Nabokonen Mikkelsen
Morfar! Peder stormer ind på grunden, smækker den gamle havelåge mod stolpen, så hængslerne hyler, noget knækker, og lågen, lige så gammel som selve huset, falder om og lander på den tørre, krakelerede jord efter sommerens usædvanlige tørke.
Morfar Anders, bøjende over kålbedene og omhyggeligt løftende blade for at hælde vand med sin grønne vandkande, retter sig forskrækket op, ser på Peder, ser på lågen og bander så højt, at det næsten kan høres fra det åbne vindue, hvor Mariann, byens måske bedste gynækolog, sidder og følger dem med et let bebrejdende blik. Han brummer:
Hvad fanden laver du, knægt? Er du blevet skør? Tumpe uden hoved! Hva sku det være så voldsomt for? Ødelægger ejendommen, gør du! Hvad sker der? Er der brand, oversvømmelse eller nogen anden ulykke, siden du sådan buldrer ind? Ingen frokost til dig! Nej, ingen mad, før du har fikset lågen! Forstået? Argh!
Han smider vandkanden, rammer en kål med håndtaget, sukker, styrter hen og genopretter den “sårede soldat” og skælder ud for sig selv.
Mariann, der altid har syntes, at Anders haveentusiasme er en slags særhed, spørger sarkastisk ud ad vinduet, om hun skal komme ud med plaster og sprit til at lappe de “livsvigtigt” ødelagte brædder.
Giv dig, Mariann! Drengene får jo alt for meget frirum opfører sig som små vildbasser. Ja, ja, Nanna-lille, nu skal du nok få støtte. Sådan, så er du fin igen…
Her, på Kjølners grund, havde hvert eneste grønne væsen sit navn: tit kælenavne for sorter, andre gange rent menneskelignende navne, givet til rødbeder, der groede i flok, eller agurker, der skød op i drivhuset. Det var et resultat af Anders’ excentriske væsen, kirurg i orlov midlertidigt pensioneret.
Og ligesom han, før sin orlov, kunne det hele om navnene på byens patienter og altid spurgte til deres nætter og drømme, sådan havde Anders nu ført samtaler med planterne. De svarede ham selvfølgelig aldrig, så han talte sjældent for dem: “Nattekulden var svær, duggen kom tidligt, phloxen dufter, så det kvæler én.”
Og du, fru Jensen, sagde Anders til det gamle æbletræ, der stod her, længe før han blev grundejer, du overholder altså ikke din ration! Du drikker for meget om natten.
Og æbletræet så nærmest ud, som det undskyldte sig, at “regnen faldt, hvad skulle jeg gøre”, og Anders beskar, kalkede og støttede grenene med kæppe, så frugterne ikke bøjede dem til jorden.
…Vores Anders har da vist fået pip udvekslede Marianns naboer ind i mellem, himlede med øjnene. Han taler med buske… Man havde aldrig troet det. Får han piller, Mariann?
Der er ingen grund til bekymring. I ved, at I kommer rendende, hvis der sker noget! satte Mariann af sted og nægtede at lade sig indfange af de mange rygter.
De kunne tro, hvad de ville! Hun ville ikke diskutere Anders med dem. Nej! Slet ikke. Hun forstod hans længsel efter arbejdet, hans vandringer om natten i søvne på hospitalet, hvor han hviskede om temperaturer, læsioner og sygeplejerske Tove, der græd, da hun hørte, at Anders gik på pension…
Morfar! De er kommet! Mikkelsen er rykket ind! Du sagde, det var forladt og faldefærdigt, men de er flyttet ind og de har en kæmpehund! snakker Peder hurtigt, mens han prøver at samle den sammenstyrtede låge. Men brædderne falder fra hinanden, sømmene står rustne som sorte tænder. Ej, altså… Hvorfor gik du i stykker nu?
Frustreret sparker Peder til træet, sukker og ser på Mariann hun havde lovet pandekager med revet æble til aftensmad, Peders yndlings. Hvad nu!
Hvad så derovre, er de begyndt at grave huller, Mikkelsen? Anders prøver at skjule sin nysgerrighed, ruller med ærmerne, sætter kurs mod hegnet for at kigge skal vi leve uden havelåge nu? Peder, i skuret, hent hammer, brædder og sav. Skynd dig!
Morfar kommanderer, rynker de buskede bryn, og kun for syns skyld lister han sig forsigtigt nærmere. Hvis han nu stiller sig rigtigt, kan han tydeligt se, hvad Mikkelsen har gang i på den anden side af vejen.
