Drømme om et sorgløst liv
Nej, det kan simpelthen ikke passe! Gav han dig virkelig sådan et bjerg af penge efter skilsmissen? Og betaler oven i købet ALT for børnene? Klara stirrede vantro på sin veninde, hendes stemme dirrende som en blanding af vantro og misundelse. Og han er endda kun far til den yngste!
Signe smilede stille, trak på skuldrene og vendte langsomt sit blik mod det store vindue, hvor regndråberne flød som drømme ned ad ruden.
For Henrik betyder det slet ingenting, svarede hun med den sindige ro, som kun findes i folk, der er blevet skilt mere end én gang. Han holder lige meget af både Sofie og Mikkel. Han kommer altid med gaver, inviterer dem til Nordjyllands kyster to gange hvert år. Sådan er det bare. Han har pengene, og han deler gerne.
Klara sad og nussede eftertænksomt sin kop sort te. Hendes blik var fjernt, og en skarp, men ikke ondskabsfuld, skygge af misundelse gled hen over hendes ansigt. Hvor ville hun dog gerne fatte, hvordan det var muligt at leve uden at frygte i morgen, uden at tælle de sidste kroner i pungen, uden at bekymre sig om husleje eller gamle bilers slidte dæk.
Men hvis han nu gifter sig igen? spurgte Klara med en tone, der forsøgte at lyde ligeglad, men hvor hånden rystede svagt mod den kolde porcelæn. Sætter pengeflowet ikke snart ud? Hvad gør du så?
Signe lo, og latteren hang mærkeligt længe i stuen, som duften af hjemmebagte boller eller lyset på en sommernats himmel over Skagen. Hendes ord var venlige og uden spor af irritation.
Siden vi gik fra hinanden, har han faktisk nået både at gifte sig igen og blive skilt, forklarede hun, stadig smilende. Han er da virkelig en romantiker. Men han er ærlig. Han siger det bare, hvis han finder en ny.
Hun holdt en lille pause, nærmest som hun sort sorterede i sin indre dagbog over Henriks kærlighedsliv.
I alt er det hans femte skilsmisse. Og alle hans ekskoner har intet at frygte for fremtiden.
Klara stirrede tavst på hende billedet nægtede at falde i hak i hendes hoved. En mand, der trods sin ustyrlige trang til nye relationer, alligevel var tro mod sit ord og tog sig af dem, han engang havde elsket. Det var moderne, men surrealistisk. Det mindede ikke det mindste om det velkendte danske billede, hvor bitre skilsmisser lægger spor tværs igennem livet.
Jamen altså hviskede hun omsider, øjnene store af undren. Han er godt nok noget for sig.
En mærkelig, surrende stilhed fyldte rummet. Klara vendte overdrevet længe rundt i teen, mens hendes hjerne galopperede afsted med underlige, grådige, kalkulerende tanker. Informationerne dansede som iskrystaller mod ruden. At have en rig, gavmild eksmand det var jo en sjælden gave. At vinde ham ville kræve sit, men hvis det lykkedes?
Bare et kort ægteskab og jeg kunne vinke farvel til økonomiske bekymringer, tænkte hun, mens hendes fingre klemte sig sammen i skødet. Hvis bare jeg kunne få et barn med ham så ville sikkerheden være garanteret i årevis!
Hun løftede blikket og forsøgte uroligt at lyde afslappet:
Er han gift lige nu?
Signe hævede øjenbrynene. Hun fornemmede straks, at Klara spurgte af mere end bare nysgerrighed. Hun kendte hende for godt. Signe svarede med sin sædvanlige jyske ro og hovedrysten:
Nej. Men jeg siger dig, det er ikke så let. Henrik opdager kvinder, der går op i penge, på lang afstand. Dem inviterer han ikke ind i sin cirkel.
Inde i Klara snørede noget sig sammen. Hun dækkede hurtigt over skuffelsen med et forceret grin og gestikulerede overdrevent med hænderne.
