At blive voksen

Kristian følte sig træt af det hele. Alt var blevet ensformigt, og han havde lyst til at droppe det hele og rejse væk, men hvorhen, anede han ikke. Han havde været overalt. Kontor, møder, aftaler, aftensæder med venner, nogen pigernogen kønne, andre mindre heldigeog i weekenden turen hjem til mor. Sådan gik dagene i ring. Men Kristian var allerede seksogtredive, og det der resen på karrierens travbane føltes ikke længere spændende. Noget måtte ændres.

Han sad og funderede, mens han med en rolig hånd nussede læderindtrækket i sin nye Mercedes, imens han holdt i kø midt på H. C. Andersens Boulevard.

Ifølge hans mor var Kristians Mercedes grim og alt for stor til at komme ind i gården på Østerbro, når sønnen besøgte Jyttehans mor. Men den var flot, for pokker!

Valdemars søn fra 6. sal kørte omkring i en slidt gammel Peugeot, Maria fra 5. sal var flyttemand og havde en gammel varevogn, og Fanny leverede pizza på cykel. Men Kristianhan kom trissende ind i gården i sin Mercedes.

Og ud af bilen gled han behersket, dukkede frem med sine fine, rene, lysebrune ruskindssko, ikke et gran snavs på dem, og hele hans kraftige statue viste sig, brolagt med selvtillid, som et tankskib gennem barndommens gård. Børnene stoppede op midt i deres leg, blev stående og kiggede betaget op på ham.

Hej, Onkel Kristian… Goddag… Undskyld… hviskede de små pus med deres sommerhatte på.

Og han nikkede bare overbærende, med et blik der sagde, Spring du bare væk, du lille knægt, jeg gør dig ikke noget.

I hænderne havde han en kæmpestor buket friske blomstertil mor, som altid. Hver uge kom han med en ny. Jytte så altid overrasket ud, som om hun ikke fattede, hvordan han havde ramt hendes smag. Hun satte buketten i en spand vandde kunne aldrig være i hendes gamle vaserog efterfølgende fik Kristian serveret te.

I dag havde han en buket, der hed Hemmelig Date. Igen kæmpestor og farverig, så alle kunne se, hvor meget han elskede sin mor. Hun var noget særligt. En af de kvinder, man ikke laver mereselvstændig, stolt, klogudgået af produktion, sagde Kristian. Måske derfor ville han altid forblive ungkarl.

Kristian havde travlt, men køen sneglede sig hele vejen ned til Langebro, og nu var gaden dér endda spærret af for et motionscykelløb. Måske burde han starte til cykling? Bare for at opleve noget andet?

Uroligt kiggede han på sit ur, trykkede på hornet, skiftede radiokanal, så sig omkring.

Træt af nyhederne skruede han op for musikken, lod rytmerne pumpe gulvet, trommede med på rattet. Manden i Forden ved siden af rystede på hovedet af ham, men Kristian lod som ingenting og åbnede vinduet, så alle kunne høre, hvor tilfreds og velstillet han var. Snart ville han besøge mor og senere ind mod centrumhave det sjovt.

Sluk! Altså, sluk nu musikken! råbte nogen pludselig bagved.

Kristian vendte sig. Hvem vover at snakke sådan til ham?

En pige. En ung pige, næsten barn, sad bag rattet af en rusten gammel Fiat, kortklippet hår, bredt vredt blik, truede ham med knytnæven. Man kunne knap nok se hende i sædet.

Kristian vinkede jovialt, smilede. Han havde det altid fint med både børn og kvinder. Og her var så en, der var begge deledet skulle nok gå.

Jeg siger, sluk musikken eller luk vinduet! Pigen stod nu ved siden af hans Mercedes, stirrede vredt og kiggede hele tiden bagud mod sin bil.

Hvad siger du? spurgte han højt.

Jeg har ikke penge, jeg skal ikke have vinduet vasket, jeg er ligeglad med Gud, jeg får ikke folkepension, jeg lejer ikke lejligheden ud! råbte han for sjov.

Pigen blev rød i kinderne; hendes læber begyndte at bævre, men hun tog sig sammen, bøjede sig ind til hans øre og råbte:

Musikken! Skru ned! Mit barn er lige faldet i søvn på bagsædet! Er du helt hjerteløs, eller hvad?

Kristian kiggede over mod hendes bil og så en lille dreng i børnesædet, med hue og rød jakke.

Okay så! Men sig mig, har du kørekort? Flotte! råbte han over skulderen, mens hun gik tilbage til bilen.

Hun hev hurtigt drengen ud og trykkede ham tæt ind til sig som om hans liv afhang af det.

