Tinas skyld
Mor! Endelig! Jeg har ringet til dig fem gange nu! Hvad sagde jeg? Du skal have mobilen på dig hele tiden, jeg gav dig den jo af en grund! Ja, den er gammel det er Mikkels aflagte, men den virker! Den lå bare og samlede støv, Mikkel har jo fået sig en dyr én efterhånden, ham ødselbassen, så smed han den her i skuffen. Du kan da huske, hvad den nye kostede? sagde Lærke, mens hun talte løs i bussen, helt uden at tage hensyn til de andre passagerer. Hvad så? Hun, Lærke, tager altså vare på sin mor! Hun ringer for at høre, hvordan
Ja, hvorfor ringe? Det betyder ikke noget. Bare hun ringer, det er det vigtigste. I fjernsynet snakker de jo altid om, at de unge glemmer deres forældre, at den nye generation er ligeglad, utaknemmelig
Vrøvl! Lærke er en rigtig god datter! Rigtig god!
Hvorfor siger du ikke noget? Du puster jo bare i telefonen Kom nu, vi er der om ti minutter. Vi ses snart, mor! Farvel!
Tina Lund lukkede øjnene og nikkede for sig selv. Alt sejlede rundt foran hende, og værelset snurrede, så hun måtte holde fast i kanten af sengen for ikke at falde ned. De kolde metalskinner borede sig ind i hænderne, men på en måde var det godt det holdt hende til virkeligheden. Hun skulle lige ligge lidt endnu, slikke sig om læberne og så rejse sig. Hun måtte op, tage den flonelbadekåbe på, den cremefarvede med små lyserøde blomster, som hendes ældste datter, Ina, gav hende i julegave, stikke fødderne i tøflerne og gå ned i stueetagen. Tina brød sig ikke rigtigt om tøflerne, de føltes så upersonlige, nærmest institutionsagtige, men
Det er bedst med tøfler på hospitalet, Mikkel! De er nemme at vaske, hvis der kommer noget! sagde Lærke til sin mand, da de pakkede hendes mors taske. Hvad mener du med noget?! Mor er ikke ung længere, der kan ske uheld! Lærke rynkede panden af spørgsmålene.
Og Mikkel lagde tøflerne i tasken, de var ét nummer for store, men tid var der ikke til at købe andre
Undskyld, Tina, sukkede Mikkel. Jeg køber nogle bedre senere. Men pyt nu, der går jo ikke mange dage, inden du kommer hjem! Så ryger de tøfler ud! Bare rolig. Vi har afleveret pakken, Tina, du kan roligt vente. Han gjorde stemmen så opløftende som muligt. Der er også mandariner i; spis dem endelig! Vitaminer, ikke?
Lærke syntes, hendes mor havde valgt det helt forkerte tidspunkt at tage på hospitalet. Så havde de fundet et eller andet, nå ja. De læger finder altid noget! Selv var hun på vej til kursus tæt på havet, og hvor skulle hun så gøre af datteren, Katrine? Efterlade hende med Mikkel? Han ville jo ende med at ringe konstant: Hvad skal hun have at spise, og hvad med tøj? Bedstemor er noget andet hende afleverer man bare. Det er bedre end en schweizisk bank man kan stole på, at barnet er i gode hænder, uden det koster en krone. Mor får jo pension!
Kan det ikke vente med alt det der? tiggede Lærke for tiende gang. Det kan komme senere!
Men Tina kunne ikke vente. Hun havde fået det påbudt: Indlæggelse, operation, der var ikke noget at gøre.
Vil du leve? spurgte lægen. Kom i gang! Og ingen undskyldninger!
Tina vendte sig om på siden, knugede øjnene sammen, fordi rummet snurrede. Hun fik kvalme, ondt i maven. Men hun skulle altså op nu.
Tina, hvor skal du hen? lød det fra sengen ved siden af. Du skal passe på, du ikke falder!
