Det var åbenbart ikke meningen
– Unge mand, hvad har du gang i? Er du slet ikke flov?! pigen så rystet på Anders, og han stod helt forstenet, anede ikke hvad han skulle svare.
– Vent, du du har misforstået det hele, – mumlede Anders halvhjertet.
Men pigen gad slet ikke høre på hans forklaringer. Hun gik bare hen til ham, greb sin pung og gav ham en iskold lussing.
*****
Siden i går aftes havde Anders ikke lavet andet end at drikke kaffe og chatte løs med brugeren DinSmukkeStjerne.
Det startede simpelt: Han skrev først et “Hej!”, hun svarede med det samme “Hej!” og så gik snakken ellers bare. Ordene fløj, fingrene fulgte med på tastaturet, og det virkede faktisk ret lovende. Den søde lyshårede pige med de blå øjne (og Anders håbede virkelig, at hun var den, hun viste på det profilbillede) virkede som én, det godt kunne blive til noget med om det så var som veninder eller noget mere, betød ikke så meget.
Det vigtigste var, at hun åbent gad skrive og komme tættere på. Da han spurgte:
Skal vi drikke en kop kaffe sammen en dag og lære hinanden at kende? Svarede hun: Måske, hvem ved 
og sendte ham en blinkende smiley.
Lige bagefter spurgte hun, hvad han lavede til hverdag, og dér gik det så skævt.
Hvorfor sagde jeg overhovedet, hvad jeg laver? Jeg skulle bare have holdt kæft Og så sendte jeg endda et billede fra kontoret, tænkte Anders irriteret.
Ikke på hende. Mest af alt på sig selv.
Men omvendt Hun havde jo fundet ud af det før eller siden, og hvad ville hun så sige, Anders, hva’?
Han kendte svaret. Selvfølgelig ville hun afvise ham, ligesom nu.
Efter at have læst beskeden igen, hvor hun skrev, at en systemadministrator ikke var særlig tiltrækkende, var han tæt på at give hende et syrligt svar.
Men han droppede det hvorfor give det mere opmærksomhed? Lad hende tro, det ikke rørte ham.
Så han sendte kun en grinende smiley og klappede så hårdt laptoppen sammen, at han troede skærmen knækkede. Men han orkede ikke tjekke. Nok med skuffelser for i dag.
Det var jo ellers ikke fordi han ikke prøvede. Tre måneder havde han slidt sig igennem datingsiderne for at finde den eneste. Men det lignede bare ikke, der var nogen for ham.
Bare se på i nat. Han havde skrevet hele natten med den flotte pige, og intet kom ud af det. Afvist igen. Præcis som alle de andre, der ville have en fyr med egen virksomhed ikke én der installerede Windows til resten af kontoret.
Men han lavede jo andet end det, og lønnen var ikke dårlig. Hvad gjorde det nu til en forskel?
Han tændte for Radio Soft for at tænke på noget andet, men selvfølgelig spillede radioen lige den der gamle Kim Larsen:
– Det’ ikke lykken, det’ ikke lykken, – sang Kim. Måske sidder lykken bare ikke til mig endnu…
Anders slukkede straks. Han var helt enig det var åbenbart ikke ment for ham.
– Hvorfor gik jeg overhovedet på de datingsider? Spild af tid.
Men han kunne jo ikke sige nej, for det var Mikkel, hans bedste ven, der havde anbefalet dem til ham.
– Jeg fandt jo Anne dér, proklamerede Mikkel stolt. Så stolt, at Anders faktisk blev lidt misundelig…
og lidt småfornærmet.
Hvad fejler jeg? Kan jeg virkelig ikke finde en sød pige som Anne?
Men chancen for at møde en Anne online var åbenbart som at vinde i Eurojackpot den gik til Mikkel, ikke til Anders.
Tilbage sad han så kun med erkendelsen af, at systemadministratorer er yt, eller måske bare: Det var ikke meningen for ham…
– Så! Nu må det være nok med selvmedlidenhed, – han rystede op i sig selv. For alt, hvad du ved, så ville det nok alligevel aldrig var blevet til noget…
Anders tjekkede klokken halv otte. Han gabte bredt og bestemte sig for, at han med god samvittighed kunne sove længe. Det var hans fridag, han havde ikke tænkt sig at lave noget.
*****
Så snart han lagde sig i sengen og skulle til at sætte sin mobil på lydløs, ringede Mikkel.
Man taler om solen…
– Dav, Anders! Hør lige… jeg har altså brug for din hjælp. NU!
– Hej, Mikkel, – gabte Anders igen. Jeg har ikke sovet i nat og skulle lige sove nu. Kan det ikke vente?
