Far? Freja skyndte sig op ad trappen med de smukke marmorgulvtrin og det lyse trægelænder, som snoede sig op mod den store glaskuppel, tegnet af en eller anden overambitiøs arkitekt. Hvad laver du egentlig her?
Foran døren sad en ældre mand i stribet sømandstrøje, kaptajnsjakke og et par alt for brede, slaskede bukser på en lille kuffert.
Bukserne er blevet store, jeg er skrumpet ind smilede sømanden og slog ud med benet. Sådan er det, Freja
Hans sko, som ellers altid var polerede til skinnende perfektion, var nu støvede, slidte og lidt skæve, noget Freja straks bemærkede, for hun havde altid haft blik for folks fodtøj. Men først, da han rejste sig for høfligt at bukke, opdagede hun, at han haltede. Hendes far var ikke længere den ranke kaptajn, hun huskede, men en bøjelig gammel mand, slidt i formen. Uniformen klædte ham ikke længere, konstaterede hun med et strejf af tilfredshed.
Så hvorfor er du her? Med bagage sagde Freja og nikkede mod kufferten. Du kunne da have ringet i forvejen!
Jeg ville ikke trænge mig på, min pige. Du har jo dit arbejde, din familie mumlede Henrik Andreasen, Frejas far, tidligere kaptajn ved Limfjorden. Men det gik ikke helt som planlagt
Ja, far, jeg har min egen familie nu, svarede hun koldt og så stift på ham. Men kom ind, når du nu alligevel er her. Så kan du fortælle, hvad der foregår.
Henrik Andreasen humpede langsomt ind, stillede kofferten ved døren, kastede et blik rundt og gjorde næsten, som han plejede: strakte armene ud og fyldte brystet med duften af hjem. Men der var ikke megen plads i entreen, og Freja fumlede med spænderne på sine sko. Hun havde travlt. Inde i stuen rodede det, fordi hendes mand, Kasper, og søn, Rasmus, var forsinkede om morgenen og havde efterladt tøj og legetøj overalt. Det skulle hun egentlig ordne senere, efter hun havde handlet ind og været til frisør. Nu skammede hun sig over rodet foran sin far, ligesom hun gjorde som barn.
… Freja! Hvad i alverden er det for et rod?! Dit værelse afspejler dig selv! skældte hendes far, dengang han stadig var ung og håret lå som kraftige krøller over det hele. Det skal være ryddet om fem minutter! Jeg kommer og tjekker. Og sengen! Synes du, det ser ordentligt ud?
Henrik Andreasen flåede lagnerne af sengen og smed dem på gulvet. Du er kaptajnens datter, Freja! Husk nu dét! KAPTAJNEN! Ikke smedens datter ovre fra nr. 7! Prøv nu at leve op til det!
Ofte havde Freja ønsket, hun bare var smedens ulydige datter, bare Freja, der kunne rode, læse bøger, danse mærkelige nye danse midt i stuen, invitere de venner, HUN ville, og ikke dem, der “passede til at besøge en kaptajn”. Men hun var kaptajnens datter, og hele barndommen følte hun sig fanget i det.
Alt hos dem skulle være snorlige. Hun skulle sidde pænt til morgenbordet, have pænt tøj på, ingen pjækkeri eller dovenskab og ingen unødvendige pauser.
På Henriks skib var ingen dovne, og det skulle Freja heller ikke være.
Henrik, lad nu pigen være, hun er ikke en kadet! prøvede hendes mor, Birgitte, nogle gange at forsvare hende, men for det meste nikkede hun blot opmuntrende til Freja og bad hende undgå at modsige sin far.
Birgitte var kaptajnens kone, ikke smedens, og det skulle man leve op til. Også hun fik sine skideballer, hun kunne også glemme sine strømper på en stol, hvis kollegerne kom på besøg. Men ordnede det kun, fordi hun SKULLE.
