Den torsdag, man aldrig glemmer
En tidlig aprildag, for mange år siden, sad jeg, Lene Hansen, i vores lille lejlighed i Odense og spiste frokost. Rugbrød med leverpostej, en stegt frikadelle og et glas hjemmelavet saft, sådan som min mor altid lavede det, da jeg var ung. Jeg vaskede op, tørrede bordet af, dobbeltcheckede vandhanen, og lagde mig så på sofaen for at hvile. Min mand, Poul Hansen, var taget ud til sin gamle ven på sommerhus i Kerteminde for at hjælpe med at sætte hegnet op. Han skulle først komme hjem næste dag; mandag ventede arbejdet ham igen. Jeg havde gået på folkepension i et år, Poul havde tre år endnu. Pigen, min Dorte, var voksen, gift og boede nu i Svendborg hun ventede sit første barn. Der var egentlig ro på livet. Alt var, som det burde være. Eller næsten.
Jeg lukkede øjnene og trak det gamle uldplaid op til kinden, lod tankerne forsvinde i det halvvågne ingenting, lige idet telefonen brød stilheden med en insisterende, skinger ringetone. Jeg stirrede søvndrukkent på den og tænkte et øjeblik, at jeg måtte have drømt rigtigt. Det var kun sjældent, nogen ringede i de stille pensionistdage.
Ja? sagde jeg hæst og uden at kigge, hvem det mon var. Dorte ringede stort set hver aften, og Poul ringede aldrig. Hvem andre?
Men stemmen var ikke Dortes.
Lene? Var du faldet i søvn? lød en kvindestemme, lav, let hæs, men også med noget velkendt og gammelt over sig.
Ja, hvem taler jeg med? spurgte jeg nervøst og forsøgte at genkalde mig stemmen. Ukendt, men også så genkendelig som et billede af en barndomsven i et gammelt album.
En overdreven høj suk lød, med den tone, folk altid bruger: “Så lidt kontakt, og du kan ikke kende mig!”
Har du helt glemt mig? Hvor længe er det egentlig siden?
Er det… Gitte? sagde jeg forsigtigt, og mit hjerte sprang et slag over. Hvordan har du fundet mit nummer?
Er det så vigtigt?, svarede Gitte, stemningen bar stadig samme ironiske klang som for år tilbage, omend den var mat. Jeg mødte din mor i Føtex for nogle år siden, så jeg fik det af hende. Er du stadig i byen?
Straks kom minderne om, at mor engang havde nævnt Gitte. Hun havde set hende i Brugsen, og Gitte havde spurgt, hvordan det gik mig. “Hun så sær ud, sagde mor, sådan en bleg en, altid i sort. Hun har ikke haft det nemt.” Rygtet gik, at hun var rejst til England og gift sig med en udlænding. Folk snakkede altid.
Jeg hørte, du var i udlandet sagde jeg forsigtigt.
Gitte grinede kort og tørt, så det slog over i hoste.
Hvor er du? Er du okay? Jeg satte mig op i sofaen, bekymret over hendes hoste.
Jeg ligger på hospitalet. Det er faktisk grunden til, jeg ringer. Kan du komme forbi? Jeg har noget, jeg gerne vil sige dig… Du behøver ikke tage noget med. Hendes vejrtrækning var tung og stødende. Jeg smser dig adressen.
Sygehus? Er du alvorligt syg?
Men Gitte havde allerede lagt på.
Kort efter dukkede smsen op. Odenses Kræftcenter. Et jag gik igennem mig. Gitte, den unge, vilde, smukke pige kræft? Jeg stirrede længe på meldingen. Halv seks var meget sent at komme på besøg, og jeg havde altid lært, man ikke kom tomhændet til nogen på hospitalet. Jeg gik i køkkenet, satte en kylling over til suppe hjemmebrygget varmer sjælen, plejede mormor at sige. Så satte jeg mig igen, hovedet hvilende i hænderne.
