De Forladte
Hey, se lige! Derovre… Der sidder et barn! Et barn, hej… Jesper kaldte på lokomotivføreren, viftede med armen og kunne ikke tage øjnene fra det, han så.
Jesper sad på den slidte træplatform, benene dinglende over trinbrættet. Han skuede ud på den tætte nåleskov bag de forsvindende master og de nyhøstede marker.
Vinden blafrede i buksebenene og kølede hans varme ansigt, der havde stået ved kedlen. Lige i de øjeblikke følte han sig nærmest svævende stærk og fri.
Jesper, ildmesteren, elskede sit rangerdamplokomotiv. Netop nu, på dette stræk, kunne han slappe lidt af.
Smid et par stykker i Fyret i Vejby, hvil dig lidt imens, gamle Finn, lokomotivføreren, satte pris på, at Jespers ansigt lyste af arbejdsiver, selv om det var sodet og beskidt.
Jesper havde respekt for Finn. Men hjælperen, overmodige Kristian, kunne han ikke fordrage. En vigtig og spydig fyr.
Skal vi ikke lige have lidt at spise… Kristian rodede i sin mulepose og fik fat på en sammenrullet avis med madpakke.
Finn fandt også sin pakke frem. Jesper havde i dag sovet for længe og måtte løbe hjemmefra uden at nå at tage mad med.
Kom nu og få noget i maven… kaldte Kristian.
Jesper rystede afvisende på hovedet. Der var stadig tre timer til skiftet. I går havde han lavet stuvet hvidkål, og måske kunne han besøge Helle, naboen, til aften.
Men tanken herom trykkede ham. Noget ubehageligt og forkrampet i forholdet til Helle gjorde Jesper utilpas. Han følte sig minder, uordentlig.
Selv nu, hvor solen dansede over de lyse birketræer og minderne om Helle dukkede op, krøb uroen helt ind til ham.
Og pludselig…
Hey, se lige! Derovre… Der sidder et barn! Et barn, hej… Jesper råbte på Finn, vinkede, kunne bare ikke tage blikket væk.
Barnet sad på jorden, lænet op ad en gran, de bare ben rakt frem, hovedet bøjet. Men Jesper kunne tydeligt se, at barnet fulgte toget med blikket. Et levende og vågent blik…
Hvor? Hvad snakker du om? Kristian lænede sig ud ad vinduet, men buskadset havde allerede skjult barnet.
Jesper sprang hen til Finn og trak i fløjten.
Vi skal melde det! Giv besked på stationen!
Hvorfor så ophidset?
Der er et barn alene derude.
Det kan være svampesæsonen, der er sikkert folk i nærheden…
Nej, jeg så ingen andre. Der sad kun ham.
Måske er moderen nær eller bedstemor?
Nej, gentog Jesper.
Slap nu af: måske, måske, brummede Kristian. Der går så mange i skoven, og du… ringer uden grund.
Jesper tav. Han ville gerne sige noget fyndigere til Kristian, men fandt ikke ordene, og blev endnu mere frustreret. Han kunne ikke forklare, hvorfor hans mavefornemmelse sagde, at barnet var i nød. Måske var det barnets kropssprog, måske fangede hans unge øjne noget i drengens blik…
Finn, skal vi ikke spørge i Vejby Station, om nogen mangler et barn? Det kunne være et vildfaren barn. Han så på toget, som om han håbede, vi ville standse…
Det gør vi. Vi skal alligevel tanke vand der.
Jesper åbnede den tunge jernlåge til fyret og kastede kul på med en hårdhed, der kom fra en pludselig indre smerte. Hans ansigt lyste rødt af ilden.
Barnet mindede ham om ham selv…
***
Jesper! Jesper! Forbandede unge! Hvorfor fodrede du ikke hønsene? Din djævel, din skarnsknægt…
Den seksårige Jesper blev kaldt skarnsknægt, da han stjælede æg, spiste rønnebær af sult, sov i laden, når han blev skældt ud. Ofte var han i unåde. Én gang smed moderen ham ud på en frostklar nat kun i underbukser. Han huskede tydeligt, hvordan han græd, mens han kradsede frossen halm fra gulvet for at finde ly og senere løb han barfodet til naboens hus. Han vidste, mor ville slå ham, men løb alligevel.
Hun slog ham ikke. Efter to nætter hos naboen blev han sendt på hospitalet, så på børnehjem. Naboen sagde, at han engang fandt en tør og hård tvebak under deres bord, bed i den, og de kunne knap nok få den fra ham.
Hans mor kom og græd på børnehjemmet, bad om at få ham hjem. De spurgte: Vil du hjem? Han rystede på hovedet, undveg hendes blik, krøb sammen. Moren drak ikke, men det var som om en slags vrede og dum stædighed boede i hende sådan huskede han det.
