Skoletasken
Nede på gadeplan knirkede den gamle, evigt mørkebrune dør, fjedrede skævt, hamrede sin løstskruede håndtag mod den allerede flossede væg og satte endnu et hak i tapetet, stod et øjeblik på klem og slap en regn af små, ivrige snefnug ind i den halvmørke trappeopgang, sammen med én, der vrælede så det rungede mellem kattelugten og muggen i opgangen. Så smækkede døren med et suk, og snefnuggene blev slæbt over på måtten.
Lille Mille, ildrød af kulde, trak sig op på første trappetrin i sin skæve, arvede pelsfrakke fra én af mors kollegaer og den store, falmede kaninpelshue. Hun måtte rive så meget luft ind i lungerne før hun kunne klynke med mørk stemme igen. Åh, hun havde ondt af de nye kælke, der nu blev snavsede og våde i den brune sjap ude foran, og hun hadede også at hive dem op ad trappen, for de var jo splinternye og havde været en gave fra nogen på mors kontor men nu river hun dem op, laver de første ridser i de blanke jernmeder, og så bliver de gamle! De holder nok aldrig til det. Hendes arme var trætte, tårerne smagte salt på den sprangkolde læbe og brændte, som ville de straffe den lille femårige pige for al hendes elendighed.
Mille kom op på tredje trin. Det var umuligt at gå i de store støvler. I skabet stod der fine, røde støvler med pelskrave, men kun til at tage på, når man skulle i teatret eller til fødselsdag. Ikke i børnehaven, for det var for meget luksus, syntes moren.
Mille stod lidt, pustede og hev så igen, så hun kunne søle kælken videre op. Så knækkede snoren! Den gamle tørresnor, mor havde fundet bagerst i skabet, kunne ikke holde mere. Kælken trillede ned ad trappeskråning med et klang og landede på siden, nærmest som en væltet hest. Mille syntes næsten, hun kunne høre den sukke.
Hun tumlede selvfølgelig med ned, rettede kælken op, kælede lidt for den blanke overflade, bed sig i læben for ikke at græde, men det gik ikke tårerne strømmede, og iskrystaller på vanterne ridsede hende på kinden, da hun prøvede at tørre dem væk.
Tynde, røde streger løb henover kinderne
Men Mille skulle op til femte. Deroppe lå lejligheden, lillebitte og sirlig, lige som Mille selv mente hendes mor var.
En lille silhuet, fine hænder med velfriserede negle, ringe og atter ringe Mille elskede at sidde og dreje dem. Men moren fjernede straks hånden og bad hende gå ind på sit værelse.
Milles mor, Beate, gik altid i flotte kjoler, satte frisuren pænt op og tryllede med øjenskygger og rouge, så hun lignede en danserinde.
Ballerina! råbte Mille. Mor! Du er min ballerina jeg vil kysse dig! Hun stak sin ru mund op mod mors hals.
Åh Mille, nu må du stoppe, du driller mit tøj! Parfumen stod i rad og række ved mors seng, og Mille så tit solen skinne i de glimtende flasker. Men at snuse til dem var ikke tilladt.
I dag havde Beate sendt Mille ned i gården med den nye kælk for at arbejde i fred. Beate renskriver mødeprotokoller for sit kontor på den lille skrivemaskine, og Mille falder i søvn til duften af morens parfume, tastens monotone klik, mæt af små kager fyldt med hvidkål og lyset fra en gammeldags lampe, der lagde et varmt smørgult tæppe over værelset, og mors hovedtegnede silhuet på tapetet med blomster.
Efter en time på kælkebakken, træt, forpustet og sulten, stavrede Mille rund og lidt klodset i den store pels op, tørrede tårerne væk, men de løb alligevel stadig. Hendes arme var helt færdige. Det hele var bare for surt.
Hov, frue, hvorfor så trist! lød en mandestemme bag hende. Der er ikke langt igen! Skal jeg hjælpe med at bære? Det er da synd, du slæber så meget.
Ved siden af stod en mand med frakke, ternet halstørklæde, mærkelig hue og en lille attachétaske. Mille holdt vejret, mens hun kiggede op. Moren sagde altid, man ikke måtte tale med fremmede.
Så? Må jeg bære, så du bare kan gå op? spurgte han venligt og rakte hånden ud. Mille veg tilbage. Nej! Hun slap aldrig kælken, lige meget hvad! Hun trak sig væk og begyndte at græde igen.
Nå, så må du slæbe selv, mumlede manden. De siger jo: Kan man lide at kælke, må man også slæbe.
Men Mille svarede ikke, traskede videre, slæbte kælken og snøftede, og så sig ikke tilbage.
Egenrådig pige, sagde manden, ventede lidt og drejede om på hælen.
