Kære dagbog,
Kære ven, det var altså slet ikke sådan, jeg forestillede mig det!
Annette Winther drejede sig endnu en gang foran spejlet, sukkede dybt og trak brynene sammen.
Åh Gud! Er der da ingen, der kan sy ordentligt længere? Eller har de aldrig kunnet det?
Jeg bed mig i underlæben, mens jeg prøvede at rette sømmen på min krævende kundes nye kjole. Hold nu mund, Natalja. Du må ikke tabe besindelsen nu.
Hvis Annette går herfra utilfreds, bliver der ikke råd til at betale huslejen denne måned. Hver en krone, der er tilbage i dåsen, skal bruges på medicin til mormor. Den nye læge har udskrevet dyre præparater, men de hjælper. Mormors tale bedrer sig langsomt, men sikkert, og det er et mindre mirakel efter endnu et slagtilfælde.
Annette Winther betragter sig selv i spejlet og sukker dybt.
Hvad skal jeg dog gøre? Må vel finde mig i det. Der er ikke tid til at sy noget nyt. Jeg skal til reception på ambassaden i overmorgen, og nu kommer jeg til at ligne en lærervikar fra provinsen. Idéen med det blonde burde du have frarådet mig, Natalja!
Jeg rejste mig op fra knæ, glattede ærmerne på kjolen og svarede så roligt jeg kunne:
Jeg er sikker på, at det håndværk og det smukke design bliver værdsat af alle, der ved bare lidt om mode. Du har set de seneste catwalks, ikke? Det her er helt oppe i tiden. Godt nok knap så flot udført, der.
Det mener du virkelig? sagde Annette, lettere uforstående. Der er altså et eller andet ved den Den er i hvert fald unik. Ingen har set noget lignende før jeg bliver den første!
Jeg ånder lettet ud. Sådan er det altid. Annette får en idé brokker sig bagefter, men ved i virkeligheden mere om mode end de fleste, og meget mere end mig selv.
Tak til mormor, tænkte jeg. Annette har været en trofast kunde siden dengang, mormor arbejdede i det lille syatelier. Jeg har set billederne, hvor de er unge og friske, og Annette poserer uden blusel ben, hofter og en udskæring, man ikke sådan lige glemmer.
Den tid er forbi. Nu skal vi finde nye løsninger hver gang Annette dukker op, fordi mormor bad mig: Natalja, lad hende ikke i stikken! Hun har lidt så meget, du kan ikke forestille dig det, barn. Mormor brugte de gamle vendinger, på den der jordnære, danske måde. Hun sagde også: Hun spiller måske for stor, men tro mig hun har et hjerte, der ville kunne rumme hele verden.
Fortæl, mormor!
Ja, hvad skal jeg sige. Hun kom engang langt fra, for at indtage København. Smuk som få og med en stemme, der fik konservatoriets lærere til at tabe mælet. Hun havde aldrig fået professionel undervisning, knap nok gået i en almindelig musikskole. Det fandtes ikke i Annettes hjemby. Men hun blev optaget, naturligvis. Sådan en sangerinde slipper man ikke. Efter to år giftede hun sig uheldigt. Mandens familie var for fine. Hvorfor skulle sådan en kone med ind i familien? Sønnen var stædig, ville kun have hende. Svigerfamilien skulle dog vise, hvor rummelige de var.
Men hvordan gik det så?
De trak hende igennem privathospitaler i alle de fem år, hun var gift. Hun hed slet ikke Annette dengang, det kom først senere. Hun hed Anna. Forældrene var strikse, gamle indremissionske folk. Da hun flyttede hjemmefra for kærlighedens skyld, vendte de hende ryggen. Ingen steder at tage hen. Men man har jo lært, at man bærer sin byrde sådan er traditionen. Hvis svigermor sagde: Det er ikke tid til børn, så gik Anna med blikket i gulvet og lod sig behandle. Hvor skulle hun ellers hen? Ikke tilbage til barndomshjemmet. Jeg forstår ikke, hvordan hun turde flygte hjemmefra, når alt manglede mod efter brylluppet. Men sådan er det, hvis man lærer fra barnsben, at lidelse er nødvendigt. Hvordan skulle hun vide, at det kunne være anderledes?
Men hvad med hendes mand?
Han var et skvat! Forelskelsen forduftede efter et halvt år. Så gik alt på forældrenes betingelser. Skilsmisse kunne ødelægge hans karriere. De trak det ud i årevis. Men ja, til sidst slap hun fri efter store problemer. Hun samlede sig op bid for bid.
Nogle gange søgte hun trøst hos min mormor; sammenlignet og gemt i det gamle atelierhjørne. Når hun havde sundet sig, gik hun for spejlet, bestilte en ny kjole og gik. Hun havde sans for stil, var en af de første til at bære det, vi andre godt kunne tænke os, men ikke turde. Hvis du ser på billederne, ville du tro, hun var født til catwalken. Annette var altid høflig, sagde aldrig et ondt ord.
Mormor, hvad er en usynlig nederdel?
Det var sådan en mini, at kun linningen kunne ses. I begyndelsen kun for de modigste unge piger. Senere blev det allemandseje, men Annette var blandt de allerførste.