Senere begyndte børnehjemslivet. Også hårdt. Han gemte sig helst i et skab, så de store drenge ikke slog ham. Hans fregner gav ham tit bank.
Da han blev lidt ældre, lærte han at slå fra sig. Næverne var altid bulede. Han var altid syndebukken.
Han kunne ikke slå en kvinde, ikke engang en pædagog. Men der var én, fru Astrid, der sparkede ham, da han sladrede. Hun sendte ham altid efter sin frokost. Da forstanderen og inspektøren en dag spurgte, hvem han bar mad til, blev hun gal. Han vidste, hvis han slog igen, ville hun flyve ind i væggen men kunne ikke. Hun var jo en dame. Bagefter græd han blodigt på badeværelset.
Sådan var det.
Efter børnehjemmet blev han sendt som arbejdsdreng til DSB, boede på kollegieværelse med ni andre. Men allerede der mærkede han friheden.
Efter hæren fik han job i Helsinge som ildmester. Han fik en toværelses tjenestebolig. Han var uendeligt lykkelig. Sin egen bolig!
Helsinge: en transitstation, Skiftevagtens hus, to dusin gamle og nye eternit-huse, en skole med grønne brædder, og en daginstitution i en villa.
Huset var plankebygget, sand fløj ind ad vinduerne, gulvet havde huller efter mus. Men Jesper var ikke bange han anede ikke, det var noget at frygte. At få en lejekammerat skænkede ham ingen frygt.
Ingen lærte ham op, bortset fra… naboen Helle, der var en fraskilt portvagt med en otteårig.
For pokker, Jesper! Gå til stationen, bed om lidt ler eller cement, du fryser jo ihjel i vinter, sagde Helle.
Hun tog sig af ham. Måske af medlidenhed, måske for trøst, måske af ensomhed.
Skal vi så gifte os nu? spurgte Jesper, allerede efter første nat sammen.
Helle slog en latter op, så hendes skuldre rystede.
Nu må du styre dig! Gifte dig? Jeg har ledt længe efter en og så fandt jeg… dig! hun lo, Jesper klædte om og smilede stift.
Det skulle han ikke tage så alvorligt, blev der sagt. Et barn havde hun, flere ikke. Du må gerne blive boende her til vinter, ellers går du til i kulde i dit skur! Og hvad lærte de jer på børnehjemmet egentlig?
Forholdet kørte frem og tilbage. Mest af alt styret af Helles humør. Jesper var ved at få nok.
***
Så passerede damplokomotivet toppen af bakken. De så landsbyen. Ankom til Vejby.
Finn, finder du ud af det? spurgte Jesper.
Jeg går ind…
Finn gik med Kristian til vagtrummet, mens Jesper tog kedlen og sæben, hoppede ned og gik mod vandtårnet. Han skulle ikke ind på stationen; Finn ville nok høre om barnet.
Han vaskede sig i det kolde vand, nød det. Skumsprøjt løb ned ad benene. Næsten våd kom han tilbage i lokomotivet.
Finn og Kristian kom hurtigt efter. De havde travlt, blev dirigeret til sidespor.
Fandt du ud af noget?
Hvad?
Med barnet…
Åh Jesper! Slap nu af… Stationen er fuld, vi skal bakke et godstog væk nu, sagde Finn.
Jesper tændte for stoker, det raslede i fyret.
Klar bane, råbte Kristian.
Så vi kommer ikke tilbage til stationen? råbte Jesper.
Næh, vi skal direkte hjem! Du vil vel gerne hjem, Kristian smilede overlegent.
Jesper så på ham og sagde ingenting. Han forstod ikke sådan nogle som Jesper eller barnet i skoven for den sags skyld.
Mens de ventede på spor, lænede Jesper sig ind til Finn.
Finn, smider du mig ikke af ved kilometer 136? Når Kristian er væk? Jeg smutter, spørger lige igen.
Du er sindssyg, makker! Efter skiftet? Hvordan kommer du hjem?
Jeg klarer mig, autostop, der sker nok noget.
Skøre knægt. Du opfinder problemer for dig selv.
Jeg så ham jo… og det var lige over skrænten… Finn!
Er det virkelig sandt med barnet?
Jeg mener det… og han så ikke ud til at have det godt. Ellers sover jeg ikke godt i nat. Stop, Finn.
Åh, Jesper. Du er en godhjertet nar. Tag denne madpakke og ellers ikke, vil jeg ikke lade dig.
Kristian brokkede sig mere, da Jesper steg af med en indkøbsnet i hånden, røg han ned på sporet. De sorte hjul kørte forbi, hvid damp røg op, og bag ham tøffede rangermaskinen videre.
