BANDITEN
– Så, herre, endestationen! Stiger du af, eller skal jeg køre dig hele vejen tilbage til København?
Maks åbner øjnene, kigger på det tomme bussæde overfor, retter blikket mod chaufføren, sukker let og rejser sig. Ude af bussen stopper han op og trækker vejret dybt ind med et lille smil:
– Nå, så står man her igen… 25 år er fløjet afsted. Tænk sig, engang var jeg dreng her.
*****
– Maks Jørgensen, sæt dig nu ned, min gode ven. Man siger jo, at sandheden aldrig står i benene, grinte stationslederen Anton Pedersen og pegede på stolen overfor. – Kan du mon regne ud, hvorfor jeg gerne vil tale med dig i dag?
– Anton, nu fornærmer du mig, sagde Maks med et glimt i øjet. – Jeg vidste allerede for en uge siden, at du ville sende mig på pension. Min anciennitet tillader det, så hvorfor ikke?
– Tja, du har jo fortjent det. Og der kommer jo også noget i pension og et pænt beløb i invalidepension oveni.
– Det er jo et sandt festfyrværkeri, lo Maks. Nu skal der rigtig fejres…
– Nu skal du ikke blive fornærmet, vel?
– Jeg er ikke fornærmet. Jeg er voksen nok til at forstå, hvordan verden drejer.
– Lægerne siger, at du nærmest er et medicinsk mirakel.
– Jeps…
– Men vær nu fornuftig: Hvordan skal du ud på gader og stræder efter forbrydere, når du ikke engang kan krydse fodgængerfeltet uden at halte? spurgte Anton, som om han skulle retfærdiggøre det over for sig selv.
Maks kiggede kort op på Anton, så stirrede han ud af vinduet. På et træ sad en flok gråspurve og kiggede nysgerrigt tilbage på ham.
Da han var dreng, forsøgte han altid at efterligne deres pippen: “Pip-pip, pip-pip”, sagde han lavmælt for sig selv.
Men lige præcis hvad de talte om, det fandt han aldrig ud af. Han havde ellers elsket fugle engang.
Nysgerrigheden havde han fået langt tilbage fra sin far, der havde været betjent i Gladsaxe…
…og han døde i tjeneste, mens han udførte sin pligt.
Der var mange til begravelsen, og en del pæne ord blev sagt.
En af kollegerne, vistnok en politikommissær, tog Maks i hånden og trykkede ordentligt til.
“Jeg håber, du vælger rigtigt, dreng,” sagde han og gav ham et klap på skulderen.
Dér besluttede Maks sig. Ud i politiet ikke, som han ellers drømte, blive fugleforsker.
Hans mor protesterede selvfølgelig, men tingene blev nu engang, som de blev. Hun døde, mens Maks var i Forsvaret. “Hun drak,” hviskede fru Olesen på nabogrunden.
– Hører du overhovedet efter? Anton lød langt borte.
Maks rystede fortiden ud af hovedet og vendte tilbage til samtalen.
– Du var altså snublende tæt på at sætte træskoene. Kun et mirakel holdt dig i live, fortsatte Anton og pegede dramatisk op i loftet. – Og vi skulle nødigt friste skæbnen igen, vel? Du kunne have ventet på patruljen istedet for at heroisk forsøge at snuppe et helt bandekartel alene.
– Det her job… undskyld, denne tjeneste, den tillader ikke altid at vente.
– Det er farligt, det er alle enige om. Men du er jo ikke Superman, Maks bare et menneske af kød og blod, ikke?
– Jeg gjorde, hvad jeg kunne. Uheld sker.
– Du har bidraget med mere end de fleste. Tænk på din far, han ville være stolt af dig i dag. Og du behøver slet ikke at fange flere banditter. Nu skal du bare aflevere papirerne, hilse på personalekontoret og så er du fri, som… ja, lad os sige, en spurv.
– Som en spurv, Anton? Ja, man kunne vel ikke hedde Jørgensen uden at flyve fra reden, lo Maks, rejste sig og trykkede Antons hånd.
Mens han humpede ud i gangen, stod næsten hele stationen og ventede. Alle ville sige farvel til kaptajn Maks, der var kendt og respekteret langt ud over Ring 3. Hans sidste aktion havde rygtet i hele kredsen: han satte livet på spil for at lukke en farlig bande ned.
