Jeg kan ikke mere, nu er det nok! Hvor længe skal det her vare?
“Nu er det nok, jeg går! Hvor meget kan man holde til! Barnet, hendes evige træthed, ‘hjælp, hjælp’… men jeg vil ud og nyde livet igen, som før! Jeg savner lidenskab! Jeg har et arbejde for pokker! Jeg vil komme hjem til min elskede kone, min kvinde… Men nu bor jeg hos Claus lidt, så må jeg finde mig en yngre pige åh” Sådan sad Mads bag rattet, mens han røg nervøst og tænkte på, at i dag var det virkelig gået op for ham, at han og hans kone var færdige med hinanden.
Deres historie var gammel, som man siger, nærmest som noget man har hørt fra de ældre. De mødtes, blev hovedkulds forelskede, det var passioneret, de huskede ikke engang at beskytte sig, og efter nogle måneder kom hun og viste ham to streger på en graviditetstest.
“Selvfølgelig får vi barnet, det klarer vi,” sagde Mads med fasthed, og hele familien nikkede samstemmende; “Vi hjælper bare du føder” Så blev der holdt bryllup, barnet kom til verden, der blev grædt glade tårer en søn! …Og så… ja, så sluttede det ubekymrede liv brat. Konen blev til én, der altid var træt, uroligt hår, næsten aldrig redt, barnet græd dagen lang og om natten også, “hjælp nu, hjælp” blev hendes evige refræn… Hvor blev hans smukke pige af? Familien trak sig tilbage én efter én, og tilbage stod de bare dem to med alt, forældreskabet kastede i hovedet på dem.
“Jeg er ikke klar til det her!” udbryd Mads i dag, inden han smækkede døren i skoene på sin grædende kone, der stod med deres lille dreng i armene.
Lyden af bremser, der hviner… Pludselig stod en mørk, foroverbøjet skikkelse midt på vejen foran bilen.
“Er du blevet tosset! Vil du dø??” Mads sprang ud af bilen og løb hen til figuren, der stod der.
Den gamle mand i frakke rettede sig op, så på Mads med triste, gamle øjne og svarede, næsten som en hvisken:
“Ja.”
Mads blev paf over så ærligt et svar.
“Far, skal du have hjælp? Kan jeg gøre noget?”
“Jeg har ikke lyst til at leve mere.”
“Tag nu ikke på den måde, kom, jeg kører dig hjem, så kan du fortælle mig om det, måske kan jeg hjælpe?” Mads tog stille den gamle mand i hånden og førte ham forsigtigt tilbage til bilen.
“Fortæl så din historie, gamle ven,” sagde Mads, mens han tændte endnu en cigaret.
“Det er en lang historie.”
“Jeg har tid nok.”
Den gamle betragtede ham nøje, så op på bilen, hvor der, ligesom i gamle danske biler, sad et lille familiefoto over bakspejlet.
“For halvtreds år siden mødte jeg en pige. Jeg drømte om hende nat og dag, og hurtigt fik vi familie, et barn, en søn, en arving… Man skulle tro, lykken var gjort. Men jeg ville have, at alt skulle være, som i starten, lidenskab og fest og farver. Min kone blev udmattet, barnet var lille, hverdagen tårnede sig op, jeg smed det hele over på hende og hjalp hende intet videre… På arbejdet faldt jeg for en anden kvinde, det udviklede sig… Min kone fandt ud af det, og vi blev skilt. Den nye kvinde blev det aldrig til noget med, men det gik mig ikke på, så kunne jeg jo leve frit. Min ekskone blev gift igen, blomstrede op, og min søn kaldte hendes nye mand for far. Og mig rørte det ikke længere.”
“Hvad gjorde du så siden?” spurgte Mads, nu på sin tredje cigaret.
“Jeg? Ja, jeg festede bare videre. Nu sidder jeg her, ingen familie, ingen kone, ingen børn. I dag fylder min søn 50 år, og da jeg gik for at ønske ham tillykke, lukkede han mig ikke ind. Han sagde: ‘Du er ikke min far, gå nu bare din vej.’ Jeg er selv ude om det.” Den gamle mand begyndte at græde stille.
“Så, hvor skal jeg køre dig hen, gamle ven?” Mads trommede nervøst på rattet.
“Jeg bor her tæt på, bare kør videre, du behøver ikke spekulere på mig…” Den gamle steg ud ved et rødstensbyggeri med ni etager. Mads blev holdende indtil han så manden gå ind i opgangen, så kørte han videre. På vej hjem stoppede han ved supermarkedet, købte blomster for et par hundrede kroner, og gik hjem.
Tilbage i lejligheden faldt han ned på knæ foran sin grædende kone: “Undskyld mig, elskede, tag du bare en pause.”
Han tog deres søn i armene og gik ind i stuen, vuggede ham blidt og begyndte at synge med hæs stemme: “Sov sødt lille grønne skov…” Den lille dreng faldt hurtigt i søvn, trygt med sin lille hånd på fars bankende hjerte. Og Mads så blidt ned: “Jeg vil se min dreng vokse op, jeg vil høre ham sige ‘far’.”
Imens, i opgangen, åbnede en ældre kvinde døren og bød sin gamle mand velkommen hjem:
“Nå, har du været ude og redde ‘druknende folk’ igen?” spurgte Ida med et glimt. Den gamle, Peder, hængte sin frakke.
“Ja, nogen skal jo fortælle de unge, hvad der er vigtigt her i livet.”
“Hvordan kan du egentlig mærke, hvem der trænger til hjælp?”
“Det er vel fordi jeg selv havde brug for det dengang…”
“Kom, aftensmaden er klar, og i morgen skal vi fejre sønnens jubilæum og så er der altså ingen ‘druknende’ på aftenens program,” sagde hun med varme i stemmen.
“Det har jeg ikke glemt Femti år er gået siden vi tog ham i vores arme. Vores kærligheds arv, hvordan skulle jeg kunne glemme det.” Smilende gik han ind i køkkenet til sin Ida.
