Den ufuldendte bog
Nå, Marie, jeg smutter nu! Lad være med at følge mig til døren. Jeg kommer sent hjem! Læg venligst den blå skjorte og bukserne frem til i morgen, og glem ikke, jeg skal hente dem fra renseriet! råbte Victor fra entreen, mens han hurtigt trak regnfrakken om skuldrene, snurrede foran spejlet og greb sin hat. Døren smækkede bag ham, så ruderne i de åbne vinduer klirrede.
“Gennemtræk” tænkte Marie Mikkelsdatter, slukkede for vandhanen, tørrede hænderne af i forklædet og kiggede ud fra køkkenet. Alt var som sædvanligt en gang badet i sol, entreen for enden, familiefotos på væggene, tapet i glade striber to brede, to smalle, i lyseblå nuancer; Maries egen lille frakke på knagen. Og
Marie Mikkelsdatter rynkede panden.
En pose! Victor havde glemt posen, og deri lå jo piroggerne! Hun havde stået i dag gry tidligt og trillet, bagt med løg og æg præcis som Victor kunne li det. Marie havde lavet dem helt specielt til i dag, for ham, fordi han jo skulle på tilsyn med byggeprojektet, og så var der ikke ordentlig mad at få. Og hjemmebagt er nu altid bedst!
Hurtigt rev hun forklædet af, så sig i det daglige bomuldskjole med korte ærmer og en lille plet kaffe på skørtet, greb den lune pose og løb, klemte den mod brystet som sit eget barn, ud af lejligheden. Godt hun havde husket nøglen, ellers kunne hun sidde der og banke på efterfølgende! Hun stormede ned ad trapperne, med hånden på gelænderet, som snoede sig silkeblankt i spiraler fjerde, tredje, anden sal
Mange andre damer ville bare have råbt ned til manden fra vinduet, når han alligevel skulle forbi gårdspladsen, men nej, Marie syntes alligevel, det var ret usselt. Hun ville selv aflevere posen og samtidig sige pænt farvel, sætte kinden til Victors mund og så han kunne nappe hende let, nikke og “Så, nu må jeg afsted”
Marie var helt forpustet, da hun røg gennem gården, smækkede døren op, så det rungede i muren. Man skulle ikke tro, hun var næsten 50, men alligevel kunne hun næsten ikke få vejret.
Hun ledte hurtigt efter Victor grå regnfrakke, lys hat.
Victor elskede sine lange frakker, altid åbne, så vinden kunne få fat og flagre som vinger. Og hatten ja, han havde hele kollektionen. Marie sørgede for, at de var rene, købte nye om nødvendigt, pudsede og nussede. Én, siger jeg bare, der passede på habittet.
Hat er stil, sagde Victor, når sønnen, Michael, kaldet efter farfaren, grinte over farmands påfund. I unge forstår ikke det hele er syntetisk og læderimitation!
Hvor var han nu?
Der, selvfølgelig netop på vej ud gennem porten, ind i den larmende, badebys-gule gade. Hvis Marie ikke fik fart på nu, ville han hoppe på bussen, og så så var der bare ingen pirogger til frokost!
Hun satte i løb, hilste venligt på de ældre nabokoner, der sad på bænkene og nød solen. De rynkede smilende på næsen og vinkede, som om de varme hjerter glædede sig over så meget kærlighed.
Hvad sker der, Marie? spurgte gamle Gerda til Maries smalle ryg.
Frokost! Victor glemte den og der er jo pirogger! råbte Marie i farten.
Gerda nikkede anerkendende. Pirogger, det er livet! Og kærlighed det kan man heller ikke klage over.
Marie røg ud gennem porten, ville råbe efter ham, men Hun stivnede og blev stående, sænkede skuldrene, alting blev mørkt, selvom solen skinnede, så det næsten blev svært at trække vejret. Hovedet begyndte at snurre og hun greb desperat fat i nedløbsrøret.
Victor stod der allerede, ved busstoppestedet, med armen under en ung, fyldig og lidt for smilende dame. Hun grinte koket, Victor grinte med. Hun puffede ham pludselig væk, sendte ham et overlegent blik, og Victor han bukkede lydigt, tiggede nærmest og prøvede at gribe hendes hånd for at kysse den. Hun trak hånden til sig, og det lignede næsten et lille dask, ja, og så så han sur ud, tænkte Marie, men straks efter logrede han som en slået hund, rakte hende en karamel fra lommen, og damen tænkte Marie lidt perfidt åbnede munden på klem og tog imod.