Dorte var otteogtyve, altså var det lige så mange år siden, jeg sidst havde set Gitte. Næsten tre årtier. Et helt liv. Det stak i mig hvor meget kunne det tage fra én, det der med tiden? Så meget, der var sket. Så meget fortrængt og glemt eller gemt væk i krogene af sindet, hvor man ikke tør kigge hen.
Jeg vidste, at med årene reagerede jeg med mistro selv på gode nyheder. Livet havde lært mig, at bag glæde lå sorg, og bag håb ventede skuffelse. Nu var jeg urolig, mens Poul var væk. Måske var det bedst, sådan. I morgen skulle jeg lave suppen færdig og tage ud på hospitalet til Gitte. Men indtil da lå en uro tungt i kroppen.
Jeg prøvede at falde i søvn, og mens jeg lå dér, kom minderne væltende teenageår på Fyn, Gitte og jeg havde siddet sammen i algebratimerne, stjålet kagedej fra hjemkundskabslokalet og hjulpet hinanden med lektier.
Gitte voksede op hos sin farmor, forældrene døde i en brand, rygterne sagde alt muligt at faren røg for meget, at folk brændte huset ned for at stoppe farmorens hjemmebryggeri i kælderen. Politiet mente, det bare var en glød fra cigaretten, mens han sov. Gitte var dengang hos mig, og sådan blev hun reddet. Resten af barndommen boede hun og farmoren i et kollegieværelse, men der måtte ikke laves sprut i det fælleskøkken. Farmoren tog det tungt, blev sur, og bebrejdede Gitte hver bid mad, hun spiste. “Du æder mig fra hus og hjem,” sagde hun. Derfor spiste Gitte tit hos os og min mor var aldrig nagende, altid gæstfri.
Farmoren hadede sin svigerdatter, kaldte hende heks og mente, det var hendes skyld, sønnen drak sig ihjel. Sandheden var nok, at ingen i det hus nogensinde havde lært Gitte at sige tak eller elske nogen. Som næsten voksen lignede Gitte sin mor høj, slank, med det kobberrøde danske hår, fregner over næsen og mørke, intense øjne. Hun gjorde stort indtryk på alle mænd men selv lod hun til at leve i en verden, hvor kun penge og mænd talte.
Hun fór hjemmefra straks efter 9. klasse med en lidt ældre fyr. Jeg kan endnu huske, hvordan min mor sukkede: “Hun trækker dig ned, Lene”. Men jeg kunne ikke slippe hende. Sammen med Gitte var alt mindre forudsigeligt. Nogle gange havde jeg det, som om jeg var mere mor for hende, end hendes egen familie havde været.
Jeg tog HF, fik job i kommunens administration. Så mødte jeg Poul, der var rolig, jordbunden og trofast vi blev gift, fik Dorte. Gitte hørte jeg kun om gennem rygter: Set i Aarhus, kæreste med en direktør, i dyre biler, tit med pengeproblemer.
Da Dorte var spæd, havde Gitte igen meldt sin ankomst. Stadig smuk, endnu mere kølig. Kom ind, satte sig ved bordet og sagde uden omsvøb:
Du ser forfærdelig ud, Lene. Ægteskab og babyer er ikke noget for mig.
Det skal man aldrig sige aldrig til, grinede jeg, mens jeg vuggede Dorte.
Jo, for jag har fået så mange aborter, at jeg ikke kan mere. Lægen sagde, det var slut.
Jeg spurgte ikke hvorfor, for jeg vidste godt hvorfor. Gitte ledte altid efter kærlighed, men fandt kun kortvarig lidenskab, og bagefter frygt og ensomhed. Hver gang, hun blev gravid, følte hun sig fanget, og lod derfor børnene gå tabt præcis som hendes mor havde haft det.
Men når hun gik tur med min Dorte, snusede hun til det, hun aldrig havde turde: Ægte kærlighed. Måske vokser moderskabet frem i stilhed hos alle kvinder.
Senere boede hun sammen med mænd, den ene rigere end den anden gaver, penge, lejlighed midt i København, men aldrig lykke. Mændene blev sure, hvis de hørte om hendes affærer, og smed hende ud. Der kom flere partnere, også udlændinge. Gitte nød at der blev talt om, hvor hun var. Nok var sandheden banal ensomhed camoufleret i mysterier.
