Kærligheden er stærkere end os

Kærlighed er stærkere end os

– Undskyld Synes du ikke, du har drukket nok nu?

– Hvad? Mikkel fór sammen og kiggede op på pigen, der stod foran ham.

– Jeg sagde bare, at du måske har drukket nok. Det hjælper jo ikke på dit problem alligevel.

– Og hvor ved du fra, at jeg har problemer? Det har jeg da ikke sagt til dig.

– Det behøver du heller ikke, smilede pigen. Det står skrevet i dit ansigt. Ved du hvad? Hvordan ville det være, hvis jeg i stedet lavede dig en god kop kaffe? Så kan vi snakke lidt sammen imens.

Mikkel så undersøgende på hende, uden helt at forstå hendes hensigt, og trak på skuldrene. Hun får gøre, som hun vil. Det kan næppe blive værre end nu.

*****

Mikkel trådte ud af bygningen og ledte i mængden efter Annette, lederen af dyreinternatet.

Han fik øje på hende ved hundegårdene, og først havde han tænkt sig at kalde, men endte med at gå roligt hen til hende. Hvorfor råbe, når man kan gå op og tale med folk?

Han stillede sin værktøjstaske på jorden og gik hen til Annette.

– Annette, har du et øjeblik? spurgte han.

– Nå, det er dig, Mikkel, svarede hun skarpt, og vendte sig om. Nå, blev du færdig?

– Næsten. Jeg troede, jeg kunne nå det hele i dag, men måtte sande at det blev lidt presset. Jeg kommer derfor igen i morgen tidligt, og så er jeg vist færdig før frokost. Så kan vi ordne det økonomiske der, er det ok?

– Det passer mig fint. Jeg bliver her hele formiddagen, smilede Annette. Hvad med betalingen? Hvor meget skylder jeg dig?

– Som vi aftalte, svarede Mikkel. Det er min fejl, at jeg ikke blev færdig til tiden.

– Okay. Vil du have, at jeg følger dig ud?

– Det er ikke nødvendigt, men jeg siger ikke nej hvis du vil, sagde Mikkel. Skal bare lige have værktøjstasken.

Han hentede tasken og fulgtes med Annette hen mod porten.

Mikkel var uddannet elektriker og havde i tre dage arbejdet på internatet, hvor han skiftede den gamle elinstallation ud og satte nye stikkontakter op i administrationsbygningen.

Det var faktisk let arbejde, og han havde regnet med at kunne ordne det hele på tre dage. Men han måtte bruge endnu en formiddag.

I morgen var det nemlig d. 14. februar Valentinsdag, og han havde lagt planer. Ikke bare middag med stearinlys, som han selv skulle tilberede, men også…

…Mikkel ville fri til sin kæreste Ida.

Han håbede virkelig, hun ville sige ja. Selvom han ikke havde grund til at være nervøs, var det noget, der rumsterede i ham.

Det er vel også naturligt, når man skal fri til en kvinde for første gang.

Det var tankerne om frieriet, ret og slet, der havde forstyrret ham i dagens arbejde; han havde tænkt mere over menu og timing end ledninger.

Især det med hvornår han bedst kunne fri – før eller efter aftensmaden?

Mikkel havde mødt Ida cirka et år tidligere. I starten sås de mest efter arbejde en tur på café, en gåtur i Kongens Have eller i biografen.

Senere foreslog Ida, at de skulle flytte sammen. Han var fra landet, og han havde ikke engang råd til en lille lejlighed i indre København.

Han lejede en etværelses i Brønshøj, mens Ida lejede en toværelses på Frederiksberg. Så hun inviterede ham til at flytte ind både for kærligheden og for at deles om huslejen.

– Jeg er med, sagde Mikkel straks. Jeg begynder at flytte i morgen.

De flyttede sammen, og det havde været godt fra starten. Ida var livlig, køn, benene, ja, langbenet som man drømmer om”.

Hun lavede mad sådan nogenlunde, men det var der jo råd for Mikkel kunne mere end overleve på madfærdigheder. Ikke bare pølser og spejlæg han kunne både lave gammeldags kylling, suppe med kødboller, ja, endda rulle en lækker oksesteg på søndage.

Hans mor havde lært ham det hele hjemme i Jylland, da han var dreng, og han havde fået god brug for det.

Ida var glad for at have fået sådan en handy fyr og roste ham over for veninderne. Sommetider trak hun dem med hjem, så Mikkel kunne vise dem, at han faktisk kunne lave mad.

