Margarittas Store Parade
Marie! Det her er jo ikke biksemad! Det er en slags underlig grønsags-ragout, jeg ikke fatter! Skat, du er en fremragende advokat, så gå nu ud og gør det du er bedst til! Lad køkkenet være for dem, der har hjerte og hoved til det.
Margrethe, jeg er altså ikke engang en rigtig kvinde! Maja stod på nippet til at tude af frustration.
Hvorfor kunne hun aldrig få selv det simpleste til at lykkes? Store, vovede retter vovede hun sig aldrig ud i. I deres familie havde rollerne fra barnsben været delt ud.
Veronika køkkenets herskerinde, Maja klog og flittig, og Sofia den vilde, som altid fik det hele til at dreje i den retning hun ønskede. Det var derfor altid Veronika der stod for familiens sammenkomster. Maja og Sofia tog sig af “baglandet”: rengøring, indkøb, børnepasning. Sidstnævnte var Sofias domæne. Kun hun kunne styre Lundholm-flokken, så Veronikas hus og køkken have nogenlunde form efter kaosset, uden det hele endte i renovering eller tilbygninger. I familien Lundholm blev børn elsket og forkælet uden grænser, men alligevel forsøgt opdraget strengt dog med ringe held.
Alle syv børnebørn af Margaritta Petersen, som elskede dem vanvittigt højt, lignede deres yngste moster Sofia. Selvom hun nu selv var mor til to af dem, der løb vildt ud over plænen foran huset og udgav sig for at være enten sioux-indianere eller stammefolk fra et glemt hjørne af Grønland, satte det ingen spor i hende. Hun sad på trappen og sorterede blommer, som Margaritta Petersen snart ville forvandle til kompot, og overvejede at kaste sig ind i børnenes vilde leg. Kun Veronikas strenge øjne holdt hende tilbage. Veronika stod og hakkede tomater til salaten så det sang og mumlede misbilligende:
Ikke en kvinde men en lømmel! Sofia, hvornår falder du egentlig til ro? Se Maja, stor og fornuftig. Jeg … klarer mig også. Men dig? Skal du hoppe rundt som en hare hele livet? Køre om kap på din motorcykel og fortælle alle, livet er vidunderligt? Dine unger vokser op! Skal de ligne dig? Nu er de seks år, men om et par år? Hvor længe kan du skjule dig bag barnlighed?
Det er nok, Veronika! Maja stirrede i den gryde sol, hun havde brugt hele formiddagen på uden held, og lagde resolut låg på. Der er da noget at være stolt af. Hvis man har en mor der kan pille en motorcykel fra hinanden! Kan du? Jeg kan ikke. Jeg kan ikke engang lave den skide suppe! Skal du også skamme dig over mig?
Nej da. Du dur ikke til suppe, men i retten kan du alt.
Nemlig! Og det betyder … hvad?
Hvad?
At hver især skal gøre det de er bedst til.
Præcis! sagde Margaritta Petersen, der netop gled ud på terrassen, smilende, elegant. Kvinderne udbrød i kor, og børnene frøs midt i deres indianerleg og stirrede på bedstemoren der strålede i sin nye kjole og stiletter.
Hold da op! udbrød Sofias tvillinger samtidig, så lyden rungede som ét langt klik, og Margaritta Petersen blinkede.
Effekt opnået!
Langsomt drejede hun rundt, lod sit publikum beundre kjolen og de sjældne stiletter. Dagen i dag var stor.
Nå piger er det i orden at en kvinde på min alder dukker op til en date iført denne drøm, til én jeg ikke har set i fyrre år?
Margrethe, du er vidunderlig! Han falder pladask!
Fasthold dig selv, tøser! sagde Margaritta Petersen, promenerede overlegent, hænder i siden, næsen mod vinden. Hvad stiller jeg op, hvis han segner? Jeg skal finde ud af, hvorfor han vil se mig efter så mange år? Hvad skulle han dog bruge mig til?