Nede ved porten knækkede fjedrene igen, døren smækkede og Hans Christian trådte ud i den sneklædte aften. Strimlen af lys på sneen forsvandt og blev erstattet af hans skygge. Nu gik han smilende ned ad fortovet, svingede næsten med attachetasken. Fint med de kælke, snoren kunne Beate have valgt bedre, tænkte han ja, i morgen tager jeg en ny snor med! Måske binde den selv fast… Måske føre Mille ud på kælkebakken, og så bliver hun glad og tager min hånd… Nej, pas nu på! Man kan nemt skræmme lykken væk…
Hans Christian rystede sneen af håret og lagde sne fra gaden på panden. Men foran hans blik dansede Beate lille og gennemsigtig med duft af syrener.
Mille, balancerende på tåspidserne, fik akkurat fat i dørklokken. Indenfor strømmede det med toner, skridt nærmede sig.
Nu er du tidligt hjemme, Mille! Man må kælke lidt endnu, Beate stod i slåbrok. Hendes smil frøs, da hun så den grædende datter.
Mille snøftede, mumlede, hun frøs, og trådte ind. Der duftede af tobaksrøg og i glasene på bordet skinnede noget gyldent. Champagne? Mille vidste, hvordan det duftede. Nytårsaften havde morens veninder skænket det, Mille havde fået resterne. Det smagte ikke godt, hun måtte kaste op.
Ved siden af var askebægeret, mors tynde cigaretter med røde læbestiftspor, og nogle klodsede, brugte af en fremmed. Mille frøs. Hun stod stadig i gangen.
Hvad står du der for! Beate vrisser. Du har jo vædet hele gulvet! Har du ødelagt kælken? Har jeg ikke sagt, du skulle få noget enklere? Nu må du køre på træbrættet næste gang. Pelsfrakken har du også ødelagt.
Beate hev frakken af Mille, vendte hende om, så der var hul ved sømmet. Nu skældte hun ud.
Nogle gange var det som om noget tog over i moren, sagde fru Oline fra tredje.
Dig, Beate, bliver der nemt sat fut under. Lad barnet være, ja? Hun har ikke nogen far, det er sørgeligt med så ene en mor.
Fru Oline bragte nogle gange mælk og hytteost, frisk fra landet. Hun havde ondt af Mille og Beate. De fleste andre i opgangen nærede ikke meget for Beate. De mente, hun var snobbet, aldrig deltog i fællesmøderne.
Og faderen? Ja, hun fik vel Mille under et eller andet, men opdragelse, det går hende over hovedet! sagde Oline, der boede nedenunder. Pigen løber og tramper, så loftet buldrer.
Mille dansede ballet. Hun ville i balletskole, men man skal øve, så hun hoppede og lavede trin, så parketten dirrede, Oline bankede på loftet.
Når Mille blev skældt ud, trak hun sig sammen, moren trak hende hen, børstede hendes hår. Beate var pertentlig med alt: hår, skørter, trøjer, alt var på sin plads.
Åh Mille, min duedatter! sukkede Beate pludselig, trak Mille helt ind til sig.
Hvad for? klynkede Mille.
Gode ting, Mille. Nogle beskeder. Dem får du at vide, når du bliver større. Men nu skal du have mad, bade og sove. Børnehave i morgen, sagde Beate, skænkte skål med dansk-udgaven af rødbedesuppe med en dollop creme fraiche som gled ned og blev rørt forsigtigt ud.
Mille sukkede og gik i gang med maden, der egentlig smagte kedeligt især når der lugtede af fremmed røg.
Så blev der banket på døren, og udenfor stod Oline, rakte en gammel mælkedunk ind.
Den stinker! Smid den nu ud, eller du kan få en glasdunk. Min gamle mand lavede snaps i den før…
Nej, jeg finder på noget, brummede Beate.
Har du besøge, måske? Forstyrrer jeg?
Nej, Mille spiser.
Beate trak Oline ind i værelset og satte hende.
Han har friet. Forstår du?
Hvem? Den med attachetasken?
Ja, og jeg ville høre dig.
Oline spærrede øjnene op. Hun havde aldrig set Beate spørge nogen til råds, men nu… Hun stak læben ud, prikkede på et mærke på blusen.
Den må vi tage fra starten.
Så begyndte de at snakke om økonomi, bolig, Mille og så blinkede Oline snusfornuftigt.
Bare husk, Beate, tager han et bord eller et knage, bestemmer han. Sådan er mænd med attachetasker.
Han er da god nok! Giver Mille nye kælke og frakke. Jeg bøjer mig ikke!
De talte sammen, og til sidst nikkede Beate bestemt.
Det var som om faren dengang han havde skræmt Beate ud af huset nikkede sådan, før han smed hende ud. Og moren? Nej, hun var på himlen.
Oline gik småtrækkende. Beate skulle nok klare sig.
En uge senere flyttede Hans Christian ind. Hurtigt? Men hvorfor vente.
To tasker, en lampeskærm med frynser og posen med dåser i spisekammeret. Attachetasken satte han på taburetten i entreen.
