Der var en tung stilhed på Assistens Kirkegård, som om selve jorden holdt vejret. Den grå himlen hvælvede sig over træerne, og enkelte regndråber faldt blidt på den friske grav. Kun de nærmeste familien var til stede; ingen havde lyst til at gøre en stor affære ud af begravelsen af en otteårig pige. Pigen var død pludseligt, midt om natten. Lægerne havde konstateret en medfødt hjertesygdom, selvom der ikke havde været nogen varsler.
Moderen, klædt i sort, knugede et fugtigt lommetørklæde med sit skælvende mund. Faderen stod bare der ved siden af, stirrende ud i luften, som om intet af det, der skete, egentlig rørte ham. Pigens lille kiste, pyntet med roser og bamser, så mærkeligt fremmed ud i det dystre landskab.
Præsten læste en bøn, hans stemme nærmest slugt af vindstødene. En tante lagde en lille teddybjørn i kisten pigen havde aldrig skilt sig fra den, ikke engang på hospitalet. Folk kiggede ned, og en enkelt græd sagte.
Da de begyndte at sænke kisten, lød der et underligt knæk, som om et træ længere væk skulle være brækket. Få nåede at vende sig, men inden de kunne nå at sige noget, sprængte flammer op under låget.
Forsamlingen stivnede. En stemme råbte:
“Ild!”
Den sorteklædte kvinde besvimede. Familien kastede sig mod flammerne, forsøgte at hive jakker af for at slukke ilden. Gravørene løb efter en brandslukker, men det gik alt for hurtigt.
Da familien fandt ud af, hvad der havde forårsaget branden, var de rystede.
Flammene var voldsomme, orangeblå, og bredte sig lynhurtigt over den øverste del af trækisten. En af kirkegårdsarbejderne, en tidligere brandmand, var den første, der fik hovedet koldt og råbte, at de skulle hive kisten op igen.
To mænd greb rebene og fik med besvær trukket den brændende kiste op. Ilden døde ud efter få minutter.
Da låget blev åbnet, lå pigens legeme fuldstændig uskadt. Ingen tegn på forbrændinger selv hendes tøj var knastørt. Tilskuerne var i chok. Politiet tog de forkullede rester af kisten med til undersøgelse.
Tre dage senere kom rapporten: Ilden var startet i en lithiumbatteri, der var syet ind i teddybjørnen, der lå i kisten. Legetøjet viste sig at være en lille lyskilde. Varmen og trykket fra låget havde virket som en tændsats.
Men mange hviskede alligevel: “Hun ville sige noget…”
Ved en 8-årig piges begravelse brød kisten pludselig i flammer: Da familien opdagede årsagen, var de målløse af forbløffelse.