Jeg spørger da bare sådan du ved godt, jeg har også mine principper! Giftes med en mand, der skifter kvinder som andre skifter dæk på Volvo’en? Og gå og frygte, at han snart finder på noget sjovere? Nej, det ville jeg aldrig holde ud!
Der sneg sig alligevel et lille stik af irritation ind i klangen. Måske mere på sig selv end på Signe. Så hun fortsatte, med en overspillet nonchalance:
Desuden betyder sjælelig nærhed altså mere for mig end penge, sagde hun og rettede ryggen, så hun næsten lignede en reklame for økologisk havregrød.
Signe smilede blødt uden at sige mere. Hun forstod udmærket, at bag bravaden skjulte sig en dyb længsel efter økonomisk tryghed menneskelig, forståelig.
Netop, nikkede Signe, og drak den sidste slurk af teen. Vores valg er jo vores egne.
Pausen lurede i stuen som en bleg forårsdag, hvor der intet rigtigt sker. Klara pillede manisk i kanten af den blå- og hvidternede dug, mens hun ledte efter en måde at ændre samtalens kurs. Signe var rolig hun lænede sig tilbage i stolen, tryg i sin egen sandhed.
***
Selv da hun igen var hjemme, blev de underlige tanker ved med at snurre rundt i Klaras hoved, som en cykels lås der ikke vil springe op. Hun brændte af misundelse ikke bare lidt, men på den måde, hvor man ønsker at kravle ind under skolens gulvbrædder og forvandle sig til en anden. En, der var den tidligere kone til den slags mænd.
Det var jo ikke liv, men drøm! Tykke overførsler af kroner, evig økonomisk sikkerhed Aldrig flere kvaler over næste måneds regninger eller feriebudgettet. Hun kunne sige jobbet op, droppe det opslidende kontor, der havde spist fem år af hendes liv.
Men hun vidste også, at det ikke var det samme at være den nuværende kone. Der var forventninger. Perfekt ry. Journalister, hvis skarpe blikke lister i rabatten foran huset. Ingen nattejazz med kollegaer, ingen dansefest på Culture Box. Selv uskyldig flirt kunne ikke tolereres man måtte opføre sig anstændigt.
Det varer jo sikkert kun et års tid, måske to, mumlede hun til sit spejlbillede og klikkede nervøst sine negle mod bordet. Man må jo gøre, hvad man skal. Og bagefter har man starten på et liv uden økonomiske bekymringer.
Hun så på sig selv: 35. For ung til resignation, gammel nok til at kunne tage chancer. Hun kunne stadig blive gift, få et barn naturen var stadig på hendes hold.
Hun forestillede sig den lyse, lyddæmpede penthouselejlighed med udsigt over Søerne. Ingen vækkeur, ingen lister, kun duften af frisk kaffebønner og friheden til at tage til Bornholm, New York eller Bali på vejr og indfald. Endelig kunne hun male, rejse, donere penge til hospitalsklovne.
Ingen deadlines, ingen skingre chefer. Kun plads og ro bare tanken gjorde hende varm indeni. Frihed.
Hun tillod sig selv at smile, men standsede. Virkeligheden var grå og klam. Men drømmen stak, som spidse stjerner et sted bag panden: Tænk hvis…
Klara strakte sig ud, og stirrede ud mod regnbygerne udenfor. Hendes tanker arbejdede hurtigt hvordan skulle hun mon gå til sagen?
At blive fru Rasmussen, hun snurrede navnet rundt på tungen som sukker på pande. Det lyder ikke værst, når bonussen tages med.
Hun kendte sine fordele: hun var en påfaldende flot blondine, med markerede kindben, som mænd altid lagde mærke til. Men det blev aldrig til mere end små affærer. Ingen ville tage skridtet til det næste.
Måske er de bange for at kunne matche mig, tænkte hun med et bittert smil. Eller også gennemskuer de, at jeg ikke stiller mig tilfreds med lidt.
