Almindelige mennesker
Du ved, foråret i København har altid haft den der levende stemning på gaden, ikke? I dag var ingen undtagelse alle var på vej ud efter den længe ventede sol, der for første gang i måneder kærligt varmede fliserne op. Kommunens fejemaskiner havde endelig fået has på de sidste trætte bunke snesjap, og nu løb små sølvblanke bække ned ad gaderne, snoede sig ud til sidegaderne og videre ned mod Sankt Pauls Kirke. Foran kirken var der selvfølgelig også småmylder en flok kvinder i fine kjoler og tørklæder i lyseblå, grønne og hvide nuancer. De bar tørklæder med overraskende ynde. Mændene havde klædt sig på med slips og ny-pudsede sko.
Ud af en mindre bil trådte en kvinde koncentreret og lidt nervøs.
Klara! Hvorfor går du selv? Jeg ville da have givet dig en hånd, råbte hendes mand, Henrik, mens han hurtigt ilede rundt om bilen.
Ikke så højt, Henrik. Emil er lige faldet i søvn. Tænk nu hvis han vågner igen. Jeg er bange, Henrik, hviskede Klara lidt fortabt. Hun havde aldrig været til en dåb før, og moderskabet var stadig så nyt, så tanken om at lille Emil skulle bryde ud i hjerteskærende gråd ligesom i badet i sidste uge skræmte hende lidt. Den episode endte med en opringning til børnelægen. Ind kom den rolige, lidt tørre Læge Marianne, trak vejret tungt ude i entreen og gik derefter ind og betragtede lille Emil, som Klara vuggede desperat.
Læg ham, sagde Marianne.
Hvad, jeg hørte ikke … hvad mener du? spurgte Klara, nærmest opgivende.
Læg nu barnet, du ryster ham jo! Det ender med at alle hans knogler ligger løst, lød det, som kun Marianne kunne sige det.
Åh gud, hviskede Klara og så skrækslagen på Henrik, der bare trak lidt på smilebåndet.
Sandheden var, at Klara stadig var lidt af en pige selv, men hun havde givet Henrik en søn, og ingen af dem rigtig vidste, hvordan man skulle gøre.
Prøv lige at lægge ham, sagde Marianne og nussede Emil. Sikke en stærk dreng og hvor han ligner sin far!
Henrik blev stolt. Marie, Klaras mor, havde ellers påstået Emil lignede hendes side af familien. Men Henrik bemærkede nu ellers at det store hoved ja, det mindede nu om hans. Især næsen. Ørerne tjo, de kunne have hørt til begge.
Sikke et pande! Han bliver sikkert en klog dreng, mente Marianne. Henrik, luk lige vinduet, han må ikke blive forkølet!
Henrik skyndte sig, mens Klara næsten begyndte at græde igen.
Hvorfor bliver han sådan? græd hun.
Det hører med. Havde du fået en pige, havde det måske været anderledes, sagde Marianne tørt, mens hun hurtigt undersøgte Emil og drejede hans små ben og arme.
Kolik, lød vurderingen. Jeg skriver hvad I skal gøre. Og slap nu lidt af, Klara det bliver godt igen. Han er sund, og du gør det godt. Giv ham dog den sut!
Vi er altså imod sut, sagde Henrik, bestemt.
Jaså, sagde Marianne helt neutralt. Klara… for pokker, kom med på køkkenet nu, så kan far få barnet et øjeblik. Og svøb ham ordentligt.
Klara tøvede, men trætheden vandt, og hun gav Emil til Henrik.
Skønt. Så får vi te. Te, Klara! Ud i køkkenet med dig, grinede Marianne og trak hende hjælpsomt med sig.
Imens stod Henrik med Emil, vuggede ham ved vinduet og småsnakkede trøstende.
I køkkenet var der mørkt, køligt, og der duftede af kaffe fra morgenen.
Så… teakanden er her, sukker her… et eller andet at sætte tænderne i sagde Marianne, mens hun kiggede sig lidt omkring i det lille københavnske køkken.
Klara satte to krus frem. Hun anede ikke rigtig, at læger på børneafdelingen kunne være sådan…
Hvordan sådan? spurgte Marianne, der lyttede med på Klaras tanker.
Klara blev forskrækket. Det var uvant at tænke højt.
Du ved, ikke formanende, ikke fordømmende bare som… et menneske, sagde Klara. Det må være rart at være børnelæge. Så er man jo ikke bange for noget.
Marianne trak på skuldrene. Havde Klara bare vidst, hvor bange hun havde været, da hun selv blev mor…
Hvem har brug for formaninger? Man kan da læse sig til alt, og ellers er internettet lige ved hånden. Alle løber ind i det samme. Jeg kan se, du gør det godt. Husk nu at drikke teen, mens du kan! sagde Marianne og satte en dampende kop foran Klara. Emil skreg bare lidt. Det sker. Men jeg skal nok sige fra, hvis du trænger til det vil du have skældud, hvis det hjælper?
Nej, sagde Klara med et lille nervøst grin, og så græd hun pludselig.
