Bedste Tove stod og stegte kartofler.
Bedste Tove stod og stegte kartofler. Ja ja, klokken var otte om aftenen, ja ja, bugspytkirtlen var allerede utilfreds blot ved tanken om duften men hvor meget lykke kræver livet egentlig, når man har de år på bagen? Og i hendes alder gad man ikke længere bekymre sig om hverken bugspytkirtel eller om ikke at spise efter klokken seks. Udenfor dalede sneen, og på panden sydede kartoflerne velduftende, næsten som i gamle dage.
Men det var ensomt, stille og lidt trist for bedste Tove. Sønnen og svigerdatteren boede for længst i udlandet, børnebørnene var raske og raske men talte underligt fjernet via skærm, smilede med perlehvide tænder og virkede langt væk. De havde det fint, tak og lov for det, tænkte Tove, men hun savnede dem alligevel. TVet buldrede i baggrunden eller også sad hun og småsludrede med de andre gamle på bænken nede på pladsen. Nå, sådan fór livet forbi, ikke engang gik bare fór forbi, sukkede Tove for sig selv. Tankerne blev imidlertid brat afbrudt af en pludselig ringning på døren.
Helt sikkert Bertha ovre fra nummer 7 igen, mumlede Tove, enten mangler hun sukker eller også gær. Kartoflerne brænder sgu ved nu, så skal hun få et par skældud!
Uden for stod en kæmpe dynge tøj, kroneret af en filthat. Fra under hatten strittede et mageløst skæg ud i alle retninger ikke bare et skæg, men et skæg, der krævede respekt. Toves hjerte hoppede et øjeblik over. En forbryder lige på dørtrinet nu var det måske point de return, tænkte hun.
Godaften, undskyld at jeg kommer så sent, men nød lærer nøgen kvinde at spinde, sagde manden med rolig stemme. Jeg er hverken tyv eller slyngel, bare uheldig. Det eneste, jeg behøver, er lidt varmt vand fra hanen.
Dyngen på trappen rørte på sig, en enorm næve stak frem, og i den trillede en plastikflaske, der syntes lille som legetøj i den store hånd.
Forstår De, min lille Olga er syg. Hun hoster og har garanteret feber. Hun skal drikke noget lunt, men jeg har kun koldt. Og hun er tørstig, jeg må simpelthen bede Dem om lidt hjælp.
Tove stod helt lammet. Bevares, tydeligvis en hjemløs, men han talte ordentligt, og tænkte ikke kun på sig selv Olga? Hustru eller måske datter, vovede man håbe. Og det var bidende koldt udenfor, ingen andre end en stakkel ville være pakket sådan ind.
Nå, kom indenfor, hvis du mener det godt, pustede Tove efter et øjebliks tøven. Fortæl så, hvad der er sket, så ser vi, om jeg kan hjælpe.
Dyngen flyttede vægten fra fod til fod, tydeligvis fristet af varmen og duften af kartoflerne, men sagde:
Beklager, frue, jeg er beskidt som bare pokker, vi har boet på gaden et år nu, både jeg og Olga. Jeg bryder mig ikke om at gøre Deres hjem beskidt.
Pyh, så lader du mig bestemme dét, knægt! hvæsede Tove. Det trak hun ingen veksler på livet og arbejdet som fængselsbetjent havde gjort hende bestemt.
Hvor er din Olga da henne? råbte hun.
Jamen, her naturligvis, sagde dyngen, åbnede op, og en lille grå kat stak forsigtigt hovedet frem. Vi har holdt sammen i syv år. Min kone, Valborg, elskede hende, og da hun døde sidste år, blev vi smidt ud.
Tove greb kraftigt fat i manden og trak ham bestemt indenfor.
Kom nu ind, så jeg kan få varmen tilbage i huset. Af med overtøjet og ind i badeværelset med dig, jeg finder noget af min afdøde mands tøj han var også stor som en bjørn. Din Olga skal jeg nok tage mig af hun får sig en varm plads i køkkenet og lidt mælk.
