Femten års tavshed

– Har du nu købt det der snask igen?

Kirsten Jensen stillede indkøbsposen på køkkenbordet uden at vende sig. Hun vidste præcis, hvad hun ville få at se: Erik sad ved vinduet med avisen løftet, selvom han ikke læste. Han så på hende hen over brilleglassene. Netop sådan. Lidt ovenfra. Som om hun var en skolepige taget i at snyde til eksamen.

– Det er da bare skyr, Erik.

– Jeg kan da godt se, det er skyr. Jeg spørger bare, hvorfor du altid tager det i den blå emballage. Det smager jo for syrligt.

– Det gør det ikke. Det er bare ikke lige så fedt, som det du foretrækker.

– Så du tog altså den slags, du bedst kan lide, og ikke det, jeg bedst kan lide.

Kirsten begyndte at lægge varerne på plads. Æbler i skålen, rugbrød i trækassen, mælk i køleskabet. Bevægelser, der sad på rygraden efter otteogtredive år i lejligheden på femte sal i Valby uden elevator, hvor alt havde sin faste plads.

– Jeg tog begge slags, sagde hun. Kig nu bare i posen.

Erik kiggede ikke. Han løftede avisen op igen.

– Næste gang må du sige til, hvis du tager to slags. Så behøvede jeg ikke undre mig.

Kirsten spurgte ikke, hvad han undrede sig over. Det var sådan en slags spørgsmål, man kun tør tænke, men ikke sige højt. For sagt højt fører de til diskussion, og diskussioner fører til dage i tavshed, og tavshed i hendes alder toogtres var sværere at bære end tidligere.

Hun toogtres. Erik femogtres. Et liv i København, hvor hun talte trinene ned mod gården, ikke op. Altid lettere at gå nedad.

Samme aften ringede datteren, Søs. Som om hun vidste noget. Søs boede i Aarhus, havde jobbet i en transportvirksomhed, var gift med Adam, havde en søn på syv, Malte, og ringede næsten altid tirsdag aften.

– Hvordan går det hos jer?

– Fint, min skat. Din far læser, og jeg har gjort rent. Det hele er roligt.

– Du siger altid, det er roligt, mor. Det er næsten urovækkende.

– Det er da noget pjat.

– Ikke pjat bare observation. Normale folk siger indimellem, de har skændtes over bagateller eller er trætte, men du siger altid, alt er roligt.

Kirsten rejste sig fra sofaen og satte sig i lænestolen, som stod tættere på gangen så behøvede hun ikke høre lyden fra Eriks tv.

– Vi har skændtes om skyr, sagde hun med et lille grin.

– Skyr?

– Jeg tog den blå emballage. Han synes, den er for sur.

Der blev stille i telefonen. Kirsten forestillede sig Søs sidde i sit køkken i Aarhus, lidt rodet, varmt, med børnetegninger på køleskabet, mens hun tænkte. Noget, Søs ikke ville sige højt.

– Mor, det handler næppe om skyr.

– Søs…

– Nej, vent lidt. Jeg har ville sige det her længe. Far slider dig op. Jeg kan se det hver gang, jeg besøger jer. Du går rundt som om, du er bange for at træde forkert.

– Du overdriver.

– Jeg overdriver ikke. Kan du huske, dengang i januar, du tabte en kop? Dine hænder rystede så meget, fordi du blev bange. Ingen normale ville blive sådan. Man bander eller griner. Men du stod bare og ventede på, hvad far ville sige.

Kirsten var længe tavs.

– Det var bare en gammel kop, sagde hun til sidst. – Jeg blev ærgerlig.

– Mor…

– Det er sent, Søs. Har du lagt Malte i seng?

Søs sukkede. Den slags suk, Kirsten var begyndt at høre oftere ikke kritisk, bare træt. Som en person, der har forsøgt at forklare det indlysende uden at trænge igennem.

– Han sover. Ok, mor. Jeg ringer igen torsdag.

– Selvfølgelig, min skat.

Kirsten blev siddende lidt i stolen efter samtalen. I gangen stod en lille natlampe, en af de gamle fra 80erne, med gult glas, som havde overlevet mange flytninger og én gang vælten fra kommoden.

Ude fra køkkenet begyndte elkedlen at larme. Erik var oppe.

Hun gik derud.

