Elskeren til faren
Hen ad skolens gang gik Tove Pedersen med raske skridt. Uden at hilse på nogen skyndte hun sig forbi lærerværelset og ind på rektorens kontor, hvor hun lukkede døren tæt bag sig.
Anne Grethe, Anne Grethe… Er du alene? Godt… Jeg har brug for at tale om noget, sagde hun og faldt tungt ned på en stol.
Rektor havde endnu ikke lagt sine papirer fra sig, men den ophidsede viceskoleleder var allerede i gang:
Kan du ikke gøre noget ved sløjdlæreren? Kan du? Jeg ved ikke måske tage en snak, give ham en reprimande eller trække noget af hans løn… Bare et eller andet.
Anne Grethe så op med overraskede øjne. Hun kendte Tove så godt havde haft hende som elev engang og var vant til hendes saglighed, hendes strengt moralske holdning og rolig autoritet. Tove gik altid i sorte habitter, foragtede sjusk og plat snak, og var uomgængelig ærlig. Hun nærmede sig de fyrre, men havde aldrig stiftet familie. Af og til tænkte Anne Grethe, at Tove manglede den ro, der følger med almindelig kvindelig lykke.
Nu sitrede der usædvanlig uro i Toves ansigt sådan havde rektoren kun set hende under skoleinspektionen.
Hvilke midler? Hvad har han gjort, Tove?
Fordi han ydmyger min mor, og mig, og min bror… Han svigter os.
Så det er dét, du mener…
Anne Grethe sukkede og tog brillerne af.
Sløjdlæreren Finn Bjerregaard “Bjerregaard” kaldte alle ham nu var Toves far. Anne Grethe havde hørt for nogen tid siden, at Finn havde fundet sig en anden, ud over sin kone. Det lød utroligt hos nogen som ham han havde været sammen med sin hustru i næsten fyrre år. Og det føltes forkert at kalde dette andet forhold for en affære; hans »elskerinde« var nemlig hverken ung eller smuk hun var tæt på tres, arbejdede på posthuset og havde tunge ben, men et stille sind. Hun var tilflytter, enke med voksne børn, der var rejst hjemmefra, og boede i et gammelt hus nær posthuset. At forestille sig hende tage Finn fra familien umuligt.
Jeg troede, I havde besluttet jer som familie, og Bjerregaard var faldet til ro.
Ja… det troede vi også. Han vil forlade mor. Vi har lige talt sammen, men han lytter ikke til mig, sukkede Tove, nærmest grædende. Anne Grethe, prøv at snakke med ham! Måske kan han høre på dig, du er jo ældre end ham… Undskyld…
Nå, slap nu af, rektoren viftede afværgende, Men hvad skal jeg sige?
Sig, at du synes synd for mor. Hun er knust… Sig, at det er pinligt i den alder fire årtier sammen og så det!
Og hvordan tager din mor det?
Åh… Du ved, hvordan hun er: hun skjuler sin sorg, men truer, skælder ud og siger, hun låser ham inde.
Og hvad truer hun med?
At han intet får at han må gå med det tomme tøj på ryggen og hun beholder pensionen.
Men… han lod sig vel ikke true?
Overhovedet ikke Tove tørrede hurtigt tårerne væk. Jeg forstår det bare ikke… Så mange år sammen…
Når kærlighed går i stykker, er det sjældent, at det har været kærlighed til sidste øjeblik, sagde Anne Grethe stille. Jeg skal nok prøve at tale med ham. Det er trods alt ikke første gang, vi arbejder sammen.
***
Tre år tidligere, i den sydsjællandske landsby hvor Inger voksede op, udbrød der brand midt om natten. Den tørre grøft, der løb gennem byen, standsede flammerne for halvdelen af vejen. Ingers hus brændte helt. Hun nåede kun lige at bære sin lammede mor ud på ryggen.
Moderen hylede på græsset, mens huset stod i brand. Inger skyndte sig tilbage for at slippe dyrene ud og jage hønsene ned fra pindene. Da hun vendte tilbage til sin mor, var naboerne allerede samlet om hende det havde slået hende. Moderen døde på sygehuset, mens Inger holdt hendes hånd.
Inger var taknemmelig for sin søn, som kom, hjalp til, sørgede for begravelsen og tog hende med sig. Men hun blev ikke længe hos ham hun følte sig udenfor.