Da støjen forsvandt, sang fuglene igen, græsgræshopperne peb alt var, som det plejede.
Jesper gik langs skovbrynet mod det sted, han havde set barnet. Han huskede ruten præcist.
Han hoppede over beplantningen, op over bakken, gik hastigt gennem skoven, forbi granen, fandt slugten, men intet barn.
Han søgte, kaldte højt. Der var kun presset nåle og en pind, der havde rodet i mosset, hvor barnet måtte have siddet.
Han satte sig, pustede ud. Kristian havde nok ret bare svampeplukkere med deres barn. Han lavede alligevel problemer for sig selv. Nu var der kun én vej til landsbyen Ellekær, ud på landevejen og autostop.
Her havde han aldrig gået, men kendte området fra kortet.
Langs slugten gik det lettest. Mens han gik, tænkte han på sit eget liv. Finn havde forsøgt at overtale ham til at tage maskinmesteruddannelse.
Forstår du, Jesper, snart er damplokomotiverne døde, og så er vi ildmestre overflødige. El-togets tid er her.
Jesper var bange for skole. Bare ordet “undervisning” gjorde ham trykket. Han havde altid haltet bagefter. Dog havde fysiklæreren pointeret hans evner, mens litteraturlæreren aldrig fandt gode ord til ham.
Matematikken blev undervist halvt i skældud, halvt i samtale til sig selv. Eleverne lavede deres eget, hun hørte ikke efter.
Når man ingen rødder har, er det svært at finde sin vej. Jesper følte sig kun nødvendig, når han læssede kul i fyret da var han og hans arbejde noget. Resten af tiden forsvandt han. Han kunne ikke planlægge, glemte butikkens åbningstider, glemte at spise.
Du er hovedet under armen, sagde Helle kærligt i sine gode perioder. Når jeg flytter på landet, hvad vil du så gøre?
Det vidste han ikke. Ildmesterjobbet var hele hans tilværelse.
…
Jesper ville være gået forbi, hvis ikke rørsumpen pludselig bevægede sig. Ud af tagrørene rejste sig en lille skikkelse.
Jesper gik tilbage og så barnet. Det var en pige. Skævt halstørklæde, uglet lyst hår, grå trøje, forvaskede strømpebukser, ingen fodtøj. Hun havde nok drukket af bækken, for hun tørrede sig om munden med ærmet og kiggede foruroliget på Jesper.
Jamen altså! Det er jo dig, jeg ledte efter! Og du sidder her, sagde Jesper venligt.
Pigen blev stående bag tagrørene.
Kom herud, er du faret vild?
Hun sagde ingenting, så Jesper nærmede sig. Hun rykkede væk, fulgte bækkenet.
Bare rolig, jeg fører dig hjem, han beroligede hende, fangede hende og tog hendes hånd. Hendes fødder var kolde og våde, hun havde gået længe.
Du bliver forkølet, op nu!
Han satte hende op på skrænten, lagde hende på sit skød, holdt om hende. Han havde prøvet at tage sig af børn før på børnehjemmet.
Hvorfor går du uden sko? Det er farligt i skoven, der kan ligge skarpe ting.
Han trak hendes våde strømper af, gav hende sine strømper på, selvom de var alt for store og gled ned over hendes tynde ben. Så trak han sine egne støvler af og satte hendes fødder ind i sin varme varme.
Ja, det går jo ikke. Hvordan skal vi finde hjem sådan?
Siden han fandt hende, følte Jesper sig rolig. En særlig følelse af ansvar bredte sig.
Her, spis lige, han rakte hende madpakken, men så kun på hende, mens hun spiste grådigt. Pigen spiste brødet med ost, som var det første måltid i lang tid. Da en krumme faldt ned, samlede hun den op sammen med lidt græs og stoppede det i munden.
Rolig, rolig…
Jesper kom til at tænke på sin nabo Helles fortælling om ham selv og tvebakken. Hvis nogen prøvede at tage brødet fra hende nu, skulle de slås! Han holdt hånden ud, så hun kunne samle de sidste krummer ind.
Rolig nu…
Hun var ikke mæt, så op på ham med store øjne.
Mere har jeg ikke. Og det er nok bedst du ikke får mere du kan blive dårlig. Det har jeg set før.
Han vidste, hvad han talte om. To drenge fra børnehjemmet løb væk, og da de blev fundet efter en måned med sult, blev de overfodret det endte på hospitalet. Han måtte skære sin taske op, binde hendes strømper, så de kunne sidde fast.
Jeg bærer dig lidt, bagefter må du selv gå.