Han stod ved komfuret, kiggede ud ad vinduet, ud i natten, på lyset fra gadelampen og den gamle kastanje, der hvert forår blev truet med at blive fældet, men som stadig stod der. Erik havde den grønne, falmede morgenkåbe på, hun købte til ham på hans 50-års fødselsdag. Kåben var slidt ved kraven, og hvert år sagde Kirsten, at han skulle have en ny og hvert år blev det ikke til noget.

– Kan du ikke sove? spurgte hun.

– Alt er i orden. Jeg ville bare have en kop te.

Hun tog to kopper frem. Hans store, blå med Verdens bedste far en gave fra Søs for 20 år siden, og sin egen lille hvide uden nogen tekst.

– Sæt dig, jeg laver teen.

De sad længe uden at sige noget et andet slags tavshed end om dagen. Om dagen presset og fuld af uro, natten mere stille.

– Talte Søs i telefon med dig? spurgte Erik.

– Ja. De har det fint.

– Hvordan går det med Malte?

– Han er rask. Snart skolestart.

– Allerede?

– I august.

Erik nikkede. Han løftede kruset, varmede sine hænder, satte det igen.

– Du er sur på mig over skyren, sagde han. Ikke som et spørgsmål, som en konstatering.

– Nej.

– Jo, det er du. Jeg kan se det.

Kirsten så på ham. I det blik var noget, hun ikke havde set i lang tid eller også havde hun bare ikke lagt mærke til det før. Noget, der lignede anstrengelse.

– Erik, jeg er ikke sur. Jeg orker bare ikke hele tiden at skulle forsvare, at der ligger to slags skyr i køleskabet.

– Jeg bad dig ikke forklare. Jeg spurgte bare.

– Men den måde du spurgte på, lød som om jeg havde gjort noget forkert.

– Det mente jeg ikke.

– Men sådan lød det.

Han tog koppen igen, drak en slurk.

– Du finder altid på noget. Før sagde du da ikke noget.

Det var det. Kirsten lagde hænderne om koppen for at varme sig og svarede ikke. Samtalen løb ud i sandet. Som altid.

En uge senere tog hun til Aarhus.

Ikke kun fordi Søs havde inviteret det havde hun gjort i årevis. Men fordi Kirsten skulle til tjek hos sin gamle veninde, Dr. Ingrid Wold, der nu havde konsultation i en lille klinik på Frederiksbjerg. Samtidig kunne hun bo hos Søs nogle dage. Erik sagde ikke noget imod det. Han gjorde sjældent indsigelser, sagde bare, at han trængte til ro hvad han præcis mente, blev Kirsten aldrig helt klog på.

København var et mylder og duften af undergrundsbanen. Søs hentede hende på hovedbanen med Malte, som straks greb bedstemor om tasken og trak løs.

– Rulletrappen kører selv! forklarede han, hvis hun skulle have overset det.

– Det ved jeg godt, svarede Kirsten og greb hans hånd.

Søs gik ved siden af og holdt øje ikke dømmende, mere som en læge, der kigger efter forværring.

– Du er blevet tyndere, sagde hun i bilen.

– Nej, det er bare lyset.

– Metroen giver dig ikke ligefrem glød. Men jeg kan godt se det, mor.

Malte sad på bagsædet, lavede pistol med fingrene og skød til fodgængere bag bilruden. Kirsten så på sit barnebarn og tænkte, så hurtigt de voksede. Sidst hun så ham i februar, virkede han mindre.

– Hvordan går det med far? spurgte Søs.

– Fint. Blodtrykket svinger, men han får det tjekket.

– Jeg mener ikke helbredet. Hvordan går det med jer?

– Søs, skal vi tage det senere?

– Okay. Men vi taler om det på et tidspunkt.

Og det gjorde de samme aften, da Malte var puttet, og Adam sad på kontoret. De sad i Søs køkken, akkurat som Kirsten altid tænkte sig det, varmt, lidt rodet, med børnetegninger på køleskabet. På én havde Malte tegnet familien. Kirsten så længe på det og forsøgte at gætte, hvem hun selv var.

– Mor, jeg vil gerne sige dig noget bitte, slå det ikke hen.

– Jeg lytter.

– Jeg har læst om psykisk pres i familien. Ikke fordi jeg keder mig. Jeg ser nemlig på dig, og jeg bliver bekymret.

Kirsten tog en småkage med birkes fra fadet. Birkes dryssede ned på den ternede dug.