– Nej, det kan ikke vente. Det er vigtigt! Jeg stoler ikke på andre end dig. Hvis du siger nej… ja, så står mit familieliv sgu og vakler.
Hvordan gør han det? Anders grinede lidt. Han har ikke engang sagt, hvad det drejer sig om, og jeg føler allerede, jeg bør hjælpe…
Nuvel, Mikkel var jo også IT-chef, og Anders under ham.
– Hvad er der galt? Serveren brændt sammen igen? Jeg advarede altså om, at det kunne ske…
– Det er ikke arbejde. Jeg kommer op til dig kan jeg det? Forklarer det hele. Bliv lige hjemme, ikke…
– Ja ja.
To minutter efter ringede det på døren, og før Anders nåede at lukke øjnene, stod Mikkel der smilede fra øre til øre med…
…Barney.
Nå, hvad skal han nu med hunden her?
– Du var hurtig! Gælder det at du har siddet nede foran min opgang og bare skulle have det bekræftet inden du gik de fire etager op? – grinede Anders.
– Jep, – Mikkel rakte Anders hånden.
Men i stedet for et håndtryk fik Anders stukket en læderline i hånden.
Han kiggede forvirret på den og derefter på Barney.
– Øhm Hvad nu det her?
– Altså, min Anne har vundet en uges ophold på femstjernet hotel i Toscana. Med alt! Og ja, hun vil kun have mig med…
– Og du hader at flyve… – gættede Anders, vidende hvor dårligt Mikkel tog flyveture.
– Præcis! Jeg sagde, hun skulle tage en veninde i stedet men det ville hun ikke høre om. Hun truede ligefrem med at blive dernede, hvis ikke jeg tog med!
– Hold da op… – sagde Anders, og kiggede på Barney, der stirrede lige tilbage som om han vidste, hvad der var under opsejling.
Som om jeg har lovet Barney noget… Føles mistænkeligt alt sammen.
Men, seriøst, jeg kan ikke lade Anne tage af sted alene eller med en veninde. Jeg har lovet at tage med.
– Og hvad så med arbejdet?
– Chefen var overraskende large: Selvfølgelig, Mikkel! Du har fortjent ferie. Jeg fatter intet…
– Ja, det lyder skørt. Du har jo ellers ikke haft fri i et år…
– Præcis. Men anyway Du bliver den hovedansvarlige for IT, mens jeg er væk.
– Hva? Hold da op.
– Jep! Og jeg har bare ingen at lade Barney blive hos. Kan du ikke tage ham?
– Mikkel, jeg ejer jo ikke hund. Jeg ved da intet om hunde!
– Barney kræver ingen erfaring. Mad og det, han skal bruge, har jeg med. Du skal blot lufte ham morgen og aften. Jeg betaler dig selvfølgelig fri, ikke kroner for du nægter jo alligevel at tage imod penge.
– Han bider vel ikke, eller ødelægger alt om natten?
– Nej, nej. Barney er klog han gør ikke sådan noget. Kun én ting: han hader line og prøver altid at slippe fri.
– Fedt Skal jeg så rende rundt efter ham i hele byen?
– Ej, han skal nok finde dig igen. Men pas alligevel lidt på.
– Argh, okay. Jeg passer på din hund, – sagde Anders tungt, mens han fik ordentligt fat i linen.
Mikkel nåede næsten ikke at gå, inden ansvaret for det lille kræ allerede sad på skuldrene af Anders.
– Jeg vidste, jeg kunne stole på dig. Tusind tak!
– Men det er altså på én betingelse: Hvis han ødelægger min lejlighed, så betaler du for renoveringen!
– Fuldstændig fair. Men det kommer ikke til at ske.
*****
Da Anders vågnede, var det allerede blevet skumring. Barney lå stille hele dagen lavet ingen ballade, sagde ikke et pip.
– Er du sulten? Det er snart aftensmad! Han satte sig ned og smøgede hånden over Barneys pels.
Men Barney kiggede bare på ham med et meget menneskeligt blik næsten som: Er du sikker? og blev liggende. Ikke et skridt hen til madskålen.
– Er du slet ikke sulten? Eller
Åh ja Mikkel sagde jo, at du kun spiser efter en tur ud at gå!
– Lad os tage en tur jeg kunne godt selv bruge lidt frisk luft… Måske bliver jeg i bedre humør, hvis vi ser nogle glade mennesker, for i kærlighed har jeg satme ikke heldet med mig.
Det var som om Barney havde ventet på de ord. Han fór op, logrede og tog linen i munden og stod klar i entreen.
*****
De gik længe den aften, og Barney forsøgte ikke én eneste gang at stikke af. Bare rolig og tilpas, selvom Anders ofte stoppede længe for at trække vejret dybt.
