Drømme skal gå i opfyldelse
Margrethe Bentzon, justerede sit tørklæde om halsen og trak handskerne lidt højere op, mens hun gik langsomt gennem Københavns gader. Hun nød at se bladene på træerne ændre farve, efteråret var tydelig på vej. Træerne stod, som var de malet med brede penselstrøg i rødt og gult af en uheldig kunstner, og ned ad vejene kørte de nye, skinnende biler. Mennesker hastede forbi, travle og målbevidste. Det var alligevel godt, at folk havde noget at tage sig til.
Hun kiggede ind ad vinduerne i butikkerne, dekoreret med tusindvis af små lys, hver sit lille teater med finurlige scener. Verden omkring hende var forandret, byen havde fået et helt nyt udtryk den samme København, som engang var sort af sod fra brande og nød.
Herregud, hvor længe havde hun, Margrethe, egentlig levet i denne verden? Det var næsten ikke til at begribe. Hvorfor mon Gud havde ladet hende blive, når både hendes forældre og mange venner for længst var borte?
For at du kunne få Signe, for at Signe kunne få Anders, for at… lød stemmen kvikt i hendes hoved, den stemme hendes mand havde haft.
Måske har du ret, smålo Margrethe Bentzon. Nogen skal jo føre livet videre…
Margrethe havde ingen hast længere. Ungdommens løb var ovre. Først skulle man i skole, derefter ville hun læse på universitetet hun kom endda ind, men så kom krigen, og Margrethe blev ansat på B&Ws værft, oplevede besættelsen, og overlevede kun med nød og næppe. Hun var så mager, at selv hendes bekendte knap kunne kende hende igen. Efter befrielsen vaskede hun sammen med andre resterne af byen ren og pustede nyt liv i den trætte, men ukuelige København.
Hvad havde mon hjulpet Margrethe igennem de sværeste stunder? Drømme. Små, naive, hemmelige drømme.
Hvad drømte hun om? I vil næppe tro det. Om kaffe.
Jo, hendes far, byarkitekt, drak hver morgen stærk, sort kaffe med én skefuld sukker aldrig fløde. Margrethe sad overfor ham ved bordet, mens hendes mor lavede grød til hende i det fælles køkken, og så på, mens faren med tilfreds mine sippede af sin lille, blå-hvide porcelænskop. Samtidig tikkede uret på væggen, et vindue smækkede, men lydene forsvandt i baggrunden. For faren drak kaffe.
Det var blevet en form for rituel for moren, som stod op i morgengryet for at koge kaffe på kopper, og for faren, som skyndte sig i tøjet, fordi han ikke ville have kaffen blev kold og fordi han ikke ville komme for sent på arbejde. Og for lille Margrethe, som elskede sin far over alt andet.
Faren sagde ikke meget, men det var underholdende at betragte ham. Margrethe, med hænderne for munden for ikke at blive afsløret i sin latter, studerede Bernt Bentzon, når han læste avis eller lavede skæve ansigter; løftede øjenbrynene over det, han mente var noget sludder, eller skød underlæben frem, som ville han sige: “Hør nu her!” Når han smilede, kunne Margrethe kun smile igen. Når han smagte på kaffen og rynkede næsen, var det som om avisen lugtede dårligt. Det var en forestilling, Margrethe med glæde overværede.
Nå, hvad sidder du nu helt stille for, min lille hvirvelvind? vågnede Bernt Bentzon op. Ræk mig lige min taske, jeg må af sted. Vi har store opgaver foran os!
Margrethe adlød og rakte tasken, faren kyssede hende på toppen af hovedet og forsvandt ud ad døren for at udføre sit “store”. For Margrethe var det stort, fordi hun var hans datter. På bordet blev kaffekoppen stående tilbage var kun kaffegrumsen. Naboen, fru Ellen Mikkelsen, påstod, hun kunne spå i det, men det virkede mest som en historie. Hun havde forudsagt, at der ventede faren forfremmelse og endnu en lille dreng i familien. Men det blev aldrig sådan.
Den dag, da bomberne begyndte at falde, stod koppen også tilbage, akkurat sådan. Faren løb på arbejde, for at finde ud af, hvordan de nu skulle leve videre.
Netop fordi fru Ellen fire måneder tidligere havde anbefalet familien at hamstre madvarer, havde Bentzon-parret stadig lidt at leve på. De prøvede trods besættelsen at bevare hverdagsrutinerne. Moren, Olga, lavede trofast kaffe hver morgen, og Margrethe så på.
Der gik rygter om evakuering af arbejderfamilierne, men det nåede de aldrig at blive en del af…
Margrethe satte sig på en bænk og hvilede. En ung, smuk kat legede i bladene i nærheden. Margrethe nikkede til den. Det var godt, at livet fandtes overalt selv katte. Under besættelsen forsvandt selv dem…
Og Bernt, hendes far, forsvandt også. Koppen stod stadig på bordet, moren nåede ikke at rydde op, fordi de hurtigt måtte løbe i beskyttelsesrum. Faren kom ikke tilbage. Hverken ham eller tasken.