Ude på gaden vidste han ikke, hvad han nu skulle en tredje akt i livet?
Privatvagt? Usandsynligt hvem ansætter en haltende betjent, som endda halter lidt på selvironien også.
Nattevagt? Aldrig.
– Hvad i al verden skulle jeg nu lave, tænkte Maks. Jeg har jo kun kunnet fange forbrydere. Noget må man vel finde på.
Han vidste, han ikke kunne blive hængende i byen. Enten ville han rådne op ved at kede sig eller ende på bodegaen.
Så: ud på landet, tilbage til barndommens landsby, hvor den gamle slægtsgård stod tom.
*****
– Så, hr., endestation! Ud eller vil du med tilbage til København?
Maks slog øjnene op igen, indsnusede luften og gik tankefuldt af bussen. Så kiggede han rundt og smilede hjemme igen! 25 år, det er jo en menneskealder. Tænk, at man nærmest blev ældre, mens man vendte hjem.
Han svang tasken over skulderen og gik mod gården, med en indre bøn om, at huset havde klaret tidens tand. En ruin på dette tidspunkt ville være lige skrap nok til en hjemkomst.
Det gamle stakit var skævt, men stod. Huset? Det gik! Ruderne intakte, og taget holdt endnu. Med lidt maling og nyt tagpap ville han måske stadig kunne finde et møbel eller to, der ikke var blevet til pindebrænde.
Han nåede næsten ikke at åbne lågen, før stemmen lød bagfra:
– Unge mand, hvad laver De her? Der har ikke boet nogen i huset i årevis!
Maks vendte sig og så fru Olesen over vejen, med en solid havehakke i hånden, og et blik, der kunne lære enhver ejendomsmægler om at spotte indbrudstyve.
– Fru Olesen! Kan De da virkelig ikke kende mig?
– Kende dig? Enhver fra landsbyen, ja, men Dem har jeg aldrig set før.
– Maks. Jørgensen.
– Nej, så sandelig! udbrød hun og tabte havehakken. – Er det dig, lille Maks?
– Det er mig.
– Jeg kan knap tro det Jeg har ikke set dig siden, hvad
– 25 år, skød Maks ind.
– Netop! Enkelte ting ændrer sig aldrig men du, du lignede ellers aldrig én, der haltede. Er det sådan noget gangsterballade, du har raget til dig?
– Det er præcis sådan noget. Sagde lægerne også.
– Nå, men du er her ikke bare på besøg?
– Det ser ikke sådan ud. Jeg havde nu tænkt at blive lidt længere. Hvis jeg kan sætte huset i stand for lidt småpenge, flytter jeg ind. Der er jo så roligt her.
– Maks, men huset altså, det er ikke helt frit længere.
– Hvad mener du?
– Der bor en bandit derinde nu, sagde hun hvislende.
– Undskyld, hvad for noget?
– En hund, altså! Stor som et bjerg.
– En hund?
– Han hedder Banditten boede på den anden side af landsbyen før. Ejeren rykkede herud fra Brøndby for seks år siden, og så fik han dyret. Men da konen skred, begyndte han at drikke og døde såmænd for et halvt år siden. Børnene solgte huset, men efterlod køteren her.
– Ganske klassisk historie, sagde Maks med et skævt smil.
– Ja… Banditten tiggede mad rundt i byen, men hvem vil tage ansvaret for en eneboerhund, der er blevet efterladt af sin alki-ejer? Så slog han sig ned her og holder alle væk. For en måned siden prøvede Toke fra enden af vejen at snige sig ind. Han løb med bukserne i laser.
– Hvad lever han så af?
– Han holder til nede ved Brugsen. Og Anna, du ved, hende der leverede blomster til din dør, prøver af og til at fodre ham. Du påstod, hun var alt for ung til dig, kan du huske det?
– Anna? Jo, selvfølgelig. Giftede hun sig aldrig med den flotte Chresten fra nabobyen?
– Næ, hun overvejede, men så gik det i vasken alt for meget action. Hun er her endnu. Og stadig ugift. 35 år og hun har stadig ikke fundet lykken, kun blomsterne
– Tak for snakken, fru Olesen.