Jeg falder ikke. Min datter kommer, hun bad mig komme ned. Det går nok, jeg tager det roligt. Og lægen sagde jo, jeg skulle i gang
Så lad hende komme op, besøget starter først om lidt.
Lærke hader duften i hospitaler. Hun var selv meget indlagt som barn derfor.
Jamen, alle har det da sådan, men hvad skal man ellers gøre? gryntede sidemanden.
Vi klarer den, tak.
Tina tog badekåben på over natkjolen. En kold sved løb ned ad ryggen, hun gyssede. Det skulle nok gå. Bare lige ned til elevatoren.
Lærke stod i forhallen med Katrine; rummet var fyldt med patienter i morgenkåber og træningsbukser, pårørende sad med poser omkring sig, store potteplanter midt i og slidte metalstole langs væggene. Elevatorens dør gik op og i i et væk og spyttede løsladte patienter ud, dokumenter og medicinposer i hænderne.
Lærke kneb øjnene sammen for at få øje på sin mor blandt de udtrædende og nappede datteren i armen.
Stå nu stille, Katrine! Og træk tørklædet op foran næsen! Her sværmer det med virus! beordrede hun.
Katrine gjorde, som moren sagde, trak det strikkede tørklæde op under øjnene. Men det var varmt, og hallen lugtede af gammeldags suppe.
Hvor bliver hun dog af? Kan det tage så lang tid at tage elevatoren fra tredje sal? Nå, der er hun! Gå, Katrine, hent hende! Lærke puffede datteren mod silhuetten i den cremefarvede morgenkåbe.
Katrine løb hen og omfavnede sin bedstemor, så hun næsten væltede.
Pas nu på, mit lille myr! Du vælter mig jo! Tina lo så godt hun kunne, holdt sig for maven, men forsøgte hurtigt at skjule det, da hun så Katrine bakke med forskrækkede øjne. Hvad laver du her, Katrine?
Hvem skulle jeg ellers lade hende være hos? Altså mor, du er godt nok spøjs! afbrød Lærke, trak Tina hen til stolene. Kan du ikke rykke lidt, min mor har lige været igennem en operation! beordrede hun en mand i stribet pyjamas. Han skubbede sine poser til side. Ved siden af ham sad en ung mand, nok sønnen.
Sæt dig nu, Tina. Det er altså ikke farligt at sidde her. Så, jeg har mad med, kylling og makaroni. Jeg sagde til Mikkel, hvorfor makaroni? Det får du jo forstoppelse af!
Tina syntes, alle i hallen blev stille for at høre om hendes forestående forstoppelse, mens hun blev rød i kinderne, og Lærke fortsatte:
Her er også juice. På tilbud, så det blev kirsebær jeg ved, du ikke kan lide det, men nåja, man siger jo, man ikke skal se en gavehest i munden, ikke, mor? Tag bare!
Tina tog modvilligt den slidte sportstaske og trak den ind til sig, usikker på, om hun overhovedet kunne bære den op igen.
Tak, skat. Katrine, du skal tage tøjet af, ellers får du det for varmt, og så ud i kulden bagefter ikke smart.
Men Lærke huggede straks ind:
Hvad laver du? Vil du have hende syg? Det er et hospital, her er bakterier over det hele! Jeg vil ikke have, du ødelægger hendes helbred!
Jamen der er da ikke smitte i afdelingen og i øvrigt, hvorfor skulle du slæbe hende med her? Det er ikke for børn! protesterede Tina.
Nå, hvor skulle hun ellers være?! Skulle jeg have forladt hende alene hjemme, så hun satte ild til opgangen eller kvælede sig i et æble? Hvis ikke du lige nu SKULLE ligge på operationsbordet, så sad vi alle sammen meget bedre i det! Men lad nu det ligge hvad siger lægerne?
At jeg skal i gang, sagde Tina. Men det gør ondt Jeg burde have et andet støttebælte, det gamle duer ikke. De siger, der er nogle gode i kiosken nede i forhallen.