– Hvad er du bekymret for?

– Du forsvarer dig altid. Også når der ikke er grund. Selv i bilen i dag jeg bemærkede, du var blevet mager, og du begyndte at forklare, at det bare var lyset. Som om jeg bebrejdede dig noget.

– Nå, og hvad så?

– Det kaldes forsvarsreflekser. Man bor i et klima, hvor man forventer kritik så kommer forklaringerne helt automatisk. Også, når ingen angriber.

Kirsten samlede birkes op, børstede dem pænt ned på tallerkenen.

– Vi har været gift i otteogtredive år, Søs. Der sker ting og sager i så mange år.

– Jeg ved det. Adam er heller ikke altid nem. Jeg er heller ikke en dans på roser. Men jeg går ikke på listesko i mit eget hjem, som du gør.

– Hvordan mener du?

– Som om du venter på, der falder en bemærkning.

Kirsten så længe på dugen. På familiens tegning stod en orange stregmandsfigur uden hals mellem to store og en lille. Det måtte være hende.

– Erik er ikke et dårligt menneske, sagde hun endelig.

– Det ved jeg. Dårlige mennesker gør ondt med vilje. Erik gør ikke ondt med vilje. Men det gør ikke smerten mindre.

– Du lyder som en bog.

– Jeg har også læst nogle. Søs smilede Men jeg taler om dig, ikke bøger. Mor, hvornår har du sidst gjort noget bare fordi du havde lyst? Ikke fordi du skulle. Bare af lyst?

Kirsten var tavs. Blev overrasket over, at hun ikke kunne huske det.

– Sidste år i sommerhuset, sagde hun så. Jeg plantede floks. Erik ville hellere ha jordbær, men jeg ville have floks.

– Blev de til noget?

– Ja, de blomstrede flot.

Søs lagde sin hånd over Kirstens.

– Det er godt, mor. Så er du her stadig.

Kirsten spurgte ikke, hvad hun mente. Men den nat lå hun længe i gæsteværelset og stirrede op i loftet, mens Malte snorkede igennem væggen. En bil susede forbi ude på vejen. Og de floks blev ved at rotere i tankerne de pink, let pjuskede blomster, hun havde plantet mod alle odds.

Dagen efter mødte hun Ingrid Wold.

Ingrid var otte år ældre end Kirsten, pensioneret, men havde nogle få patienter stadig. De havde lært hinanden at kende for tyve år siden i Valby lægehus, og holdt sporadisk kontakt. Ikke direkte veninder, men tillid var der.

– Lad mig se på dig, Ingrid satte brillerne på næsen og betragtede hende, præcis som Erik plejede, men på en helt anden måde.

– Lidt afpillet, indrømmede Kirsten.

– Måler du blodtryk?

– Ja, det er ok.

– Hvordan sover du?

– Fint. Men det tager længere tid at falde i søvn.

– Hvor længe?

– Et år. Måske mere.

Ingrid skrev i sin gammeldags notesbog, slidte kanter, rigtig læselægehåndskrift.

– Hvad tænker du på, når du ikke kan sove?

Kirsten blev overrasket. Hun ventede spørgsmål om helbred ikke tanker.

– Forskelligt…

– Er det fremtiden eller fortiden?

– Ofte gennemgår jeg bare dagen. Hvad jeg sagde, hvad jeg burde have sagt anderledes.

Ingrid lagde bogen væk.

– Kirsten, jeg har kendt dig i årevis. Du er ikke dum. Fortæl mig, hvad der reelt foregår.

Og Kirsten opdagede, at hun kunne fortælle. Ikke med de forsigtigheder der var med Søs. Bare fortælle. Om skyr og nattetavshed, om at forklare sig, om floks.

Ingrid lyttede hele vejen.

– Har du overvejet, at det slet ikke er normalt? spurgte hun. Ikke et moralsk spørgsmål. Bare, at du ikke har det godt i det?

– Jeg troede, det bare var sådan, livet var.

– Der er mange slags liv, Kirsten. Jeg skriver en adresse ned. En psykolog i Valby, jeg kender hende hun er skarp. Tal med hende.

– Jeg er toogtres, Ingrid. Skal jeg virkelig det nu?

– Netop derfor. Som ung kan tiden måske lindre. Som ældre skal man handle.