– Jeg smider også et kødben efter Banditten nu og da, så han ikke flænser mig næste gang jeg skal over vejen. Men ellers er folk bange for ham.
– Hvorfor?
– Tag et blik på ham, så ser du hvorfor. Hans fjæs, Maks han ligner en bandit. Jeg ville ikke gå for tæt på.
Efter et stykke sludren bevægede Maks sig hen til gården, klar til mødet med Banditten.
Ind gennem lågen, og straks så han snuden stikke ud fra den gamle hundekennel, hvor hans fars gamle schæfer i sin tid regerede. Nå ja, tænkte han, det er måske ikke kun rallybanditter, der er farlige…
Roligt tog han et skridt frem. Hunden blottede gebisset og gav et lavmælt advarselsknurr.
Men Maks kendte slagsen. Han gik tættere, kun et par meter imellem dem.
– Hej med dig, Bandit. Jeg hedder Maks. Det her er mit hus og have teknisk set.
– Rrrr…
– Ja ja, ingen grund til at grynte. Jeg kan vise dig skødet, hvis du insisterer. Og her nøglerne! han viftede med dem.
– Rrrr…
– Ikke overbevist, hva? Men hvis ikke jeg var ejer, hvorfor skulle jeg så være her?
Maks satte sig på hug, fiskede en pølsehorn op fra tasken et lille hit fra Hovedbanegården, som han havde sat til side.
Ét til ham, ét til hunden og han vinkede: vær ikke genert.
– Ser du, det er lidt skørt: I så mange år fangede jeg banditter, men skal man ind i sit eget hjem, må man først forhandle med Banditten…
Forbavsende nok sad hunden og lyttede til hans monolog, snusede til pølsehornet og begyndte langsomt at spise. Sulten er en mægtig forhandler.
– Godt, vi har en aftale! Hør, har du lyst at hjælpe til? Jeg bor her alene. Kedeligt, ikke sandt? Tænkte, du kunne gøre mig selskab pensioneret betjent og bandithunden. Det lyder da næsten som titlen på et afsnit i Matador.
Hunden kiggede med hovedet på sned.
– Vi laver simple jobs: Jeg fodrer, du passer grunden. Deler vi, eller hvordan?
– Rrr…
– Jeg vil høre et klart svar. Ja eller nej, kammerat.
– Vov!
– Perfekt! Du er meget nemmere at samarbejde med end de fleste andre banditter, jeg har kendt. Nå, jeg går ind og tjekker huset. Måske vi handler ind bagefter? Hvis du vil med, bliver det helt sikkert sjovere.
*****
Maks og Banditten traskede sammen mod Brugsen. Udenfor stod en patruljevogn.
– Lokalbetjenten lapper nok noget ind til frokosten, tænkte Maks og gik ind.
Bag disken stod Anna den gamle barndomsbrandert og prøvede at holde tårerne tilbage. Ved siden af stod en ung betjent, allerede fortabt i sin rapportblok.
– Du så altså ingen komme? spurgte betjenten.
– Nej, jeg tog imod varer ude bagved. Højst ti minutter, måske lidt mere.
– Og du hørte ikke, at nogen gik ind?
– Nej, jeg var i baglokalet, jeg skulle tage imod leveringen. Da jeg kom ud, var kassen væk.
– Underligt … Ingen overvågning?
– Nej. Vores penge til kirkerenoveringen er væk, og jeg fatter stadig ikke, hvem der kan finde på det.
Maks gik hen og rømmede sig.
– Butikken er lukket, der bliver efterforsket, sagde betjenten uden at kigge op.
– Hvad er der sket, Anna? Hej forresten.
– Maks! Er det dig?
– Ja.
– Hvordan… Ja, det er lidt af en dag at få dig at se igen.
– Hvad er problemet?
– Kassen med byens penge er væk. Det skulle jo bruges til ny tagrende på kirken. Og nu er jeg under mistanke…
– Hvem er De? spurgte betjenten stift, og så ret grundigt på Maks.
– Maks Jørgensen. Som pensioneret kriminalassistent bor jeg nu i landsbyen.
– Er det ham Jørgensen, der satte banden ud af spil for et halvt års tid siden?
– Samme mand.
