedede, alle ville vide, hvem der stod foran hvem.

Vladimir tog det roligt. Han brød sig ikke om mas og skub, så han stillede sig bare bagerst i køen igen. Hans tog passerede alligevel først om en time han skulle nok nå det. Han var næsten forrest, da en eller anden fra siden skubbede hårdt til ham og flyttede ham brutalt.

Det var en ung kvinde med et tørklæde, der hang ned over skuldrene, håret forvildet og et par tunge net slæbende over armen. Hun brugte albuerne ivrigt for at bane sig vej. Folk blev paffe, mange var forargede, men hun skød sig foran, stak en håndfuld sedler ind til billetdamen og bad:

Én til Odense, tak.

Hånden med billetten fløj ind over hovederne på de protesterende bag hende.

Sikken én!

Vores tog går før, men vi står pænt og venter. Yngre mennesker nu om dage, hva?

Hold da op, så prøv bare at mase sig frem, det…

Men hun var fuldstændig upåvirket, gik over til opslagstavlen, tjekkede sin billet og gik til ventesalen. Vladimir fik fat i sin billet og mistede hende af syne.

Han var på vej tilbage fra sine forældre i en lille landsby på Fyn. Han havde ikke været i hjemegnen i lang tid, og det slog ham, hvor lidt alt havde forandret sig selv de små kaotiske situationer på stationen.

Nu boede han i Aarhus, og det var dertil, han var på vej, med omstigning i Odense. Vladimir var dyrlæge på et stort fjerkræslagteri. Arbejdet var godt, stillingen ansvarsfuld det var årsagen til, at det blev sjældent, han nåede hjem.

Mor, lille og rundrygget, var mødt ham med tårevædede øjne. Krammede ham i vindfanget og sagde igen og igen:

Min søn er kommet hjem, min søn er hjemme

Hvor var det dog godt at være der! Alting føltes bare rigtigt.

Mor gik frem og tilbage mellem komfur og bord, snakkede konstant om alt fra mærkelige drømme til varsler.

Spis nu, min dreng, spis! Du er jo blevet så tynd, nærmest kun skind og ben!

Senere kom hans far træt hjem fra arbejdet, så fejrede de gensynet med god mad og dybere samtaler om landsbyen, politik, alt det nære og fjerne.

Og selvfølgelig kom samtalen igen ind på, hvor mange af hans jævnaldrende der havde børn, at der kom børnebørn til forældrenes bekendte. Indirekte små stik om, hvor længe han havde været single.

Vladimir slog det hen med grin, men han havde ondt af sine forældre alligevel. Det ville da egentlig ikke gøre noget, tænkte han, hvis han kunne tage en kone og børn med engang. Han var lige ved at runde de fyrre.

Så tænkte han tilbage på sin ekskæreste, Malene, som han havde været sammen med i tre år. Det var nogle måneder siden, de gik fra hinanden. Han prøvede at forestille sig, hvordan det ville have været at tage hende med men det passede slet ikke. Det lune, hyggelige bondehus så så venligt ud, og Malene passede bare ikke ind der hun var for skarp, for direkte, stolte på den hårde måde.

Han kunne levende forestille sig, hvordan hans mor ville kigge ned, og hvordan far ville gå ud i haven og tænde en smøg.

Nej, det var nok meget godt, det var slut. Samlivet havde slidt på ham, han havde ondt af de spildte år

Og nu var han alene igen. Forældrene anede dog ikke noget om hans tidligere forhold de gik ud fra, han altid havde været alene.

Mor, jeg skal nok finde mig en at gifte mig med. En eller anden dag sker det vel, grinede han.

Ja, det siger du hvert år, sukkede moren. Og hvor svært kan det egentlig være, i Aarhus mangler de da ikke kvinder, vel?

Man kunne se, at det lå dem på sinde.

Da Vladimir gik ned i tunnelen og op på perronen, så han igen kvinden fra billetsalget, hende med albuerne. Hun stod og rettede på sin blomstrede kjole, jakken hang åbent, skoene var trætte, og hun havde sine netposer for fødderne. Tørklædet hang stadig løst over skuldrene det var jo lunt udenfor.