Hey, hvad nu? spurgte Marianne lidt uroligt.
Jeg er bare så træt. Jeg vil bare sove. Emil spiser hele tiden, vil ikke ligge i en våd ble, og jeg kan bare ikke mere Sagde Klara, mens tårerne trillede ned ad kinderne. Jeg har slet ikke overskud. Jeg skal til eksamen om lidt, tre prøver tilbage, men jeg kan slet ikke koncentrere mig. Jeg ved ikke engang, hvad jeg hedder til efternavn.
Marianne sukkede og spurgte:
Har du nogen til at hjælpe? Noget familie?
Jo men Henriks forældre bor i Jylland, og vi har ikke råd til at tage derover eller få dem herover. Og min mor var imod det hele. Synes vi blev gift og fik barn for hurtigt. Vi har slet ikke talt sammen siden da. Tænker bare, det er min egen skyld, ikke?
Klara tog en slurk te og lukkede øjnene.
Din egen skyld? Fordi du fik en dejlig søn? Du er da så heldig, sagde Marianne med et glimt i øjet. Han vejer sikkert fire kilo, hva?
Fire og sekshundrede, fortalte Klara med et lille smil.
Se, det er derfor. Prøv at høre, spis nu et eller andet og få dig en lur. Mændene er stille nu. Det burde du også være. Jeg har skrevet alt det praktiske ned bare ro på! Det skal nok gå.
Marianne klappede Klara på skulderen og gik.
Klara kastede sig over en hjemmelavet frikadelle som var hendes livret, skyllede efter med te og et stykke æblekage, som Henrik havde fundet i Torvehallerne, og faldt i søvn på køkkensofaen, uden at få fat i tæppet under hovedpuden.
Det føltes som om det var i går.
Nu stod Klara i en lys cremefarvet kjole med små sko, Emil på armen foran det lille dåbshus. I dag skulle Emil døbes, og hun var nervøs.
Klara, kom nu! Giv ham til mig åh min lille stærke dreng! hvislede Henrik, mens han gik over imod gæsterne.
Om lidt skulle de ind, dåben begynde, Emil hviner lidt, men åbner snart sine store blå øjne mod de hellige malerier over sig og bliver stille og forundret. Gæsterne smiler, og Klaras unge veninde Sofie, som blev gudmor, nikker tilfreds.
Der er styr på det, siger hun til Klara. I klarer det!
Læge Marianne ankom, gik ind igennem kirkens jernport og slog korsets tegn, selvom hun dårligt troede. Lidt derfra stod en midaldrende mand i slidt jakke og kasket. Han skævede skeptisk til det forseglede guldkrucifix over indgangen. Marianne sukkede for sig selv der er vist ikke meget respekt tilbage for traditionerne herhjemme.
De kunne måske tage kasketten af? Vi er trods alt i Guds hus, anmærkede Marianne venligt.
Mand mildnede, tog kasketten, kløede sit tynde hår, men så nikkede de begge efter dåben.
En flot dåb, og sikke et sødt par, sagde Marianne. Hun gik ikke hen til Klara hun ville ikke forstyrre.
En dåb som alle andre. Det er spild for barnet! mumlede manden.
Det forstår De ikke noget af, svarede Marianne stille.
Senere, hjemme hos Marianne, fældede hun tankefuldt en tåre. Dengang da hendes egen Svend var spæd, hvordan havde hun ikke været fortvivlet! Selvom hun selv var børnelæge, ramte frygten, da hendes Svend blev syg.
Hendes mand Jeppe gik stolt over det hele og fejrede sønnens fødsel, arrangerede fisketure mange år frem og glædede sig til at lære Svend om verden. Lige indtil natten hvor sygehuset ringede Svend havde fået en infektion. Alt blev usikkert. Meget kunne være gået galt.
Der var hospital, antibiotika, ventetid, og Marianne græd, mens hun pakkede tasken. Sådan havde hun aldrig forestillet sig moderskabet. Jeppe var rasende på lægerne, slog i bordet inde på kontoret. De fik Svend hjem han var svækket, men snart kom de grimme prikker og feber igen.
Svagt immunforsvar, sagde lægen, og Marianne brød næsten sammen. Plejeren Vera, værdig og frisk fra Lolland, holdt hende oppe. Hun fortalte, hvordan hun havde passet sine mange små søskende gennem alle barndommens landsbyår, og hvordan hun altid stolede på, at det gik. Vera var ikke en, der trøstede hun havde bare indøvet ro. Svend skulle nok klare den.
En dag rørte Vera Marianne:
Han bliver sikkert fodboldfan! Han har da stemme nok til at råbe hele parken op!
Det blev et lille vendepunkt. Marianne begyndte at drømme om drejningen ikke bare feber og angst, men også om Svends fremtid.
Hun var selv i tvivl om dåben. Hun diskuterede det med Jeppe, der ikke var til den religiøse slags, og Vibeke, hendes mor, syntes kun det handlede om mad og vitaminer. Men til sidst fik Vera og drømmen om Svends engel hende overtalt.
