25. marts
Nogle gange, når jeg sidder alene om aftenen og ser ud ad vinduet på Vesterbro, tænker jeg faktisk på, hvor meget jeg har lagt bag mig alt det, jeg helst ikke vil tale om. Jeg nægter pure at vende tilbage til de forvirrede, tåbelige år, der føles som om de næsten er opfundet af en ond fortæller med for livlig fantasi. Kan nogen virkelig have levet så hovedløst som jeg? Det føles næsten, som om det slet ikke var mig, men noget eventyr, hvis kapitel blev hvisket i mit øre, mens jeg sov, og som jeg så naivt troede på.
Nu prøver jeg at gøre op med fortiden. Jeg har rundet de halvtreds og forsøger at leve fornuftigt. Jeg søger en ny kone stadig med håb om at blive lykkelig, bare for en gangs skyld.
For et par uger siden mødte jeg en kvinde på nettet. Hendes navn var Lone, et smukt og på en måde symbolsk navn. Vi skrev sammen en del, talte i telefon og aftalte så at ses på en hyggelig café i København.
Da jeg først så hende, overraskede hun mig Lone var smukkere end på billederne, hendes øjne langt mere levende. Der var mystik og erfaring i dem, en antydning af et menneske, der også havde set lidt af hvert.
Vi sad et øjeblik i tavshed, betragtede hinanden lidt på vagt, lidt nysgerrige.
Nå, skal vi lære hinanden at kende rigtigt, Jens? sagde hun med et Gioconda-smil.
Det skal vi, svarede jeg, rakte drillende hånden frem. Jens Henriksens Jensen, halvtreds år, single.
Stadig single, eller single igen? spurgte hun og smilede skævt. For hvilken gang?
Den satte jeg i halsen. Ja, altså… Vil du virkelig vide alt? Alt, alt? spurgte jeg tvivlende.
Lige præcis, nikkede hun, nu alvorlig. Jeg vil høre om alle de skeletter, du gemmer i skabet.
Jeg småsukkede og trak på skuldrene. Lidt svært, Lone. Et enkelt skab ville aldrig kunne rumme alle mine skeletter.
Det kunne jeg nok have sagt mig selv, grinede hun. Men du skræmmer mig ikke med lidt ekstra opbevaringsplads.
Og hvorfor tænker du så sådan om mig?
Ikke kun dig alle mænd har vist et skelet eller to i skabet. Det er klart.
Hvad så med kvinder? spurgte jeg spøgefuldt. Har de kun kjoler og bluser i deres skabe?
Vi tager os af kvindernes skabe senere men først dine. Hvor mange hjerter har du knust?
Faktisk er det mest mig, der er blevet ofret, sagde jeg og trak på skuldrene. Men tredje gang er lykkens gang, håber jeg.
Aha! sagde hun og smilede. Så du har været uheldig to gange?
Jeg er ikke uheldig. Bare godtroende. Og nem at forelske. Men nu, efter de halvtreds, har jeg besluttet at blive snusfornuftig og kynisk. Ligesom alle andre.
Er det for at slippe for børnepenge?
De er betalt for længst.
Til de lovlige børn?
Naturligvis.
Og dem udenfor ægteskab?
Så vidt jeg ved, har jeg ingen, sagde jeg lidt usikkert. Ingen har i hvert fald meldt sig.
Så du afviser ikke, at det kunne ske?
Åh, Lone, småfnøs jeg. Alle de kvinder, jeg har været sammen med, betød noget for mig. Jeg elskede dem alle.
Hvor længe?
Det var forskellig længde hver gang… Jeg mærkede, hvordan hun begyndte at grave i alt det gamle igen fortiden, som jeg ikke gad rippe i. Men hvad er meningen, Lone? Hvor meget skal du vide? Jeg har jo indrømmet, at jeg var både naiv og alt for let at betage.
Hvad var det så, du var dum nok til? pressede hun.
At jeg troede, hver eneste forelskelse skulle være evig. Og i virkeligheden…
…var du bare en almindelig kvindebedårer, ikke sandt?
Normalt ville jeg forsvare mig, men i dag var jeg træt. Jeg så i stedet ind i Lones vedholdende øjne, sukkede og lod stå til.
Kald mig hvad du vil. Kvindebedårer, Don Juan, charlatan… Mine ekskoner har vist kaldt mig det hele.
Hvor mange koner, præcis?
To. Og ingen af dem har jeg været utro. Alt det vilde og dumme skete, før jeg første gang bar vielsesring. Men når sandheden om min fortid dukkede op, voksede fantasierne. Jeg var faktisk nødt til at flytte fra Odense til København for at slippe væk fra det hele.
Nå da! udbrød Lone. Nu blev jeg da også nysgerrig. Hvad har du egentlig lavet? Vil du fortælle mig det?
Så vores første date også bliver den sidste?
Var det noget kriminelt, jeg ikke kan tilgive?
Nej, desværre ikke. Det var først svimlende smukt og romantisk, derefter grimt og småligt. Alt det, der hører til hovedløs forelskelse som altid ender i endnu et forræderi. Flere gange. Men jeg har selv skylden. Man må ikke være så blåøjet. Kærlighed er bare en sygdom, der raser, og så pludselig er den ovre. Jeg holdt en pause, trak vejret dybt og sagde fast: Lad os stoppe samtalen dér.
Hvorfor det? spurgte hun overrasket.
Fordi du nu har lukket op for de skabe, jeg helst ville lade stå. Jeg blev simpelthen i dårligt humør, og jeg vil ikke have, de gamle spøgelser forfølger os, hvis vi nogensinde skal noget sammen. Jeg har lært min lektie.
Det går nok, Jens, sagde Lone med sit gådefulde smil tilbage. Hvis dine skeletter begynder at hoppe ud, åbner jeg bare mine skabe. Min fortid er mindst lige så farverig. Skal vi kigge i mit skab også?
Jeg blev målløs.
Mener du, Lone, at du også har
Jamen selvfølgelig, afbrød hun. Jeg har også været ung og fuld af længsel. Jeg elskede først og fremmest at elske! Derfor ville jeg høre om dine skabe vi skal vel have hinanden, som vi er?
Ja pustede jeg lettet ud. Men lad os aftale at vi ikke dvæler for meget ved de år. Lad det blive sidste gang vi taler om det.
Hvorfor?
Jeg bryder mig bare ikke om minderne, sagde jeg.
Fint, nikkede hun. Jeg er nu heller ikke pjattet med dem. Skal vi ikke bestille noget, nu vi sidder her? Noget vi spiste og drak, dengang vi var unge?
Vil du have et glas Gammel Dansk? Eller måske en Tuborg Classic?
Gammel Dansk! Jeg havde næsten glemt dens krydrede smag. Og, får jeg foreslå? Æg med rejer og mayonnaise. Og lidt ristet rugbrød med leverpostej og agurk.
Og måske lidt sild…?
Fem minutter senere grinede vi igen højlydt. Fordi vi alligevel kom til at mindes fortiden men kun de sjove stunder. Alle har haft rigeligt af dem i ungdommen. Og dem husker man heldigvis med glæde.