Pludselig dukkede en hund op hos hendes poser, logrende og glad. Vladimir troede, hun ville jage den væk, for hun var jo temmelig håndfast før. Men hun kiggede blot ned, fandt et eller andet i posen og rakte det ned til hunden, der løb væk og begyndte at gumle glad på det.

Hvis hun ikke havde været så ligeglad med andres mening, ikke havde den lidt runde form og ikke var så fremfusende, kunne hun faktisk have været en køn ung kvinde. Men det virkede, som om hun var ret ligeglad med, hvad andre syntes.

Toget rullede ind. Hun greb nettene, fandt vogn fem. Det var også Vladimirs vogn, så han satte sin kuffert op og hjalp hende ind.

Vognen var en kupevogn. Der var allerede en ældre dame på nederste køje, en tom køje under ham hendes plads var overfor, oppe.

Vladimir blev hurtigt færdig, hilste ikke ret meget, men kravlede op og faldt i søvn. Han vågnede til lyden af toget, mørket væltede ind ad vinduet.

De to kvinder sad ved bordet med mad. Toget tordnede ind gennem skov, udenfor var det næsten nat. Vladimir ville til at sove igen, men han overhørte den unge kvindes stemme:

Jeg blev tilbudt en enkemand med børn. Men jeg ville bare gerne have mit eget barn. Bare én en dreng eller en pige. Sigen, hvad skal vi med de mænd?

Der lød tung jernbanelarm mellem marker og engen.

At få et barn, det er jo ikke svært, grinede den ældre dame.

Det siger du nok. Men jeg vil det ordentligt. Uden snyd. Jeg vil ikke tage en andens mand. Tænk, hvordan jeg så skulle se hans kone i øjnene? I vores by kender alle hinanden. De unge mænd, de skal jo have deres eget liv.

Hvad så med at prøve at tage til en storby eller på byggepladsen? Der møder man nemmere nogen.

Måske. Men jeg har bare min mormor, hun er gammel og skal passes. Mor døde tidligt, så det er mig, der tager mig af hende. Nu har jeg lige fået hende på et plejehjem men jeg skal snart hente hende igen …

Måske er det blevet bedre ude på landet nu. Alle flytter jo nærmest den vej, bygger nye huse.

Nemt nok at leve, hvis bare man har et barn. I nabobyen er der en god skole. Men alene går det jo ikke. Det kræver to. Hvorfor skal det være sådan?

Kvinderne begyndte at pakke sammen. Den unge kvinde skulle snart af. Da toget satte i gang igen efter stationen, besluttede Vladimir, det var tid til en kop te.

Vil du smage min hjemmelavede surkål?

Nej tak, jeg vil bare gerne have te.

Ærgerligt. Du er jo vildt tynd, ligesom min søn sagde hun med samme omsorg som hans mor.

Det er bare bygningen, smilte Vladimir.

Jeg har også kager? Tag nu. Her!

Okay, så tager jeg også mine mors boller med, han rakte ned i tasken.

Han havde egentlig ikke lyst til at spise, men glad for hendes skyld.

De er gode, roste han.

Selvfølgelig. Det er mormors opskrift. Jeg kan lide dem alle slags, det er nok derfor, jeg ser sådan ud. Min mormor overvåger mig i køkkenet træder jeg bare et skridt forkert, så får jeg det at høre!

Så hun er streng, hva? Bor I sammen?

Vladimir forsøgte at lyde tilfældig, for han havde jo overhørt deres snak. Men kvinden tog ingen notits.

Ja da. Hvem ellers? Hun ser fantastisk, men kan ikke gå så godt længere, og hører ikke det fjerneste. Nu er hun i behandling. Og du, hvor er du så fra?

Jeg kom hjemmefra Strib. Besøgte mine forældre.

Jeg er så fra Gjern, ikke så langt.

Nå, ja, det kender jeg da fra da jeg var barn.

Dengang var det en stor landsby, nu er der ikke mange tilbage. Også landbrugslukninger. Jeg arbejder på mejeriet og du?

Jeg er dyrlæge hos fjerkræ.

Jeg kunne mærke, at du ikke bare var en simpel arbejdsmus. Det kan man altså bare.

