Klip det af, mor, ellers gør jeg det selv med saksen! hulkede datteren, mens hun sad på taburetten. De lange, glinsende lyse lokker flød ned ad ryggen og rørte ved sædet. Skal jeg sidde og visne som ugift kun fordi min bror stadig går fri?
Lone Rasmussen kiggede over på sin mand, men tog alligevel ikke saksen.
Slap nu af, faderen overtog roligt saksen fra hendes hænder, hvorfor sådan et hysteri? Jeg har jo aldrig sagt, du ikke må giftes. Men du skal finde en mand, der fortjener dig, og så tage stilling.
Jeg har allerede besluttet mig, far!
Du er kun atten, lille pige.
Jeg har mit pas, det siger, jeg selv bestemmer. Så må jeg vel klippe fletningen af selv.
Kan du ikke få hende på bedre tanker, mor? Hun sidder jo ikke midt på bænken.
Moren smilede bare mildt og tænkte på sin egen ungdom. Støttet mod kinden i den blussede bomuldskittel, nikkede hun tyst. Hendes mand havde friet straks efter studenterfesten i Odense. De blev gift den efterfølgende efterår, for da havde hun allerede en lille dreng i maven.
Faderen så stadig den samme grinende Signe med sløjfer i håret for sig. Han havde holdt hende i hånden første skoledag i første klasse, hvor hun hoppede af glæde hvor blev tiden af?
Michael Rasmussen sukkede, vinkede og gik ud fra køkkenet.
Hvorfor driver du din far rundt i manegen? Han har nok at se til. Du når det nok du har hverken eksamensbevis eller medgift klar endnu.
Det er let for dig at sige, du har en far. Hvad med mig, hvis de scorer min Nicklas? Hvad skal jeg så gøre?
Så må du finde en ny, en rigtig mand. Hvis Nicklas er sådan én, der lader sig trække rundt, er han måske ikke værd at holde på.
Signe blev siddende endnu, stirrende drømmende ud i rummet.
Hos familien Rasmussen var de to børn den ældste søn, Anders, og så Signe. Syv år blandt dem, en afstand de aldrig helt kunne krydse. For ham var lillesøster altid barn, hendes advarsler om kærestesorger tog han aldrig alvorligt.
Anders var umulig at gøre klog på kærligheden. Ingen af byens piger rørte hans sind; og tiden havde han ikke han arbejdede sammen med faren som traktorfører, passede køer, høns, grise og satte kartofler, alt var deres eget slid.
Signe drømte sig væk fra den evige hverdag på landet. Nicklas, hendes kæreste, ville flytte til København, og tanken om parkvandringer og smarte kvinder trak stærkt i hende.
Derfor blev bryllupssnakken hyppig, men forældrene smilede mest af det nu.
***
Rasmussen, du dagens avis. En ung kvinde rakte Signe avisen.
Signe sagde tak, men gloede efter postbudet.
“Alvorlig, rank. Sødt, åbent ansigt men ingen ring. Korte svar, har ikke øjne for én. Sådan lidt som en frikadelle,” tænkte hun.
Nye postdame, Rikke, var kun en måned i byen, fuldstændig modsat gamle fru Bodil. Bodil var rund, højrøstet og altid med nyt om naboer og fester, så avisen næsten var ligegyldig. Nu var kun den gamle cykel og tasken tilbage.
Ander-ers! Kom lige her!
Hva nu? Hvorfor råber du?
Hvad siger du til hende dér? Hun pakker pedalerne, hva?
For pokker, troede der var brand. Du er håbløs gå ud og giv hø til kaninerne.
Jeg går, men snart mister du lykken igen, ligesom sidst, drillede søsteren.
Hun er altså for gammel til mig og hun har et barn.
Tsk, tsk, du ved allerede alt. Hvad så, er hun gammel fordi hun har hue på i dag? Det er koldt på cyklen. Hun bor med en dreng på fjorten, så regn ud om hun er gammel!
Fik firer i matematik. Hvad så, hvis en kvinde har barn? Er lykken lukket for hende?
Bestemt ikke! Men så siger jeg også bare, jeg har masser at vælge imellem! og Anders slog ud med armene.
Jubiii, vent så til pensionen! De gode bliver snuppet, så må du tage resterne.
Anders ville sige, at hans søster jo heller ikke havde bejlere i kø, men nøjedes med at kigge på hende.
Signe lignede sin far høj, spinkel, ikke meget til markarbejde, men til byen! Model-look og et blik, der gik igennem alt og alle.
Anders havde morens træk: ikke høj, men bredskuldret, sådan én, man kan stole på.
Foråret gik i et virvar af såning, fløj forbi, og pludselig duftede jordbærmarkerne, og sommeren var overalt.
Anders og faren gjorde maskiner klar til høsten. Da reservedele skulle hentes i Odense, sendte faren ham afsted.
På hjemvejen susede asfaltvejen under bilen. Anders opdagede postbudet siddende på grøftekanten, cyklen lå fladt. Først da han stoppede tæt på, forsøgte hun diskret dække det flade dæk med foden.
Hejsa, sagde han, gik tættere på, har du brug for hjælp, jeg kan køre dig? Han pegede på varevognen.
Nej tak, jeg hviler bare lidt.
Hun trak sjalet længere ned over panden.
Du har fladt dæk, Anders satte sig straks og inspicerede hjulet.
Ser man det! hun løftede øjenbrynene lagde ikke engang mærke til det. Det er jo så smukt her.
