Kærlighed
En aften gik jeg rundt og gjorde rent på klinikken, da jeg pludselig hører døren knirke sådan tungt, som om nogen lænede sig op ad den. Jeg vender mig om jamen altså! Der står Niels, vores allesammens Niels fra landsbyen overfor en mand, man altid har beundret, dygtig til alt med hænderne. Men Niels plejer ellers at have et stort, gråt fuldskæg, der lugter af savsmuld og hjemme-rullet tobak, men ham her kinderne er glatte og blege, der sidder et plaster på halsen, og der dufter så kraftigt af Brut aftershave, at det stikker i næsen. Kunne Niels virkelig have barberet hele skægget af?!
Niels Christian, er det dig? Eller har du sendt din lillebror herover? siger jeg, mens jeg lægger dørmåtten ned.
Han står der, lidt forlegen, roder med huen i hånden og kigger væk:
Det er mig, Kirsten… Kan du ikke give mig noget? Noget til hjertet. Og til nerverne.
Jeg falder straks ind i den professionelle rolle, får ham placeret på briksen og hiver blodtryksmåleren frem.
Hvad er der sket? Hvor gør det ondt?
Over det hele, mumler han. Det hamrer indeni som om, nogen banker på bliktag. Jeg kan ikke sove, og… hænderne ryster.
Blodtrykket er 160 over 100, hvilket er højt for Niels, der ellers aldrig indrømmer svaghed og knap nok har været hos en læge.
Hør her, siger jeg, lige ud af posen. Har du knoklet for hårdt, eller har du og Anne haft en konflikt?
Ved navnet på hans kone, farer han sammen. Ansigtet bliver rødplettet, kæberne spændt. Hans Anne er så stille, hun har altid været der for ham som nål og tråd. Evigt blid: Niller, Niller. Men Niels kan være som et stykke gammelt, kroget bøg svær at komme ind på livet af.
Giv mig bare dråberne og drop alt det krydsforhør det er lægens arbejde at behandle, så gør det.
Jeg dryppede lidt baldrian til ham, smed en validol-tablet under tungen. Han sad et øjeblik, fik vejret igen, sagde tak og forsvandt igen. Jeg kiggede ud ad vinduet hele hans gang var nærmest ungdommelig nu.
Jeg tænkte straks: Mon fanden har stukket til ham? Forelsket sig på sine gamle dage?
I en landsby ved alle snart alt om alle. Nyheden spreder sig hurtigere end en storm over Lillebælt. Allerede næste dag kommer Helle, vores postdame, farende ind:
Kirsten! Har du hørt nyt om Niels? Han er helt skør har barberet skægget af og var i Odense i dag, kom hjem med poser han prøver at skjule. Anita fra byens stormagasin ringede til mig: Hvorfor stod jeres Niels pludselig og købte stof – og han var også forbi guldsmeden?
Mit hjerte sprang et slag over nu er der med garanti noget i gære. Men hvem? Vi kender jo alle i byen.
Og Anne? spørger jeg forsigtigt.
Helle ser trist ud:
Hun er helt knust. Går rundt som en sky, har næsten ikke tørre øjne.
Naboerne påstår, at han sendte hende ud i sommerhuset om natten, sagde det var for at han kunne arbejde uforstyrret på et projekt. Hvilket projekt har en tømrer den slags nætter?
Efter et par dage dukkede Anne op hos mig, lille og forsigtig med et falmet halstørklæde om skuldrene.
Kirsten må jeg komme ind?
Jeg satte hende ved brændeovnen, serverede en kop varm te med hindbær. Hun holdt om koppen med begge hænder, varmet sig, stirrede tomt ud i luften.
Han forlader mig, Kirsten. Førti år sammen, børnene voksne, vi har fået børnebørn og nu… er det slut.
Hvad får dig til at tro det, Anne? prøver jeg at trøste, men indeni vrider det sig.
Hun ryster på hovedet.
Han er blevet en fremmed. Barberer sig hver dag. Sprøjter sig ind i det der aftershave… Og i går fandt jeg en bon fra Guldtråden i Odense i hans jakke. Han ser mig ikke i øjnene og han rodede i kisten på loftet med mit gamle udstyr. Jeg fangede ham han kiggede bare vredt på mig: Hvad glor du efter? og smækkede døren.
Jeg er gammel… ikke køn længere. Men han er jo heller ikke ligefrem ung
Jeg lagde armen om hendes spinkle skulder: Åh mænd, hvad tænker de dog på
Du må holde ud, Anne. Måske er det ikke som du tror.
Hvordan skulle det være anderledes? Han er begyndt at synge. Lukker sig inde i skuret, banker med hammeren og synger Se nu stiger solen Har aldrig sunget før. Han er forelsket, Kirsten. Det er helt sikkert.
Hun gik hjem, og jeg lå længe søvnløs. Niels, som er så solid og stædig som en egeplanke han er ikke mand for at smide familien fra sig. Brovtende, ja, men ikke slesk.
Ugen gik, og stormen af rygter voksede. Nogle sagde, det var den unge bibliotekarinde, andre at det var en smart by-kvinde, der havde købt sommerhus ovre i nabobyen.
Imens gik Niels rundt opslugt af sine tanker, øjnene glødede, han var blevet tyndere, men bar sig selv let og tres. Sådan lidt løftet.
Lørdag aften, jeg sidder hjemme nu kommer nabodrengen løbende:
Kirsten! Gammel-Niels er faldet hjemme i haven! Anne kalder på dig!