Han var bare i joggingbukser og ternet skjorte hjemmelig, afslappet.

Hvordan nu det?

Det kan man bare mærke. En almindelig mand havde allerede prøvet at score mig.

Vladimir kom i tanke om den samtale mellem hende og den gamle dame. De havde snakket om manglen på mænd, men hvis det gjaldt scoring?

Har du tit problemer med det?

Ikke rigtigt. I mine unge dage var der masser, men nu hun grinede og satte håret bag øret.

Du er jo stadig ung.

Åh, ja. Jeg var gift, da jeg var atten. Elskede ham. Svend. Han kom i militæret. Tre måneder efter fik jeg besked om, at han var død. Jeg blev så opløst af sorg, at jeg mistede barnet også. Sådan blev det.

Hold da op. Men der venter gode ting forude, tro mig.

Hun viftede smilende sorgen væk.

Og du, er du gift?

Nej, det er bare aldrig blevet til noget. Mine forældre kører også løs om børnebørn.

Det kan jeg da forstå.

Det ville måske være meget rart at få et barn, tænker jeg.

Du skal nok få det hele du håndterer jo folk på stationen som ingen anden, grinede han.

Nå, jeg troede, toget gik straks. Du var der også?

Ja.

Jeg er formand på vores fabrik. Man skal stå på sig selv, ellers får man ikke noget.

Er der ingen mænd på dit arbejde, så?

Åh, dem gider jeg ikke. De gifter sig da hellere med yngre kvinder. Hvis man nævner børn, løber de skrigende væk. Nej, jeg er træt af det. Arbejder, kommer hjem, spiser, går i seng. Værst er det i weekenderne.

Jeg kender det. Jeg er også alene.

Det er nemmere for mænd, for kvinder føles det bare forkert.

De snakkede videre om egnen, imens toget kørte ind i natten.

Nu har vi to timer uden stop, så du kunne jo tage den nederste køje, i stedet for at klatre op.

Jeg tager den øverste hvem ved, måske kommer der nogen, der skal bruge den nederste.

Hun trak bare på skuldrene. Han kravlede op.

Toget susede afsted gennem natten, men Vladimir kunne ikke sove. Heller ikke kvinden sov. Efter lidt, satte hun sig pludselig op og så op på hans køje.

Hvad hedder du egentlig?

Jeg? Vladimir.

Dejligt navn. Jeg hedder Rikke. Rikke, hun stod op, hendes ansigt tæt på hans.

Vladimir, du må ikke blive forskrækket … Men kunne du ikke give mig et barn? Kom nu hun hviskede og snakkede hurtigt, nærmest overbeviste sig selv: Vi er jo her, alt er diskret. Jeg ser dig aldrig igen. Ingen får det at vide. Jeg har virkelig brug for et barn. Bare en dreng eller pige, og hvis det ikke lykkes, har du haft det sjovt. Du rører ikke engang på dig alligevel…

Hvad? Hvad siger du? Vladimir satte sig forvirret op.

Man kunne se den indre uro i det svagt lyse ansigt.

Tag det roligt. Jeg har ikke været sammen med nogen siden min Svend forsvandt… Fabrikken har lægetjek. Og du? Du kan bare rejse videre bagefter. Det er min eneste chance, hun forsøgte at smile.

Hele Vladimirs verdensbillede vaklede. Han kravlede ned.

Prøv at høre, Rikke … Lad os ta en kop te i stedet. Natten er lang, vi er nok bare påvirkede af toget og stolen…

Men hun satte sig tæt ved, greb hans hånd:

Vladimir, det er altså min chance. Og kan du virkelig ikke lide mig, bare lidt?

Pludselig tog hun hårnåle ud, lagde dem på bordet. De tunge, mørke lokker faldt ned over skuldrene.

Rikke, stop nu …

Hun begyndte at knappe sin bluse op, men han tog fat i hendes skuldre, satte hende på plads på modsat sædet:

Nej. Ingenting hører du?

Hun så på ham med de grønne øjne, alvorligt:

Så jeg er helt forkert, hva?

Han betragtede hende. Nej, hun var smuk i sit begær, benene hvide under kjolen. Men alt i ham sagde, at sådan gjorde man ikke.