Hendes navn var Kirsten Jensen, født Vedel, opvokset i Odense, flyttet til København, gymnasielærer i dansk i tredive år. Folkepensionist. Da hun gik, var der ingen fest. Bare blomster fra 8. klasse og farvel.

Hun elskede arbejdet. Elskede, når elever fangede meningen bag teksten, når én, man aldrig havde regnet med, pludselig sagde noget sandt og dybt om litteraturen, men allermest om sig selv.

Hun tænkte på det i toget hjem mod Valby. Lappen med psykologens navn lå i jakkelommen: Hanne Kristensen Friis.

Erik tog imod hende med stilhed. Han havde lavet suppe selv mærkelig suppe, perlebyg, den slags han aldrig plejede.

– Hvad er det? spurgte hun.

– Suppe.

– Med hvad?

– Det var, hvad der var i skabet.

Hun smagte. Det kunne spises, faktisk.

– Det er godt, sagde hun.

Erik så mistroisk på hende, så på sin avis.

– Hvordan har Søs det?

– Fint. Malte er blevet stor.

– Snart skolestart.

– I august.

– Ja, det har du nævnt.

– Du spurgte igen.

Han svarede ikke. Kirsten spiste op, vaskede tallerkenen, gik ind i soveværelset og fandt sedlen med Hannes nummer.

Tre dage senere ringede hun. Holdt længe mobilen i hånden, før hun tastede nummeret.

– Ja, det er Hanne?

– Hej, jeg har fået dit nummer af Ingrid Wold Jeg ville gerne bestille en tid.

– Naturligvis. Og, Kirsten… ved du sådan cirka, hvad vi skal tage fat i, eller vil du bare se tiden an?

– Bare se tiden an til at begynde med. Jeg er toogtres, hvis det betyder noget.

– Alt, du siger, tæller, Kirsten, svarede Hanne. – Er onsdag klokken fire en mulighed?

Hannes kontor lå i centrum af Valby, gammel etageejendom, højt til loftet. Kirsten gik derhen og tænkte over, hvad hun skulle sige, hvis nogen hun kendte så hende hun fandt på at sige sandheden: Går til specialist. Det er min ret som voksen.

Hanne var i fyrrerne, lavmælt, kort hår, meget opmærksomme øjne. To stole og et lavt bord med vand. Ikke andet.

– Fortæl, sagde Hanne.

Og Kirsten fortalte. Længere, og anderledes denne gang. Fordi Hanne stillede spørgsmål, og hvert spørgsmål åbnede noget, Kirsten troede var låst.

– Når Erik ser på dig hen over brillerne, hvordan føles det?

– Akavet.

– Kan du præcisere?

– Som om jeg har gjort noget forkert.

– Altid?

– Næsten altid.

– Har du så gjort noget forkert?

– Nej. Bare handlet ind.

– Altså er det ikke selve handlingen.

Kirsten stoppede op. Det var så enkelt, at hun undrede sig over, hvorfor hun ikke selv havde opdaget det på otteogtredive år.

– Hvornår begyndte det? Har du altid haft det sådan?

– Ikke i starten. Dengang var det… lettere. Nej, ikke lettere bare spændende. Han virkede så sikker, og jeg lod mig rive med. Jeg troede, han vidste bedst.

– Og nu?

– Nu ved jeg, han bare… siger det, fordi han plejer. Han ved det ikke altid.

– Hvornår gik det op for dig?

– For mange år siden. Men at indse og acceptere er ikke det samme.

Hanne nikkede.

– Kirsten… det du beskriver er mere end bare en svær karakter. Det kaldes nedvurdering. Når man konstant uden at tænke over det får signalet, at ens valg, tanker, følelser, er mindre gyldige. Man begynder selv at tro på det.

– Men han gør det ikke med vilje.

– Måske ikke. Men spørgsmålet er ikke, hvad han vil det er, hvad du mærker.

Kirsten så ud ad vinduet. Forår. Kastanjen var allerede begyndt at grønnes.

– Hvad skal jeg så stille op?

– Først og fremmest: vid det. Det at vide er en slags forandring i sig selv.

Hun gik hjem gennem byen kunne have taget bus, men hun gik. Tænkte på ordet: Nedvurdering. Hun kendte det kun fra penge og arbejde. Aldrig om mennesker.

Men alligevel… Et velkendt ubehag.

Hun gik hos Hanne hver anden uge. Ikke gladere, ikke mere trist bare mere klar.