Bare rolig, Sander! Vi skal nok komme frem. Når cykelfolket har kørt forbi, så kører vi igen

Hun hviskede trøstende, aede knægten over håret, satte ham hurtigt fast igen, hurtigt bag rattet, da køen begyndte at rykke.

Men Fiaten gik ud, og hele rækken bag bakkede på hornet, råbte og prøvede at komme forbi.

Pigen, indtil nu sammenbidt og stærk, brød pludselig sammen og lagde hovedet på rattet og græd.

En fyr, med kæder og ringe, fløj ud af sin Mazda og begyndte at råbe og sparke mod hendes bildør, pegede skingert på tindingen.

Kristian var lige ved at køre videre, men gråden fra den lille i den røde jakke fyldte hele kabinen. Den gentog sig og gentog sig, som om nogen havde sat båndet på repeat. Det gjorde ham urolig, ikke irriteret. Instinktet slog tilmen hvilket instinkt? Han vidste ikke.

Han græd ikke krævende, men håbløst, forklarede Kristian senere.

Mens Kristian grubler over at hjælpe, stikker Mazda-manden hovedet ind til pigen for at få liv i Fiaten. Hun råber, han skal gå væk og ikke skræmme Sander, men han ignorerer hende.

Forstår du det ikke? Vi sidder fast i to timer mere, hvis du ikke kører! Har du stjålet bilen?! Skal jeg vise dig hvordan han råbte.

Før Kristian vidste af det, trak han sin Mercedes ind til kantstenen, sprang ud og stod ved pigens Fiat.

Hey, tag det roligt, kammerat! råbte Kristian.

Giv mig en pause! I overbetalte nyrige! snerrede Mazda-manden, men da han så Kristians størrelse, stak han hovedet tilbage i Mazdaen.

Den gik ud? spurgte Kristian. Skal vi prøve at skubbe den?

Hun nikkede, vendte nøglen, og sammen fik de den væk fra vejen. Men motoren hostede og døde på ny.

De gamle heste synger på sidste vers, sagde Kristian, men pigen hørte ham ikkedrengen var begyndt at græde igen.

Åh, lille ven. Vil du hen til mor? hun hviskede.

Sander nikkede.

Hvor skal jeg så tage hende fra, hvis ikke vi kan køre? hun snøftede selv.

Pak sammen og kom med mig! røg det ud af Kristian.

Nej! Vi klarer os selv!

Men det regner, og din dreng er lille, du går med mig! og han løftede både dem og autostolen ind i Mercedesen.

Indenfor tændte han for varmen og spurgte:

Hvorhen? Hvor er hans mor? Jeg hedder Kristian. Og du?

Hun rynkede brynene og spændte Sander fast.

Malene. Og tro nu ikke, jeg er en af de der piger på dine billeder, hun nikkede mod et par polaroider under forruden.

Åh, Gud! Nej, de piger har jeg ikke noget med. Jeg søger ikke forhold. Adresse, tak, Malene, sagde han.

Vi skal til Hellerup. Mor bor der. Malene nævnte adressen.

Ikke mit nabolag. Men pyt sagde Kristian og kiggede ærgerligt på blomsterbuketten, der nu måtte ligge på forsædet. Nå, jeg kører jer.

Han tastede hurtigt på panelet, og en kvindestemme lød: Hej, Kristian, jeg lytter.

Hej, mor. Jeg bliver forsinket. Skal lige noget. Hvis det bliver sent, ses vi først i morgen, ikke? sagde han.

I morgen? Jeg har sagt til damerne, at du kommer lød det skuffede svar. Nå, dine piger Malene smilede svagt. Kristian bemærkede det og blev stram i ansigtet. Hvis du ikke kan, så lad være. Bare ring, når du er hjemme. For resten, hvem er det, der græder? Kristian?!

Mor, det er andres barn. Forklarer senere! sagde han hurtigt.

Hun lagde på.

Hvorfor kan hun ikke bare ønske held og lykke og ikke alt det spørgeri? Hvorfor smiler du sådan? spurgte han Malene. Er det fordi, moren har efterladt barnet? I din alder burde du danse og leveikke passe småfolk. Eller er det fordi drengene ikke vil have dig? Kedelig er du vel?

Det kildede i selvfedmen over endelig at svare igen. Hun skulle ikke dømme ham!

Ja, svarede Malene overraskende.

Hvad ja? sagde Kristian undrende.

Jeg burde danse og kysse. Men med hvem? I mænd er alle ens. Vil bare have lidt sjov. Så stikker I af. Tror du, min mor ville have haft mig som attenårig? Mormor kastede hende ud med det samme pinligt at mor fik barn. Mor droppede ud af gymnasiet, for hendes mave kunne ikke være bag skolebordet. Hendes kæreste smuttede. Hans forældre råbte skam! Og han? Ligesom dig der på billedet. Skulle læse på universitetet ikke lave familie.