Nej, du er virkelig smuk. Særligt håret …

Kun håret?

Man kunne let forelske sig i dig, Rikke. Hvor gammel er du egentlig?

Fireogtredive. Tænker jeg er blevet for gammel.

Han troede, hun var ældre der på perronen. Nu kunne han se hun bare var midt i 30erne.

Du er ung endnu. Pas på dig selv. Jeg henter te.

Da han kom tilbage, var håret sat op igen og hun pakkede sine poser ud, lavede natmad.

Når jeg bliver nervøs, får jeg altid lyst til at spise.

Vladimir blev sulten og fandt pålæg og æg mor havde givet ham alt for meget med.

Skal vi lige natspise, så nu vi alligevel ikke kan sove?

Hun lo lavt, og stemningen lettede. Han fortalte hende ærligt om det, der var galt med Malene ting han ikke havde fortalt nogen før.

Rikke gumlede, lyttede, rystede på hovedet og kom med sylespidse kommentarer.

Typisk … sådan én skal man ikke stifte hjem med.

Han nikkede. Ja, Malene var aldrig egnet til hjem og børn.

To timer fløj forbi. En station, mere trafik. En mand i fyrrerne, bramfri, stærk stemme, midterskille og overskæg, entrede deres kupé.

Nå, I sidder da ikke og sover! Det her er altså mit sæde, grinede han og satte sig ved siden af Rikke.

Jeg skal nok flytte mig, svarede hun.

Men før hun nåede, sad han allerede klods op ad hende.

Jeg har ikke noget imod at køre lidt længere med sådan en smuk kvinde!

Hun grinede usikkert, så lidt bange ud.

Hun flyttede under Vladimirs køje. Vladimir gik en tur i vognen, og overvejede at finde en ny kupé.

Manden, Søren hed han, viste sig som klassens klovn, hurtigt i tale og lidt for fri. Rikke blev lidt rød, grinede, men kastede blikke mod Vladimir en blanding af forlegenhed og måske et lille råb om hjælp.

Da Søren gik på toilettet, hviskede Vladimir til hende:

Jeg flytter til et af de tomme kupéer, så kan I få lidt ro hvis det nu var, hvad du søgte?

Jaja … sagde hun lavmælt.

Vladimir tog sin madras og gik. Søren sendte ham et stort grin på vejen.

Rikke sad alene. Senere lød ophidsede stemmer i gangen. Vladimir kiggede ud. Rikke stod sammenklemte mod Søren, der var ved at kysse hende hun gispede, knappede sin kjole op, og trykkede sig pludselig bag Vladimir, tårerne løb ned over kinderne.

Så, Rikke, sagde Vladimir stille. Kom herind.

Søren blev fornærmet, traskede væk.

Vladimir ryddede hendes ting over i sin kupé. Hun spiste ikke mere, var sammenkrøllet og græd.

Han lavede te, satte sig overfor.

Det blev ikke til noget, sagde hun Sådan er det måske bare for mig. Jeg tør ikke. Måske skal jeg bare acceptere, at jeg ikke skal være mor?

Rikke, sådan bringes børn ikke til verden … et barn skal komme som kærlighedens frugt, ikke fordi nogen tror, det kan trøste. Det skal nok ske for dig, vent og se. Du er ung, du er god måske for god. Så skal det også nok ske med manden, og han vil tage ansvar for barnet. Men lad nu være med at synes, du har mistet livet du er bare lidt fortabt i natten.

Hun lagde sig til rette, vendte sig mod væggen, snøftede, lignede nu ikke noget, der kunne chokere Vladimir bare et forvirret, sårbart barn.

****

Morgenen kom, og Vladimir hjalp hende med nettet ud på perronen. Hendes øjne var triste.

Tak for alt, Vladimir hvad mere?

Jeg hedder altså Valdemar på dansk. Og dig?

Egentligt Egentligt Egon Datter. Egon Datter Rikke Egon Datter. Jo, det lyder da sjovt.

Ha det nu godt, Rikke, han kyssede hende let på øjenlåget. Han mærkede saltet fra tårerne.

Hun slentrede over perronen; kjolen lidt for kort bagpå, skoene slidte, poserne over skulderen.