Her, i landsbyen nær Vordingborg, boede hendes afdøde mors familie. Huset var gået i arv, og Inger flyttede ind, mens et familiemedlem stadig boede i stuehuset og brugte tilbygningen som depotrum. Her fik Inger job på det lille posthus.
Hun kender ingen i starten, men snart blev hun kendt som landsbyens postbud. Alle gamle damerne holdt af hende, især for hende kom med pensionen hver måned.
Men tilbygningen trængte til reparation, og derfor ansatte hun Finn Bjerregaard.
Kunne Finns kone, Karen, holde ud, at han sad hjemme efter skoletid og atter intet lavede? Selvom Finn aldrig kunne sidde stille. Efter han begyndte som sløjdlærer, samlede han drenge fra gaden i haven for at snedkerere et eller andet.
Karen var utilfreds: Finn fik besked på at tage arbejde udefra, og han udførte alt muligt: bygning af brændeskure, hegn, murede bade, lagde el, gravede kummer. Hans hænder var dygtige, og folk stod i kø. Så Finn spiste frokost hjemme og var ellers ude indtil aften, og hver weekend var der også arbejde. Karen var dog glad for pengene, de lagde dem til side, og økonomien var fin. Sønnen boede langt væk pga. sit arbejde i forsvaret, og Tove havde sin egen lærerlejlighed, som hun havde fået gennem skolen.
Alt var tilsyneladende i orden. Indtil sladderen løb, at Finn boede sammen med postbudet fra nabobyen. Og havde det dog bare været en yngre kvinde, men hun var ligefrem ældre end Karen!
Først troede Karen ikke på det, lo det væk blandt folk. Men siden, efter sladder og mærkelige sammenfald, gik virkeligheden op for hende. Hun kendte sin mand, vidste, når noget ramte skævt.
Forbandede idiot, Finn! Hvad bilder du dig ind? Har du overvejet dine børn? Mig? Hvordan skal jeg holde hovedet oppe blandt folk?
Han pressede skeen ind i hånden og svarede ikke. Så sagde han lavmælt:
Vi må nok skilles, Karen.
Hvad?! Skilles? Tror du, jeg lader dig gå til den kvinde? Har hun hjulpet dig, når dit hjerte gik i stå har hun opdraget dine børn, svedt sammen med dig på Lolland, hvor vi var allerfattigst? Ikke tale om! Du får intet, og så viste hun ham langemanden. Hendes hænder var grove men stærke.
Finn så trist ud af vinduet. Alt han havde skabt, så han gennem ruden, dryppende af regn. Egne bænke, hegn, borde… Men havde de to nogensinde siddet stille sammen? Kun sammenkomster, men aldrig på tomandshånd.
Og så tænkte han på Ingers have; indrammet af et gammelt smedejernshegn, vild med stokroser, en stor lind og den gamle sorte bænk. Han ville derhen.
Karen fortalte Tove om mareridtet, og Tove måbede.
Det kan ikke være rigtigt, mor?
Jo, Vibe fra Brugsen har fortalt alt! Har været sammen et halvt år. Jeg troede bare, han lavede færdigt arbejde. Jeg fører jo ikke opsyn… Åh, hvad skal jeg gøre?
Jeg taler med ham, mor.
Karen pudsede næse, men slog så ud med armen:
Nytte er der ingen i. Jeg slipper ikke min mand. Det har været mig, der har sikret os så hvorfor skulle jeg give ham væk? Jeg tager alle pengene og holder øje. Ingen chance for ham.
Tilsyneladende faldt der ro på. Tove sagde ikke engang noget til sin far kunne se han var blevet stille, så nærmest flov ud. Selv før havde han ikke sagt meget. Tove anede, at han søgte stilhed, noget moren aldrig kunne levere hun har altid skældt ud. Han gik ud i hjørnerne i haven for at være i fred, og kun der var han lykkelig. Han snedkererede. Og den gamle gårdhund, Hugo, lå altid ved hans side.
Men det holdt ikke. Et forår gik Finn til fods fem kilometer fra Klemensby til Inger dagligt. Og da Karen spurgte? Han indrømmede ærligt.
Jeg må gå, Karen. Tilgiv mig.
Så besluttede Tove, at det nu måtte være nok. Hun ville konfrontere sin fars elskerinde hvordan kunne hun dog ødelægge en familie som sin?