I juni kom Søs og Malte til Valby. Adam blev i Aarhus for at arbejde. Ti dage blev de. Malte tumlede bolden dag og nat i gården, Erik og Søs sad længe og talte på altanen. Kirsten lyttede ikke med.

En aften fandt Søs hende med gamle fotoalbums hun sad bare og bladrede.

– Hvornår er det her? Søs satte sig ved siden af.

– Kan ikke huske. I starten før dig.

På billedet stod Kirsten og Erik ved vandet, grinende. Kirsten kiggede ikke i kameraet, men ud til siden. Som havde hun set noget.

– Du var smuk, sagde Søs.

– Var?

– Altså, det er du stadig. Jeg mener, ung.

– Fireogtyve. Vi havde været gift et år.

– Han griner. Det sker ikke tit.

– Dengang gjorde han det.

Søs lagde billedet tilbage.

– Hvordan har du det egentlig, mor? Rigtigt?

– Jeg går hos psykolog, sagde Kirsten. Uplanlagt, bare sådan.

Søs blev stille.

– Længe?

– Siden april.

– Hjælper det?

– På sin vis. Jeg forstår mere om mig selv. Om hvorfor jeg lever, som jeg gør.

Søs betragtede hende længe.

– Har du fortalt det til far?

– Nej.

– Vil du?

– Det tror jeg ikke.

– Hvorfor?

– Han vil mene, det er penge ud ad vinduet, og at voksne ordner deres egne problemer.

– Hvad svarer du så?

Kirsten satte albummet ind i skabet.

– Det ved jeg ikke helt endnu men jeg tænker over det, og det er nyt.

I juli skete der noget, Kirsten huskede længe. De tog i sommerhuset lidt udenfor Vordingborg. Huset var lille, men hyggeligt, og haven, som Erik kaldte rodet, kom Kirsten hyggeligt igennem. Floksene blomstrede vildt ved hegnet.

Erik gik forbi.

– Du skal have ordnet ukrudtet, sagde han. Det er helt vildt.

– Det er ikke ukrudt, det er floks.

– Floks fylder også.

– Her er plads nok.

Han stoppede, så på hende, så på floksene, igen på hende.

– Hvad er der med dig for tiden?

– Hvad mener du?

– Du… argumenterer mere.

– Det har jeg altid gjort.

– Nej… tidligere gav du dig, når jeg sagde noget. Nu gør du ikke.

Noget blev tungt og alligevel fast, inden i Kirsten.

– Måske har jeg noget, der skal siges.

– Det har Søs stukket dig i hovedet?

– Nej. Jeg tænker selv.

Han kiggede længe på hende, gik så ind i huset. Kirsten blev ude, strøg forsigtigt en blomst, lod fingrene mærke bladene: levende, dugvåde.

Augusts samtale med Hanne var anderledes.

– Du handler, Kirsten. Det hører jeg.

– Jeg er begyndt at sige fra. Ikke at skændes bare sige fra.

– Og hvad sker der?

– Han bliver overrasket. Og lidt irriteret, men ikke vred. Mere forvirret.

– Hvordan reagerer du?

– Før fik jeg lyst til at trække det tilbage vanen. Men jeg holder ved.

– Er det hårdt?

– Meget. Det er som at gå mod vinden.

Hanne smilede.

– Godt billede.

– Jeg har undervist i dansk mange år. Billeder er mit sprog.

De grinte begge. Kirsten bemærkede, at latteren blev friere. Hun grinede sjældent før ikke fordi der ikke var noget at grine af, men fordi vagtsomheden altid lå under overfladen.

– Kirsten… har du overvejet, hvordan du faktisk vil leve? Ikke ift. Erik hvad skal der til, for at du føler dig levende?

Ordet levende smagte tungt.

– Ja. Jeg vil gerne skrive.

– Hvad?

– Ved ikke. Jeg plejede at skrive lidt, da jeg arbejdede i skolen. Små fortællinger, noter aldrig til nogen, bare for min egen skyld. Så læste Erik én og sagde, det var amatørarbejde. Så gemte jeg min skrivebog væk.

– For hvor længe?

– Femten år måske.

– Find den frem igen, Kirsten.

Hun fandt den i oktober. En blå, tyk notesbog allerøverst i skabet. Åbnede den, læste første sætning: Efteråret kom pludseligt, som det plejer. Kirsten begyndte at grine. Kom til at græde lidt. Laved sig te og læste videre.