Hvad har det med mig at gøre? blev Kristian fornærmet.

Jeg har kun voksne forhold! Jeg ville aldrig…

Han tav. Lidt stak der en tanke ind: hvordan han for år tilbage var tæt på. Han og Mathilde gik i byen, boede sammen, rejste til Spanien. Så sagde hun, hun måske var gravid…

Ikke lige tidspunktet. Hans forretning skulle til at blomstre familie og forpligtelser passede bare ikke ind.

Skulle han så blive bundet til kun Mathilde? Og de andre muligheder? Nej! Forpligtelser, familiekomsammen, voksent ansvar alt det ville han ikke.

Han tog hende med til en læge, bekostede alt, men i sidste ende blev hun ikke gravid. Siden da sagde han, Pas dig, Kristian, vær forsigtig.

Partnerforhold jo tak, lo Malene bittert. Min mor er smuk, hun kan ikke være alene. Hun har aldrig fået hjælp fra nogen. Men til sidst kunne hun ikke mere, så hun flyttede til veninden i Hellerup og overlod Sander til mig. Han har været syg, måtte hentes fra børnehaven. Han troede måske, mor havde forladt ham.

Men det gjorde hun! udbrød Kristian.

Nej, hun er god, hun er bare ung og træt! gentog Malene.

Hvad hedder hun? spurgte Kristian.

Katrine Sørensen.

Kristian skar ind til venstre, satte farten op, overvejede pludselig barnet på bagsædet. Katrine Sørensen… kunne det være…?

Tanken smuttede i ham: den gamle gymnasiekærlighed, alt for få måneder sammen og så forsvandt hun bare. Hun hed også Katrine.

Han kastede et blik på Malene, ledte efter træk, måske hendes næse? Kære Gud, han forsøgte at huske, hvad hendes far hed…

Hvad hed din morfar? spurgte han ligegyldigt.

Han er død, svarede Malene.

Smuk pige. Hvis jeg havde haft sådan en voksen datter, købt hende tøj, bil…, drømte han.

Netop da brød solen gennem skyerne og sendte en streg af blændende lys ned, som om himlens moder havde tabt sin strikkepind, og man kunne klatre op til Gud.

Og med det lys forstod Kristian, at nu fik tilværelsen retning. Et formål. Noget, der var værd at arbejde for.

Se, hvor flot det er! sagde han. Har du og din mor været ude og rejse, til havet eller bare i bjergene?

Malene smilede. Nej da! Sådan en ferie har vi aldrig haft råd til.

Men vil du? Vi kunne tage din mor og Sander med. Kristian mærkede, hjertet var i tonspring.

Tag det roligt. Jeg tager ikke med mænd nogen steder, afskar Malene ham.

Men nu gør du! lo han.

I tillid. Måske min datter… bånd mellem sjæle. Hvorfor sagde Katrine aldrig noget? Så mange år… Men som 18-årig ville jeg næppe have været glad for en datter…

Og han besluttede sig. De skulle møde hinanden, løse op, få lavet pas til børnene og flyve sydpå. Kristian kendte gode steder, hvor Sander kunne lege. Men skulle de bo i samme værelse? Katrine ville sikkert have hvert sit. Ja…

Hvad ja? spurgte Malene.

Nå, sagde jeg det højt? Undskyld. Det kommer.

Hvad siger jeg til mor? Hun vil skælde ud, ikke stole på Katrine men man kan da tage en DNA-test… Nej, Malene ligner mig. Jeg har skyld. Det må jeg rette op på!

Han elskede sin rolle som redningsmand. Skuldrene blev brede, og vigtigst han var jo ikke skyldig, han fik bare aldrig det at vide!

Pludselig virkede Katrine som en anden end nogen af de kvinder, han før havde mødt. Hun var stærk, selvstændig… som hans mor.

Har du dit eget firma? spurgte Malene og aede sædebetrækket.

Forretning.

Er det hårdt, at have penge? spurgte hun. Har du ikke nogen til at hjælpe med at bruge dem?

Ingen kone. Men jeg klarer mig, smilede han.

De nåede adressen ud på aftenen. Kristian udskød at stige ud, slog sig i dækslet, ledte i handskerummet, sagde han ville flytte bilen.

Malene stod med lillebror ved hånden og ventede ham.

Klar? Skal vi tage blomsterne med? Mor vil blive glad, sagde hun.

Kristian nikkede. Så meget for Hemmelig Date.

De trådte op til tredje sal, Malene ringede på.

Kristian lukkede øjnene. Hans liv var lige ved at vende rundt.

Døren blev åbnet af Katrines veninde, Maria. Hun målte Kristian og kiggede spørgende på Malene.