Tove tog bussen til landsbyen for at møde hende på postkontoret. Sort jakkesæt under frakken, sammenknibede bryn klar til at irettesætte en uartig elev.
Det var forår. Sneen var væk, solen varm, jorden duftede. Tove stod af bussen og krydsede mod posthuset.
Tak, Inger, min ven. Du er en engel. Hvad skulle jeg gøre uden dig? en gammel dame forlod posthuset og takkede postdamen.
Du må endelig sige til. Jeg kommer straks.
Stille, mild stemme. Det var en hjemlig kvinde: bløde rynker, uldtrøje, sort nederdel, fyldig, håret i en knude. Tove blev næsten slået ud af den fredelige atmosfære og besluttede sig for at vente til stationen blev tom, før hun ville optrappe konflikten.
Inger opdagede hurtigt den unge kvinde:
Hej! Er du ikke Tove?
Jo. Tove Pedersen. Vi skal tale alene, nikkede Tove mod hjørnet, hvor en anden kvinde sad.
Mille, kan du holde her et øjeblik? Jeg trænger lige ud.
Ja da, Inger.
Postdamen tog stille tørklæde og frakke på, og de gik ud bag kontoret. Et stille hjørne.
Du har børn, så vidt jeg ved, startede Tove.
Ja, en datter og en søn.
Ved de, at du ødelægger en familie? Tove lød som en lærer på skældud.
Om Finn? Ja. Datteren bekymrer sig, sønnen skælder mig ud. Han siger, jeg svigter mindet om deres far. Han har ikke villet komme siden.
Synes du ikke selv, du svigter?
Det afgør Gud. hun mødte Toves blik.
Så du skammer dig ikke? Og vores familie? Du frygter ikke noget?
Nej, ingen grund til at frygte. Jeg har sagt til Finn, at det ikke går. Men han siger, det ikke kan lade sig gøre, vi kan ikke undvære hinanden.
Åh, det er for tåbeligt. Du kunne have stoppet det her! Det afhænger af kvinden.
Jeg kan ikke gøre andet, Tove. Finn er det bedste, jeg har mødt.
Tove var slået ud af den hjemlige tone.
Stop det, du er jo ikke ung længere. Min mor sidder alene og er knust. Tove lød mere bønfaldende end truende.
Jeg har overvejet at rejse. Men man kan ikke løbe fra sine følelser. Svigter jeg Finn, dør han indvendigt. Sådan er det.
Du vil bare ikke miste ham. Men vi finder os ikke i det her! Tove vendte sig brat om og gik.
Samtalen sluttede. Inger så efter hende med medlidenhed, ikke vrede. Hun forstod smerten bedre end nogen. Om bare det havde været lettere…
Næste dag talte Tove med sin far på sløjdlokalet i spisepausen: hun skammede ham ud påkaldte først dansk moral, siden bibelske bud, truede med at hente sin bror Niklas til et opgør.
Han tav, satte tingene på plads og da hun var færdig, sagde han blot:
Undskyld, Tove. Din mor vænner sig til det. Jeg skal gå nu.
Far, er du sindsforvirret? Hvorfor gør du det her? Tove gik direkte til rektoren noget måtte gøres.
Hvorfor? Finn selv kunne ikke redegøre for det. Heller ikke for Tove. Det var bare blevet til, dag for dag, hvor han gik og reparerede Ingers hus. De følte hinanden uden ord, endda i tavshed var de sammen om noget, som ikke skulle forklares.
Da Finn satte sig på bænken ud på aftenen, satte Inger sig ved siden af. Han stak sine fingre ind i hendes hår, hun lagde hovedet mod hans bryst. Det føltes, som om de altid havde været sammen. Ikke kun fysisk men i sjælen.
Han blev ved at fikse småting; det var, som om han ville give så meget han kunne, bange for tiden ville slippe op.
Inger, skal vi rejse herfra?
Du har en familie, Finn.
Den har været væk længe. Vi lever alle hver for sig. Jeg er alene.
Og Inger vidste, det var sandt.
***
Rektors samtale med Finn blev kort. Så snart Anne Grethe begyndte, rakte han hende et sammenfoldet ark papir.
Hvad er det? spurgte Anne Grethe.
Min opsigelse. Du bestemmer datoen hvis der ikke er nogen til at tage over, arbejder jeg til sommer. Ellers går jeg straks.