Og hvad med dig selv? sagde hun en dag Hvad er pointen i at knokle sådan? Er det virkelig lykke, at slide sig selv op for barn og mand? Jeg kunne ikke svare. For hvordan forklarer man, at hverdagsglæden er den, der varer længst?
Poul var skeptisk over for Gitte.
Hun er da en farlig veninde du har, sagde han første gang. Men jeg forklarede, at Gitte var god nok, bare hård udenpå. Og hun hjalp mig virkelig. En nat, da Dorte blev meget syg, stod Gitte for at passe alt. Jeg løb med Dorte til skadestuen det kunne være meningitis. Poul var på job, og Gitte blev i lejligheden alene hele natten.
Da vi kom hjem fra hospitalet ugen efter, var der ryddet op, køleskabet var fyldt op, og Gitte havde lavet mad. Men hun sagde, det var tid til at drage videre.
Det følgende stykke tid mærkede jeg, hvordan Poul begyndte at trække sig. Pludselig sov han med ryggen til. Jeg spurgte ham, om det var mig men han mumlede kun noget om stress på arbejdet. Jeg lagde mistanken fra mig, tiden læger som bekendt mange sår.
Årene gik. Dorte blev voksen, flyttede, Poul og jeg blev tættere. Ro på, næsten idyllisk. Vi cyklede ud til kolonihaven om sommeren, nød vinterens ro i stuen med strikketøj og radio.
Så, langt senere, denne telefonopringning.
Jeg kunne ikke forestille mig Gitte dødeligt syg. Det var forkert. Hele natten lå jeg vågen, stod op, satte suppe over, mærkede hvordan foråret pressede på bag ruden, mens kyllingen duftede milt.
Jeg tog til hospitalet klokken ti, suppen i en termoflaske. Vagtmanden ville ikke lade mig ind, men jeg stak ham en hundredkroneseddel. En lang, smal hospitalsstue, to senge, og på den ene, skjult under tørklæde, nærmest udvisket, lå Gitte. Et skrøbeligt menneske. Jeg genkendte hende men det var kun skyggen af hende, jeg engang kendte. Små hænder i hvide lagner, øjne uden liv. Alt det smukke, hun havde brugt til at forføre verden med, var slidt bort.
Du genkendte mig ikke, sagde hun, da jeg trådte ind.
Hvad er der sket? spurgte jeg forsigtigt.
Det, jeg har fortjent, svarede hun. Du må ikke tage sorgen for tungt, Lene. Sæt dig.
Jeg prøvede at overtale hende til lidt suppe, men hun rystede bare på hovedet. Så gled samtalen frem og tilbage, indtil hun uventet begyndte at tale:
Jeg har altid misundt dig, Lene. Hele livet. Alt det du havde et rigtigt hjem, mand, barn, tryghed. Selv dengang du var allermest udkørt, misundte jeg dig det at have nogen at slide for. Jeg har haft det modsatte: Flotte mænd, penge, men aldrig lykke. Aldrig.
Og så, med dirrende stemme: Kan du huske dengang Dorte var indlagt, og du var på hospitalet? Jeg… Jeg var sammen med Poul. Mens du ikke var der.
Stilheden efter var isnende. Kun lyden af saltvand, der dryppede. Jeg havde på fornemmelsen, hun håbede, jeg ville flyve i raseri. Men sandheden er, at jeg allerede dengang havde fornemmet noget, men aldrig havde nænnet at bringe det frem. Og måske var det bedst sådan.
Jeg vidste det egentlig, svarede jeg. Men hvem havde det hjulpet dengang? Tak fordi du ikke smadrede alt. Tak, fordi du gik, Gitte.
Jeg kan ikke tie længere. Måske må du tilgive, måske ikke.
Jeg blev stående ved vinduet. Til sidst sagde jeg stille: Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kan tilgive helt. Men jeg bærer ikke nag. Du har betalt. At dø i så ung en alder er straf nok.