Selvfølgelig siger de det! Bare for at få solgt noget dyrt bras. Vi har jo lige givet penge for ét bælte nu skal du bare bruge tørklædet, det klarer den. Apropos penge nu hvor vi taler om det! Lærkes ansigt blev smørblødt, hun klappede Tina på skulderen: Jeg har fået regning fra huset, og nu også mad, bælte, det hele! Jeg er ikke millionær, mor. Og Ina og Viktor har også rigeligt, men alt havner hos mig! Skriv lige koden til din dankort her, så jeg kan hæve.
Hvad for en kode? Tina undrede sig, hun havde kvalme, ville helst bare hjem.
Dankortet, mor! Du må tænke dig om! Jeg har ikke en pengeautomat hjemme i køkkenet, vel? Skriv nu bare. Her, jeg har papir og kuglepen. Katrine, sid nu ned!
Lærke blev åbenlyst irriteret. Hendes mor tøvede, ville ikke bare sådan udlevere pensionen. Men Lærke mente, det var helt rimeligt.
Nå, hvad bliver det til? Du ved jo godt, jeg ikke snyder dig! Jeg er jo din datter, mor! Yngste endda, og det er DIN skyld, jeg har haft det svært! Hvis ikke du havde ødelagt min barndom
Hun lød næsten tudefærdig, så det skulle vække sympati hos hele forhallen. Godt hvis moderen ikke ville adlyde frivilligt, så måtte hun presses!
Jo, jeg stoler da på dig, men i tv har jeg hørt, det kan volde problemer for dem, der hæver for nogen andre. Jeg kan tage det ud og give dig det, når jeg kommer hjem.
Kan du nu det? tænkte Tina forpint. Hun følte sig så skyldig overfor Lærke. Så ufatteligt skyldig, at det aldrig kunne udlignes.
Jo, jo! Hvis det var Katrine, du skulle give penge til, havde du allerede haft pungen fremme Så, hvilke fire cifre?
Lærke var klar med kuglepen, og hvis det her lykkedes, kunne venindens minkpels snart hænge i hendes garderobe og måske den fine taske, hun havde begæret længe.
Jeg vil ikke anbefale det, brød manden i pyjamassen ind, lidt forlegent under Lærkes blik, men han rettede ryggen.
Pas du dig selv! Det er den slags, der snyder pensionister! vrissede Lærke. Mor, lad os gå et andet sted hen! Og skriv så, jeg bliver varm, vil bare hjem! Se, jeg har mad med til dig, slæbte barnet med bare FOR DIN SKYLD, og sådan opfører du dig! Du kan få dine penge, tak for ingenting! Hele min barndom ødelagde du, og nu står du her og er urimelig! Katrine! Kom, søde. Bedstemor elsker os ikke!
Demonstrativt begyndte Lærke at tage jakken på, snøftede og skævede til folk kiggede de efter dem? Ja og det var i hendes øjne udmærket.
Lærke, vent! Jeg skriver, du skal ikke være ked af det! Jeg forstod det bare ikke … råbte Tina efter dem.
Lad hende gå, sagde manden i pyjamas. Stjæle fra sin egen mor, skamfuldt Skal jeg bære tasken for dig, fru Lund? Bare rolig, Rasmus, sagde han til sønnen, der indvendte, at han skulle passe på ryggen. Jeg klarer mig.
De gik mod elevatoren i tavshed. Tina kiggede sig tilbage Lærke var allerede væk.
Hvilken etage? I øvrigt, jeg hedder Jørgen Sørensen, gastro-afdelingen. Du?
Tredje. Tina var fjern.
Kirurgisk, ja. Har været der før. De har den fineste palme ude på gangen.
Men Tina sagde intet.