Mariann trækker på skuldrene, vinker og går indenfor. Hun går i gang med gryder og skåle, tænder den gamle køkkenradio, hvor en ungdommelig stemme lige så højtideligt læser Ingemann op. Hun slukker irriteret, synger så stille “Sig nærmer tiden, da jeg må væk…” Men det lyder tungsindigt.
Mariann bøjer forsigtigt gardinet til side, myser ud solen skinner direkte i ansigtet, og gule lyspletter danser på nethinden.
Der sidder hun. Mikkelse. Igen i sin morgenkåbe med dragebroderi på ryggen, cigaretrør i den ene hånd, dampen driver, ja, som en gammel togdamper. Italiensk stråhat, sandaler med hæl.
Er hun stadig smuk?
Mariann smiler for sig selv og nikker ad sine tanker.
Anastasja Mikkelsen havde altid været et pragteksemplar. Selv på barselsgangen fik hun alle til at smile: buede læber, øjne blå som søer, lysgyldne krøller, det rundkindede kinder.
Af den engel voksede en slank kvinde frem, med de rigtige former, lidt vild, flirtende, altid klar til at tage ud med venner hele natten. Hun gjorde det med sådan en lethed, at mænd tabte hovedet første gang, de mødte hende og kom aldrig over det.
Ja, Nanna sagde selv, at de alle sammen “sværmede” om hende. Og hun nød det.
Mariann lærte Anastasja at kende her på deres sommerhusgrund Mariann og Anders var lige blevet gift, og han havde taget hende med ud for at se sine ejendele. Anders forældre var flyttet fra huset, syge, trætte de havde endelig fået egen toværelses hjemme i Aarhus, takket være Anders, der havde reddet en vigtig persons søn og bl.a. fået huset som tak.
Anders, den kloge, allerede på første dag på medicinstudiet lå han på biblioteket, sneg sig ind til avancerede operationer, gjorde sig bemærket mest fordi han blandede sig med kommentarer, så professorerne blev sure, men indimellem alligevel lyttede.
Hvordan ved De det? Det står ikke nogen steder! spurgte de.
Min bedstefar… Dyrlæge… Han… mumlede Anders, trak på skuldrene.
Og han gjorde karriere, så hospitalernes ledere ringede efter ham selv om natten.
Mor! Verner har brug for mig! sagde han et ben i træskoen, imens han hev mor op på taburetten, hvis hun blev bekymret.
Og han kørte ud i vintermørket for at hjælpe, for gamle frk. Zachariasen, chef for kirurgisk afdeling, blev hurtigere og hurtigere blind, og Anders blev hendes øjne. De stod sammen ved operationsbordet han så, beskrev; hun dirigerede.
Hvorfor trasker hun altid ind på operationsstuen, hun forvirrer de unge læger! lød det.
Men uden hospitalet havde Zachariasen ikke noget ikke nogen familie, ikke engang en kat. Så hun blev ved, så længe hun havde kræfter…
Da hun døde om vinteren, sørgede Anders for det hele. Og han græd pudsede næse i vanterne.
Lad det nu være, knægt, sagde hendes efterfølger, Levinsen, bag hans ryg. Hun har gjort sit.
Og Anders så op og mod solen over graven et sort operationsfelt på hvid dug.
Nu er hun væk, konstaterede Levinsen. Fred være med hende.
Somrene gik der var karriere, hospital, håb og kampe. Der kom lille Ib. Så tog de endelig på landet.
Ib måtte have frisk luft, Ib skulle have vitaminer.
Anders ryddede grunden, isolerede huset, udvidede saunaen, Mariann indrettede køkken. Ib løb på gårdspladsen, rullede sig i græsset, naboerne smilede.
De, der havde fået grundene, rodede op i stubbe, byggede små hytter men mange var allerede flyttet, solgt alt til nye bymennesker som Mikkelsens, der hurtigt blev kaldt “kassereren,” fordi faren straks fik siddet sig ind blandt have-foreningens pengekasser i foreningshuset i sin sorte jakke.
Mariann, træt efter barsel og blege kinder, løb forvildet rundt efter Ib, mens Anastasja sad på verandaen i sin kåbe smuk, elegant klædt.
De sagde, hun engang dyrkede gymnastik, men stadig slank.
Nanna røg allerede dengang udenlandske cigaretter, så gardinerne havde duften til forskel fra Anders “Prins”.
De kunne have levet fredeligt videre som naboer, hvis ikke Anastasja pludselig havde ønsket et lægetjek af Anders hun havde “noget underligt her og her.”
Kig forbi en dag, når du har tid, sagde hun næsten genert. Men Mariann så godt, hvordan hun så på hendes mand.
Jeg… ikke her… Anders blev flov, Mariann kneb ham i armen.