Beskeden om tabet fik Margrethe og moren straks. Olga blegnede, blev straks ældre, stivnede, hendes læber blev til to farveløse streger, hendes hænder knyttede sig.
Olga var siden stille. Hun krammede ofte Margrethe tæt, så det nær gjorde ondt. Men Margrethe holdt ud. Hun måtte.
Som stor pige forstod Margrethe aldrig, hvorfor hendes far skulle dø. Han havde aldrig gjort nogen fortræd.
Den fortvivlelse over tabet og magtesløsheden, da moren blev syg, kulden sneg sig ind, og madlagrene slap op slog Margrethe ud. Men hun holdt ud, for far døbte hende jo sin lille virvelvind.
Når det blev alt for svært, fandt hun fars lille kop frem fra skabet med den forstenede kaffegrums, hun havde nægtet at smide ud og duftede til fortiden, ved at stikke næsen helt ned i den blå porcelænskop.
Margrethe, hvad laver du? spurgte forskrækket fru Ellen. Du burde hellere hente vand. Sid ikke bare dér, tænk på din mor.
Margrethe husker tydeligt at moren ikke ville have sig rørt, men Margrethe sagde: Bare ryggen, mor, så lægger du dig igen. Snart får vi lægen til at kigge på dig. Nu vasker vi dig, jeg hælder noget kogende vand
Mor rystede på hovedet. Hun havde ikke brug for læge, bare det snart kunne være ovre.
Gå din vej, Margrethe. Hent hellere Ellen! klagede hun og trak tæppet tættere om sig.
Inde var varmt, fordi Margrethe havde fyret med brædder fra spisebordet, det allersidste møbel, hun havde nægtet at brænde. Alt andet var allerede ofret: bøger, tapet, regnehæfter. Ved det bord havde Margrethe spist ved daggry og lyttet til morens vejrtrækning, inden hun gik på værftet. Sedan havde fars lille kaffekop stået der. Den gik i stykker lige før nytår.
Margrethe gik som påbudt, hentede fru Ellen, som vaskede forsigtigt Olga og puttede hende under tæppet.
Naboens søn, Mikkel, løb af og til ind. Ham og Margrethe sad tæt ved ovnen på en gammel frakke og drømte om, hvordan alt nok snart ville blive, og de kunne købe slik og flødeis for rasende mange penge.
Og jeg vil købe kaffe. Jeg vil koge det i kaffekanden den har vi jo stadig! Se selv! Margrethe sprængte op, fandt den, og skubbede den hen mod Mikkel. Sådan duftede mine morgener med far.
Mikkel, ti år, skaldet og gusten, snusede til kanden. Den duftede af brændt kaffe, metal og træhåndtag.
Byt den til mad, Margrethe, sagde moren mildt. Far får brug for den mere. Og hvem kan længere lave kaffe? Mikkel, tag nu den tud fra kanden!
Men Margrethe nægtede. Det gør jeg aldrig, mor! Den er vores historie! Kan du slet ikke forstå…
Den tid får du aldrig igen! sukkede Olga, løftede ikke stemmen, den knækkede sammen, og hun græd i stedet.
Da Olga døde, sagde Ellen: Tag du ikke moren det ilde op. Hun var altid lidt skrøbelig.
Jamen hvordan skal du nu klare dig? spurgte Ellen.
Margrethe stod og stirrede ud gennem sprækker i de avisklædte vinduer, drømte, at faren ville dukke op i porten og vinke som altid: Hej, hvirvelvind! Jeg har is med!
Tiden gik og snart boede Ellen, Mikkel og Margrethe alle tre sammen, i værelset til leje. Det var mindre, men faktisk hyggeligere, mente Ellen.
Mikkel ventede hjemme, mens kvinderne trak i værftet. Han sad og læste den samme bog om flyvemaskiner, igen og igen.
Margrethe og Ellen fik rationeringsmærker, også på Mikkel, og Ellen delte sin ration med ham. Når Ellen sov, sneg børnene sig ind i Margrethes nu mørke og tomme værelse og sad tæt sammen og drømte. Når det hele er forbi, genopbygger vi København, lovede Margrethe og så giver vi flødeis til alle!
Min mor kan ikke lide is, peb Mikkel, men smilede ved tanken om søde sager.
Hvad kan hun så lide?
Kaffe. Din mor lavede den altid så godt… Hun malede bønnerne, og det duftede… Min mor ville sådan gerne lave sådan kaffe, men havde kun cikorie…
Det var far! forklarede Margrethe stolt. Han kendte nogen, der kunne skaffe bønner langt væk fra. I skulle bare have spurgt!