Jeg slynger lægetasken over skulderen, spæner afsted. Skoene glider på græsset og hjertet banker. Bare det ikke er et hjerteanfald
Inde i haven ligger Niels på ryggen i græsset, ansigtet gråligt, læberne blå. Anne sidder på knæ ved siden af ham, holder om hans hoved. Haven flyder med brædder, malerbøtter og snedkerstumper. Midt i kaosset står et halvfærdigt lysthus let og luftigt.
Jeg styrter til, tjekker pulsen den ræser. Blodtrykket skyhøjt.
Hvad skete der?
Skulle flytte en tung planke… blev svimmel… det sortnede…
Han har overanstrengt sig. Jeg får givet ham lidt smertestillende og sænket blodtrykket, han ånder ud.
Anne, hent naboen, beordrer jeg. Niels skal ind i huset, væk fra græsset.
Vi får lagt ham på sengen.
Niels Hvorfor bygger du det lysthus? Det er jo efterår, snart vinter.
Niels ser længe på hende, trækker vejret dybt, roder under puden og hiver… en lille fløjlskasse og en gammel, slidt notesbog frem.
Anne Det var ikke sådan her jeg havde forestillet mig det. Ved du hvilken dag det er i morgen?
Anne bider sig i læben:
20. oktober søndag
Og for fyrre år siden?
Hun slår hånden for munden.
Gud, Niels, jeg havde helt glemt det midt i al den uro. Vores rubinbryllup!
Han rækker hende notesbogen.
Din gamle dagbog. Fandt den oppe i kisten på loftet.
Har du læst den? hun rødmer.
Ja undskyld, gamle fjols. Kunne ikke lade være, og blev rørt til tårer.
Jeg holder vejret, inde i rummet er der helt stille, kun regulatortikket fylder:
TIK-tak, TIK-tak
Du skrev, at du drømte om et hus, en have og et lysthus ned til bækken, hvor vi kunne drikke te og lytte til plader. Og du ville have en blå blondekjole Jeg har altid været arbejdet op. Kunne rejse et hus, men fik aldrig lysthuset lavet. Der var aldrig penge, aldrig tid, aldrig kræfter nok. Men du sagde aldrig noget, bar mig med alt mit bøvede væsen.
Han ser op på hende:
Hele livet gik, og jeg fik hverken fortalt dig eventyret eller givet dig den blå kjole. Nu prøvede jeg at nå det til vores mærkedag. Kørte i Odense, købte stof og ring. Sikrede mig, at skrædder-Oline syede kjolen til dig. Men lysthuset ja, kræfterne slog ikke rigtigt til. Ville bare overraske. Men fik bare folk til at fnise og dig til gråd.
Anne gik langsomt hen, satte sig på knæ ved hans side og lagde ansigtet mod hans ru tømrerhånd.
Fjollede Niels, grinede hun midt i tårerne, men man kunne høre lykken boble i hende Du gamle idiot Jeg troede, du havde fundet en anden. Og at du ikke elskede mig længere. Men du et lysthus!
Hvad snakker du om, Anne? Han ser forskrækket ud. Kig i skabet, der ligger kjolen i posen. Prøv den ser du, om den passer?
Selv om den er for lille, tager jeg den på alligevel, hun ryster på hovedet, smiler.
Jeg måtte snøfte og tørre mine øjne, samlede stille blodtryksmåleren op.
Så! siger jeg med teaterstemme. Nu ligger du stille, patient! Ingen flere brædder, ingen hammer. Jeg kommer i morgen og tjekker!
Niels sender mig et taknemligt smil:
Kirsten Du siger det ikke til hele byen vel? De vil tro, jeg er gået fra forstanden
De forstår ikke det halve, sukker jeg. Nu skal I bare hvile jer.
Da jeg træder ud på trappen, er skyerne gledet til side og en stor gul måne hænger lavt over markerne. Luften dufter af vådt løv, lidt røg og mærkeligt nok lidt af æbler selvom sæsonen er ovre.
I landsbyen kan intet holdes hemmeligt. Snart lød det over alt, at Niels havde forsøgt at lave en overraskelse til sin Anne, men var brudt ned.
Næste formiddag kom hele byen stimlende til Niels og Anne håndværkere med værktøj, smeden med gammeldags hængsler, tømreren tog malingen med. Stemningen var elektrisk! Solen kom endda frem!
Om aftenen stod lysthuset færdigt hvidt og let som brudekjole. De satte et bord derinde, lagde en broderet dug på, stillede kaffekanden og kopper frem. Folk sad i og omkring lysthuset, og snakken gik.
Så kom Anne ud fra huset i den blå kjole, med ringen på fingeren, håret sat og kinderne let rødmede. Niels lidt bleg, men rank, i sin fine jakke med medaljer, slips og det hele.
Han satte en gammel grammofon over den havde han fået af skrothandleren inde i Odense. Pladen kørte; det knitrede. Og så begyndte den gamle Kim Larsen at synge Papirsklip
Niels bukkede dybt for sin kone og de gled stille ud i en dans. Benene lidt stive nu, men blikket han så på hende, som om der kun var gået fyrre minutter siden de mødtes første gang, ikke fyrre år.
Hele landsbyen så til. Kvinderne græd, tørrede øjnene med hjørnet af forklædet. Mændene røg tavst, så ned i jorden, og tænkte nok på hvornår de sidst havde givet deres koner blomster, eller bare sagt tak.
Og jeg tænkte: Hvor bruger vi dog mange kræfter på smålighed, på mistro, på ligegyldige snakke mens livet i virkeligheden er så kort. Det største, vi kan give hinanden, er varmen fra en elsket hånd og det blik, hvor man ser, at lyset i ens liv virkelig er tændt kun for én selv.