Bedste … måske vil han bare bruge dig som kvinde? den ældste af Veronikas døtre, femtenårige Trine, dumpede ned på trappen med mosteren og proppede en halv blomme i munden.
Det latterbrøl, der rejste sig, fik husets katte til at styrte væk fra verandarækværket og den lille forkælede gravhund, Veronika havde hjemført året før, løb hylende under bordet.
Trine for søren! Veronika tørrede tårer væk, marcherede ind efter en klud, mens Maja trøstede den panikslagne hund.
Margrethe, hvad havde I egentlig sammen? hviskede hun og sendte de unge ud i haven et stykke væk fra de voksnes samtale.
Åh, Maj-barn! Det var da et vaskeægte romance!
Ordet romance blev udtalt så stort og blødt, at Trine lige ville rejse sig, men så satte sig igen med et tungt suk, og Sofia skreg af grin.
Trine, det er vist for tidligt for dig.
Hvornår er det så tid? Trine grabede kluden fra sin mor, tørrede op, himlede Intet privatliv, hvad? Hvor gammel var du, Margrethe, da romancen begyndte?
Seksten! Margrethe løftede armene og fangede Veronikas blik. Hvad glor du sådan? Ja, jeg var ung og naiv. Din Trine slipper nok for det. Hun ligner dig klog og køn! Men hun skal vide, hvad det betyder, når mænd er listige, ikke? Skal hun ikke?
Fortæl nu bare, Margrethe! Sofia tørrede sine lattertårer væk. Du får hende aldrig herfra. Lad hende lytte og lære.
Trine stirrede op på sin bedstemor med store grønne øjne som flydegrøden på nabodammens overflade. De mindede besynderligt om Margarittas egne øjne. Det var noget fremmed hverken Margrethe eller pigerne var i slægt, men for længst havde hun overtaget rollen som deres mor.
Margaritta Petersen dukkede op i søstrene Lundholms liv kort tid efter deres mors død. Den sørgmodige far anede ikke, hvordan han skulle komme videre. Hans verden kollapsede, da konen forsvandt alt for tidligt.
Otteårige Veronika måtte tage sig af lillesøstrene, for alting fik hun samme svar fra faren: Det skulle du spørge mor om, hun ved det.
De svar skræmte Veronika. Snart begyndte hun at tage ansvar især for toårige Sofia, som var overalt og ingen steder på én gang.
Deres egen bedstemor kom til men efter et par måneder opgav hun.
Undskyld, svigersøn. Alderen og helbredet jeg klarer det ikke. Jeg kan tage Veronika med, resten må du stå for.
Veronika lyttede angstfuldt, og da selv Sofia, med fars skruetrækker på vej i stikkontakten, græd i kor med hende, vidste de, at det var alvor.
Men heldigvis, ingen blev skilt ad. Faren brummede, og mormor drog sin vej.
Et par måneder senere opstod Margaritta i deres liv. Sofia lå syg, Veronika bad faren om at kalde lægen han var knugende fjern, men til sidst kom lægen Margaritta, der ellers var pædiater på sygehuset og tog en vagt for en kollega. Hun bandede over vejarbejdet, kæmpede sig gennem det mudrede København, spurgte Er det hos Lundholm? og fik lavmælt, men komplet info fra de videbegærlige naboer.
Fint, tænkte hun. Lad os se!
Fra den dag blev hun familiens klippe. En beskyttende granit, hvor intet stormvejr bed. Hun tilkaldte ambulance, tog med på hospitalet og skældte den handlingslammede far hæder og ære fra så han, stumt og rådvild, ikke kunne andet end råbe: Hvad vil du fra mig?
Vær en far, for pokker! Har du glemt dine børn? Mener du, mor er væk og så skal du også forsvinde? Hvor blev samvittigheden af?
Hun råbte højere end faren hendes mening gik rent ind. For første gang pustede Veronika ud og slap det voksne ansvar. Kort tid efter blev hun på sin vis glad for at få en rigtig stedmor.