Men nu var det ikke kærlighed og romantik nu gjaldt det fremtiden. Hun måtte ændre vaner.
Det krævede noget af hende, at fange storfiskeren Henrik. Først, ingen pralende påklædning kun rolige snit, dybe blå og grønne nuancer, ingen glimmer. Kun enkelthed.
Dernæst, blomstrende tilbageholdenhed i makeup. Bare lidt blush, mascara, neutral læbestift.
Og vigtigst den rette opførsel! Reserveret, men ikke bange. Lyttende, spørgende, uden voldsomme indslag. Ingen skamløse antydninger det ville jage ham væk.
Hun planlagde det hele i hovedet. Hvor kunne de mødes kunstauktion, velgørenhedsmiddag, galleriåbning? Der havde hun venner.
Han har jo set mig før, indså hun. Da han var gift med Signe. Vi mødtes til et arrangement. Han kan huske mit ansigt. Så jeg starter ikke på nul.
Spændingen famlede sig op i hende, som perler på snor: hun kunne gøre indtryk det havde hun prøvet før. Hun planlagde allerede kjolen, frisure, hvilke emner hun ville foreslå brydes.
Planen må være snorlige, besluttede hun. Udvælg eventet, vælg looket, øv replikker og pas på ikke at overdrive.
Det hele lagde sig i hendes indre som anemoner i blæst. Hun smilede målrettet. Hun var vant til at vinde, og denne gevinst var det hele værd.
Jeg klarer det, sagde hun for sig selv. Denne gang bliver mit liv ændret.
***
Klara rev øreringene af og smed dem i smykkeskrinet, hvor de spredte regnbuer på væggene. Gave fra Henrik, små og diskrete, men med glitrende diamanter.
Hun satte sig på kanten af sengen, omfavnede sig selv. Det var deres femte date. Alt var gået så pænt: endnu en middag på Søerne, buketter af hvide roser, gentlemen-kyssede hånden, pænt fulgt hjem, men ellers Intet mere! Ikke ét fingerkys, ikke en ludisk bemærkning, kun korrekt venlighed.
Hvorfor?! tænkte hun, stirrende på de glimtrende øreringe.
Henrik lyttede og kiggede altid interesseret, men Intet. Ikke ét eneste initiativ.
Hun så på sig selv i spejlet. Alt på plads: naturligt makeup, enkel kjole, diskret elegance. Præcis som hun troede, han kunne lide det.
Måske har jeg gjort mig for korrekt? tænkte hun fortvivlet.
De sidste samtaler gled forbi hendes blik: rolige strandpromenadeture, museer, alt for korrekt. Måske var hun blevet for god til rollen.
Hun kørte hænderne gennem håret, ødelagde frisyren.
Måske tror han bare ikke, jeg ville have ham eller stoler ikke på at jeg kan tage hans bagage med fem tidligere ægteskaber.
Hun stod ved vinduet og så byens lys spejle sig i regnen. Livet summede, folk lo, og ingen havde tid til hendes indre føleri. Alt heroppe var stilstand.
Jeg må gøre noget andet ellers får jeg aldrig min chance.
Denne gang kiggede hun beslutsomt på smykkeskrinet.
I morgen siger jeg noget direkte. Et lille hint, men klart. Han skal vide, at jeg vil mere. Tør han ikke, så må det briste eller bære.
Hun åndede dybt, mærkede den velkendte bølge af styrke. Hellere tabe, end aldrig tage chancen.
Nu sker det, lovede hun sig selv og lukkede skrinet.
***
Klara tjekkede sin mobil igen intet opkald, ingen besked. Hun forsøgte at tage det roligt, men utålmodigheden kriblede som lus under uldsweateren.
Selvfølgelig, han har travlt der er jo selskab, møder, forretningsrejser til både København og Hamborg Han kan ikke skrive hver dag.
Hun tvang sig selv til at lade være med at stresse, tænkte på de sidste møder, hvor alt var gået så pænt.