Hun tog sjalet af. Kastanjebrune krøller løsknappede ned over skuldrene. Hendes grå øjne havde pludselig et grønt skær. Hun smilede, og Anders hjerte stod stille.
Hvor gammel var hun? Var hun gift? Havde hun børn? Lige der betød det ingenting han indså første gang, hvad kærlighed var.
Jeg prøver bare pumpe dækket, sagde han, nærmest stakåndet.
Nej, tak. Min bror ordner det, svarede hun.
Han rejste sig, benene rystede lidt, og nu var det hende der greb ud efter cyklen. De stod lidt der og stirrede på hinanden.
Jeg er stærkere, sagde han, trak cyklen fra hende, det er syv-otte kilometer til byen, jeg tager den for dig.
Jeg kan tage genvejen gennem engen. Slip den.
Anders kunne slet ikke give slip. For første gang blev han afvist.
Der er mose! sagde han, smed cyklen fra sig og gik bort.
Han så sig ikke tilbage. Foran Brugsen i byen købte han en sodavand, slugte halvdelen på én gang.
Anders, du har været i Odense? spurgte postdamen, da han betalte.
Ja, han tørrede munden.
Har du set Rikke på vejen? Hun skal levere en hastebesked.
Ja, såmænd. Tilbød hende et lift da hun punkterede, men hun blev nærmest gal.
Damen blev alvorlig.
Hun har haft det svært, forældrene forulykkede, hun er alene med lillebror, derfor vil hun ikke køre bil. Bare så du ved det.
Det anede jeg ikke, sagde Anders.
Kom, kan du tage mig med over til Jacobsen? Jeg skal aflevere telegram.
Han kørte damen, senere afleverede han reservedele til faren. Hele tiden forsvandt Rik postdamen ikke fra hans tanker.
Hvad laver du, søn? Kom nu.
Jeg skal lige noget, kommer snart igen.
På den hullede markvej så han Rikke igen, ventende med cyklen ved grøftekanten, nu halvvejs til byen.
Anders standsede, gik hen og tog fat i hendes cykel.
Kom, sagde han.
Jeg vil ikke med! modsagde hun, uden at slippe.
Det her er ikke for at give dig et lift. Jeg bærer bare cyklen eller kører den for dig.
Værsgo, sagde hun omsider og slap.
De gik først tavse, så tog Anders mod til sig:
Jeg hedder Anders.
Jeg ved det. Du er jo fra Rasmussen-familien.
Ja.
Jeg hedder Rikke.
Det ved jeg allerede. Telegrammet til Jacobsen er afleveret.
Virkelig? Det var godt. Skulle bare til nabobyen, men det punkterede dæk! Smil.
Han standsede nærmest.
Bliver jeg nødt til at bage kage som tak. Eller foretrækker du pandekager?
Jeg elsker begge dele, Anders rødmede. Men jeg er egentlig ikke kræsen.
Kogt løg hader jeg, det skal steges med gulerod, før jeg putter det i suppen.
Det gør min mor også, det smager herligt.
Præcis.
Lidt efter sneg samtalen sig på plads, let og naturligt.
Anders fulgte hende til posthuset, blev stående, da hun forsvandt ind.
Anders, hvad laver du? spurgte hun, da hun stak hovedet ud igen.
Dit dæk skal jo fixes.
Det må vente til imorgen. Tak for nu.
Anders havde slet ikke lyst til at gå. Han havde lyst til at vente foran posthuset til evigheden, indtil hun igen stod i døren. Helt skørt.
Du må hente bilen.
Hvad?
Du har ladet bilen stå oppe ved skoven.
Nåh ja.
Han og faren kørte senere og hentede den. Ved den sene aftensmad anede moren et eller andet. Signe så på hende:
Hvad sagde jeg, mor?
Moren satte sig, tog en kop te, nikkede og betragtede sin mand, der ikke forstod en brik, og sønnen der kun havde tanker for én ting. Han rørte ikke maden.
Nå, skal vi indbyde frierne eller vente på, at din storebror selv siger det højt?
Anders rakte en knytnæve til sin søster, drillende.
Jeg ved det allerede, det har kragen fortalt.
Mor klappede forsigtigt datteren på hånden:
Har I hørt fra Nicklas for nylig? Hvordan går det med ham?
Han leder efter arbejde i København, der skal jo spares til bryllup, svarede Signe og så på broren.
Han kunne jo have tjent lidt penge heroppe i høsten.
Men vi skal bo i byen, Signe tog en tår te.
Faren fulgte samtalen, forvirret, drejede hovedet mod den ene, så mod den anden:
Er du med, mor?
Hun nikkede.
Nå, men så fortæller du mig det senere.
Senere stod Anders på trappen, kiggede op mod den lyse juni-nat i lang tid. Til sidst kom moren ud til ham.
Du skal tidligt op i morgen.
Jeg kan ikke engang lukke øjnene, mor.
Hun lagde armen om ham.
Så tvivl ikke, Anders. Det dér er kærlighed, den vokser kun. Det oplevede jeg jo selv, nikkede hun.
Anders sukkede.
Troede aldrig jeg skulle føle sådan. Nu starter det først.
Og hende?
Jeg ved det ikke, han trak på skuldrene. Forresten, hun sagde, hun altid steger løg og gulerod til suppe.
Mor smilede:
Så kan du lide hende. Du ved mere om hende end nogen anden allerede. Jeg er glad for dig, min søn.
Hun klappede ham let på ryggen og gik ind. Anders stod længe endnu på trappen og tænkte på alle de nye muligheder, der ventede.