Hun hviskede: Jeg er bange, Lene. Jeg er virkelig bange.
Jeg satte termoflasken tæt på hendes hovedpude. Suppen stiller jeg her. Jeg kommer igen i morgen.
Gør du virkelig? Spurgte hun med en barnlig bøn i stemmen.
Ja, jeg kommer tilbage.
Ude på hospitalets gang lænede jeg mig op ad muren. Så så jeg skiltet til hospitalets lille kapel. Jeg tændte et lys for Gitte og lod en bøn følge hende. Indenfor talte en ældre kvinde mildt: Gud tilgiver alt, så gør vi nok også…
På vej hjem var luften klar, foråret var overalt i Odense, og jeg mærkede et håb vokse, mens jeg tænkte på, at Gitte ville dø og at jeg, Lene, ville stå alene ved graven, for hun havde ingen tilbage. Kun mig og en hemmelighed, hun først turde dele lige inden enden.
Da jeg kom hjem, serverede jeg aftensmad for Poul. Midt i en samtale sagde jeg roligt:
Jeg har været på hospitalet hos Gitte.
Han stivnede lidt, ledte efter ord, men jeg lod ham være. Han var stadig min mand. Vores fælles fortid stod fast og hvem har ikke fejlet?
Senere den aften lagde han sig tæt ind til mig og spurgte:
Hvad siger du til, at vi ser på et lille hus udenfor byen? Du planter blomster, vi passer børnebørn, og hører nattergalene om natten…
Jeg smilede i mørket.
Det lyder som en sød drøm.
To dage senere ringede hospitalet. Gitte var død. Der var ingen til at begrave hende, kun mig. Jeg ordnede alt, valgte en enkel fyrretræskiste og et lille hvidt bånd til blomsterne. Ingen kom til graven, kun jeg. Jorden var våd, men den duftede af begyndende forår.
På hendes grav stod hendes gamle skolefoto med de gyldne fregner og de sorte øjne, mens hun lo, ligesom dengang vi spiste kringle i mors stue. Jeg tænkte på hvad damen i kapellet havde sagt: “Man skal tilgive. Ellers skader man kun sig selv.” Måske havde jeg haft det værre end Gitte, hvis jeg var vokset op i hendes verden. Måske havde hun aldrig lært at sige tak, fordi ingen nogensinde havde sagt det til hende.
Bitterhed æder sjælen op, sagde jeg stille ud i luften. Man skal være modig for at give slip.
Jeg tog en håndfuld jord og lod den glide gennem fingrene ned i graven.
Nu er det slut, Gitte. Jeg har tilgivet. Hvil i fred.
På vejen hjem spirede græsset, fuglene sang, og jeg vidste, at Poul snart ville komme hjem. Jeg ville lave aftensmad, vi ville spise sammen, måske diskutere næste skridt: at købe et lille hus med have.
Livet gik videre. Og det var det vigtigste.
***
Gitte levede en farverig, men ensom tilværelse. Hun oplevede meget, men manglede evnen til at holde på kærligheden for ingen havde lært hende hvordan. Først på kanten af døden turde hun bekende sin synd i håb om at lette både hendes og mit hjerte.
Jeg kunne have nægtet at tilgive, havde haft retten på min side. Men jeg valgte at slippe smerten. Ikke fordi jeg glemte, eller fordi det var nemt, men fordi tilgivelse er noget, man giver sig selv. Det er friheden til at leve videre. I landet, blandt vores egne. Uden bitterhed og knuste hjerter, men fuld af håbet i en ny dansk forårsmorgen.
Poul havde fejlet. Han havde også valgt mig og vores lille familie. Og det er måske dét, der er kærlighed: At forblive, på trods.
I denne historie findes ingen helte, kun rigtige mennesker med fejl, sorg, tilgivelse. Livet er sådan: Fuld af svigt, glæde, tilgivelse og håb. Tiden sletter overfladen, men tilgivelse sletter smerten.
Med foråret lod jeg det svære gå. Og livet gik, som det altid gør, videre.
