Rikke
Rikke! Det er simpelthen for meget! Uacceptabelt! Du kan da ikke bare finde dig i det! Fru Jørgensen satte sin kaffekop så hårdt fra sig, at halvdelen af kaffen røg ud på dugen. Hun fiskede hurtigt en serviet op af tasken og gik i gang med at duppe bordet, mens hun mumlede irriteret over sin egen manglende besindighed.
Den mørkøjede, venlige kvinde gav sin chef et smil, tog koppen, svansede ud i køkkenet og var tilbage med en frisk kop kaffe, denne gang placeret i sikker afstand fra bilagsbunken.
Tak! Og undskyld, Rikke, jeg bliver vist lidt hidsig i dag. Hvad kan jeg dog gøre for dig?
Tja, hvad skal man stille op? Rikke trak på skuldrene og hældte selv kaffe op. Hun er jo min mor.
Og hvem har så været der for drengen alle de år? Dig! Dit eget liv har du parkeret på hold. Og nu forventer hun, at du bare træder til side? Hvad siger Mads til det hele?
Han ved ingenting. Og jeg har ikke nævnt noget
Rikke, altså! Mads skal da være den første til at høre det. Det handler jo om ham!
Jeg ville ikke gøre ham urolig. Han har nok at se til med job, eksamen og familie. Han bekymrer sig altid for meget.
Fru Jørgensen rystede på hovedet.
Se nu her. Du er en voksen kvinde, jeg skal ikke blande mig, men hold nu op, Rikke. Jeg har kendt dig i årevis, og du er nok den eneste, jeg simpelthen ikke kan sige et ondt ord om. Du er nærmest for sød! Men nu er det altså tid til at skabe nogle grænser, for din og Mads’ skyld.
Tak for din omsorg. Jeg skal nok tænke over det, svarede Rikke og slog rapportmappen op, selvom hun sukkede indvendigt. Arbejdet var blevet hendes fristed, efter Søster, Susanne, var rykket ind hjemme.
Rikke var yngste skud på stammen. Den lille efternøler, som ingen lige havde regnet med eller ønsket. Hendes mor, Karen, havde tænkt sig godt om, før hun bestemte sig for at kaste sig ud i det tredje barn. Tøffe tider krævede svære valg. Og det var faktisk i de småtimer, stående i det mørke køkken, at Karen mærkede et navngivet spædbarns skingre gråd udenfor, og tænkte: Nej! Jeg kan ikke.
Rikke blev født til tiden og blev straks døbt “Rikke” af alt og alle. Hendes fulde navn var kun brugt i folkeregisteret.
De to ældre søskende var ikke ligefrem ellevilde over det nye familiemedlem. At de så ovenikøbet fik egen børneværelse pga. boligbytte var bare ikke nok til at mildne dem. Rikke fik masser af afvisning, især fra Susanne, men insisterede aldrig. Hun satte sig bare med papir og farveblyanter, glad for at være i samme rum.
Allerede i børnehaven blev det tydeligt, at Rikke var sygeligt sød. Både frikadeller og saftevand gik videre til første bedste, der sagde jeg vil ha. Mor Karen opdagede det først, da sundhedsplejersken undrede sig over, hvorfor piger gik og blev bleg og slap.
Fra da af fik Rikke plads tæt på køkkendamen, så hun fik, hvad hun havde krav på. Pigen livede op, begyndte at tage sin sparsomme slik med, for at vinde holdets sympati, og selv børnehavens bistre Madmor, Else, smeltede for lille Rikke.
Hver dag, når Karen hentede hende, var det samme dans: Hvorfor hænger du sådan på hende? Hun er jo ikke din familie, pigebarn! Sagde hun. Rikke smilede bare og hang næse, men fortsatte ufortrødent næste dag.
Da Rikke var klar til skolestart, havde Madmor Else fået ansættelse som rengøringsdame på skolen stadig pga. Rikke. Da Else engang flyttede hjem til sin syge mor, græd Rikkes hjerte.
Her, min skat. Så har du et minde om mig, sagde Else og gav hende en lille sølvhalskæde. Skriv til mig, hvis der sker noget! Jeg glemmer dig aldrig!
I skolen blev det ikke lettere. Selv søde børn kan blive for meget: Rikke kunne ikke sige nej og blev da også konstant skældt ud af Karen for at være alt for blød. Efterhånden gik det dog lidt bedre for familien. Far fik fast arbejde, og selvom Rikke stadig gik i Susannes aflagte tøj, fik hun sig da både en smart penalhus og nye tuscher, som hun naturligvis straks gav væk til en veninde. Det fik hun så også med at høre for!