Manden protesterede, men Tove, en fast beslutsom dame, lod sig ikke stoppe, når det drejede sig om at gøre noget godt.
En time senere sov Olga roligt i en kasse under radiatoren, maven fyldt med varm mælk. Ved spisebordet sad nu en mand og en kvinde, der slet ikke var så gamle endda, og gjorde kål på kartoflerne og en duftende kop te.
Hvordan i alverden endte du på gaden? Drak du dit hjem væk? spurgte Tove, som blotlagde alle spørgsmål uden omsvøb.
Nej da, jeg solgte. Vi havde kun et værelse i en gammel lejlighed. Min Valborg drømte så meget om en have. Så jeg solgte og købte et lille sommerhus.
Og hvorfor bor du så ikke der?
Sønnen arvede det hele, det var hendes hans. Vi var ikke gift. Hun var enke, jeg havde altid været alene. Vi flyttede sammen for ti år siden. Hun havde alting skrevet over på sønnen Morten, så han i det mindste slap for alt bøvlet, når vi ikke var her mere. Vi troede jo, vi havde masser af tid. Så blev hun pludselig syg, og døde hurtigt. Jeg anede hverken ud eller ind.
Og han smed dig bare ud?
Det hele er tåget for mig. Efter begravelsen sendte Morten mig i sommerhus, sagde, jeg skulle komme til hægterne. Da jeg kom tilbage efter to uger, boede der fremmede i lejligheden, mine ting og mine papirer var væk. Da jeg gik i politiet, grinede de bare. Men jeg fandt heldigvis Olga igen. Det var stadig lunt, så naboerne fodrede hende. De fortalte mig, at Morten havde solgt både lejlighed og hus på en dag. Han smed alle tingene ud og Olga også. Mig kan han være ligeglad med, men Olga… hun var Valborgs et og alt.
Hvad hedder du egentlig, det er anden time du er her, uden at jeg ved navnet.
Anton, Anton Mikkelsen plejede det at være. Svarede manden med en skæv mund. Nu er jeg bare Tosha, hjemløse Tosha. Jeg har vist overnattet længe nok, tak for kartoflerne, det er længe siden Olga og jeg har spist hjemme.
Anton rejste sig og så ned på Olga.
Må hun blive hos dig lidt endnu? Det er for koldt for hende derude. Mig går det nok, men Valborg tilgiver mig aldrig, hvis jeg mister hende.
Tears truede i hans øjne.
Hør nu, Tosha grinede Tove morgendagen er altid klogere end aftenen. Du slipper ikke for at overnatte på sofaen i stuen! Skriv din og Valborgs navne og adresse ned jeg må jo vide, hvem jeg lukker ind, ingen skal beskylde mig for at huse forbrydere!
Da der endelig var stille i lejligheden, fandt Tove mobilen og sin gamle notesbog frem. Nu blev hun kaldt Bedste Tove, men engang var det Tamara og sikke minder, man ikke kan fortælle børnebørnene.
***
Som ung var Tove kirurg, ikke bare kirurg, men af højeste klasse. Professoren sagde, hun havde gyldne hænder og hjerte, og forudså hende en stor fremtid. Men det gik anderledes. En mand, der svigtede, tabet af det første barn i sidste graviditetsmåned det drev Tamara ud på FN-missioner i krigszoner. Tre år rejste hun rundt på baser. Så arbejde i København mange skylder hende livet, også folk fra den forkerte side af loven. Men hvad kan man sige, den slags tider var ikke altid efter bogen. Når man mangler penge, må man overleve.
Det er ikke os, der er slemme det er livet, sagde hun ofte for sig selv, mens hun syede endnu en kriminel sammen. Afvise? Det kunne koste én selv, og sønnen skulle også have mad. Hans far gik tabt derude, og han måtte hives hjem. Sære og barske tider.