Det gik så nemt, at Anders begyndte at sværme for hundelivet. Problemerne skulle først begynde dagen efter.
Om morgenen gik det glimrende, men om aftenen, hvor de gik tur i parken, vendte tingene.
Anders skulle skrive en sms til Mikkel: Alt går fint, og mens han lige kiggede væk, var Barney som sunket i jorden. Han havde smuttet halsbåndet.
– Godt så. Det manglede sgu bare… Anders slog opgivende ud og ledte efter ham.
Han kendte parken, så han havde nogenlunde en idé om, hvor Barney kunne være. Men alligevel.
En halv time senere, stadig ingen Bart, og så stødte han på en pige.
Virkelig køn men lidt fraværende og så sørgmodig, syntes han.
– Hej, har du set en lille, rød/hvid hund her i nærheden? – spurgte Anders.
– Hva? hun så overrasket op.
Hun er virkelig flot Anders blev dog klar og gentog spørgmålet.
– Har du set en løs hund her? Uden ligne og halsbånd?
– Hund? Nej, det har jeg ikke. Svarede hun kort og fortsatte.
Anders ville egentlig have ledt videre, men stoppede så op, gik hen til hende og sagde:
– Undskyld, er du okay? Du virker så tænksom. Er alt i orden?
– Nej, faktisk ikke…
– Kan jeg hjælpe?
– Tror det ikke. Jeg har tabt min pung og alle pengene var til min mors medicin. Undskyld, har du måske faldet over den?
– Desværre ikke.
– Nå men tak fordi du spurgte. Rart at nogen interesserer sig.
Mere blev der ikke sagt de havde jo begge noget at tage sig til.
Om hun tænkte videre over deres møde, ved jeg ikke. Men Anders kunne ikke ryste hende ud af hovedet bagefter. Ikke som den blåøjede på profilen, men hun var smuk. Altså, virkelig.
– Barney! Barney! han råbte så det rungede, skulle lige til at skrive til Mikkel, da pludselig en hundedusk dukkede op mellem buskene.
Barney! lettelsen var tydelig.
Han linen med halen, og i munden havde han… en pung.
En lyserød pung med små diamanter syet fast. Præcis som pigen havde beskrevet den. Jøsses, et sammentræf, tænkte Anders.
Han åbnede pungen skulle lige finde et kort med telefonnummer. Men så stod hun pludselig foran ham.
– Unge mand, hvad laver du? Skammer du dig ikke?! hun så forfærdet på ham og Anders blev så paf, at han intet kunne sige.
Sikke en situation.
– Du har misforstået, – prøvede han. Jeg ville bare…
Hun gad ikke høre mere. Hun gik hen, snuppede sin pung og gav ham en lussing.
– For hvad? Jeg har ikke gjort noget! Hunden fandt jo din pung jeg ledte kun efter dit nummer.
– Jeg troede, du var ordentlig. Og så dækker du dig ind med en hund, der ikke eksisterer!
– Hvad mener du ikke eksisterer? Hunden er jo…
– Hvor er den så?
Anders kiggede forvirret rundt. Barney var væk. For fanden Pigen gik, og han satte sig slagent på bænken og gned kinden.
– Helt ærligt, hvor uheldig kan man være? Barney! råbte han.
Barney dukkede straks frem, satte sig tæt og så undskyldende på Anders.
– Tak, makker. Du kvajede dig godt og grundigt!
Barney logrede lidt sådan nærmest: “Altid til tjeneste.”
Og så gik de hjem.
*****
De næste fire dage kom Anders og Barney i parken hver morgen og aften, i håbet om at se hende igen.
Han ville undskylde og forklare alt. Men pigen dukkede ikke op.
Til gengæld nød Barney at komme ud meget mere end de to, han egentlig skulle.
Vildt nok: Hunden forsøgte slet ikke at stikke af. Han gik som en drøm.
Men om fredagen, da Anders ikke længere gad at håbe, så han hende siddende alene på en bænk.
– Hej…
– Åh, dig igen! Hvad vil du?
– Jeg vil bare forklare mig. Det var så pinligt sidst
– Jeg taler ikke med tyve og løgnere! Så spar dig.
– Jeg stjal jo ikke din pung! Jeg ville bare hjælpe…
– Jeg tog den jo selv fra dig i tide! Du skulle bare have beholdt pengene penge til min mors medicin!
– Dine penge rager mig ikke. Jeg har et okay job. Jeg ledte kun efter et kort med dit nummer. Det var SANDT, det jeg sagde om hunden. Barney bragte mig pungen!
– Nu må det stoppe! hun blev irriteret. Hvilken hund? Hvorfor opdigte sådan en?