Og hvad skete der så med hende?
Intet godt. To ægteskaber til og et barn, nærmest ved et mirakel.
Hvorfor mirakel?
Fordi alle antog, at det ikke var muligt efter det, der skete i første ægteskab. Men det lykkedes hende. Men hendes tredje mand det var en led person. Kunne charmere alle, men var grusom bag facaden. Annette fortalte aldrig i detaljer, hvad hun gennemgik; nævnte kun småting. Ikke engang en tiendedel kom frem. Hun bar buksedragter i årevis, ikke pga. mode, men for at skjule skader og blå mærker. Det var frygteligt.
Hvordan overlevede hun det?
Det er en gåde. Hun forlod ham undervejs i graviditeten, da hun så sit snit. Han var indflydelsesrig, men lod hende gå. Drengen lignede hende på en prik, intet fra den mand. Men træk og vaner kan vise sig senere
Sønnen, som hun elskede betingelsesløst, viste sig til sidst at ligne sin far. Først var han tilbageholdende, men begyndte så at udvise samme brutalitet. Det lykkedes aldrig Annette at hele hans sjæl. Til sidst skabte han en tragedie, hvor han forsøgte at skade familiemedlemmer. Han kom i fængsel. Annette forsøgte alt, selv at gå på knæ for den tidligere mand for at redde sønnen, uden held. Han klarede ikke livet bag tremmer.
Alt dette overlevede Annette, og alligevel bevarede hun sin værdighed.
Hun skiftede navn, begyndte at arbejde som vurderingsekspert i antikviteter. Folk kommer langvejs fra for at få hendes vurderinger hun tager ikke fejl.
Hun solgte sin lejlighed midt i byen, hvor alle minder gjorde for ondt, og købte en mindre i Valby. Ikke længe efter brød der brand ud i opgangen. Flere etager udbrændte, og det var kun et held, at Annette boede i en anden opgang.
Her mødte hun Signe og hendes børn. Signes mand, redningsmand og klatrer, omkom under en udrykning en ulykke så meningsløs, at det er svært at tale om. Signes hjem brændte, kun ruiner tilbage. Annette tog dem ind, sørgede for, at deres hjem blev genopbygget. Signes lille datter og søn fik et trygt sted, og Annette fandt en varme, hun ikke troede mulig.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at sådanne ting kun sker i gamle eventyr eller halvglemte sange men jeg så det. Annette tog sig af mormor, da hun blev syg, fandt læger, sørgede for medicin, hjælp og støtte, uden nogensinde at kræve noget tilbage.
Det er en underlig skæbne hendes gave til mennesker, hun aldrig har kendt fra start. Jeg tænker ofte over, hvem der gør det for hendes skyld. Hvem tænder det lys, hun tænder for andre?
Da jeg bukkede sømmen, som Annette havde bedt om, så jeg ikke den tykke kuvert, der pludselig lå på mit arbejdsbord.
Nej, Natalja, du havde alligevel ret. Denne model klæder mig alle vil blive forbløffede, når de ser mig i den til receptionen! Og ja, jeg kan være lidt besværlig. Men sådan morer man sig, når man har min alder. Kan du tilgive en gammel dame lidt narrestreger?
Jeg nikkede og glattede stoffet ud.
Sådan her?
Præcis sådan. Og nu må jeg hilse på din mormor og lade dig arbejde i fred. Var lægen forbi?
Ja, han siger, hun får det bedre.
Det forundrer mig ikke. Han er dygtig, og din mormor er ikke sådan at slå ud. Natalja, jeg håber du ligner hende, for hun er et forbillede!
I øvrigt, jeg kommer snart forbi med Signe. Hun har brug for en ny dragt hun forsvarede sit speciale, og nu kan hun få en god stilling. Hun fortjener noget smukt at have på.
Det gør hun, og du også, Annette.
Nej, du skal takke dig selv, min kære, for talentet og de gyldne hænder. Enhver kan sy, men få kan skabe. Dig har jeg valgt, fordi du kan. Lidt af din mormor i dig!
Da Annette var gået, og der blev stille, opdagede jeg kuverten. Da jeg så hvor mange kroner der var, stivnede jeg.
Mormor, det er alt for meget. Jeg må give noget tilbage!
Nej, så bliver hun såret. Nogle gange må man give folk lov til at være gavmilde, Natalja. Hun vil det så gerne.
Hun ved altså, hvordan vi har det for tiden?
Selvfølgelig, og det er derfor hun hjælper. Du skal bare gengælde det ved at glæde Signe, det er det bedste, du kan gøre. Annette lever for at hjælpe andre.
Er det egentlig rigtigt?
Hvem ved? Jeg ikke. Men jeg ved, at mennesker som hende er sjældne som uslebne diamanter i mulden. De skal bare have den rette slibning, den rette glans, for at hele verden kan se skønheden. Men husk, at selv diamanter kun lyser, hvis de får lys udefra. Annette forstår dét hun leder altid efter det i andre og giver det selv videre. Synes du, det lykkes?
Ja. Jeg har aldrig set noget klarere, smukkere. Der findes ikke mange som hende.