– Hold op, Ida, sukkede veninden Signe misundeligt. Jeg misunder dig. Mikkel er guld værd, du. Det er ikke ligesom min Emil, han kan ikke engang koge en pølse uden at brokke sig! Jeg fatter ikke, hvorfor jeg bor med ham. Men hvorfor har du ikke giftet dig med Mikkel endnu? Hvad venter du på?

– Det må han spørge om, svarede Ida forundret. Han er manden. Han skal fri.

Mikkel havde endnu ikke præsenteret Ida for sin mor, Karen. Der havde ikke lige været lejlighed. De talte dog tit i telefon; og Karen glædede sig til at møde Idas kæreste, efter alle Mikkels varme fortællinger.

Og om lidt, når han havde friet, skulle Ida selvfølgelig møde Karen.

Bare Ida sagde ja i morgen. Så ville alt blive godt. Han følte det.

Denne dag manglede han bare at færdiggøre arbejdet med strømmen sammen med Annette, der ledte ham en anden vej hen til porten end normalt hun ville nemlig vise ham et par slides, som skulle skiftes, og høre, hvad det ville koste at få fikset.

– Eller bør jeg hellere få sat nye op? spurgte Annette.

Mikkel undersøgte dem, der allerede hang og klamrede sig til muren, kløede sig i nakken og sagde efter kort tid:

– Jeg tror, det er bedst med nye. Jeg har faktisk et par ekstra. Jeg kan sætte dem op i morgen. Ok?

– Selvfølgelig, smilede Annette hurtigt. Hvad koster det? Undskyld jeg maser med penge hele tiden, men vi har virkelig få midler; det går mest til dyrefoder og dyrlægeregninger.

– Ikke noget. Jeg sætter dem op gratis, lo Mikkel. Det gør jeg i morgen. Nu må jeg hellere smutte hjem. Klokken er jo mange.

– Ja, naturligvis.

Mikkel bøjede sig for at tage tasken, og dér fik han øje på en kat, der forsøgte at nå ham gennem tremmerne. Ikke hvilken som helst kat hun var usædvanligt smuk, men hun havde ingen øjne.

Den kontrast ramte ham. Det stak ham dybt indeni.

– Hun hedder Lise, Annette sukkede tungt, da hun så Mikkel havde bemærket katten.

– Hvad er der sket med hendes øjne?

Mikkel satte sig på hug, stak en finger gennem tremmerne og mærkede Lise. Det var underligt som om han fik stød (ikke 220 volt, men alligevel).

Han undgik at se direkte på hendes øjenhuler og kiggede i stedet på Annette.

– Som du ser, sagde hun tungt, hun har ingen øjne. Lise overlevede en alvorlig infektion. Men nu er hun blind.

Mikkel var tavs; ordene forsvandt. Annette fortsatte:

– Forresten, hun har aldrig rakt ud efter nogen før dig, sagde hun. Hun er blevet mindre åben efter alt det, der skete. Men dig kunne hun lide med det samme.

– Men hun kan jo ikke se mig, sagde Mikkel overrasket Hvordan kan hun det?

– Hun kan mærke dig. Lise er særlig. Men hun anses for håbløs for adoption.

– Hvorfor det?

– En gang blev hun adopteret dengang kunne hun se. Men hun blev fundet på gaden efter et år og bragt tilbage af en frivillig, der ikke vidste, hvem hun var. Jeg kendte hende straks; jeg blev chokeret. Tænk at nogen kunne smide en så smuk kat ud! Især da den tidligere ejer havde ønsket sig netop Lise, husker jeg.

– Så hun blev adopteret, og smidt ud igen?

– Ja, og ejeren svarede ligegyldigt, at katten var væk for længst og at hun ikke ville have hende tilbage, især ikke nu hun er syg. Jeg tvivler på, at hun ville have taget hende tilbage, heller ikke hvis hun var rask. Siden er hun blevet her for godt, som vi siger. For hvem vil hente en blind kat?

Mikkel gik hjem den aften i underlig dyster stemning. Lise var faldet ham så meget i hjertet, og han havde ondt af hende.

Hele vejen hjem tænkte han på hende, og selv under aftensmaden havde han svært ved at koncentrere sig.

– Er der noget i vejen, Mikkel? spurgte Ida, Du hører ikke efter. Jeg har spurgt dig om to ting

– Undskyld, Ida. Jeg tænkte bare

– På?

– På arbejdet. Jeg skal i internatet igen i morgen. Er ikke helt færdig.

– Hvad med i morgen aften? Har vi nogen planer?

– Jeg har en overraskelse til dig. Hvis det er i orden med dig, vil jeg gerne holde aftenen hjemme.

– Hjemme?! Jeg troede, du ville invitere mig på restaurant! Ved du slet ikke hvilken dag det er i morgen?