Jeg kommer ikke på hospitalet, jeg tåler ikke hospitaler, kun herhjemme, tak! Jeg har champagne og vindruer og en båndoptager. Vi kan småsludre lidt om aftenen. Mariann har jo et barn, hun må passe… Nanna trak på skuldrene.
Og Anders gik derhen, gav råd, men fik champagne og frugt og… selskabelighed.
Gå væk, Anders. Du lugter af hende! vrængede Mariann, da han satte sig på sofaen.
Hvad snakker du om, du laver drama! Du burde kigge på hende, hun har… ikke godt af det. Kig forbi i morgen, jeg lovede det…
Mariann blev stum. Han havde lovet! Skulle hun?! Så fin en dame, den Mikkelsen!
Jeg har navne på hospitalet, hun kan komme. Put nu Ib, jeg har arbejde! hun satte sig stift med en bog. Har du helt tabt respekten, Anders?! Find dig en anden, hvis du vil rende!
Mariann, hvad tænker du på, kære… sukkede Anders. Zachariasen sagde altid, man skal have omsorg. Anastasja er kompliceret, du kender hende ikke…
Og du kender hende nu? Hvor tæt? Mariann lynede øjnene.
Anders gned sig over ansigtet, snuppede Ib og bar ham ovenpå. Mariann sad længe med en åben bog uden at se i den…
Og hvad skete der så? En læge, så respekteret, men mistroisk blev hun alligevel mod sig selv, mod ham, mod kærligheden.
Jalousi en bitter pille. Og hun troede, hun var hævet over det, men nej…
Anders gik stadig lidt til Mikkelsen, hun grinede højt, drillede, fandt på at fortælle, at “Anders jo har set mig helt nøgen professionelt.” Det gjorde ondt.
Mariann blev vred, Anders rødmede, begyndte at ryge “Prins”, sad længe på trappen og gumlede filter.
En dag kom Nanna på besøg. Hun havde blommer med fra haven. Hvem kunne dog bruge de blommer?
Marie Viktoria! Jeg troede, du bagte tærte, jeg kan ikke bage, så… drillende ord fra Anastasja.
Med sig havde hun den gamle hund Balder, stor, lodden og trist. Balder slæbte duft og hår i hele huset, og Ib prøvede straks at lægge sig op ad ham.
Ud med ham i gården, han skal ikke være herinde, sagde Mariann til sidst.
Han gør ingenting, sagtens. Hvad, Balder? Nanna nusser bag ørerne på ham, kysser ham i panden.
Mariann ser bebrejdende på sin mand, men han bryder sig ikke. Zachariasen havde lært ham at være nærværende, altid.
…Syge mennesker, Anders, de er børn, de har brug for omsorg, mumlede Zachariasen over papirerne. Lyt, forstå det er ikke teater!
Det stod Anders også fast på, men Mariann nægtede, skændtes med Mikkelsen.
Så tog hun Ib og kørte til faster i Skagen og blev væk hele august, talte kun med Anders om barnet og nægtede at tage imod ham.
Jaloux!
Anders, hvad med ham? Han lukkede sommerhuset, tog hjem til byen, arbejdede hele tiden, skrev på sin afhandling.
Også Anastasja forsvandt fik et brev og rejste, uden at tage afsked.
Mariann kom tilbage i september, Ib startede i børnehave, hverdagen gik igen vagter, nattelefoner, madder under serviet. Vinteren, et grantræ, forårstulipaner, katten Felix væltede juletræet, den mangeårige trummerum…
Men i foråret købte Anders pludselig to buketter, ikke én, han gik med chokoladeæsker, kom hjem sent…
Skammer du dig ikke? Anders, jeg kan ikke mere! Mariann brød sammen. Fortæl sandheden, så kan vi skilles.
Anders så overrasket op over avisen.
Hvad skal jeg sige nu? Du har altid de mistanker. Orker ikke mere!
Nej, jeg orker heller ikke. Jeg tager Ib, vi rejser, så kan du gøre, hvad du vil! Mariann smed tulipanerne på bordet. Giv hende duftene, hun ringede i går, din Mikkelsen. Hun kræver dig! Hvorfor bliver hun ikke taknemmelig?
Mariann græd, ville løbe ud, Anders holdt hende fast.
De krammer, så de begge bliver overvældet alt bliver mørkt og tæt.
Mikkelsen forsvandt efter dét, og de havde andet at tænke på. Mariann blev gravid igen, Ib begyndte at plage alle med evige “hvorfor”. Anders blev afdelingsleder, brugte al sin kraft på hospitalet og, selv om han prøvede, kunne han ikke nå op på Zachariasens niveau.
Lille Ingrid kom til, de blev igen hver sommer på landet, men nu kom kun Mikkelsens forældre, aldrig Nanna selv.