Rikke var mønsterelev og delte flittigt ud af sine færdige opgaver i klassen, til lærerens lettere hovedrysten. Hun endte selvfølgelig med topkarakterer og kom ind på universitetet.
I mellemtiden var både Susanne og Michael flyttet hjemmefra. Først røg al pleje af far (der lå syg), og efter ham Karen, over på Rikke. Alt det rutineprægede: vaske, gøre rent, lave mad. Hun så sjældent nogen gøre gengæld; det var bare blevet en selvfølge, selv for Karen: Hvad er det, du hele tiden smiler over? Du er jo himmelhenrykt! sagde moren.
Rikke smilede videre, klappede sin far på hånden og kneb en tåre i kirken, da hun måtte tage afsked med ham. Bedende for, at han fik fred.
Mor Karen holdt fem år mere, men blev aldrig venlig over for yngste datter. Søskende havde for længst trukket sig, og Susanne dukkede kun op for at kritisere forholdene hjemme: Hvornår er der sidst skiftet sengetøj? Rengjort gulve? Rikke nikkede bare. Trætheden groede i hende som ukrudt.
Heldigvis havde Else droppet havearbejdet og kom til undsætning, da Karen blev alvorligt syg. De sidste dage blev lidt lysere, og Karen døde stille med undskyldninger på læben.
Arvsnakken begyndte allerede ved mindehøjtideligheden. Hvad skal Rikke med så meget plads? spurgte Susanne. Rikke orkede ikke. De splittede hjemmet, og Rikke rykkede i en lille etværelses og trak vejret frit for første gang.
Efter at have faldet til, købte hun billetter og fik Else med til Skagen. Se, hvor smukt! sagde hun, mens solen skinnede over havet og mågerne skræppede.
De fjorten dage blev hun mindste, men da hun kom hjem, lå der allerede en seddel fra Susanne. Rikke smed taskerne og tog straks hen til søsteren, der stod i kaos og tudede: Han er smuttet! Han har forladt mig! Hvis han bare vidste, hvad han gik glip af!
Rikke opfangede, at nevøen Mads havde gemt sig bag sofaen for at overleve gråd og skrig. Hun fik ham frem, lavede mad og begyndte at fodre ham, mens Susanne fortsatte sin ensidige samtale. Hver gang Mads prøvede at spise, var det som om, Susanne blev fornærmet: Hvis han er sulten, spiser han! Du skal ikke nusse ham!
Susanne, skal du ikke have te? Han er ikke det værd! smed Rikke lidt tørt ud, og søsteren fangede straks vreden og forlod barnet i fred.
I månederne efter boede Mads mest hos Rikke, mens Susanne rodede med sine følelser. Hun dukkede op lejlighedsvist, men lod i det store hele sønnike være hos tante mor. Hverken Rikke eller Mads blev overraskede, da Susanne udvandrede til København for at få luft, og opgav forældrerollen. I starten ringede hun og sendte gavekort, men snart stoppede det også. Hun ringede kun for at meddele, at hun havde giftet sig igen, nu med et nyt barn i maven.
Rikke sørgede for, at Mads stadig så sin far. Det manglede bare. Selvom Susanne prøvede at forbyde det, kørte Rikke sin egen linje og fik en ordning på plads. Mads trivedes, nød sine halve søskende hos faren og blev hos mor Rikke.
Et par gange var Mads på besøg hos Susanne i København, men Rikke forstod hurtigt, at her var drengen ikke ønsket. Hun stoppede visitterne.
Eget kærlighedsliv opgav Rikke også, og nu stod Mads først. Fodbold, svømning, klaver, biologiklub Det var alt, hun kunne tilbyde. Han kaldte hende konsekvent mor-Rikke, og tilknytningen var stærk på begge sider.
Samen tog de til Fyn hos Else, eller til Vesterhavet, hvis pengene rakte. Når hun så den solbrune, glade dreng ræse rundt mellem børene, tænkte hun min helt egen.
Kontakt til søskende holdt Rikke i live. Susanne og Michael var dog ikke vilde med at høre fra deres bløde lillesøster, men Rikke blev ved med at skrive breve og ringe.
Efter at have sparet op i årevis, fik hun endelig byttet sig til en stor treværelses yderst i Gladsaxe. Mads skulle ikke skifte skole. De gik rundt i den tomme lejlighed og valgte værelser: Hvad siger du, mor-Rikke? Er du lykkelig? spurgte Mads. Så længe jeg har dig, kan jeg ikke klage, skat. Gå du bare, og vælg værelse!