Den gamle smed, Leif, havde bejlet til Birgitte engang og givet hende blomster, inviteret hende ud at danse ved havnen. Men hun havde taget et Limfjordscruise, kom hjem med et billede af Henrik i uniform og blev gift med ham.
Deres bryllup blev holdt på en lille restaurant ved fjorden. Kolleger, familie og enkelte veninder fra Birgittes side sang, dansede, men Henrik besluttede brat festen var slut: Vi skal hjem, Birgitte!
Ej, kom nu, bare lidt længere! Det er vores aften rakte Birgitte armene om hans hals, rødmosset efter vin og dans.
Afslut diskussionen! brummede Henrik.
Henriks far, Anders, lidt rød og småblå i ansigtet af snaps, fortalte alle, hvor stolt han var af sin søn, en rigtig leder, retfærdig og viljestærk.
Alle nikkede til ham: Sikke en mand! Tillykke! Og trykkede ham i hånden.
Kun Birgittes veninder var sure måske fordi festen sluttede tidligt, måske fordi Birgitte fik kapret den flotte kaptajn.
Efter tre år kom Freja til verden. Henrik var i togt og nåede ikke engang hjem til udskrivelsen.
Tag dig sammen, Birgitte! Du er jo kaptajnens kone! råbte han i telefonen. Ude i entreen sad hun med hans gamle sømandstrøje i hænderne, sønderknust.
Birgitte var bange for at føde alene, hun kendte ingenting til babyer, følte sig selv som et barn endnu.
Birgitte, lad mig hjælpe, kom, støt dig til mig tilbød Leif engang, han boede stadig i opgangen og fandt hende grædende. Hun forsøgte at afvise ham, men kunne ikke.
Efter en lang nat med veer, hvor hun forsøgte at vente, fordi Henrik havde forbudt hende at føde uden ham, kunne hun ikke mere.
Da Freja kom til verden, sørgede Henrik for, at hun TALTE med ham samme dag, selvom sygeplejersken knurrede, at Birgitte nærmest ikke kunne gå.
Ligegyldigt! Hun skal op og gå nu, vænne sig til at stå på egne ben!
Og Birgitte gjorde det fordi hun jo var “familiens ansigt udadtil”.
Hans kone er jo kaptajnens frue! hviskede sidemanden på fødegangen senere.
Og Freja fik også den opdragelse: Hun løb hurtigt hjemmefra som 19-årig, giftede sig med Kasper fordi hun ville væk.
Henrik var imod, de skulle bo sammen, mente han, men Birgitte fik det arrangeret så de fik en lille lejlighed langt væk, tæt på hendes arbejde. Henrik blev sat på kontor og sad ikke længere på fjorden.
Deres gamle lejlighed i huset med den buede trappe og trægelænder overlod Birgitte til Freja. Det var ikke Henriks beslutning, selvom han slog i bordet:
Det er VORES hjem! Og Freja skal blive!
Men Birgitte rystede på hovedet.
Henrik, du flyttede ind her med kun en kuffert, uden andet end din nye kaptajnjakke! Den her lejlighed ordnede JEG. Nu har Freja brug for den. Hold nu op, det er ikke din paradeplads eller dæk på en kutter!
Henrik blev meget vred, smed briller og avis, men Birgitte holdt fast.
Du presser hende for hårdt, Henrik! Det er ikke matroser, du opdrager! Find dig i, at vi alle får vores egne liv!
Engang havde Birgitte været stolt af at være gift med kaptajnen nu var det ligesom blevet almindeligt.
Da Freja blev gift, gik det op for Birgitte, hvor lidt hun elskede Henrik, og hun tog af sted til veninder og til sidst blev de skilt.
Mor! Hvad gør vi så? Han kommer til os nu!
Ikke hvis du ikke vil! Det er din beslutning, ikke min! Jeg er færdig med det her, sagde Birgitte.