Er det virkelig… Anne Grethe lagde papiret. Hun havde altid tænkt, Karen var heldig med en mand som Finn. Karen kunne være bidsk, misundelig og snu. Men Finn havde elsket hende. Men nu var sagen vendt han havde mødt sit livs kærlighed.
Men hun måtte være professionel nu.
Ak, Finn! Hvad har du dog gjort! Ingen kan erstatte dig, så du bliver. Overvej din familie igen.
Tak, Anne Grethe.
For hvad?
Fordi du ikke skælder ud. Hvad skulle det også hjælpe nu…
***
Finn pakkede sit værktøj sammen i skuret, fandt gammel arbejdstøj og en rejsetaske.
Nå, hvor skal du hen? Niklas kommer i morgen du flygter vel ikke?
Nej, jeg bliver til han kommer.
Niklas var ansporet af moren og søsteren og ankom vred og udmattet næste dag. Finn var ikke hjemme, men kom snart. Så stod Niklas i skuret, høj, bredskuldret i uniform.
Hej, far! Du lærte mig som barn, at man står ved sit ord og tager ansvar. Men hvad laver du? Du er sølvgrå af alder…
Hej, Niklas. Undskyld. Sådan blev det.
Intet har ændret sig endnu. Du bliver her! Ingen elskerinder! Og jeg skal nok fortælle hende tydeligt, hvor landet ligger! En kone har man kun én af…
Indvendig mærkede Finn noget gå i stykker.
***
Skal vi virkelig tage ham hjem? Lægerne er tossede! Karen knurrede tungt, mens hun og Tove gik ned fra hospitalet Han er lam i hele højre side. Hvordan skal vi slæbe rundt på ham? Åh, Tove, det var bedre hvis…
Tove rystede over de tunge ord om sin far. Det var nu næsten en måned siden hans slagtilfælde. Den højre side lammet tungen slap kun sløve lyde. Niklas var rejst straks; Tove havde travlt med skolen og Karen kunne ikke tage dagligt til sygehuset.
De ansatte en social- og sundhedshjælper. Efter få dage fortalte hun Tove, at det var spild af penge dagligt kom der allerede en og passede Finn. Nemlig Inger, hans søster.
Tove så hende engang. Hun gemte sig bag hospitalets buskads, men Tove fandt ro ved, at Finn var i trygge hænder.
Tove forstod ikke længere sin egen frustration. Hun fortrød, de havde tilkaldt Niklas og bebrejdede moren. I farens øjne læste hun smerte og skam han hadede sin afmagt.
Morens nedsættende ord ophørte heller ikke:
Dit tåbelige fjolleri! Løb du bare efter pigen, men hvem skal nu tage sig af dig? Hvem? Ingen anden end din kone at tørre dig bagi…
Karen vidste ikke, at Inger kom hver dag. Tove sagde ingenting.
En morgen kom Tove uventet på hospitalet. Hun ventede at finde Finn sovende, men så Inger bøjet over ham. Tålmodigt bøjede og strakte hun hans ben, uden at sige et ord. Finns øjne lyste af liv, som om han fandt styrken i hendes blidhed. Da Tove hostede, blev Inger lidt forlegn, men lagde benet forsigtigt og svøbte dynen over ham.
Hej, Tove. Undskyld, vi…
Det går, Inger… Kan du vise mig, hvad du gør? Lægen siger vi skal igang. Jeg tør bare ikke.
Selvfølgelig. Jeg er ikke terapeut, men da min mor var syg, lærte jeg det. Finn? og Finn nikkede.
De fulgtes ud på gangen senere.
Bliv endelig, Inger. Jeg ved, du er her. Folk har fortalt det.
Jeg regnede med, du vidste det.
Du tænker måske, at jeg bruger dig nu? Når han var rask, var du uønsket…
Nej, Tove, det gør du ikke. Jeg er her, fordi jeg vil. Skammen over for din mor den går aldrig væk men jeg kan ikke gå.
Du har talt dig til, som hans søster?
Ja, ellers ville det jo ikke gå.
Og hov, hvad med din egen post?
Jeg har aftalt med postdamen i nabobyen, hun vikarierer.
Du er altså her hele tiden?
Ja, jeg bor i et lille værelse lige bag hospitalet hos en ældre dame, som også koger supper og laver urtete til din far.