De sukkede begge. Nu var der ikke længere nogen at spørge.
Når natten blev for kold, krøb de begge ind til Ellen, hvor Margrethe lå og holdt om Mikkel til de faldt i søvn.
København blev ramt af bomber, men deres hus holdt stand, og kaffekanden stod stadig i sit hjørne bag sengen. Indimellem mærkede Margrethe efter, om den var der.
Når alt er ovre, laver jeg den bedste kaffe til dig, Mikkel! hviskede hun, inden hun sov.
Drømme. Hvor meget de havde talt om drømme i de tider, næsten hviskende, men stadig med troen i behold.
Men engang var det endegyldigt fortid. Da Margrethe i vanen rakte ned bag sengen efter kanden, var den væk.
Hvor er den? udbrød hun. Mikkel sprang op, forskrækket. Men Margrethe var ude af sig selv.
Sov nu, fjollehoved! Jeg byttede din kaffekande for kartofler og dåsemad, svarede Ellen stille. En mand ledte efter noget, jeg tilbød ham… To gamle sølvskeer byttede jeg også væk.
Det kunne du ikke! Det var vores minde! Margrethe trykkede sig mod væggen, græd indædt, mens Mikkel forsøgte at trøste hende.
Maden var nødvendig og god, Mikkel blev straks mere livlig. Men Margrethe savnede kanden forfærdeligt.
… Udmatning. Vi prøver at evakuere, men jeg kan ikke sige hvornår, sagde lægen alvorligt, efter han havde undersøgt Mikkel. Vær klar.
Og hvad med dig? spurgte Ellen sagte.
Lægen, Georg Frederiksen, kendte Ellen fra før krigen. Jeg skal til feltlazarettet, sagde han. Sådan er det, Ellen.
Mikkel lå døsigt og kiggede op.
Forår, solen kommer, så må du holde ud! Ellen, du må ikke give op, sagde lægen. Margrethe, jeg kan huske, du altid sad hos din far, nægtede andre adgang. I hjemmet duftede det altid dejligt, hos Mikkel af kage og hos jer… kaffen.
Moren kogte den, sagde Margrethe.
Ja! Men nu er den en sjældenhed. Lad os håbe på bedre tider. Jeg har lidt medbragt, se… Lægen tog brød og sukker frem.
Væk med det! Ellen skubbede det fra sig. Du må selv bruge det.
Glem det, lo lægen. Hvad ønsker I jer, ligesom i eventyret?
Et kamera. Det har jeg altid ønsket mig, sagde Mikkel.
Kommer det, lovede lægen. Og til dig, Margrethe?
En kaffekande… men det er ligegyldigt nu. Pas på dig selv, svarede hun.
Margrethe så dem sige farvel, Ellen og løjtnanten, måske kyssede de. Mikkel sov, vidste ikke, at hans kommende stedfar drog i krig.
… Senere blev Margrethe, Ellen og Mikkel evakueret om natten med fly. En skræmmende, men også lettende tur. Motoren brummede sikkert, piloterne blinkede og vinkede opmuntrende.
De kom til Aarhus med sol, rindende bække, og friske, spændende smage. Margrethe havde glemt, hvordan mælk smagte.
Og kaffe Margrethe så kvinden, der havde taget imod dem, finde kværnen frem, hælde bønner op og sætte kanden over. Margrethes næse vibrerede, hun ville kalde på Mikkel. Men det duftede anderledes. ikke som hjemme. Og Margrethe tog endeligt afsked med fortiden, ikke med vrede, men med en mild forståelse.
Ellen og Mikkel blev boende i Aarhus; Margrethe tog hjem, så snart det blev muligt, til København.
Folk begyndte at vende tilbage, stille og roligt. Ingen var som før.
På det lille køkken i Margrethes bolig summede snakken og lave radioen musik, potter simrede med noget fisk. Lyset væltede ind gennem rengjorte vinduer.
Nu, Margrethe, skal alt nok blive godt! sagde gamle hr. Egon og trykkede hende på skulderen.
Margrethe startede på universitet, ville blive ingeniør som sin far, genopbygge byen, hente Mikkel til sig igen. Sådan var hendes drømme.
En dag, efter studie, standsede hun i køkkenet og frøs på komfuret stod hendes mors kaffekande. Nej det var den! Hanken var lidt skæv, der var en tryk det var mors.
Hvem har den? Hvorfra? spurgte Margrethe.
Min, lød stemmen bag hende. Undskyld, jeg glemte at præsentere mig. Marie Gad, direkte navnesøster med Andersen, smilede kvinden i sin slidte jakke, med blondekrave under og brune, lidt for store sko. Jeg har fået værelse her ved siden af dig.
Det er min mors kande! Vi måtte engang bytte den til mad, da Mikkel var meget syg… Den var jeres? Margrethe blev næsten vred.