Ikke alle var tilfredse. Maja nægtede at tage Margaritta til sig. Hun savnede sin mor for hårdt, og ingen overtalelse hjalp. Til sidst, da også Sofia efterabte storesøsterens uvilje, spruttede Veronika:
Maja! Jeg ved ikke, hvad jeg stiller op! Mor kommer aldrig tilbage! Jeg savner hende også! Men jeg kan ikke være mor for jer alle!
Margaritta samlede dem frådende grædende op, pressede dem tæt ind til sig og sagde:
Græd bare, små piger! Jeres mor er væk, men jeg er her endnu. Ikke som mor, men som ven. Ingen rører jer! Fatter I?
For første gang græd de frit. Selv Maja kæmpede nu mindre. Sofia faldt i søvn på Margarittas favn, hikstende. Sådan begyndte det.
Årene gik. Margaritta blev mor for lundholmerne ikke af navn, men i liv og sjæl. Deres far døde kun et år efter hun flyttede ind, da han distræt trådte ud foran en cyklist…
Margaritta stod frosset, men styrtede straks på bare tæer til skolen for at hente Veronika og Maja. De forstod nu at noget var galt, men Margaritta satte sig, børnene tæt, og sagde: I er ikke alene! Jeg efterlader jer aldrig!
Takket være adoptionen var det aldrig et spørgsmål hvem de tilhørte. Margaritta sagde sit job op, begyndte i to private klinikker så der var penge nok. Og børnene, urolige og viljestærke som stære, fik følge deres drømme selvom de ofte skilte sig ud.
Du vil være skuespiller, Maja? Okay! Ugen efter sad hun på prøve på Det Kongelige. Heller ikke verdens berømte instruktører siger nej til den læge, der redder deres unger. Efter to år i drama, fandt Maja sin egen retning til Margarittas lettelse.
Sofia! Skal du partout brække nakken, så gør det ordentligt! Så købte Margaritta både beskyttelse og ægte dansk motorcykel. Salget af kolonihaven var et lille offer. Senere blev pengene brugt på garage og en støvet mekanikerlæreplads.
Hvem siger, mine børn ikke må vælge vildt? Penge er penge, glæde er lykke.
Kun Veronika lagde aldrig problemer. Hun var alt for moden og Margaritta holdt om hende og viskede:
Pust ud, min lille, jeg er her!
Veronika elskede de ord blev barn igen et øjeblik.
Og Margaritta prøvede at beskytte måske ikke perfekt, men hun kunne se tilbage med ro: Alle fik hjem, alle fik familier og børn
Det hele flød stille, indtil det mystiske opkald for tre dage siden. En stemme fra fortiden fik hende til at tabe sin bedste tekop og slå sig i gulvet ved siden af barnebarnet Trine, der blev sendt afsted for at hente moralsk støtte hos Veronika.
Veronika kom stormende; Sofia fulgte hurtigt efter begge tosset af nervøsitet og på kanten til skænderi over deres evner som chauffører og søstre.
Margrethe, er du blevet skør?
Nok blevet men nu skal jeg på date!
De ældre søstre måbede, og Trine fortrak ud i køkkenet for at sætte vand over, mens hun mumlede at matematik-time nu var truet af noget langt vigtigere.
Flere dage diskuterede de dette sensationelle projekt! Samlet i Veronikas store stue ledte Margaritta an.
Hvad vil I høre? Han var min første kærlighed! Gud, hvor han så godt ud! Håret, stemmen… jeg dånede, når han sagde: “Hej”.
Men elskede du ham virkelig, bedste?
Ja, til vanvid! Og led! Det var ikke gengældt det var en katastrofe indeni. Jeg forsvandt så meget i det, at jeg stoppede med at være mig.
Åh, fortæl nu! hylede barnebarnet, mens Sofia vinkede med et spandfuld blommer.