– Så er vi jo kolleger.
– Jo… groft sagt.
– Hvad mener du?
– Jeg var i det, man dengang kaldte politi. Du hvordan er det nu, vi kalder det? Rigspolitiet? Men det er ligegyldigt har du nogen mistænkte?
– Nej. Enten har vi haft besøg udefra, eller også er det… ja, en intern affære.
– Eller, det var pigen selv, sagde han og så på Anna.
– Det vil jeg protestere mod! udbrød Anna.
– Anna, spørger Maks lagde du mærke til nogen, mens du gjorde din opgave? Nogen der sneg rundt, måske?
– Nej, alt var som altid. Kun chaufføren, selvfølgelig.
Ude foran butikken studerede Maks pladsen og fik øje på en bunke cigarestumper, banket deforme mod kantstenen. Han spekulerede: To mænd har hygget sig her, ventet og udset sig det rigtige øjeblik. Et indbrud for de lokale penge det kræver alligevel lidt research. Og det er næppe folk udefra, så mange cigaretter klasker ikke ned på vejen af sig selv. To styk.
– Hvis bare du var sporhund, sagde Maks til Banditten. – Så havde vi klaret det i rekordtid.
Banditten gik målrettet hen, snusede til skidtet og gjorde lavt.
– Jojo, det er jo slidt her. Kan du følge sporet, makker?
– Vov-vov!
– Nå, så lad os haste, før betjenten får placeret alle skyld på Anna.
De fulgte sporet.
*****
– Hvad vil du? spurgte en mand på den anden side af lågen. Han var midt i fyrrerne, grå ved tindingen.
– Hej, Toke, ikke? Maks Jørgensen.
– Maks? Hold da op, dig havde jeg ikke lige regnet med at se…
– Og hunden, den er min.
– Nå, men… du var ikke sur over den dag?
– Nej. Jeg er her af en anden grund i dag. Kan jeg tilbyde dig en cigaret?
– Jo da altid. Toke rakte en pakke frem.
– Præcis det mærke som udenfor Brugsen, tænkte Maks tilfreds.
– Altså, Maks, hvorfor…?
– Hvorfor stjal du pengene, Toke?
– Hvad… hvilke penge? Hør nu, jeg stjal ikke noget!
– Glem det, Toke. Du hang ud foran Brugsen i dag. Og sporet stinker helt herhen.
– Din… hund? Den har bragt dig her?
– Jamen, hvem tror du mest, jeg stoler på dig, eller min bandithund, der aldrig lyver?
– Kan du ikke prøve at se lidt stort på det?
– Jeg har hørt “Du kan ikke bevise noget!” før. Mange gange. Men det ender nu alligevel altid ens.
Maks fik hurtigt Toke med ind i huset, og Banditten sørgede for, at han ikke løb nogen steder.
*****
En halv time senere kom Maks slentrende tilbage til Brugsen, Banditten og både Toke og hans medskyldige med hænderne bundet bag ryggen i hælene. Med sig havde han byens kasse til kirkerenoveringen.
Betjenten, som netop var ved at spørge Anna ind i bilen, stod måbende.
– Hvad foregår her?
– Her er såmænd dagens forbrydere, sagde Maks drilsk. Anna er uskyldig, og de her herrer tilstår gerne alt.
Mændene nikkede, Banditten satte sig myndigt.
– Ja, okay, mumlede betjenten. Man skal ikke underkende et samarbejde mellem gamle betjente og kreative hunde.
Historien om Maks og Banditten løb hurtigt gennem landsbyen. Og for første gang nogensinde fik Banditten mere respekt end frygt blandt naboerne.
Et halvt år senere giftede Maks og Anna sig ikke noget vildt, bare et lille bryllup i forsamlingshuset. Og året efter havde de fået en lille søn.
At Maks pensioneret kriminalbetjent med en bandithund skulle ende lykkelig på landet, ville han aldrig have troet.
Men nogle gange beslutter skæbnen at belønne dem, der har mere end fortjent det.
Nu havde han alt: en solid Bandit med fire ben, en elskelig Anna, og en arving Jørgensen den yngre der i haven sad og nysgerrigt iagttog landsbyens spurve, og forsøgte at regne ud, hvad de i grunden talte om…