Skal den ikke have sin egen krog? spurgte han.
Beate, der lige havde lagt Sakses pels i skabet, stivnede pludselig; Hun ville ikke give plads til en fremmed i sit liv. Ikke på den måde.
Det er Milles taburet. Sådan er det bare.
Så må Mille få en knage, sagde Hans Christian. Hvor har vi hammer og søm?
Han fandt dem selv, hammerede knagen op, hængte frakken pænt på plads.
Foråret tapetserer jeg om, sagde han, omfavnede Beate, men hun gled væk og så ud af vinduet.
Så blev det tid til at hente Mille. Beate lod alt ligge og gik ud.
Brolægningen var glat, hun strittede armene ud, pressede dem mod brystet.
Hvordan skulle det gå? Før havde romancen været let. Nu?
Mille spurgte aldrig om noget, sad for sig selv, stirrede på maden, svarede kun med skuldertræk.
Du må sige til hende, at jeg vil være faren prøvede Hans Christian.
Du er ingen ting. Glem det, det er for tidligt.
Men han ham den fremmede, ham med attachetasken lavede en ny stol til Mille, bundede en bedre snor på kælken, og fandt endda nogle gamle skøjter.
Men Mille ville ikke ud at lege med ham. Han, ingen ting, fik lavet støvlerne om hos skomageren.
Hvorfor? rynkede Beate.
Fordi det trængte.
Det bestemmer jeg!
Hans Christian smilede. Som om det var en scene fra en dansk film: hun var kontordame, han videnskabsmand, til en fest, to glas champagne Siden blev de sammen, men nu hang det hele i laser.
Hvad er det for et hjem, hvor en mand ikke har sit ord? tænkte Hans Christian.
Intet havde han at skulle have sagt. Slet ikke Mille.
En dag råbte han ad Mille, da hun roder. Hun tudbrølede, Beate skælder ham ud bagefter.
Så siger jeg ikke mere! afsluttede Hans Christian, foldede avisen op.
Sådan gik det ikke. Om natten pakkede han tasken. Måske endda vigtigere papirer…
Beate sad bøjet over skrivemaskinen, da Oline en dag stormede ind grådlabrende.
Beate! Din Hans Christian har slæbt Mille væk fra børnehaven, hun strittede imod, men han bar hende, nu skriger hun, og han gider ikke høre jeg styrtede herhen!
Beate stormede ud, og det dunkede i hendes skulder. Det gjorde ondt, som dengang faderen ramte hende med en pind, skulderen var hævet i ugevis.
Hun bankede på i børnehjemmets forhal. Ingen svarede det var spisetid. Til sidst kom en kvinde ud, rystede på hovedet.
Ingen har afleveret børn! Kom ind i varmen, du taler sort, sagde hun og hældte hende et glas vand op.
Papirer, papirer, han havde kælken og frakken med, mumlede Beate forvirret.
Tag nu hjem. Politiet kan hjælpe, hvis der virkelig, virkelig er noget galt.
Beate løb op, skulle have Milles papirer og billede. Men da hun åbnede døren, blev hun blændet af den stærke lampe.
Der sad de to: Mille og Hans Christian, med flødeskum over fingrene, te og kage.
Hvor har du været med hende? Ville du gå af med hende? hviskede hun hest.
Nej, jeg ville adoptere hende, altså på papiret, sagde Hans Christian forpustet. Ville gøre det rigtigt. For at vi kunne blive en familie. Ville giftes med dig, og Mille skulle blive min datter.
Han var bange, havde aldrig troet han kunne få familie.
Du tager ikke Mille fra mig? Ikke smider hende ud?
Sikke noget pjat, Beate. I er mine piger. Man kan da ikke bare smide dem ud. Det lover jeg dig.
Hun nikkede, endelig beroliget. De to stod der en aften, røg ved vinduet, Mille sov allerede.
De blev gift en måned senere. Mille bar ringene ind og hviskede far, Hans Christian smilte og var rørt.
Det var deres lille hemmelighed. Da Mille og Hans Christian stod i Rådhuset, spurgte damen: Hvem er han for dig?
Mille trak på skuldrene og svarede: Far!
Hvorfor græder du så?
Buerne sidder for stramt. Det gør ondt, svarede Mille og gik hjem uden bånd, men med stor pose wienerbrød.
Og så var det bare det.
Oline kom aldrig mere med mælk eller hytteost. Men nu blev Hans Christian populær i opgangen.
Endelig er her orden! udbrød Oline, da hun en dag så Mille, kælken, attachetasken og Hans Christian alle på vej op.
Hans Christian smilede. Mille smilede. Nu var her orden, ro. Og ved siden af mors parfume stod nu hans eau de cologne. Den duft vil Mille altid huske men aldrig finde magen til igen.
Tak for nu, kære læsere. Vi ses igen på kanalen Vesterbros Drømmesind.