Mads blev student, og da Moderen nægtede ham ophold, blev han i Gladsaxe og søgte ind på medicin. Rikke skruede på husholdningen for at have råd til de bedste undervisere og han kom ind.
På tredje år præsenterede han sin kommende kone: Mor-Rikke, det er Malene.
Rikke gav den nervøse pige et stort kram. Kan du lide sødt? Jeg har bagt kartoffelkage! Meget!
Svigerinden, altså Susanne, var ikke begejstret for Malene: Ho ha, hun er godt nok smart i optrækket. Vent bare, det bliver festligt! Rikke grinede bare, for hun kendte allerede Malene som frivillig i ældreplejen. Ingen bedre kunne hun have ønsket sig.
Mads og Malene flyttede naturligt sammen, fik hurtigt første barn, og alle var tilfredse undtagen Susanne, der smækkede med døren og lovede aldrig at komme igen. Det varede nu ikke længe, før hun igen stod i døren: Jeg flytter ind.
Hvad nu? spurgte Rikke.
Gider ikke snakke. Børnene blev hos faren. Han bor. Jeg bor ikke.
Rikke sukkede, hentede kamillethe men Susanne snerrede: Drik selv, jeg går i seng. Hvor er Mads?
På sygehuset. Malene har taget Sander med til sin mor.
Kan hun ikke blive hjemme? Satans flytten frem og tilbage!
Livets ro var slut. Susanne gik nu Mads og Malene på nerverne dagen lang, når Rikke var på job. Malene knoklede, men sagde ingenting. Rikke gennemskuede dog hurtigt situationen og tog en snak med Susanne: Det viste sig, at søsteren havde været utro, blevet smidt ud, og børnene havde valgt deres far. Alle pengene fra barndomshjemmet var long gone.
Hvad vil du nu? spurgte Rikke.
Bo, selvfølgelig! Du smider mig vel ikke ud?
Susanne, du får bo her, men det kræver, at vi hjælper hinanden. Du gør livet surt for Malene. Hvad er din mission?
Tja. At få dem skilt. Malene er alligevel ikke noget særligt.
Nu stopper du, svarede Rikke. Ny tone, kold som is. Det er ikke dig, der bestemmer alting.
Nå, du er godt nok blevet fræk! Lad os nu glemme det. Bare sørg for, at jeg får ro.
Her knækkede filmen. Dagen efter saltede Rikke Jørgensens kaffe i stedet for sukker, og blev taget på fersk gerning. Efter samtalen begyndte hun at overveje tingene grundigt igennem.
Da hun kom hjem, buldrede skænderierne. Susanne råbte, lille Sander græd, og Malene stod med barnet på armen og så slagen ud. Kaffebordet lignede mordbrand glasskår hele vejen ned af tæppet.
Er nogen kommet til skade? Rikke ilede over, men Malene var allerede på vej væk med sønnike. Susanne insisterede: Forfærdelig kvinde! Jeg tager barnet fra hende, om det så skal være med magt!
Her tog Rikke den for alvor: Du pakker nu. Ud af mit hjem.
Og hvem skal bestemme det? Det er jo også Mads’ hjem!
Skal jeg tage stilling nu, lød det fra døråbningen. Mads samledes om Rikke: Du, mor, er min familie. Ikke Susanne!
Susanne forsøgte endnu engang: Du har sat ham op imod mig!
Prøv at lytte til andre end dig selv, Susanne Find nogle nye briller, nu du er blind for andres lykke.
Et par timer senere fulgte Rikke søsteren hen på stationen; næste stop: storebror, Michael. Hjemme sank hun sammen ved køkkenbordet. Hendes mave snurrede, men kræfterne var slut.
Malene dukkede op, varmede resterne fra aftensmaden og satte sig: Måske skulle jeg have sagt det før jeg er gravid, hvis du undrer dig over, hvorfor jeg følte mig så sløj i dag.
Rikke skraldgrinede. Jamen dog! Endnu mere ballade fra småfolk! Jeg er bare glad, Malene. Vi skal nok få det hele til at gå op.
Mads dukkede i døråbningen: Skal I ikke snart i seng?
Nu! Du får din mor og kone at sove med og så fanger vækkeuret jer alt for tidligt.
Da huset blev stille igen, kiggede Rikke ud over regnvåde tage. I vinduerne rundt om hende boede mennesker med deres egne sorger og glæder. Og ovre i det andet værelse lå hendes vigtigste lykke børn, barnebarn, familie, plus én på vej.
Hun rørte ved Elses smykkegave og hviskede ud i mørket: Pas nu godt på dem alle sammen.
Og med et lille smil, gik hun ind og lagde sig klar til endnu en helt almindelig, men magisk hverdag i Danmark.