Og faktisk hørte de ikke fra Henrik længe. Han ringede ikke, interesserede sig ikke for hvordan det gik Freja under graviditeten, og hun fandt ud af, at han havde forladt sit job.
Han så kun Rasmus nogle enkelte gange, da han lå i barnevognen, og begge gange husker Freja tydeligt: Ordrer, formaninger om børneopdragelse, påbud om at Kasper skulle tage sig sammen, og hvordan Rasmus skulle undgå bestemte ting, vokse op korrekt.
Og så få lidt orden i lejligheden! råbte han sidst han var på besøg.
Kasper var ikke hjemme, og Freja blev først lille og bange, men noget vågnede i hende. Nok var nok.
Gå. Hører du? Nu. Jeg tåler ikke, at du blander dig mere! Du har gjort livet surt for mor og mig, nu bliver det ikke mere. Smut!
Henrik så forvirret på hende, ville sige noget, men gik stille.
Han forsøgte at kontakte hende siden, sendte penge, men Freja rørte dem ikke.
Og nu sad han pludselig foran hendes dør, lille og bleg, kun et ekko af den kaptajn, han havde været.
Vil du have noget at spise? Jeg varmer lige. Vent, sagde Freja, men han tog hendes hånd.
Hun trak den til sig.
Jeg er blevet pensioneret, Freja. For bestandigt. Jeg sejler ikke mere, ikke engang kontoret har jeg tilbage. Jeg havde tænkt, jeg måske kunne bo hos jer, bare i gæsteværelset, hvis det Jeg har ikke mange ting.
Freja satte vand over til sig selv. Nej, far. Du må tage i din egen lejlighed, som mor ordnede. Her er ikke plads. Vi har vores egne liv! sagde hun bestemt.
Hun satte en stegepande på komfuret og gik i gang med at varme maden. Bare han snart tog af sted, tænkte hun.
Hun følte sig lettet over, at de ikke boede sammen. Kasper havde været den første, der havde friet til hende, og hun havde grebet chancen ikke for kærlighedens skyld, men for frihedens. Det havde vokset sig til et solidt forhold.
Henrik sad tavs ved spisebordet, mens hun satte mad foran ham.
Jeg kan tage baglokalet… forsøgte han.
Nej, der er fyldt med syltetøj og dåser!, sagde hun skarpt. Spis nu. Jeg ringer efter en taxa.
Hun spurgte ikke hvad der var sket med benet, han spurgte jo heller ikke til dem.
Henrik spiste grådigt, næsten dyrisk, slubrede maden i sig. Tidligere var det altid kniv og gaffel, rank ryg, servietter.
Sorry, havde glemt, du plejer helst at have sovsen for sig og kødet for sig. Men vi spiser altså sådan her, sagde hun tørt.
Det går fint, det smager rigtig godt. Tak, min pige. Freja han prøvede at røre hende, men hun gik over for at lave te.
Hun vidste han ikke brød sig om “sort te”, så hun fandt hans gamle stikkelsbærsyltetøj frem fra bunden af skabet.
Kan du åbne? beordrede hun nærmest.
Han forsøgte, men havde svært ved at dreje låget. Hun gav sig til, men kom til at skære sig.
For pokker altså! Hvorfor ER du egentlig kommet?! spruttede hun.
Du skal have det renset og sat et plaster på. Det bløder da, rejste han sig og ville hjælpe.
Jeg gør det selv. Spis, ellers bliver det koldt.
Hun fumlede med medicinskabet og plasteret, og til sidst lod hun ham hjælpe.
Det gør kun lidt ondt, sagde hun, og forsøgte at virke uberørt.
Hun huskede, da hendes mor skar sig i fingeren engang far havde slet ikke reageret. Men moren klarede det, for hun var jo “kaptajnens kone”, hun skulle være stærk.
Jeg har ikke andre steder at tage hen sagde Henrik pludselig, så ned i dugen med sammenknebne hænder.
Hvad mener du, far? Du har jo din egen lejlighed? Mor sagde hun lod dig bo der? spurgte Freja.