Dage blev til uger. Hun gik i butik, til yoga, mødtes med veninder men hendes tanker kredsede altid tilbage til Henrik.
Tænk, hvis han ombestemmer sig, gnavede tanken.
Men nej, det kunne jo ikke passe.
Da telefonen ringede en fredag aften, var hun i gang med at hælde te op. Navnet lyste op Henrik.
Hej Klara, sagde den velkendte stemme. Beklager, jeg har ikke ringet har været i Jylland, og kaos på kontoret.
Nej, det er helt i orden, prøvede hun at lyde afslappet.
Jeg savner dig altså Skal vi ses i morgen? Jeg har bestilt bord på Rosen.
Det vil jeg rigtig gerne! svarede hun, smilede bredt.
Og han holdt en pause Jeg vil introducere dig for nogen. Mine venner.
Klara standsede nærmest med hjertet oppe i halsen: Hvis han vil vise mig frem er det så ikke alvor? Mænd præsenterer ikke hvem som helst for deres vennekreds.
Det vil jeg glæde mig til, svarede hun.
Efter samtalen gik hun rundt med en lille lykketransformator i maven. Stod længe foran garderoben, overvejede kjoler, smykker, sko.
Nu bliver det alvor.
Resten af aftenen gik med musik, endnu en kop te, og planlægning af make-up, hår og tilbehør. Alt skulle sidde perfekt.
Hun valgte en stram, men enkel mørkeblå kjole. Høje, men ikke for høje sko. Håret glat, øreringene små og diskrete.
I aften skal jeg være uimodståelig, sagde hun til sig selv.
Chaufføren kom punktligt klokken syv. I bilen prøvede hun at få noget sladder.
Koldt i dag, ikke? spurgte hun med det mest søgende smil.
Mmm, lød det kort.
Har du kørt for Henrik længe?
Længe nok, vendte han tørt.
Nå, okay, hun gav op. Loyal ingen sladder her.
Restauranten modtog hende med dæmpet musik og stearinlys på bordene. En elegant tjener viste hende ned til bordet, hvor hun straks så Henrik flot og rank som altid, og ved hans side sad en ung kvinde.
Smuk, elegant, mørklilla kjole. De talte fortroligt, og Henrik smilede mere, end hun mindes han nogensinde havde gjort.
Hvem hulen er det? tænkte Klara. Er det en søster? Forretningspartner?
Klara! Hvor ser du dog fortryllende ud i aften! smilede Henrik og rejste sig. Nogle er heldige at have dig ved deres side.
Hun smilte forlegent og satte sig. Henrik så på hende med blid varme.
Du er blevet en sand ven, Klara, sagde han så, blikket alvorligt. Og derfor skal du først vide: Jeg skal giftes.
Hvad?! tanken jog tværs gennem hendes hoved. Ven? Alt det for at blive VEN? Hun tvang et smil frem.
Tillykke Og hvem er den heldige?
Sidder lige her. Min forlovede, Anna.
Klara stirrede på pigen, der pludselig smilede genert tværs over bordet. Det var virkelig hans kommende kone. Hun følte, hvordan verden snurrede under hende.
Hun sagde alle de rigtige ting ønskede tillykke, beundrede ringen, småsnakkede om bryllupsplaner. Indeni skreg hun, men udadtil var hun fejlfri.
Efter femten minutter undskyldte hun sig, påstod en hastebesked fra arbejdet, og forlod restauranten så hurtigt, regnen kunne følge hendes skridt.
Inde i varmen sad Henrik og Anna tilbage, mens Signe trådte frem fra skyggen.
Du havde ret, sagde hun og så efter Klara, der gik ud i den våde nat. Hun forsøgte netop det, vi talte om at finde den lette vej til livets tryghed. Jeg kan levende forestille mig, hvor frustreret hun blev over din galante væremåde. Hun ville bare hurtigt have dig på krogen.
Henrik rørte i kaffen, smilende koldt:
Ikke denne gang. Jeg gennemskuer sådan noget med det samme.