Toget gennemborede morgenmørket, vinduerne duggede til, udenfor trommede regnen ned.

Hele den dag sad Vladimir rastløs i sædet. Selvom han sjældent røg, købte han en pakke på næste station og tog sig en cigaret, hostede, lo ad sig selv men han vidste jo faktisk, hvor hun boede.

Nu begyndte breve at flyve mellem Aarhus og Gjern. Først om vejret, senere om arbejde og natur, sidenhen om, at mormoren var død.

Næste forår gik turen igen hjem til Strib og forældrene.

Hans mor mødte ham, stadig lille, endnu mere foroverbøjet af alder, og krammede ham igen inde i entreen.

Min søn kom hjem! jublede hun.

Jeg er ikke alene denne gang, mor, Rikke trådte ind, smallet i ansigtet, pænt sat hår.

Jamen dog, moren lagde hånden for brystet, hvor er det dejligt! Kom indenfor, kom indenfor.

Hvor var det bare godt at være hjemme.

Faderen kom hjem fra arbejde. Mor og Rikke drønede rundt mellem komfur og bord, snakken gik højt om drømme, om varsler. Rikke var ligefrem, men slet ikke stolt eller arrogant. Forældrene tog straks godt imod hende.

Hun passede ind i huset.

Spis, min dreng, spis! Du er blevet så tynd

Bare vent, det laver vi om på. I skulle bare smage mine boller Ugen gik. Rikke trivedes overraskende hurtigt i det gamle hus, og Vladimir opdagede til sin egen forbløffelse, hvor levende hjemmet blev af hende. Hun stod ved vinduet tidligt om morgenen, i hans mors ternede forklæde, skrællede æbler til grød og sang lavt for sig selv, mens hans far gik og fløjtede ude i haven. Selv den halvvilde nabohund fandt vej til deres dørtrin, hvor Rikke selvfølgelig straks gav den en rest kød fra aftensmaden.

En aften blev Vladimir stående længe på trinbrættet, før han gik ind. Inde i køkkenet lo Rikke og hans mor over opskrifter, ovnen duftede af brød, og lampelyset gjorde det hele varmt. Han mærkede et sug, som han ikke havde kendt længe: Ikke kun taknemlighed, men noget, der larmede lavt i brystet håb.

Efter maden var der kaffe, og Rikke satte sig pludselig tæt ved ham, lænede sig ind mod hans skulder og hviskede, kun for ham:
Jeg har aldrig haft et rigtigt hjem. Måske har jeg fundet det nu?

Han så ind i hendes ansigt; der var stadig tvivl, stadig de store, grønne, uroplagede øjne men der var også forventning. Han tog hendes hånd.

Mor smilede, velsignede dem stort, far rømmede sig, men rystede på hovedet med lune øjne. De var ikke længere alene, ingen af dem. Alt var stadig usikkert jobs, fremtid, om Rikke overhovedet kunne få børn men nu føltes det, som om alt var muligt.

Natten kom, vinden tog til gennem træerne. Da de gik op på værelset, vendte Vladimir sig mod Rikke og smilede:

Jeg er glad for, jeg mødte dig i toget den nat.
Jeg er glad for, du tog imod mig.

Udenfor lå haven mørk og stille, pærerne hang tunge på træerne, og ovnen duftede endnu svagt, længe efter huset var faldet til ro. Inden han sov, tænkte Vladimir med et uventet håb at måske var dette begyndelsen på alt det, han aldrig havde turdet ønske sig.

Og dagen efter stod et brev klar til posten, fyldt med nye ord og løfter, sendt til Gjern, men denne gang med afsender: Vores hjem.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