Han løftede hende. Det var besværligt over rødder og bakker, af og til gik hun lidt selv. Hun sagde dog ikke et ord.
Hop op på min ryg! sagde han, da de nåede et væltet træ.
Hun klatrede let og omfavnede ham. De travede videre. Hun sagde stadig ingenting.
De holdt pause, og Jesper gik ned til bækken for at drikke. Han var tørstig og sulten. Hun fulgte forsigtigt med.
Pas på fødderne! skød han ind. Så pjaskede han lidt vand på hendes ansigt for sjov.
Hun sprang væk, men kiggede tilbage og smilede svagt. Han forstod, hun fattede, det var for sjov.
De fór forbi Ellekær. Pludselig var de ude på en mark. Til venstre en lille landsby, til højre hovedvejen. Jesper besluttede sig for landsbyen.
De gik til det nærmeste hus, hvor en sort, krøllet hund gøede. Døren blev åbnet af en venlig kvinde, Vibeke, i forkle.
Jesper forklarede hurtigt, Vibeke satte dem straks ind.
Ingen fup her, vel? spurgte hun.
Nej, jeg er ildmester. Viser tit flaget på jeres station.
Der kan I bare se. Kom med ind! Og hvorfor har hun ingen sko på?
Vibeke så, hvordan pigen indtog suppen. Da hun faldt i søvn, sad hun stadig med fingrene i suppen. Jesper løftede hende op, lagde hende ved brændeovnen og spiste også, inden han døsede.
Senere kom Vibeke tilbage med en ældre dame, Agnes, som kiggede længe på pigen.
Ja, det må være en af vore fra Bjerregård. Tror jeg. Øjnene er bekendte…
Hvem er hun? spurgte Jesper.
Der er én lille samling huse tilbage ved den forladte Bjerregård. Agnes herfra. Vibeke pegede på den ældre kvinde Der er slet ingen el, ingen brønd, kun en bæk. Moderen forlod stedet, men kom tilbage, efterlod pigen hos bedstemor. Denne her, hvis vi har ret, der nikkede hun mod barnet. Men bedstemoren, hun er senil og alene. Der er ikke flere.
Er det langt væk?
Om lidt bliver det mørkt. Vi får Villy, naboen, til at køre jer derud på motorcyklen, så kan du blive sat af ved hovedvejen bagefter.
Jesper gik med Vibeke, arrangerede transporten hurtigt, og vendte derefter tilbage efter pigen. Agnes sad og nussede hende. Jesper løftede hende forsigtigt og bar hende ud, hun sov hele tiden videre.
I er begge… forladte, sagde Agnes sagte bag ham.
Jesper vendte sig, åbnede døren med foden.
Undskyld, hvad sagde du?
Forladte sjæle, gentog hun.
Hvorfor siger du det?
I har intet tilbage. Kun omsorg.
Jesper forstod ikke rigtig, hvad hun mente, men forlod huset. Da de fik pigen og sig selv op i sidevognen, blinkede hun kort med øjnene og sov så videre.
Solen var på vej ned. Jesper elskede fornemmelsen af fart, frihed, luft mod ansigtet, når man har et mål foran sig. Han var glad for, han havde forladt toget. Det var ikke spildt. Han var sejren værdig.
Han så på pigen, hendes lyse hår, blege hud, og mærkede en stor omsorg: Han ville beskytte hende mod livets prøvelser, mod alt det hårde han selv havde kendt.
Der, råbte Villy.
Lange gamle huse, halvt skjult af krat, tre totredjedele nedbrudte, stod på bakken bag den lille å.
En skæv bondemand dukkede op, trak på smilebåndet, så pigen.
Der var hun. Bedstemor skriger. Skriger efter hende…
Villy afbrød ham venligt men bestemt.
Jeres pige, ikke?
Jo, jo, hun hører til os.
I har ikke meldt hende savnet?
Her er ingen politi. Vi har ledt, men… Manden snakkede lidt usammenhængende.
Jesper bar pigen ind i huset, den skæve dør blev åbnet. Jordgulv, tung luft.
Villy kiggede spørgende på Jesper. Hvordan kunne man bo her?
En vilde, hæs stemme lød inde fra alkoven. Pigen klyngede sig til Jesper, men gik så over til den gamle i sengen, lagde sig ind til hende. Bedstemors hånd faldt tungt, men roligt, på barnebarnet.
Solen gik ned, opgaven var løst barnet tilbage hos sin familie.
Jesper gik ud igen og spejdede mod den dalende sol.
Han vidste nu, at alle mennesker har brug for at høre til at en ægte livsglæde kommer, når vi giver os selv især hvis vi selv aldrig har haft meget at give.
Man er aldrig forladt, så længe man finder nogen at passe på.