Så fortalte Inger om urter og i hendes øjne var hverken modløshed eller håbløshed, som hos Karen.
Tror du, han nogensinde rejser sig?
Ja, Tove. Han er stærk og viljen er der.
Og Tove tog den ro med sig ud under de blomstrende akacietræer. Hun indså, at kærlighed findes, virkelig. Også hun ville møde den, hvis hun åbnede sig. Først nu var hun klar.
Hjemme gjordes parat til Finns udskrivning.
Hvor skal vi lægge ham, Tove? spurgte Karen.
Han skal da have et sted, hvor han kan se TV og være med…
I stuen? Du må være sindssyg! Hvis der kommer folk, kan vi ikke have hans toilet og medicin fremme. Nej, han skal ligge alene.
Hvilke folk? Alle ved jo, han er syg! Vil du hellere have ham i skuret, måske? Tove blev vred.
Toves mors klagesange tyngede hende, og en dag spurgte hun:
Mor, hvad siger du, hvis Inger tog ham med hjem til sig?
Ja, sikkert! Hun ville bare have pengene og pensionen folk siger, han byggede alt om for hende derude! Men handicappede har ingen brug for.
Mor, hun kom hver dag.
Hvor? Karen blev bleg.
På hospitalet. Hun kaldte sig hans søster.
Karen tav og slog sig for lårene.
Rend mig! Hun har luret på pensionen. Det ser hun aldrig en skilling af…
***
Dagen for udskrivningen kom. Tove tog Finn sammen med fætter Jens i ambulancen. Karen blev hjemme og ventede. Tove vidste, at Inger havde sagt farvel tidligt, havde gjort Finn klar.
En sygeplejerske sagde til Tove på gangen:
Hans søster græd meget i dag som om det var farvel. Er det rigtigt hans søster?
Græd hun?
Ja. De… ja, jeg ved ikke…
Papirarbejdet trak ud. Jens ventede i bilen.
Tove satte sig ved Finn.
Far, må jeg spørge dig noget? Nu har du brug for hjælp. Hvor vil du helst hen? Hjem eller til Inger?
Finns lammede kind løb med salte tårer.
Far… rolig, det skal nok gå. Du har tid til at tænke.
Langsomt fik han bevæget læben:
Til Inger…
De kørte med ambulance til landsbyen.
Vi skal til Nyrup sagde Tove til chaufføren.
Jens så forbløffet ud, Finns blik var taknemmeligt.
Inger havde set ambulancen fra vaskerummet, mødte dem med tårer, men også glæde.
Inger, vil du tage ansvaret for en invalid?
Men Inger begyndte straks at gøre klar; hun og Tove løftede Finn i seng, lagde nyt sengetøj på.
Det er bedre sådan her.
Hvad gør du manglede madras?
Jeg klarer mig.
Tove iagttog, hvordan de to forstod hinanden i tavshed, glade uden ord. Hun blev ikke længe: faren var i de bedste hænder.
Undskyld, mor, sagde Tove, da hun kom hjem og gav Karen et kram.
Hvor er han nu?
Vi har kørt ham til Nyrup. Det er bedst for alle.
Karen råbte og bandede, jammerede over penge og hvad folk ville sige, men roen bredte sig hurtigt.
Tove sagde ikke, at hun tit tog ud til Finn hos Inger. Hun fortalte heller ikke, at han først sad, dernæst gik til sidst talte han næsten normalt. Eller at han mod slutningen af sommeren gik med stok gennem gården og begyndte at lave små reparationer.
Og da Hugo, hunden, engang listede med, fik han lov at blive ved Finn.
Om aftenen sad Finn og Inger på den gamle sorte bænk.
Det her er ikke en rigtig bænk, Inger! Tænk, jeg nåede ikke at bygge en ny i år… Tror du jeg kan næste sommer?
Der kommer flere somre, Finn. Vi har tid. Jeg har dig så er alt godt.
Hun lagde hovedet mod hans bryst, han lod fingrene glide gennem hendes hår.
Her bag det gamle smedejernshegn, under den duftende lind og de vilde stokroser, var det deres sted. Og Inger havde ret de havde tid nok.
De havde fundet hinanden, og vidste, at ægte kærlighed og lykke hverken spørger om alder eller om samfundets mening kun om hjertets sandhed.