Ikke mere. Hun smider mig ud nu. Hun har hørt, at jeg er syg og vil ikke have, jeg bliver. Sagde hun ikke noget?
Freja trak på skulderen.
Ingenting. Hvad fejler du?
Alderdom, Freja. Benet virker ikke, noget med blodårerne De siger, det skal opereres, men de vil ikke tage mig på hospitalet i København. Jeg har nu boet tre dage på Hovedbanegården. Det er ydmygende
Freja nikkede, du kan godt bruge vores bad.
Mens han skramlede rundt i badeværelset, ringede Freja til sin mor.
Birgitte tog først ikke telefonen, men svarede til sidst.
Nå, det er dig, Freja Hej
Mor, hvorfor smed du far ud? Nu står han her! Og hvad fejler han? Kan din nye, hvad er det han hedder, hjælpe med hospitalet?
Freja, jeg har andet at tænke på end Henrik! Han solgte jo sin gamle lejlighed selv! Hvad han gør nu, må han selv finde ud af. Jeg får min “bonus-søn” ind hans kæreste er gravid og har brug for et sted at bo…
Freja måbede. Der gik det op for hende, at moderen havde valgt at prioritere sin nye familie.
Mor… Du kan da ikke bare smide ham ud!
Det er ikke mit ansvar længere, Freja. Gå din egen vej, ligesom jeg har gjort, sagde Birgitte træt og lagde på.
Fra badeværelset hørtes et bump.
Far! Hvad sker der? Freja hamrede på døren.
Ikke noget Snublede bare. Kommer lige om lidt svarede han.
Men så lød der et klagende støn, væltede skam og selvmedlidenhed at være gammel er som at leve uden vinger, tænkte Freja.
Hun løb ud på trappen og stødte på Leif, den gamle nabo. Hun forklarede hurtigt hvad der var sket.
Leif tøvede kun kort, brød så døren op og bar næsten Henrik ud af badet.
Jeg gled. Undskyld, Freja sagde faren, mens hun så på ham med tårer i øjnene. Så svækket var han nu. En gang kaptajn, nu intet.
Du må have noget koldt på benet. Hvorfor står du bare der? Kom i gang! Leif overtog styringen. Freja listede smørrepålæg ind i et viskestykke og fandt dropper til hjertet.
Tak, Leif mumlede Henrik. Så sås vi igen.
Det var så lidt. Læg dig, så ringer jeg efter en læge. Leif fandt telefonen frem, men Henrik takkede nej.
Lad være. Jeg er væk om lidt.
Far! Nu slapper du af, og så taler vi sammen, når Kasper og Rasmus kommer hjem, sagde Freja.
Hun satte sig ved foden af sengen, bidte læben.
Er du vred på mig? Var jeg streng? spurgte Henrik forsigtigt. Jeg kunne ikke gøre andet. Du ved jo ikke, hvordan det var dengang med din mor…
Du har aldrig fortalt noget, mumlede hun.
Nej… Jeg troede, hvis bare jeg strammede tøjlerne, så gik det nok. Men jeg magtede det ikke. Til sidst blev jeg for hård. Han sukkede, rømmede sig, rykkede på benet. Men du var så lille, Freja… Jeg tog fri til at passe dig, selvom jeg dårligt kendte til børn…
Du skulle bare have elsket mig, far! Så var jeg ikke løbet hjemmefra! Jeg vil ikke være din matros igen, og jeg vil leve livet, som jeg vil!
Hun vendte sig bort og forsøgte at skjule tårerne.
Henrik satte sig langsomt, trak sig op med besvær.
Jeg forstår det nu. Jeg må hellere gå. Forfærdelig idé at komme her, undskyld.
Han famlede efter skoene i entreen.
Far, du kan jo ikke engang gå på benet! Er det så mig, der smider dig ud? spurgte hun.