12 + twenty =

– Kan du ikke give mig et lille barn som gave …
Han smed mig og børnene ud på gaden – men skæbnen gav mig et nyt liv Det er en historie, vi ofte hører – enten i virkeligheden, i blade som Femina eller Alt for Damerne, eller over kaffen med veninder. På et øjeblik vælter hele ens verden, og i det næste begynder man at bygge noget nyt – sommetider smukkere end før. I dag deler jeg sådan en fortælling. Navnene er ændret, detaljerne blødt op, men alt væsentligt er sandt. Maria var dengang 34 år. To børn – syvårige Rasmus og fireårige Lærke. Ni års ægteskab med Thomas, som engang virkede som den trygge havn. Han arbejdede i byggeriet, tjente godt, hus på landet, bil, sommerferier i Skagen. Livet så stabilt ud. Indtil en aften i september, hvor alt blev vendt på hovedet. Han kom sent hjem, duftede af både alkohol og fremmede parfumer. Maria havde længe haft en mistanke, men håbede, det ville gå over. Den aften gik det ikke over. Først råbte han, at han var træt af hendes “dramaer”, at hun kun tog sig af børnene og ikke lavede andet, at han havde brug for frihed. Bagefter begyndte han at pakke hendes ting ned i poser. Også børnenes. “Gå. Tag ungerne med. Det her er mit hus, min jord, mit liv,” sagde han roligt – som talte han om vejret. Maria græd, tryglede, spurgte: “Hvor skal vi tage hen midt om natten med to børn?” Svaret var kort: “Ikke mit problem.” Døren smækkede. Ude var september regnen, koldt, mørkt. Hun stod med to grædende børn i indkørslen, og gennem vinduet så hun Thomas tage en øl og slå sig ned foran TVet. Den første nat sov de hos naboen. Den næste hos Marias mor, men der var kun plads til dem, og moren boede selv småt. Tredje nat – på et krisecenter. Maria havde aldrig troet, hun ville ende der. De første måneder var et mareridt. Børnene græd om natten, spurgte: “Hvornår skal vi hjem igen?” Maria arbejdede som rengøringsassistent deltid, resten af tiden søgte hun job, bolig og styrke til ikke at knække sammen. En socialrådgiver hjalp hende med at søge boligstøtte, men ventelisten var lang. Banken sagde nej til lån – for lave indtægter. Der var aftener, hvor hun stirrede på sig selv i spejlet og hviskede: “Hvordan er jeg endt her?” Men så skete det, man kalder “en skæbnegave”. En dag, på vej til børnehaven, stoppede hun i et lille bageri for at købe rundstykker. Der arbejdede Anna – en tidligere folkeskolelærer, som også havde fået nogle slag af livet. Anna lagde mærke til, at Maria altid købte det billigste brød og talte hver en mønt. En morgen spurgte hun bare: “Kunne du bruge et ekstra job?” Det viste sig, at Annas bageri skulle udvide – de manglede én, der kunne bage småkager og kager efter gamle opskrifter og levere til byens caféer. Maria kunne bage – hendes mor havde lært hende det. Hun begyndte med nogle få portioner om ugen. Snart blev det dagligt. På et halvt år blev det lille bageri et lokalt tilløbsstykke. Birksnitter, kanelkringler, ostekager med birkes – alt det Maria kunne fra barnsben – blev revet væk. Folk spurgte, hvem der stod bag. Anna sagde: “Vores Maria – hun har hænder af guld.” Efter et år tilbød Anna partnerskab. De blev medejere. Maria kunne endelig leje en ordentlig toværelses lejlighed, børnene begyndte til fritidsaktiviteter, og hun fulgte bagekurser og online forretningskurser. Og Thomas? Året efter dukkede han op. Sagde, at han havde forstået, han havde begået en fejl, at han savnede børnene, at måske kunne de starte forfra. Maria så roligt på ham og svarede: “Jeg er dig dybt taknemmelig. Hvis du ikke havde smidt mig ud, havde jeg aldrig lært, hvad jeg selv kan. Nu har jeg mit eget liv. Og jeg elsker det.” Børnene ser deres mor glad. Bageriet blomstrer. Maria er begyndt at holde små bagekurser for kvinder, der vil have en ny start. Hun siger: “Jeg hader det, der skete. Men jeg elsker det, det førte til.” Nogle gange smider skæbnen os ikke ud for at knække os – men for at vise, at vi faktisk kan bygge et nyt hjem. Et der er varmere, mere velsmagende og mere ægte end det, vi forlod. Hvis du også står der nu, så vid: Det er ikke slutningen. Det er døren til noget nyt. Og den åbner sig ofte først, når de gamle smækkes i med et brag.