Nu fik Marie kvalme. Her stod Victor en voksen og respektabel herre, næsten gammel, og så logrer han foran en kavaleret københavnertøs!
Pigen havde en smuk, blå sommerkjole på med bittesmå hvide prikker, så øjnene kunne flimre. Håret var sat op med et bånd i samme blå farve, frisuren pæn og stilet, sandaler på fødderne.
Maries øjne dansede hen over hendes figur, og nu stod hun dér med en fjollet pose boller og livet på pause
Bussen kørte op til stoppestedet, folk skyndte sig ind, Victor hjalp sin ledsager op i vognen, og dørene lukkede i.
Marie syntes, hun fik Victors blik, da bussen satte i gang, og hun blev flov over sin hverdagskjole, de slidte tøfler og denne sukkerdejlige pose med pirogger.
Hun vendte brat om, travede gennem gården igen, forbi nabokonerne nu i bare arme, passede næsten lige ind i Gerda ved blomsterbedet.
Nåede du det ikke, Marie? spurgte Gerda, tog cigaretten ud af munden og nikkede mod posen.
Nej nåede det ikke, svarede Marie gabende.
Ærgerligt. En skam med mad, der går til spilde. Jeg sender Anton op. Du er hjemme i dag, ikke?
Marie rystede lidt på hovedet.
Nå, men så lad ham spise. Han kan lide pirogger, og jeg gider ikke ælte dej, så sådan er det. Husk det nu.
Gerda samlede sig pludselig og jog truende med armene mod den indkørende traktor:
Ud herfra! Ud, siger jeg! Du maser igen alle mine petuniaer det lovede du sidst og! Væk nu, afsted! råbte hun til chaufføren. Marie orkede ikke høre efter.
Hun stak hovedet ind i opgangen, indfanget af den kølige tomhed. Hendes små skridt rungede på marmortrinene, og en snøften blandede sig med dørens knirken, før alt blev stille igen.
Det var altså slut dét her slut på familien, varmen, trygheden, slut på tilliden og troen på noget fast. Nå ja, “folk” det ord er alligevel for stort. Men “manden” ham, man havde fået, betroet og skulle værne og pleje. Hvad nu?
Marie Mikkelsdatter satte sig tungt på skamlen i entreen, boller rullede ud af posen. Katten Felix snoede sig straks om hendes ben og spandt, men Marie mærkede intet. Hun stod der endnu ved nedløbsrøret og stirrede efter den blåprikkede kjole, dens ejer. Og Victor. Tårerne trillede, varme og saltede, og Marie nød for første gang i lang tid at sidde ned og ynke sig uden at rette ryggen og have dette uendelige, tandpastasmil på.
Hvor længe hun sad der, huskede hun knap nok, før nogen pressede dørhåndtaget ned. Felix stak af frygtsom og blød.
Den ulåste dør gik op, og Antons hoved kom til syne. Store kinder, krøllet hår og en rødstribet hals alt ved Anton var, ja, måske lidt malplaceret i dette hjem, men han var stadig “en af vores” kunstner, eller lidt gagget, som Victor sagde.
Kunstner, Marie han løftede armene. Og så galleridirektør! Skøre folk, vi ellers mistede vi talentet, ikke?
Hun gned tårerne væk, kiggede op i de lyse, venlige øjne. Hvis ikke han var kunstner, kunne han blive præst, tænkte Marie.
Anton Kristensen? Det er dig? spurgte hun forvirret.
Hvem sku det ellers være? Gerda sagde du havde pirogger tilovers. Vores køkken er pakket ned for tiden, Gerda skifter møbler ud. Har ikke fået mad i flere dage. Suk
Han klynkede næsten, krøllerne dansede, og han maste sig ind i entreen, trak et skævt rektangel af sollys med sig.
Skal bare lige tage skoene af trådte i en vandpyt, så sokkerne ryger ovenikøbet! forklarede han, viftede med fødderne. Pæne sokker, bare et hul i storetåen.
Marie greb hurtigt skoene og var på vej ud på altanen med dem.
Stille! brølede Anton. De skal stå dér ikke noget med at putte dem til tørre til mig!
Men de bliver kolde, og du bliver syg, prøvede hun.
Mit legeme min sag! Sæt dem tilbage! gnækkede han, øjne drillende.
Men Marie satte dem på altanen. Man smider da ikke gæsten ud på gaden i våde sko!
Hun nåede knap ind, før hun hørte larm fra køkkenet. Anton rodede, snakkede, slubrede.