Men alle respekterede hendes tavshed og hendes hænder. Derfor havde Tamara venner overalt folk, der kunne hjælpe eller skaffe oplysninger. Hun havde sjældent brug for det, men når det var nødvendigt hvad kunne hun ellers gøre?
Dav, Steffen, sagde hun sagte i røret. Er du her endnu, gammel ryger?
Som altid, svarede en hæs stemme hvad gælder det? Søvnløs, eller noget alvorligt?
Jeg skal have undersøgt én for dig igennem netværket.
Du er ikke blevet mildere med årene, Dronning Tamara, kom med oplysningerne.
Tove gav Antons og Mortens oplysninger videre.
Giv mig alt du kan om Morten især, men Anton må også tjekkes, man kan ikke vide.
Hvordan går du selv? Skal vi ses?
Nej, Steffen, ikke mere. Jeg passer børnebørn. Vi har fortalt historierne nok.
Vi tales.
Næste nummer var sværere at komme igennem til, men til sidst lød der en sur kvindestemme.
Er Kamilla der? Si at Tamara spørger.
I baggrunden knitrede modersmålet, og derefter gik det hurtigt med samtalen. Efter de korte beskeder lagde Tove sig til at sove.
Næste morgen blev hun vækket på den mest usædvanlige måde.
Olga havde lagt sig på Toves bryst og spandt, mens duften af morgenmad sneg sig ind fra køkkenet.
Undskyld, Tove, jeg… jeg lånte dit køkken.
Anton havde dækket bordet med røræg og en lille salat ikke siden hendes mand havde været i live, havde nogen lavet morgenmad til hende.
Bliver du sur, Tove, over jeg bestemte?
Nej, tværtimod, tak, sagde Tove med rystende stemme. Vi må hellere spise, man diskuterer ikke på tom mave.
Anton ville spørge noget, men lod være, og spiste stille. Olga dansede om benene, frisk og tilfreds.
Så, Tosha, sagde Tove efter maden, du bor her, ingen diskussion det er min lejlighed, mit valg. Eller så kan du fryse derude, men Olga bliver forstået?
Hvad skulle han sige? Næh, det var bedre at bo varmt, og hurtigt blev han en del af huset lavede indkøb, morgenmad og hjalp til. Og en måned senere var de flere Anton havde slæbt en forhutlet hvalp op fra containergården. Tove rasede og bandede, men de blev og kom snart sammen ud på gåture.
Bag kulissen holdt Tove stadig øje med udviklingen, hun ringede, når huset var stille.
Morten sønnen til Valborg var svag for spil, og da han løb op i gæld, var det Kamilla, der holdt hånd i nogle af byens spillebuler. Han blev banket mere end én gang, og måtte sælge alt lejlighed, sommerhus, bil for at betale. Så mistede han jobbet, bedre at fyre én end at have problemer, og fik et dårligt ry. Steffen sørgede for, at hele byen vidste og så var den arbejdsplads lukket.
Ejendommene kom aldrig tilbage til Anton, så meget hjælp kan man ikke få, men papirer blev ordnet, og pension blev der også. Morten forsvandt til Tyskland og blev væk.
Der gik et år.
Anton Mikkelsen, sæt dig. Vi må have en snak, sagde Tove alvorligt en dag.
Hvad er der, Tove har du fået ondt, eller er det børnene?
(Apropos, søn og svigerdatter havde taget imod Anton, og glædede sig over, at Tove ikke længere var alene.)
Nej da, og børnene har det godt. Men vi må gøre op med vores samliv. Vil du giftes? Jeg vil ikke leve syndigt på min alder.
Brylluppet blev holdt med søn, svigerdatter og smilende børnebørn, samt et par jakkesæt med vagter den ene myndighedsperson, den anden gangster af udseende, selv bag slipset.
Ser du i parken en skrap bedstemor og en stor rar mand med mægtigt skæg, en grå, aldrende kat og en stor, klodset hund så er det bare hovedpersonerne fra min historie.