I november skrev hun en lille fortælling, bare for sig selv. Om en kvinde, der planter blomster, selvom alle siger det er meningsløst. Kvinden var ikke Kirsten, og alligevel lidt.

Samme uge ringede Søs.

– Hvordan går det, mor?

– Jeg skriver.

– Hvad?

– En lille historie.

Pause.

– Alvorligt?

– Ja. Lad nu være med at grine.

– Jeg griner ikke. Vis mig den en dag?

– Vi får se.

– Ved far det?

– Nej.

– Vil du fortælle ham det?

Kirsten kiggede ud. Novemberhimmel, kastanjen stod nøgen, og spurvene sad pjusket i grenene. Men himlen bag dem var hvid. Novemberhvid.

– Jeg siger det engang. Måske viser jeg det ikke. Men jeg siger det.

– Tror du, han forstår?

– Han siger sikkert et eller andet. Men jeg er ikke lige så bange for, hvad han siger mere.

– Det er noget stort, mor.

– Jeg ved det.

I december fortalte hun Erik det.

De sad efter aftensmaden. Han med avisen, hun med skrivebogen. Han så på bogen, spurgte efter noget tid.

– Hvad skriver du?

– Fortællinger.

Han lagde avisen. Så på hende, ikke over brillerne, bare direkte.

– Hvor længe?

– Siden efteråret.

– Hvorfor har du ikke nævnt det?

– Vidste ikke om jeg turde.

– Hvorfor ikke?

Kirsten så ham ind i øjnene.

– Engang kaldte du det amatørarbejde.

Erik rynkede panden.

– Hvornår?

– For femten år siden. Du læste noget, jeg skrev, og sagde, det var amatørarbejde.

Han sad tavs. Det var tydeligt, han ikke kunne huske det og at han blev flov.

– Jeg ville ikke såre dig, sagde han.

– Jeg ved det.

– Men du skrev ikke så meget siden?

– Ikke på grund af den ene sætning. På grund af mange.

Tavsheden blev tung. Erik lagde avisen fra sig, sjældent syn.

– Må jeg læse det engang?

– Ved ikke.

– Nå. Skal du have te?

– Ja, tak.

Han gik ud i køkkenet. Kirsten så ham forsvinde og tænkte, sådan er livet vel. Ikke store forklaringer, men små, usynlige skift.

Om det var en reel forandring, vidste hun ikke.

Januar begyndte med opkald fra Søs.

– Mor, Adam og jeg tænkte… vil du og far ikke til Aarhus til jul næste år? Malte ville elske, I kom.

– Jeg spørger far.

– Kan du selv tænke dig det?

– Jeg vil gerne.

– Så må du overbevise ham.

Kirsten grinede.

– Må jeg spørge om noget? Maltes tegning på køleskabet der er en orange figur uden hals.

– Ja, det er dig.

– Det tænkte jeg nok…

– Det er ikke fordi, du er den mindste. Du står bare i midten. Malte siger, midten er vigtigst.

Kirsten blev stille.

– Midterfiguren?

– Jep. Det er den, der holder sammen på det hele.

– Han er syv?

– Syvårige ved tit mere end voksne. Forresten, mor jeg vil bare sige: jeg er stolt af dig. Du havde ikke behøvet ændre noget. Det er modigt.

Kirsten blev tavs længe. Udenfor var kastanjen dækket af sne, og spurvene sad igen som små bolde.

– Jeg ved ikke helt, hvad det ender med. Men…

– Det er der ingen, der gør. Det er okay, mor.

– Søs… er du glad, helt ærligt?

– Jo, for det meste. Adam fatter det ikke altid, Malte slider på mig, arbejdet er hårdt, men grundlæggende er jeg glad.

– Det glæder mig.

– Og dig, mor er du glad?

Kirsten tænkte sig godt om.

– Jeg ved ikke, hvad lykke er helt præcist. Tidligere troede jeg det. Nu tænker jeg, det er noget, der kommer i bidder indimellem.

– Oplever du dem så?

– Ja. Når jeg skriver. Når jeg læser noget godt. Når jeg tænker på floksene.

– Floks… mor, du skal plante dem igen næste år.

– Jeg lover det.

De blev tavse. Den slags stilhed, hvor meget er sagt og meget stadig hænger i luften.