Dåben blev småt og hyggeligt kun de nærmeste venner. Svend peb lidt i starten, men roen bredte sig, da Jeppe tog ham over og vuggede ham, væk fra præstens store hænder.
Bare rolig. Gud ser det hele, hviskede præsten gnidret. Far-kærlighed bliver belønnet.
Efterfølgende sad selskabet blot i hjemmet, spiste og talte om alt muligt andet. Og Svend blev langsomt stærk. Marianne tænkte, at det måtte være Guds gave.
Nu, år senere, Svend var blevet syv, og på vej hjem gennem baggårdene gumlede han sin madpakke. Pludselig stod der en stor, sort hund foran ham. Den var blevet jagtet på torvet og virkede sky og rå. Svend frøs, skulle til at flygte, men mærkede så en fast, rolig hånd på skulderen.
Bliv stående. Den går nok, sagde en stemme. Hunden snusede og trissede væk med madpakken.
Senere, hjemme på Nørrebro, fortalte Svend ivrigt sin mor og far om sit eventyr og om hånden.
Det var din engel, hviskede Marianne mere for sig selv.
Jeppe rynkede panden, men sagde ikke imod. Jo ældre han blev, jo mere troede han på, at noget større passede på dem.
Nu, tilbage i forårets solspejl, stod Marianne i kirkens gård og smilede, mens Henrik og Klara gik mod dåbshuset med Emil. Alt skal nok gå for dem, tænkte hun.
Hun slog sit tørklæde om skuldrene og gik op ad vejen, hvor solen dansede i de små bække. Den lidt slørede mand satte også i gang op mod borgerrepræsentationen, hvor folk traditionelt gik billeder til bryllup.
De stoppede blandt smågrupper af brudepar og venner ved det gamle rådhus på Nytorv.
Jeg tror aldrig, jeg får lov at opleve min søns bryllup, sagde Marianne.
Hvem snakker du om? gnavede hendes følge.
Min Svend Han er en skøn, begavet mand, gør sig umage, men ingen familie. Det er skrækkeligt sådan at være alene, svarede Marianne.
Æh! Det er jo bare sådan det er nu om dage. Min søn har hovedet i gear det handler om at arbejde og få styr på sig selv først. Først bagefter familie. De unge er vel lidt umodne i dag, hvad? sagde manden og småfnisede.
Ja, bygge familie Svend bygger huse. Familie skal bygges med hjerte og kærlighed, ikke efter bygningsregler. Din søns kompas er nok lidt væk! sagde Marianne kækt.
Manden trak på skuldrene:
I kvinder haster altid mod bryllup. Vi mænd tager den med ro vi er altid i kurs. Selvfølgelig kræver det kærlighed. Jeg elsker min kone, endda trods alt hun finder på. Vi holder ved.
Svend tror ikke rigtig på kærlighed længere. Tror den hørte fortiden til. Måske har han ret Hvad hvis unge nu slet ikke kan elske? spurgte Marianne.
Pjat. De fortæller bare ikke alt til deres mødre. I kvinder altid nysgerrige!
Pludselig greb manden Marianne om skuldrene og kysser hende drilsk.
Hvad laver du? Jeg kan kalde politiet! grinede hun, rødmende.
Gør endelig det! Her har jeg boet med denne kvinde, og jeg ville gifte mig igen hvilken dag som helst! råbte han kærligt.
Omkring dem fniste ungdommen, og Marianne blev flov.
Mor! Far! Hold nu op alle venter, råbte Svend et stykke derfra. Jeg har ringene. Tror jeg Jo! Far, du ligner nu altid en trold fra stenalderen, haha! Men sådan er det vel.
Svend! sagde Marianne anklagende.
Slap af, mor. I dag gifter mine forældre sig igen. Og mig halv-døbt søn har arrangeret det hele. Hvorhen går verden dog?
Svend rullede med øjnene, men trak sine forældre over mod festlokalet.
Her blev der samme dag fejret et ganske almindeligt københavnerpar, der levede livet, opfostrede en lidt fornuftig søn, og slet ikke forestillede sig enkeltdage uden hinanden. Marianne var stadig børnelæge, Henrik var konstruktør nu optaget af at dyrke mikrosalat hjemme, som han tvang på både kone og søn, der dog brokkede sig.
Svend, den glade, lidt letbenede ung fyr, boede selv, lovede hele tiden at gifte sig senere. Det senere varede stadig. Nogle gange spekulerede Marianne over om Svend ikke bare havde en skytsengel med på sidelinjen, og at det vigtigste i livet måske egentlig bare var at føle sig elsket. For det var sådan kærlighed egentlig beskytter os ikke dåben, men kærligheden.
Henrik troede på sund fornuft, men et øjeblik indimellem kiggede han også op mod himlen.
Der kiggede han også hen, da Svend var syg og det hændte, at himlen hørte dem. Gennem mennesker famlende, usikre, ofte glemsomme og fejlende men hjælpen kom altid.
Tak for det.
