Nærpolitibetjenten
Jesper Henriksen, De må komme straks! Jeg orker ikke mere! råbte Helle Sørensen i røret med vrede og desperation.
Det var tidligt om morgenen, mens de fleste stadig sov. Jesper gned søvnen ud af øjnene og svarede med rolig stemme, mens han hurtigt tjekkede klokken.
Hvad er der sket, Helle?
Uanset situationen mistede han sjældent fatningen. Det var nok en af de vigtigste egenskaber man skulle have som betjent. Selv nu kunne ingen læse følelser i hans ansigt.
Hvad der er sket?! Du spørger Det er den forbandede hund hos naboen! Den har gøet hele natten og nu også hele morgenen! Hvad skal jeg gøre? Mit blodtryk hamrer derudaf jeg har brug for ro og fred! Men naboerne tænker åbenbart kun på sig selv! De har festet flere dage i træk. Synes du, man kan være så ligeglad?!
Og du har prøvet at tale med dem?
Selvfølgelig har jeg! Men de sendte mig bare et rigtig beskidt sted hen Og jeg er altså en kvinde oppe i årene jeg finder mig ikke i den slags uforskammethed. Så kom nu bare, Jesper Henriksen! Vil du have, jeg ender på hospitalet?
Jeg er der snart, Helle.
Jesper skyllede hurtigt ansigtet med koldt vand, trak i politiuniformen, greb den sorte mappe og gik ud af sin to-værelses i Valby. I baghovedet nynnede han stille for sig selv: Og evig kamp. Fred får vi kun i drømme
*****
Det tog ham ti minutter at nå Helles opgang på Rentemestervej. Tid nok til, at Jesper kunne vågne lidt yderligere og overveje, hvad der ventede ham.
Han havde kun været i denne bydel på Nørrebro i lidt over en måned, efter en flytning internt i Københavns Politi, og kendte stadig ikke alle kroge. Vagterne var lange, og alt ansvar landede på hans skuldre, når noget gik galt. Derfor måtte han være grundig især overfor folk som Helle.
Næsten hver dag hørte han om de mindste ting fra hende; første dag på stationen havde hun selv været forbi for at præsentere sig og rapportere om alt og alle i opgangen og ejendommen. Hvis nogen skabte sig, skulle han straks vide det.
Nogen vil sige, at jobbet som nærbetjent mest var papirarbejde, men virkeligheden var daglige snakke med beboerne, lange patruljer, og indimellem konflikter, der helst skulle slukkes, før de udviklede sig. Det var jo meget lettere at forebygge, end at rydde op bagefter.
Og sådan gik han nu mod Helle, hvis rapporter altid burde tages seriøst ellers kunne hun, som hun truede, gå hele vejen til Folketinget.
*****
Endelig! Helle strålede, da Jesper nåede hoveddøren. Hun havde åbenlyst stået vagt, nervøst kiggede hun op og ned af gaden ved synet af uniformen.
Fortæl nu præcis, hvad der er sket, sagde Jesper.
Jeg tror nok, jeg har sagt det! Nå, jeg gentager gerne: Naboen larmer hele tiden. Hunden gør og tuder, folk råber og smider med ting. Musikken spiller så højt i gulvet, at mine tallerkner ringer i skabet.
Hvem bor der nu?
Det gjorde min veninde Rigmor Kramer. Hun var så sød Men så døde hun sidste måned, næsten samtidig med du startede her. Hendes barnebarn, Markus, flyttede straks ind. Han boede før med sin mor i Nordvest, men nu holder han fest hver nat og har sågar slæbt en hund med ind.
Ved du, hvor hunden kom fra?
Nej. Men den ser fin ud. Han kan da umuligt have haft råd til den Det er sikkert en, han har stjålet og vil sælge videre. For penge har han ikke en krone.
Tak for oplysninger, Helle. Jeg tager mig af sagen herfra. Gå endelig indenfor, det er køligt.
Jeg venter her! Men vær nu alvorlig, Jesper. Det er for meget at bære!
*****
Jesper gik op til Markus etage og lagde øret på døren. En frustreret hund peb, og bag den dunkede bastung musik. Mænd råbte til hinanden ind over orglet.
Nej, Helle overdrev ikke denne gang.
Han bankede fast én, to, tre gange. Hunden gav hals, men ingen åbnede. Jesper opdagede, at ringeklokken var gået i stykker, to ledninger stak ud. Han samlede dem, så det gav et skarpt ding-dong.
Døren blev revet op.
Hvad fanden, gamle kælling, forstår du ikke dansk, Markus øjne flammede, indtil han tog uniformen ind.
Åh, undskyld. Jeg troede, det var Helle igen, hun larmer hele tiden om morgenen… Hvorfor er De her?
Dit navn, tak. Jeres nabo har klaget.
Hende nedenunder? Den gamle er ikke rigtig klog. Vi sidder bare her og hygger. Hunden gør lidt, men det ordner jeg nu.
Markus vaklede mod hunden, sparkede ud efter den; men Jesper gled hurtigt imellem og fik med ét tag i armen markeret, at det dér, det sker ikke.
Hvad laver De?!
Lad vær med at mishandle dyr, Markus. Du kan opdrage på hunden uden vold.
Slap nu af. Tiltrængt opdragelse, den hylede hele natten. Nå, skal I noget særligt?
I baggrunden lød en mopset ven fra køkkenet vent nu, Markus!
Drengen haltede hen, greb fat i hunden bag nakken og løftede den, klar til et slag. Jesper standsede ham og holdt fast.
Hvor har I hunden fra? Den ligner en dyr racehund.