Hvad laver I her? Katrine, din familie er kommet og en mand! råbte hun.

Ind kom en træt kvinde, samlede håret, betragtede overraskede gæsterne.

Malene, hvad laver I? Jeg sagde jo, jeg kommer i morgen tidlig! Og du er? Katrine nikkede mod Kristian.

Han forsøgte at smile, rakte blomsterne frem.

JegKristian. Til dig…

Han spejdede, genkendte, aflurede. Ville hendes hjerte springe?

Det gjorde det ikke.

Ham her, Mor, pegede Malene, han ødelagde vores Fiat og skulle alligevel køre os. Sander græd, jeg syntes, du skulle tage dig af ham. Jeg tog din bil, og så gik den i stykker det er hans skyld. Han må betale for den ellers lægger jeg sag an!

Katrines øjenbryn fløj i vejret, men Malene fortsatte:

Mor, nu må du da lære, hvordan man får lidt ud af folk! Du skulle bare sige, du går til politiet, så var der faldet penge af! Nu får vi ingenting. Du lærer det aldrig. Og Sander skal jeg ikke passe længere, jeg skal jo ud og leve, som Kristian sagde. hun rakte hagen i vejret.

Forstået. Vil du have te? Ind i køkkenet. Maria, undskyld, vi forstyrrer ikke, vel? suk Katrine.

Nej, måske skal vi have noget stærkere? Kun te rækker vist ikke… grinede Maria træt. Der er lidt tilbage fra min mormor

Nej, jeg kører ikke noget stærkt, hostede Kristian.

De satte sig i det lille køkken blomstrede voksdug, gamle stole, tre kopper, kagedåse.

Min mormor boede her. Da vi gik i skole, var vi tit hos hende, Katrine og jeg. Maria forsvandt med Sander.

Undskyld min datter. Hun tror, man må tage hvad man kan i livet. At hun lever fattigt, beskylder mig for det ingen mand, ingen bekymringsfrihed, kun en toværelses i Nordvest, sagde Katrine, rystede på hovedet.

Hvor er hendes far? spurgte Kristian lavt. Han havde aldrig talt om følelser.

Vi prøvede, blev skilt, blev sammen, nu er han væk. Jeg håbede, at vi kunne holde sammen, ikke for pengene, bare… jeg elskede ham. Nu er det slut. Han lærte Malene at køre bil. Det er det mest de delte, hun rødmede. Jeg kan ikke give Malene den bekvemme tilværelse hun drømmer om, og det gør hende rasende. Hun vil leve livet, men vi har bare denne her lille lejlighed…

Jeg troede, vi kendte hinanden fra gymnasiet, sagde Kristian træls. Tog en slurk te. Jeg havde en kæreste, Katrine. Hun forsvandt bare. Malene sagde, du blev smidt ud hjemmefra…

Mig? Min mor smed mig aldrig ud. Jeg fik Malene som 20-årig, hun hjalp. Men mor døde for to år siden. Jeg gentager nok mine forældres liv. Malene manipulerer, hun sætter folk i dårligt lys… Katrine blev bedrøvet. Du troede, Malene var din datter? Bare rolig. Du skal nok få dine egne børn. Det skal du ikke snyde dig selv for. Når man får sin egen, så ønsker man ikke sin fortid om igen!

Kristian så håbet lyse op i Katrines øjne, hendes smil da hun talte om børn, og for første gang savnede han en familie. En rigtig familie med duft af mad og stearinlys.

Kan jeg gøre noget? spurgte han efter lang stilhed.

Nej. Undskyld for ulejlighed. Måske er du sulten? Jeg varmer gerne mad til dig der er både kylling og bøf…

Nej, jeg er mæt. Hvordan kommer I hjem? Jeg kan køre jer, tilbød han.

Nej, vi tager toget i morgen.

Skal jeg så give penge? forsøgte han, beruset af køkkenets hjemlighed.

Sludder. Skal du have stærk kaffe og så afsted. De venter hjemme! sagde Katrine og gik i gang ved komfuret. Men hvad gør vi så med bilen?

Jeg har ringet til Falck, alt er ordnet. Ring her, så siger du, du kommer fra Kristian-bogbinderen.

Tak Bogbinder? smilte Katrine.

Startede med at indbinde specialer. Malene kunne godt bruge et job, energien er der jo, nikkede han mod døren, hvor Malenes skygge forsvandt.

De udvekslede numre, og han kørte hjemad. Katrine vinkede fra vinduet, så hjemligt at Kristian blev helt trist.

Hans mor, Jytte, tog venligt imod. Hun spurgte ikke, lagde bare dynen om ham.

Hvem ville du helst havebarnebarn eller barnebarn? spurgte han, da hun slukkede lyset og barndommens tegninger kiggede ned fra væggen.