Så spurgte Søs:

– Må jeg stille et fjollet spørgsmål?

– Ja.

– Hvis du vidste, hvad du ved nu, da du var fireogtyve… ville du stadig have giftet dig med far?

Kirsten tænkte virkelig efter.

– Det er nok et forkert spørgsmål, svarede hun. Fordi, hvis ikke, var du der ikke. Og Malte ikke. Men floksene dem havde jeg måske slet ikke haft.

– Hvad vil du gøre nu?

– Skrive. Gå til Hanne. Lade være med at frygte ordet amatør.

– Mor…

– Ja?

– Må jeg snart læse din historie?

Kirsten så på notesbogen, der lå i vindueskarmen i det spæde dagslys.

– Når den er klar, Søs. Det bestemmer jeg.

I februar meldte hun sig til skrivekursus i byens kulturhus hver torsdag. En lille flok voksne sad sammen, delte tekster. Kirsten var stille første aften, læste ikke op. Gik hjem og tænkte, det var vel lidt fjollet at begynde noget nyt i hendes alder.

Så tænkte hun: nej, ikke fjollet bare uvant. Og uvant og fjollet, det forstod hun nu forskellen på.

Erik spurgte, da hun kom hjem.

– Har du været hos psykologen igen?

– Nej. Skrivegruppe.

Han så på hende ikke vredt, bare lidt forvirret.

– Mener du det?

– Jeg mener det.

– Hvorfor?

– Fordi jeg synes det er spændende.

Han nikkede langsomt, som om han stadig prøvede at finde ud af, hvad det skulle betyde.

– Nå, men det er da godt. Skal du have mad? Jeg har kogt kartofler.

– Ja, tak.

Hun tog frakken af, gik i køkkenet. Kartoflerne smagte faktisk helt sædvanligt ikke som suppen tidligere. Erik sad over for og så ned i sin tallerken.

– Ligger det langt væk, det kursus?

– En halv times gang.

– Går du i mørket?

– Ja, men der er jo gadelygter.

– Du kunne tage bussen.

– Jeg kan godt lide at gå. Så tænker jeg.

Han nikkede. Igen tavshed men en anden slags. Ikke presset, mere forsigtig. Som én, der leder efter ord.

– Kirsten…

– Ja?

– Jeg… Han gik i stå, begyndte forfra: Måske er jeg ikke nem at bo med.

Kirsten lagde gaflen fra sig.

– Det er du ikke altid.

– Ikke med vilje.

– Det ved jeg.

– Alt skal helst være som det skal efter min bog. Når det ikke er det, kan jeg ikke lide det.

– Det er efter din bog, Erik. Og man må gerne have sin egen bog.

– Det forstår jeg måske lidt bedre nu.

– Forstår du det virkelig?

– Jeg prøver. Var det det, du gik til psykologen for?

– Noget af det.

– Hvad siger de så der?

– At jeg skal lære at lytte til mig selv. Hvad jeg føler, vil, har brug for.

– Gjorde du ikke det før?

– Jeg gjorde det måske, men jeg har ikke tillagt det nok værdi.

Han tid tavs, rejste sig, tog af bordet.

– Måske skulle vi snakke rigtigt sammen en dag, Kirsten. Men jeg ved ikke, hvordan man gør.

– Det lærer jeg lige nu.

Han ventede.

– Kan vi lære det sammen? spurgte han.

Kirsten svarede ikke straks. Hun tænkte på det gamle foto fra søen, på notesbogen på floksene, der voksede trods alt, på Maltes tegning med den orange figur, i midten.

Og på, hvad Hanne havde sagt: Man kan kun forandre sig selv. Måske rykker det noget hos andre. Måske ikke. Men sommetider.

Erik ventede.

– Vi kan prøve, sagde hun.

Han nikkede, satte sig igen. Rakte ud efter tepotten.

– Vil du have en kop?

– Ja.

Han hældte op hans blå krus, hendes lille hvide. Satte småkager med birkes på bordet.

Kirsten tog koppen, mærkede varmen mod hænderne.

Udenfor var der februar. Kastanjen lå med sne, og et sted under jorden lå floks-løgene og sov. Forår ville komme. Det vidste Kirsten.

Erik åbnede munden, lukkede den igen, spurgte så:

– Fortæller du mig en dag, hvad du skriver?

– Når jeg er klar.