– Men det er jo sandt! Se selv! Han hidsede sig op, hev i linen Men…
Barney var væk.
Den snedige fyr havde igen fået hovedet ud af halsbåndet. Anders bandede indvendig og måtte ud at lede efter sin hund. Skumringen var tæt, og det hastede.
– Undskyld, jeg bliver nødt til at løbe sagde han.
Hun var blot lettet.
– Håber aldrig, jeg ser dig igen!
*****
Anders fandt ikke Barney før solen var gået ned. Han gik gennem tomme stier og lyttede efter hver lyd.
Hvorfor skal han stikke af på de værste tidspunkter? tænkte han, irriteret.
Pludselig hørte han stemmer én var pigens, de andre ukendte og ikke særligt venlige.
– Hej søde, skal vi ik følges hjem? Det er koldt for sådan en pige enebarn…
– Undskyld, jeg venter på min veninde
– Vi kan varme jer begge, når hun kommer… grinede en.
– Stop lige. Ellers råber jeg altså.
– Prøv! Ingen der kan høre dig her! Kom nu, vi vil bare have lidt sjov eller skal vi komme over til dig?
– Hold jer væk! nu var hun bange.
Anders indså han måtte gribe ind og løb hen mod stemmerne.
– Hey drenge, hvad laver I? prøvede han at lyde sej, men de var kæmpe.
– Hvem er du? fnøs den ene.
– Mig? Jeg jeg er hendes kæreste! Og forresten kommer min hund nu han hader fremmede. Han kunne finde på at gå på jer. Der, linen!…
De tøvede men én smilede ondt.
– Han bluffr.
– Ja, enig.
De var på vej over mod ham, da der lød en ophidset knurren fra buskadset.
Sådan for alvor. Nok til at skræmme de fleste væk. Anders stillede sig passede hende, klar på det værste men drengene trak sig.
Da alting blev roligt, løb Barney op til Anders, satte sig og logrede.
– Tak, makker. Redningen! Anders klappede Barney.
– Er det dér din hund? spurgte pigen.
– Ja, Barney. Jeg passer ham for en ven. Han og konen er på ferie.
– Så… du løj ikke.
– Nej. Han bar pungen. Det var bare uheldig timing hver gang.
– Hvorfor gemte han sig så?
– Han er bare snu. Nok vidste han at han bedst kunne forskrække dem, hvis han gemte sig. Ikke en broholmer, men klog!
– Han må gerne hilse. – Hun smilte rigtigt for første gang.
– Han er sød. Forresten, jeg hedder Anders. Og du?
– Jeg hedder Frederikke.
– Hyggeligt at møde dig, Frederikke. Men hvad laver du herude sådan en sen aften?
– Jeg ventede på en veninde. Vi havde aftalt at mødes. Hun er ikke kommet.
– Vil du have, at Barney og jeg følger dig hjem? Bare for en sikkerheds skyld.
– Ja, faktisk… Det ville være rart…
*****
Efter den aften fulgtes Anders og Frederikke ofte af i parken og hjem. Barney var med, indtil Mikkel og Anne kom hjem og hentede deres hund. Så var det slut.
Det var egentlig lidt tomt bagefter. Snakken gik de havde det skønt, men uden Barney manglede der noget.
Så gik de en søndagstur sammen, da en lille hvalp pludselig sprang ud fra buskene. I munden havde han… et tykt herre-pung af læder nok løbet af med den fra en businessmand!
Hvalpen gemte sig bag deres ben, og sekunder efter dukkede ejeren op:
– Din bandit! Giv mig straks min pung! råbte han de afleverede den, og så besluttede Anders at tage sig af hvalpen.
Frederikke var enig.
– Men vi laver en aftale, ikke? sagde Anders og gav hvalpen et fingerløft. Du napper ikke nogens ting længere, forstået?
Hvalpen snusede til Anders finger og slikkede ham det var en aftale.
Siden gik de ture alle tre sammen. Efterhånden blev Frederikke og Anders kærester og boede sammen alle tre. Lidt rodet, lidt vanvittigt men de fik hver især det, de ønskede.
Og lige hvor de troede, nu kunne det ikke blive vildere hørte de endnu engang:
– Din lille røver! Giv mig min burger!
Men denne gang kom Sherlock deres nye hvalp løbende imod dem med en hotdog i munden. I ved, Sherlock fordi han altid kan lugte, hvor der er ballade.
Anders lagde 50 kr. på bænken til manden uden hotdog, og så tog de hinanden i hånden og løb efter Sherlock, der var så glad som noget kunne være.
Det er sådan, vores lykke ser ud. Lidt skør, lidt lodden men helt igennem ægte.