Hun blev næsten glemt, også fordi livet gik videre nu med børnebørn til Mariann og Anders.
Men nu er hun tilbage hvor mange år? Næsten 30…
Marie Viktoria! råber Anastasja ude fra verandaen. Kom da! Jeg har frisk pomadekage og skumfiduser, kom nu!
Nanna står under sin italienske hat, vinker med dragens lange ærme, der flagrer som et farverigt banner.
Ved hendes ben sidder en anden stor hund, også lodden og vrissen.
Mariann trækker gardinet tilbage, nikker og vinker.
De gik over om aftenen, hun og Anders. Peder og Ib blev tilbage og ordnede lågen.
Og alt er som i gamle dage hos Mikkelsen: champagne, vindruer, oser af stil og charme.
Men nu er øjnene matte, huden slap, de fine smykker får ørerne til at hænge, hænderne er knoklede og udforskende.
Vi ses igen, naboer, siger Anastasja, når de har sat sig. Det var vigtigt. Jeg ville se jer. Jeg var bange for ikke at nå det.
Hvorfor nu det, vi har da masser af tid, brummer Anders.
Stop nu, Anders. Du ved jo, jeg har mindre tid. Jeg vil sige tak, Anders, for den romance vi aldrig havde du var fast som klippe. Marie, tak fordi du hjalp, selvom jeg faktisk bare var misundelig, ikke forelsket. Hvorfor gjorde du det? Du tror ikke på barmhjertighed, vel? Nanna ser Mariann i øjnene.
Det var min pligt. Jeg læste din journal, Anders havde glemt den på bordet. Når jeg kunne, skulle jeg hjælpe. Punktum! Mariann svarer bestemt.
Det var hende, der sendte brevet med tid og sted til sin gamle ven Børge, specialist i “slemme ting”. Han indlagde Nanna, sørgede for hendes operation, blev forelsket, friede, og Nanna sagde næsten ja hvis ikke Anders havde givet tulipanerne netop den dag…
Var det dig, der sendte hende til Børge? løftede Anders øjenbryn. Og du sagde ikke noget? Jeg troede, I to hadede hinanden…
Det gør vi da også, smiler Nanna. Hvordan kan vi dele sådan en charmetrold, hvad, Mariann?
Marie Viktoria bliver alvorlig, ranker sig og så smiler hun.
Nanna, lad os få te! Anders, hent samovaren til damerne, du har jo altid haft besvær med kvindfolk omkring dig! Du er sølvgrå og stadig uforbedrelig, Anders!
Og det er godt, at Nanna dengang fik hjælp. Børge gjorde, hvad han kunne, og nu sidder hun der med te. Hun har også en datter, Julie, der ligner Børges mor, men Nanna bedyrer, at Børge ikke er faren pyt, Julie eksisterer, kunne have manglet begge dele.
Og Zachariasen lærte Anders om omsorg, om at følges med patienten.
Vi er ikke præster, vi er læger! indvendte Levinsen.
Det er jo netop det, min ven, lægen skal tage hånd om krop, sjæl og ord. Vær nær, og barnet heles. Vær kold, så hjælper du ingen, svor Zachariasen. Dommer er du ikke vis omtanke.
Zachariasen havde ret. Det forstod Anders.
Åh, det var bare, fordi Børge skærmede dig længe, Mariann trækker på skuldrene, tager Nanna i hånden. Godt, du kom, Nanna. Jeg var faktisk urolig.
Hun lyver ikke Anders og hun har levet et langt, bakket liv sammen, hjulpet hinanden igennem alt. Nanna tog alene kampen op, opfostrede Julie uden mand, knoklede selv om hun drømte om lethed, lo døden i møde, og sendte den væk.
I et glimt ser Anders Zachariasen stå ved Nannas låge og smile hun har skabt et godt menneske, bare lidt for letsindigt.
Hvorfor letsindigt? ville Anders, rød i kinderne, sige, bare fordi Zachariasen sigter til hans svaghed for Nanna.
Fordi du taler med kål, ville Zachariasen sige med hævede bryn. Ta dig sammen, Anders! Men… det er godt, at tale pænt. Så gi dem kærligt ord ellers bliver der ingen kål!
Javel! mumler Anders, retter sig op.
Han har døset men nu vågner han. Ingen Zachariasen i havelågen, kun Mariann med en rygende kop te, Nanna med sin livstrætte skønhed, hunden, der ånder tungt. Barnebarnet Peder og Ib er der, selve livet er her og de kunne allesammen have manglet, især Nanna. Men Mariann er stadig den smukkeste, og årets høst bliver forrygende for Anders elsker det, han gør. Og det har han lovet Zachariasen.