Nej, jeg fik den af en læge Georg Frederiksen, sagde Marie venligt. Han behandlede mine niecer under krigen i Sønderjylland. Hospitalet rykkede videre, kanden var ikke så vigtig for ham… Han efterlod også et kamera. Se, jeg henter det!
Hun hentede det, og da Margrethe rørte det, forstod hun: Han havde ikke glemt hende og Mikkel.
Hvis kanden var jeres, bliver jeg glad, hvis du vil tage den tilbage. Lad os drikke kaffe sammen, Margrethe? Det er cikorie, men alligevel. Jeg har også boller med smør forestil dig, min nabo bagte! En bolle med smør, Margrethe det er lykken!
Maries øjne strålede næsten barnligt. Margrethe smilede uvilkårligt. Egen drøm eller ej, jubler man, hvis bare noget af den går i opfyldelse.
Og selvom kaffen ikke duftede som hjemme, og koppen ikke var blå, glædede Margrethe sig. Der ved hendes side var endnu et menneske, en overlever, glad for det lille lidt smør, lidt brød, og håbet om sommeren…
Margrethe troede stadig på mirakler. Hvad andet kunne man kalde det, at kanden igen stod hos hende? Det var netop det smukke ved livet at drømme kan gå i opfyldelse, bare på nye måder.
Et halvt år senere modtog Ellen et brev til lejligheden i København fra Georg Frederiksen. Margrethe sendte straks adresse til Aarhus. Og to måneder efter dukkede en glad jysk chauffør op med duftende æbler, druer, figner og en kasse med kameraet til Mikkel.
Det er til jer! sagde han. Fra Georg. Han har fundet kone, Ellen. Og Mikkel bor hos dem, de har det godt!
Margrethe smilede og sendte kameraet til Mikkel…
Livet rullede videre, Margrethe, Marie, Mikkels familie og hendes egen nye mand, Valdemar en lidt sky, tynd mand med briller der startede Margrethes nye liv.
Valdemar mindede hende om faren, mest på øjnene sådan nogle med dybde og varme.
Engang havde han skaffet ægte kaffe. Margrethe, gravid, rynkede næsen og måtte ud på badeværelset. Siden kunne hun ikke mere tåle duften…
Men alt tager ende. Datteren Signe kom til, løb rundt om sin mor og klamrede sig til hendes hånd med et lykkeligt grin, så man kun kunne løfte hende op og snurre hende rundt og høre latteren.
Om morgenen lavede Margrethe kaffe til Valdemar, der drak den hurtigt og hastede ud. Helt som faren og dog ikke. Men det vigtige var, at nogen drak den.
Tak, Magrethe, vi ses! kyssede han hende.
Pas på dig, hviskede hun efter. Verden var i fred, men man ønsker det alligevel.
For et år siden døde Valdemar af svagt hjerte. Signe tog sine børn og tog til Skagen for at nyde sensommeren, og Margrethe gik stadig ture hver dag. Hun gik gennem den by, hun selv havde været med til at genskabe. Hun havde ikke bygget nye broer, men til gengæld strålede kvarteret igen. Nogle talte stadig dårligt om de mørke baggårde i København, men de havde aldrig set byen som Margrethe havde; fyldt af hendes forældres sjæl, af Mikkel nu også en ældre herre, men stadig med glimt i øjet. Hver søndag ringede han og inviterede hende ud.
Der kom han gående hen ad allén, smiles til unge piger som en gammel charmør!
Hej Margrethe! sagde Mikkel, satte sig ved siden af, strakte benet. Går vi på café? Vores gamle, ikke?
Deres yndlingscafé, lille, halvmørk, men hyggelig. Kaffen blev nu lavet på maskiner, der hvæsede og boblende, og kom i små, blå kopper præcis som hendes mor og fars.
Mikkel drak langsomt og komplimenterede Margrethe for hendes øjne og smil.
Åh, Mikkel, stop nu! Lad os i stedet købe is. Mængder! grinede Margrethe.
Kan du huske, hvordan vi drømte om is til alle i byen? blinkede Mikkel.
Margrethe huskede. Hun syntes næsten, faren sad i hjørnet, og moren i sin fine kjole. Alt var, som det var då, men også nyt.
Margrethe tørrede øjnene, nikkede venligt til den søde unge servitrice, der bragte dem is. Må hun få det godt, alt det lyse, varme alt det, som Margrethe forbandt med duften af kaffe: kærlighed, drømme, godhed og fars opmuntrende: “Nå, hvirvelvind, tag tasken! Vi har store ting foran os!”
Margrethe havde stadig mange ting, hun gerne ville nå. Livet, drømmene og ønskerne hobede sig op vigtigst er at give dem videre. For sådan går drømme i opfyldelse, selv når verden forandrer sig.