Hvor meget er sådan en værd? markerede vennen og fik et albuenud. Jeg fandt den bare ude på gaden! Der er ikke forbud mod det, vel?
Godt, nu stopper I festen. Hvis nogen klager igen, havner I på detentionen resten af ugen. Jeg tager hunden med. Hent den i morgen, hvis du er blevet ædru fra klokken otte til tolv på stationen.
Jesper løftede hunden op og forlod lejligheden. Drengene satte straks musikken ned og festede videre i stilhed.
*****
Nå? Helle stod straks klar, da Jesper kom ned.
Det er håndteret nu, Helle. Hunden kommer med mig; de andre skal nok holde mund nu. Ringer du igen, hvis ikke.
Tak, Jesper. Men hvad sker der så med hunden?
Den bliver hos mig i nat, Markus får den kun igen, hvis han forstår, at mishandling har konsekvenser.
Det vil jeg nu ikke anbefale. Stakkels hund…
Jesper nikkede og gik. På vej til stationen på Borups Allé købte han hundefoder i dyrehandleren det voksede ikke på træerne, men hunden skulle have noget.
Næste morgen mødte Jesper ind og blev mødt af kaos. Hunden stod midt på gulvet, stole og papirer strøet ud over det hele, kaffekopper væltet.
Tak for hjælpen, makker, sukkede han, mens hunden hoppede op og logrede vuf!
Efter en rask gåtur og grundig oprydning ventede Jesper tålmodigt på, at Markus kom men forgæves. Dagen efter heller ikke noget.
Tilsidst havde han fået nok. Hvis ingen ledte efter hunden, måtte han selv tage affære.
Han gik tilbage til opgangen Helle stod allerede og lurede.
De er her igen? Her har været helt roligt, siden de flyttede ud i går. Markus og vennen havde rygsække med. Nu står lejligheden tom.
Ved De, hvor man kan aflevere en hund?
Ikke jeg! Jeg har slet ikke overskud til den slags, Jesper. Jeg skal have mit privatliv.
Hvis jeg bare selv kunne, tænkte Jesper, og gik tilbage til stationen. Hunden, der nu var blevet døbt Thor, flyttede ind. Én uge gik så blev Jesper fra morgenstunden kaldt op: Vicepolitiinspektøren stod allerede foran kontoret. Ingen tid til at rydde op.
Der edderbanke mig rod, Jesper! Og hvad pokker laver en hund her? Du har da din egen tjenestebolig! Ud med den, ellers får du problemer!
Da Jesper ikke kunne diskutere, tog han Thor hjem til lejligheden.
Flere dage gik det godt. Så, midt om natten, ringede beboerne ned fra opgangen.
Jesper Kom NU. Hunden gør hele tiden, vi bliver sindssyge jeg kan ikke engang høre fjernsynet.
Åh, Thor, tænkte Jesper, du gør heller ikke mit liv lettere.
Fra den dag fulgte Thor ham overalt. Sammen på patrulje, sammen hjem. Der voksede et bånd imellem dem, som kun findes mellem menneske og hund stærkt og uopløseligt, og endelig, ægte venskab.
Hvis ikke jeg er heldig med kærligheden, må det være hunden, smilede Jesper, når Thor lå på gulvet foran ham.
For ægteskab og børn blev ikke til noget for en nærpolitibetjent, der aldrig havde fri. Men takket være Thor smilede han oftere det bemærkede alle, især Helle:
Du ser meget gladere ud nu, Jesper. Sikken forskel en ven kan gøre.
Ja, tak. Alt mulig tak til Thor.
*****
Rygtet om Jesper og Thor spredte sig hurtigt. Selv de lokale drukkenbolte sprang op, smed øldåser i nærmeste skraldespand og svor, at nu holdt de sig fra sprutten De var mere bange for Thor, der hadede lugten af alkohol, end for politiet.
En tidlig aften gik de hjem fra Rema 1000. Pludselig skar et skrig gennem luften.
Thor så på Jesper og satte straks i løb i retning af lyden. Jesper styrtede efter med poserne.
Bag et hushjørne stor en kvinde grådkvalt, midaldrende og fortalte, at to unge mænd havde revet hendes taske fra hende.
Hvilken vej? Hun pegede rystende mod en nedlagt byggeplads.
Pas lige på mine varer, sagde Jesper og lagde dem på vejen. Thor, følg!
Thor stak næsen i hendes handske, knurrede lavt og spurtede gennem mørket.
Bag nogle garager stod to unge mænd netop nu og rottede sig sammen. Markus var den ene.
Markus, kender du ham?! Jesper trådte frem i lyset.
En kniv blinkede Det skulle du aldrig have gjort, betjent! Men Thor sprang frem, overraskende kraftfuld, og væltede Markus. Jesper overmandede hurtigt den anden.
Efter fem minutter lå de begge ansigtet mod jorden. Tasken blev samlet op og returneret til kvinden, der stadig ventede på vejen. Hun brød sammen af lettelse og Jesper og Thor fik både et æblekage og en stegt kylling som tak næste dag.
*****
Markus og vennen blev idømt fængselsstraf det viste sig, at de havde huseret både i hele Brønshøj og Husum i månedsvis.
Jesper fik ros og lovning på en bonus men vigtigst af alt: Livet ændrede sig. Kvindens navn var Astrid. Ensom, sød, blid. Og nogen ikke ulig Jesper selv.
Nu var de ikke alene mere. Og Thor rullede sig i sofaen, tilpas det lykkelige familiemedlem, de begge havde manglet.
For sådan kan venskab og kærlighed vokse, hvor ingen regner med det.
