En ulykke ejerne var borte deres barn blev sendt til et børnehjem, og katten endte på et dyreinternat. Den græd hele tiden og kunne ikke stoppe.
De andre katte drillede ham ofte, men han sagde ingenting. Han svarede aldrig med aggression han vendte bare blikket væk og frøs i hjørnet af buret, som om han ikke så nogen.
Liva, en af frivilligerne på internatet, så bedrøvet på den store, snehvide kat, der trykkede sig op ad burets væg. Den flotthalede kat var kommet der for tre måneder siden. Siden da havde han ikke vist den mindste interesse for omverdenen. Ikke engang på sit nye navn Mikkel reagerede han.
“Vi har fået ham tjekket hos dyrlægen, hans fysiske helbred er i orden,” sagde en af pigerne lavmælt til Liva. “Men i den her tilstand vil nok ingen have lyst til at adoptere ham.”
“Hvad er der galt med dig, lille ven?” Liva åbnede forsigtigt buret og tog katten op i armene. “Savner du dit hjem, ikke sandt?”
“Det er i det mindste godt, han spiser lidt,” sukkede pigen.
“Hvem bragte ham herhen?”
“En medarbejder fra kommunen. Ejerne døde i en bilulykke. Pigen kom på børnehjem, og katten blev sendt til os. Det er en hård historie”
“Kom pigen på internat? Var der ingen familie?”
“Hvis der var, havde de nok ikke endt hver for sig,” svarede pigen og gik videre med sine ting.
“Din lille pige er på børnehjem Måske er det kun hende, der kan bringe glæden tilbage til dig,” hviskede Liva og satte Mikkel ned igen. Han reagerede ikke. Hverken på stemmen eller berøringen.
Liva kunne ikke acceptere sorgen i hans øjne. Hun besluttede at finde kattens hjem. Byen var lille nogen måtte huske ham.
Efter flere dages spørgning fik hun en adresse. Med Mikkel i hånden gik hun til det sted, han engang havde boet.
Gården var tom. En almindelig betonblok. Liva tog katten op og gik mod den rigtige opgang. Hun ringede på dørtelefonen.
“Hvem er det?” lød en ældre kvindes stemme.
“Goddag! Jeg hedder Liva, frivillig på dyreinternatet. Jeg har Mikkel her han boede engang i lejlighed 28. Må jeg tale med Dem?”
“Selvfølgelig, kom bare op!” sagde kvinden glad.
På anden sal satte Liva Mikkel ned. Han blev med det samme levende, gik hen til døren og gav en lille lyd fra sig. Lige da kom en ældre dame ud fra nabolejligheden, med et tørklæde om skuldrene.
“Mikkel!” udbrød hun og satte sig straks for at kæle for ham. Han genkendte hende og begyndte at spinde, mens han gned sig op ad hendes ben.
“Han lader pludselig til at vågne op” hviskede Liva vantro.
“Er du Liva? Jeg er Regitze,” sagde kvinden og holdt om katten. “Kom indenfor, vi skal drikke te.”
Mens de sad i køkkenet, spurgte Liva:
“Fortæl mig om Mikkel. Han vil ikke spise, reagerer ikke på nogen det er først nu, jeg hører ham give lyd.”
“Mikkel var en rigtig del af familien,” begyndte Regitze. “Hans ejere, Anders og Sofie, fandt ham som lille blind killing. De opdragede ham. Da deres datter, Lise, blev født, blev han hendes bedste ven. Han sov hos hende og forlod hende aldrig. Sofie sagde engang i sjov, at Lise havde ‘stjålet’ ham fra hende. Han tilhørte hende med hele sit hjerte.”
Den ældre kvinde tørrede en tåre væk.
“Lise besøgte mig ofte. Og Mikkel fulgte altid med. Selvfølgelig husker han mig. Må jeg beholde ham? De tog ham, da jeg ikke var hjemme”
“Selvfølgelig, hvis han er glad her, er det det bedste,” sagde Liva. “Hvad med Lise?”
“Hun er på børnehjem. Jeg forsøgte at besøge hende, men de sagde nej jeg er ikke familie. Anders havde ingen tilbage. Måske en fætter, Mads, der boede i udlandet. Han kom om sommeren”
“Har du nogen kontaktoplysninger?”
“Kun navnet på hans afdøde kones tante. Hun bor i den nærmeste by. Måske kan hun hjælpe.”
Regitze rakte Liva en lille lap papir. Liva tog det og skyndte sig til sin far han var politibetjent.
En måned senere ringede Liva næsten dagligt til Regitze. Mikkel blev mere livlig, især efter at Liva havde bragt en legefuld killing hjem til ham fra internatet.
Takket være sin far fandt Liva kvinden, der kendte Mads. I går fik hun hans telefonnummer.
I dag tog hun en dyb indånding og ringede. Ni ringetoner.
“Hallo?” sagde en mands stemme.
“Goddag, jeg hedder Liva, jeg er frivillig på dyreinternatet, hvor Mikkel er”
“Mikkel? Hvordan endte han der?!”
“Ejerne døde. En bilulykke. For fire måneder siden”
“Åh nej” stemmen knækkede. “Hvad med Lise?”
“Hun er på børnehjem. Men hun har det fint.”
“Hvorfor har ingen fortalt mig det?! Hun skal ikke være på børnehjem. Hun har familie!”
“Socialforvaltningen vidste måske ikke om Dem. Men jeg ville hjælpe”
“Tak, Liva. Hvordan har Mikkel det?”
“Han bor hos Regitze nu. Hun fortalte meget”
“Mikkel skal se Lise igen. Alt skal nok gå.”
Ti måneder efter det første opkald sad Liva på børnehjemmet med Mikkel i armene. Mads havde lovet at hente Lise i dag.
Liva vidste: efter dette kunne deres veje skilles. Tankerne blev afbrudt af en dør, der gik op. Mads kom ind.
“Goddag, Liva,” smilede han og tog Mikkel. “Gamle ven, du har slet ikke forandret dig.”
“Jeg er glad for at se Dem,” sagde Liva og kæmpede for at skjule sin bevægelse.
I direktørens kontor insisterede Mads på, at Mikkel skulle blive:
“Han har ventet på dette. Han skal være her.”
“Det er imod reglerne!” protesterede direktøren. “Pigen er ligeglad.”
“Hvorfor?” spurgte Liva roligt.
“Siden Elisabeth kom her, har hun næsten ikke talt med nogen. Ingen venner, ingen smil Psykologen siger”
Døren gik op, og en pædagog kom ind med en spinkel syvårig pige i hånden. Blegt ansigt, tomt blik ingen frygt, ingen nysgerrighed, kun tomhed. Det samme blik havde Liva set hos Mikkel i buret.
Pludselig slog det hende denne parallel. Hjertet gjorde ondt. Hvor uretfærdigt at se et barn revet væk fra sin verden, fra kærligheden, fra h
Tragedien ramte familien: Forældrene omkom, barnet blev anbragt på børnehjemmet, og katten glemt i asylet… Den græder stadig og kan ikke trøstes…