Marie! Henter du ikke lige te? Frisk sort te, sådan den smager af boghvede-honning, og med citron, hvis du vil? Det er længe siden nogen har forkælet mig. Han rakte de lange ben ud midt i døren.
Ja, ja, straks! mumlede Marie, satte kedel over, men indeni var det koldt og blæsende.
Victor Hvordan kunne han? I det sekund han tog afsked, begyndte han flirten
Nej, det er bare en misforståelse! De mødtes sikkert tilfældigt! De er kolleger! forsøgte hun at overtale sig selv med sin indre mor-stemme. Gør dig ingen tanker, vær sød, mærk omsorg så glemmer han hende, det gør han!
Anton så pludselig skrap ud.
Skal du servere gammel te? Nej, frisk kun det bedste til gæster! Han snusede til tekanden, rynkede næsen. Ud med den.
Men den er jo lige! sukkede Marie, men nikkede så.
Det var jo ingenting at brygge ny te. Men Victor hvordan fortsætter livet med ham?
Kedlen peb, hun hældte over frisk te. Duften ramte køkkenet den gode indiske, med elefant.
Sådan! Og Marie, giv mig nu den rigtige kop du har de blå med guldkanter. Dem elsker jeg. Ikke spare på det! dikterede Anton med listne øjne.
Vi har et nyt sæt Victor købte det i Aarhus. Godt greb. Dem kan du lide, viftede Marie, men gispede, da Anton bankede i bordet.
Jeg vil have de blå! Hele mit liv har jeg drukket af dem, min mor serverede i dem! Og du serverer nu piroggerne, tag endelig ikke det slemme fad jeg vil have det fine. Imens du serverer, syr du lige min sok. Her er den for Gerda, hun gider ikke, hendes møbler fylder, men det gør ondt på min storetå!
Marie Mikkelsdatter, hæderkronet, lærerinde af faget, stoppede op. Hånden rakte instinktivt ud efter strømpen, men hun tøvede.
Anton bankede i bordet denne gang med knytnæve rejste sig op og blev pludselig dobbelthøj:
Hvad laver du?! Du skal dælme ikke lade sådan styre! Jeg husker dig som stolt, Marie! Når du gik gennem gården, holdt spurvene vejret! Og nu? Nu tørrer folk gulv med dig!
Han slog ud med armene, næsen rynket.
Hvorfor kommer du så? Hvorfor siger du alt det til mig? Jeg kan ikke klare det! Victor, min Victor han var på stationen med en anden kvinde Jeg så det selv! Marie græd.
Nu blev alt stille. Selv gardinet frøs i gennemtrækket.
Anton sukkede:
Derfor, Marie. Det er derfor, Victor fandt hende. Før i tiden løb eleverne efter dig for at faktisk få ændret karakter, men du var benhård. Selv jeg min far om jeg lyver blev helt varm, selvom Gerda, min kone, er flot, men du du var noget særligt. Nu løber du med madkurven og pusler, passer og overforkæler. Du er ikke hans kone mere, men hans mor! Sådan en mor-type. Og kvinder mænd har brug for at jage. At være mænd.
Marie blev først fornærmet, men smilede så lidt. Ja, Anton spillede faktisk. Hun var jo blevet kyllingemor.
Kluckedame ja, det er mig, sukkede hun. Men jeg kan lide at passe på, det er jo det jeg kan.
Men måske slår man omsorgen ihjel, sagde Anton. Din Michael er flyttet hjemmefra, du spreder moderrollen på Victor. Andre kvinder har ikke tid til det de får ham til at føle sig ung. Kan du se det?
Marie ville ikke forstå. Hun havde opgivet sit job for ti år siden, lavede mad, ryddede op, blev hjemme. Eleverne, som kom privat, slap hun, da Victor var syg derhjemme. Musikken stoppede hun også Victor kunne ikke fordrage duften af linolie fra hendes maling, så maleriet røg på loftet sammen med pensler og staffeli.
Til sidst blev hun tænkte hun nu lidt til overs.
Negle? Hvornår dog der skal laves frikadeller.
Nyt tøj? Hvorfor, når jeg aldrig går ud?
Hæle? Nu rabler det! grinede Victor engang: Se veneklumperne! Ja, de sko røg ud.
Veninder ringede sjældent, sønnen dukkede op en gang om måneden, spiste, fik maden med, og svarede kun nødtvunget.
Så ja det var slut. Måske for altid.
Marie op med næbbet! Du er stadig ung, kvinde! Genopstå! Hvis ikke går Victor mere bus med fremmede piger! For resten, dine pirogger i gamle dage havde jeg friet til dig for dem!