Vil I høre sandheden, så lær det første fortæl aldrig veninden hvor lækker din fyr er, det føder bare misundelse! Og det er den sorteste skimmel. Min veninde blev min rival, og først da alt var for sent, turde jeg indrømme mine følelser…
Blev du så Tatyana Larina, bedste?
Nej, jeg var alt for glad for Grundtvig og tænkte: det her er rigtigt! Hvad skulle vi to med hinanden? Han skulle ud at sejle, jeg ville jo være læge. Tja, han skrev breve, og i det første turde jeg… jeg indrømmede at jeg elskede ham.
Hurra! Trine var ved at falde ned af trappen af bare begejstring.
Men Margaritta blev stille. Sofia ville allerede runde af, men så vågnede Margaritta og sagde:
Og i det andet brev … sagde jeg nej.
Hvorfor? Trine stirrede måbende.
Fordi, barn, jeg havde intet at byde ham. En mand vil videre have børn og det kunne jeg ikke. Når du virkelig elsker, må du tænke på den elskedés bedste. Og her er lektie nummer to: Den der vil dig bedst, hold fast i!
Trine vendte en blomme i hånden, sad lidt, så på sin bedstemor, og så hun græd tårerne løb så frit at Trine løb til, kyssede kinderne tørre og udbrød:
Nej, ikke mere! Dit ansigt bliver rødt, og så duer makeuppen ikke!
Det er rigtigt! sagde Margaritta og gik et øjeblik ind for at hvile, og blive frisk til aftenens parade. Denne slags indtog sker ikke hver dag.
Søstrene så bare tavst efter hende. Hvad mere var der at sige?
Senere på aftenen standser en lille bil ved lågen. En ældre herre i moderne sixpence stiger ud, studerer en lap papir og banker så høfligt på.
Godaften. Må jeg tale med Margaritta Petersen?
Veronika åbner, forstår ingenting, men sender ham dog ikke bort. Måske skal hun hjælpe, måske er noget galt, tænker hun, og først da hun hører hans navn, må hun beherske sig for ikke at le Den legendariske romance fra bedstemors fortælling!
Skulle I ikke mødes inde i byen?
Jo, men jeg blev fri tidligere kunne ikke vente.
Kom indenfor. Jeg henter hende.
Inden Veronika når ind på terrassen, standser hun, himmelråbende forbavset.
På terrassen: Margaritta Petersen, enestående, med øjne mandet op med tusch af børnebørnene, så hun lignede en søløve fra et Picasso-maleri, frisuren stablet op til et tårn dekoreret med spænder og blomster som fra den årlige Roskilde-parade.
Åh Gud, Margrethe! Veronika kunne ikke mere og skrattede af grin. Gæsten tabte bogstaveligt talt på vej ind i forbløffelse, mistede balancen, og trak kasketten af solens stråler glimtede i skallen, og latteren rullede over stien og langt ud i haven.
Hårpragt, ja! For længe siden Nu er kun mindet til stede! Men her står vi Margritta, dejligt at se dig!
Margaritta, nu helt vågen, fangede Trines blik en blanding af beundring og rædsel og forsvandt ind i huset, efterladende et kvælt hyl, mens Sofia spænede til toilettet med råbet: “Jeg er først!”
Og sådan, med grin og kaos, med fjollede frisurer og perlebesatte kinder, satte Margaritta sig siden på terrassen med hele familien samlet om sig, og et nyt kapitel begyndte. En side blev vendt.
Lundholmsøstrene var enige gode folk kan man ikke få for mange af; og hvis en gammel romance tør møde det hele som en af flokken endda grine med over mormors uforlignelige parade mon så han kan være værd at lade ind i centrum af deres lille univers?
Tiden må vise det. Det vigtigste er, at den, der spørger, får tid og rum. Og det så de klart både i gæstens øjne, og i Margarittas dybe, hav-temne-blå øjne.
Veronika satte te på bordet og greb et øjeblik om sin stedmor, lænede sig ind og hviskede:
Bare rolig, vi er her. Spring ud i det!