Det er rimeligt, Freja. Tak for det, du har gjort.
Han tog kufferten og forlod lejligheden.
Da han nåede ned foran opgangen, stod Kasper der.
Henrik? Allerede på vej ud? Nej nej, det går ikke! Jeg har købt vandmelon, det kan vi da ikke spise selv! Ind med dig igen Rasmus bliver glad!
Freja stod stadig i entreen, lyttede til elevatoren. Hun havde lige ringet til sin mor for at bede om hjælp, men Birgitte havde foreslået at sende faren på plejehjem.
Elskede du ham slet ikke? hviskede hun.
Sådan én kan man da ikke elske, Freja! svarede moren, inden hun lagde på.
Far, måske kan vi prøve igen? mumlede hun tyst til sig selv. Hun følte kun medlidenhed. Han fortjente lidt kærlighed.
Henrik fik sin operation, begyndte at gå igen. Han glemte stokken på bænke i parken, i butikker. Rasmus elskede sin “søulv” af en bedstefar, der fortalte om skibe og eventyr.
Rasmus så aldrig Henriks strenge side han kendte kun den nye bedstefar. Det var en chance for en ny begyndelse.
Et år senere dukkede Birgitte op, vinteren havde lagt sig. Hun åbnede døren med egen nøgle, børstede sneen af frakken og så sig omkring.
Mor? Freja kom ud fra køkkenet.
Det er mig, Freja. Er kommet hjem. Svend og jeg er ikke sammen mere, mænd altså! rystede Birgitte på hovedet. Find mig et kælderværelse, jeg skal jo have et sted at bo.
Hun stivnede, da hun fik øje på Henrik.
Du er her? Men det går nok. Halvdelen af lejligheden er min.
Freja tog forklædet af. Mor, kunne du ikke sige til? Vi skal nemlig flytte, og du havde lukket for mobilen. Svend fortalte, du var væk.
Han snakker! Hvor flytter I hen? ville Birgitte vide.
Kaspers job sender ham til København vi får en lejlighed der. Og far, han skal med. Der er en rigtig god klinik. Du får selvfølgelig te, mor, bare sæt dig ned. Vi rejser i morgen tidlig
Først nu så Birgitte kufferterne, de tomme reoler og flyttekasser.
Så I flytter? Uden at sige til mig? drog hun på skulderen og skulede. Jeg har givet mit liv for dig, Freja, og nu svigter du for din fars skyld? Nå, bare lad det gå. Jeg håber du ikke tager kaffestellet! Og billedet der hang der Nå, det er vel lige meget.
Hun gik rundt i lejligheden og kontrollerede alt, som om Freja blot havde boet til leje.
Freja sagde ikke noget. Måske var det rigtigt: Hun havde valgt faren til, men for første gang gjorde det ikke noget.
Henrik havde været en svær far, men en fantastisk bedstefar. Det var som om han havde fået lov at leve igen, trække vejret frit og give plads til, at alle var uperfekte for nu var han det selv.
Det var ikke sket med ét, men langsomt gik kaptajnens stædighed af ham. Måske var det operationen, måske var det Rasmus ubekymrede kærlighed.
Freja fortrød aldrig, hun havde lukket ham ind igen. Alle har brug for kærlighed.
Birgitte tilgav dem aldrig. Hun rejste ikke med, men blev siddende i stolen ved vinduet, gemt i et tæppe.
Nu kunne hun give sig selv lov til at sørge over, at hele hendes familie var væk: manden, nummer to-manden, og nu datter og barnebarn. Hendes veninder dukkede nok op, rystede på hovedet, sagde: Godt du beholdt lejligheden til dine gamle dage, Birgitte.
Og Birgitte nikkede og sagde: Ja, så må de andre bare leve deres taktløse liv! sendte de uldne sokker på gulvet endnu et spark og gik ud i køkkenet for formens skyld. Allerbedst ikke at finde en ny kaptajn de stiller bare alt for store krav…