Og så gik han. Marie sad tilbage
Victor kom hjem sent, småfuld og lidt forvreden. Duftede af fremmede dufte og vin.
Mødet trak ud, han stak tasken til hende i døren og skar ansigt. Hæld en snaps op og lav mig noget kartofler. Hvorfor glor du sådan?
Marie tog ikke tasken men bad ham flytte sig hun skulle have kufferten frem.
Hvor skal du hen?!?
Jeg tager på kursus. Du må klare dig selv med tårer eller ej, Victor.
Hvem stryger så min skjorte? spurgte han alvorligt.
Marie fór mod soveværelset, ville hente strygebrættet og så stoppede hun, slog ud med hånden.
Sørg selv. Eller hende. Jeg er ligeglad. Farvel, Victor. Det bliver bedst sådan.
Hun svævede ud, tøvede kort ved gelænderet håndtaget på kufferten bed i hendes håndflade men snart klævede sandalfødderne nedad, det flotte skørt dansede gennem gården og snart snurrede et taxa-vræl i mørket. Alt blev stille.
Victor kasta sig til gelænderet. Ville råbe, men kunne kun stønne, smerten i ryggen brændte og fik ham til at flæbe.
Ma-aa-rie hulkede han.
Hvor var hende nu hende der kunne massere, gnide ind med virkeligt ubehagelig salve, pakke ham ind, varme ham…
Helle? Er det dig? Ja, det er Victor Jeg ved godt, man ikke må ringe, men min ryg, Helle Kom, lav noget mad Please, jeg kan ikke selv…
Linjen sagde kun, at man ringede forkert ved lægeopkald og snart blev der lagt på. Helle hverken kom, masserede eller så til ham. Hun var for selvstændig. Hun var ikke Marie. Slet ikke. Tragisk…
Victor kæmpede sig ud i køkkenet. De kolde pirogger ventede. Katastrofe! Og det var ham selv, der havde frembragt det!
Dagen efter kom Marie hjem med lægen og en buket roser, hun havde købt til sig selv. Parfume og spor af cigaret lugtede fra hende. Ja, hun røg nu og da især de dage, hvor hun tænkte for meget.
Vent nu lidt! sagde Marie til lægen, netop som han skulle stikke Victor.
Victor stønnede.
Hva-nu? spurgte lægen.
Victor, hvad har du lovet hende dér? Damer møder ikke bare op for sjov, ikke når man er din alder.
Jeg er ikke gammel! protesterede Victor.
Pension, supplerede lægen. Nå, hvad har du lovet hende?
En stilling… og en grad… Men jeg har fortrudt, Marie, jeg fortryder! Kun dig kun dig vil jeg have! jamrede Victor.
Hun skal have det, hun er blevet lovet. Du er mand, Victor du overholder dit ord. Men du må finde noget andet at lave. Jeg går tilbage på arbejde næste uge. Strygejernet står dér, skjorterne i vasketøjskurven. Ellers må du skilles. Forstået?
Victor nikkede og det var, som om mere smerte trængte gennem ryggen. Marie var barsk, lægen så på ham som konspirator, Anton stod smilende og ventede på at se Victor ydmyget om lidt kom måske Gerda også.
Fint, så kan jeg få min sprøjte nu, ellers dør jeg! jamrede Victor.
Marie nikkede tilfreds, og lægen ordnede resten
Helle følte sig lykkelig eller noget i den stil. Hendes afhandling gik igennem, hun fik akademisk titel og et lunt job. Alt sammen takket være den fjollede gamle Victor.
Nu hilste hun ikke, vendte øjnene væk. Ingen grund, Victors kone havde gjort det klart: enten eller. Så nu fandt Helle sig sikkert en ny.
Victor sagde op. Alle undrede sig hvorfor, det var jo en god stilling. Han sagde kun, at han havde givet et løfte. Banquetten til afsked var overdådig og han dansede tango med Marie, så selv Helle anede misundelse. Hvorfor? Hvad var det, Marie havde?
Jo, hun var det hele luften Victor havde indåndet altid, først værdsat, da han stod alene. Det handlede ikke kun om ryg eller varme sider. Marie var stadig en ufuldendt bog sød og stærk, som jordbær i juli, og man nåede aldrig til sidste kapitel. Måske var det det vigtigste.
Og Helle? Ja, hun voksede måske først op til det engang. Eller også ikke.
Tak fordi I læste med, kære læsere. På gensyn hos “Nørrebro-noveller”!