– Jo, jeg ved det. Men derhjemme kan jeg give dig min overraskelse.

– Godt så svarede Ida opgivende. Jeg håber, din overraskelse er bedre end en aften ude.

– Det kan du tro!

Efter aftensmaden ryddede Mikkel af og vaskede op, men hele natten tænkte han stadig på Lise. Hun havde sat sig fast i hans tanker. Han faldt i søvn med billedet af hende. Ida sov lige ved siden af ham på sengen, hans fremtidige forlovede.

*****

Næste dag afsluttede Mikkel el-arbejdet i internatet, satte de nye kontakter op, fik lønnen, og inden han gik, gik han hen til Lises bur. Så snart hun hørte ham, løb hun hen og ragte poterne frem under det muntreste miav, han havde hørt.

– Hvordan kan du vide, det er mig? spurgte han, mens han smilede.

Igen strøg han hende og mærkede “strømmen”. Denne gang var det dog en rar følelse.

Han strøg hendes pels, talte lidt, lod hende spinde. Før han fik set sig om, var der gået halvanden time.

– Mikkel!? Annette var overrasket, da hun så, han stadig var der.

– Beklager jeg kom til at snakke lidt med Lise her. Hun er så god og kærlig. Jeg fatter ikke, folk har behandlet hende sådan, og at ingen vil tage hende.

– Folk søger perfekte kæledyr. Vores Lise er ikke perfekt, og sådan nogle vil de ikke tage. Hun bliver nok her hele livet, desværre.

– Hun er ikke perfekt, men hun er særlig.

– Helt enig. Men ingen ser det, undtagen dig. Og Lise bryder sig kun om dig. Selv mig ignorerer hun, men til dig rækker hun poterne frem.

Mikkel blev stille. Han kom tilfældigt i tanker om et citat af Bob Marley:

Hvem bekymrer sig om perfektion? Selv månen er ikke perfekt den har kratre. Havet er smukt, men salt og mørkt. Himlen er uendelig, men ofte dækket af skyer. Alt det skønne er ikke perfekt. Det er bare unikt.

Sådan var Lise unik. Hun fortjente at være lykkelig ikke i internatet, men hjemme hos nogen.

– Annette, jeg tror, jeg vil tage Lise med hjem.

– Hvad? Mener du det?

– Helt alvorligt. Jeg bor godt nok sammen med min kæreste og skal snakke med hende om det, men jeg tror hun siger ja. Jeg ringer i morgen.

– Glæder mig, Mikkel. Havde aldrig troet, nogen ville tage Lise.

*****

Da Mikkel kom hjem, gik han straks i gang med en romantisk middag. Han var i godt humør han skulle fri til Ida i dag, og i morgen hente Lise. Han var sikker på, at Ida ville synes om katten; Lise var jo noget helt særligt.

– Hold da op! udbrød Ida, da hun kom hjem. Hvordan fik du tid til alt det?

– Jeg nåede det lige, smilte Mikkel.

– Vi skal vel have en romantisk aften?

Ja, kom og vask hænder og sæt dig. Jeg har endnu en overraskelse til dig.

Ida gik ud for at vaske hænder. Mikkel fiskede æsken med ringen frem, tjekkede at alt var, som det skulle være, og puttede den tilbage i lommen. Alt gik som planlagt. Han var glad.

Men så gik det galt. Da Mikkel nævnte, han ville hente en blind kat, eksploderede Ida.

– Mikkel, hvad har du gang i? Er der ikke andet at tale om, end den kat på sådan en dag?

– Ida jeg ville bare snakke med dig om det. Jeg er den eneste, der vil tage hende. Jeg kan ikke forlade hende der. Hun er skøn, og jeg er sikker på, du ville kunne lide hende. Jeg har billeder, vil du se dem?

Mikkel fandt sin mobil, viste billeder.

– Nej! Nej! Nej! Der kommer aldrig sådan et grimt dyr ind i min lejlighed! Jeg har altid hadet dyr katte, hunde, selv hamstre. Folk skal bo sammen med folk, ikke dyr.

– Men

– Tak Mikkel du har ødelagt min aften. Jeg havde troet, vi skulle drikke vin, snakke og nyde aftenen. Og nu snakker du om en kat. Glem det, jeg går ud med pigerne. Jeg vil ikke spise med dig sid du bare her og se på dine billeder.

Ida gik fra bordet og smækkede døren til soveværelset. Mikkel sad tilbage, med ringæsken i hånden. Det var ikke sådan, han havde forestillet sig aftenen…

*****

Mikkel sad i baren og drak snaps. Han var egentlig ikke til hverken snaps eller øl, men denne aften ville han bare dulme sorgen.