De steg ud på tredje, satte sig på en bænk, og Jørgen så på hende og sagde pludselig:
Hvorfor finder du dig i det? Du har opfostret hende, og så taler hun sådan til dig! Og så gemmer hun sig bag sit barn! Det er for galt! Børn bør
Børn skylder ikke forældre noget, sagde Tina stille. De har jo ikke valgt at blive født
Det er noget sludder! Jørgen sprang op. Man skylder sine forældre respekt! Hvis man elsker dem, prøver man!
Hvad skal jeg gøre så? Hviskede Tina.
Lev, for din egen skyld! Jørgen trak på skuldrene. Hold op med at skamme dig. Du arbejdede jo for hendes skyld!
Det blev mig fortalt af naboen, hun sagde det til Lærke, da hun sad for hende, sagde Tina og smilede trist.
Ah, selvfølgelig, som de siger, se efter kvinden bag!
Tina sov overraskende godt den nat. Om morgenen kom en ung sygeplejerske, Maria, ind med blomster.
Hvem er de fra?
Fra gastroerne, en vis Sørensen. Han insisterede.
Kort efter fik hun tøfler med margueritter, og da hun blev udskrevet, blev hun hentet i bil af Rasmus Jørgen sad ved siden af og snakkede nervøst, uden at turde byde Tina ud.
Skynder du dig ikke lidt, far? grinede Rasmus, da sin papfars famlende forsøg på at invitere Tina ud.
I vores alder MÅ man gerne skynde sig! svarede Jørgen.
Lærke ringede og skældte nu moren ud, når hun endelig fik fat.
Nå, så du har fundet dig en mand og lader mig i stikken, ikke?! Præcis som dengang?!
Tina blev stille og sænkede blikket, men rettede snart ryggen:
Jeg elsker dig, Lærke. Jeg har altid villet dig det bedste. Jeg tog af sted den gang, fordi vi manglede penge, det var ikke min skyld, far mistede jo arbejdet. Jeg er ikke skyldig. Ikke mere. Nok nu.
Bag Tina dukkede Jørgen op og så alvorligt på Lærke.
Lærke tudede, greb Katrine hårdt i hånden og gik. Jørgen lader hun sig ikke kyse af men Mikkel, han har også meget på samvittigheden! Han skal nok få at høre!
Mikkel tog Katrine med til Odense en uges tid. Han arbejder hjemme, så hvor han er, gør ikke så meget. Katrine nød at være med farmor.
Hvad med mor? spurgte Katrine, da de pakkede tasken.
Hun trænger bare til ro, svarede faren og så over på den fornærmede Lærke.
Lærke vendte ryggen til. Nå, der er jo stadig Ina og Viktor. De har sikkert også gjort hende uret. Dybt uret. Dem må hun hellere ringe til Men det var Tina, der først havde modet til at træde hen til det åbne køkkenvindue, den aften, hvor hun var alene hjemme igen. Indenfor lå hendes gamle flonelbadekåbe sammenfoldet, de nye tøfler stod ved siden af radiatoren ikke længere kolde eller upersonlige, men varme af trin.
Hun trak vejret dybt, så duften af begyndende forår ramte hende. Et sted uden for hørte hun børns latter, lyden gled ind med den friske luft, og hun smilede først forsigtigt, så bredt, som om hele hendes brystkasse blev løftet fri af årtiers skyld.
Hun satte sig ved køkkenbordet med en kop te og tastede et nummer; ikke Lærkes, ikke Inas, men Jørgens. Hendes hænder rystede lidt, indtil stemmen i røret sagde: “Godmorgen, Tina. Hvordan har du det?”
Uden tøven svarede hun: “Jeg har det… jeg har det ret godt. Vil du komme og gå en tur med mig? Jeg vil gerne opleve foråret.”
Der lød et lille grin forsigtigt, vemodigt, men også håbefuldt: “Selvfølgelig vil jeg det.”
Og mens den vinterblege sol lyste ind over hendes køkkenbord, lod Tina koppen stå og gik klædt i tøfler med margueritter og med et hjerte, der endelig var blevet sit eget.
Hun gik ud, med ranket ryg. Ikke imod nogen men med sig selv.