Så fik jeg da friet tænkte han, mens han genkaldte sig scenen fra tidligere.

Han elskede vel Ida ellers ville han ikke have tænkt på bryllup men han kunne ikke efterlade Lise på internatet, særligt ikke nu, hvor han havde lovet Annette at ringe.

Men hvad nu? Vælge Ida og droppe katten? Lise ville måske også vente på ham i morgen, og hvad med hendes følelser?

Vælge katten og forlade Ida og måske leje en ny bolig, for Ida ville nok smide ham ud.

– Undskyld Synes du ikke, du har drukket nok? sagde bartenderen.

– Hvad? Mikkel fór sammen og så på hende.

– Jeg siger, det hjælper ikke at drikke. Måske jeg skal lave en god kop kaffe til dig?

– Som du vil mumlede han. Hvad læser du så i mit ansigt?

– Alt står skrevet dér. Man behøver ikke være Sherlock Holmes for at se, du har haft en dårlig dag. De andre mænd sidder hjemme med deres kærester, og du sidder her alene. Har du skændtes med din pige?

– Ja Jeg ville fri til hende i aften, havde lavet mad, købt ring

– Sagde hun nej?

– Nåede slet ikke at spørge. Vi kom op at skændes over en kat.

– En kat?

Selv uden at forstå hvorfor, fortalte Mikkel hende det hele. Da han var færdig, gav hun ham en serviet foldet som hjerte med en besked skrevet på:

– Hvad er det? spurgte han.

– Til minde, fra mig. Jeg kan ikke forudsige fremtiden, men du virker som en god mand, så det bliver nok godt. Det skal det nok.

På kortet stod: Kærlighed er stærkere end os.

Mikkel forstod ikke helt, hvad hun mente den aften, men én ting forstod han: han ville hverken fri til Ida eller fortsætte med hende. For han kunne ikke svigte Lise.

*****

En måned senere.

Mikkel havde forladt Ida uden at fri. Nu boede han igen i sin gamle etværelses. Lise var flyttet ind.

Ejeren var lettet for at få en fast lejer igen hun havde ingen indvendinger mod katten.

– Hun er jo smuk! sagde hun om Lise.

– Ja, ikke? smilede Mikkel. Jeg tror ikke, katte kan være andet.

– Helt rigtigt!

Hverdagen med Lise var nemmere end Mikkel havde troet. Hun fandt hurtigt rundt; hun sprang op på vindueskarmen og ventede på ham, hver gang han kom hjem, klar med et miav. Hun kunne på mystisk vis se ham, selv uden øjne. Men hvilken forskel gjorde det vel?

Det vigtigste var, at hun ikke var alene, og at hun endelig var glad og tryg.

Og en dag ville han måske også finde en menneskelig lykke Lise havde allerede givet ham den første.

Det skete en måned efter alt det andet.

En lørdag, hvor han gjorde rent, skubbede Lise valentinen hjertebrevet fra bartenderen ned på gulvet. Mikkel samlede den op og læste: Kærlighed er stærkere end os.

Det var jo rigtigt.

Han havde valgt Lise, fordi han elskede hende. Hjertet bestemmer, ikke forstanden. Men der var mere i det.

Mikkel kom til at tænke på bartenderpigen en sød pige, måske ikke perfekt som Ida, men meget smuk på sin egen facon. Og han huskede et spor af tristhed i hendes smil.

Måske…

– Jeg må vist hellere besøge hende igen, sagde han for sig selv og stak kortet i lommen.

Lise miavede glad.

Samme aften gik han forbi baren, hvor han havde søgt trøst på Valentinsdag. Bartenderen var der. Der var få gæster, og hun tørrede glas og skrev i en notesbog.

– Godaften, hilste Mikkel og satte sig.

– Godaften, hun smilede let overrasket.

Man kunne se på hende, hun var glad for at se ham.

Er alt ok?

– Ja, faktisk godt. Ville bare sige tak for sidste og drikke en kaffe. Tak for, at du hjalp mig til at træffe det rigtige valg.

– Jeg gav dig jo ingen råd

– Nej, men du fik puslespillet i mit hoved på plads. Og hvis du vil vil du gå en tur med mig bagefter?

Hun lo overrasket: Det vil jeg gerne. Jeg hedder Tove.

– Jeg hedder Mikkel.

De snakkede og spadserede hele natten. Venskabet voksede hurtigt og snart blev det mere.

Nu bor Mikkel sammen med Tove og Lise. Tove og Lise har det fra første dag som to sjæle, der altid har kendt hinanden.

Det er fantastisk at bo sammen med én, der elsker dyr som jeg… tænkte Mikkel, imens han så Tove lege med Lise.