Hvorfor troede jeg på ham?

Hvorfor troede jeg på ham?

– Sig mig, hvor længe bliver hun i denne tilstand? spurgte Rikke Christensen, mens hun betragtede sin datter.

Maja lå på hospitalssengen og bladrede i et familiealbum, som hendes mor havde taget med.

– Det er svært at sige, sagde lægen og trak på skuldrene. Nogle gange vender hukommelsen tilbage efter et par dage eller uger, og andre gange lægen sendte Rikke et medfølende blik.

– Lad være med at stoppe midt i det, sig det som det er! Jeg vil vide, hvad jeg skal forberede mig på.

– Der kan gå måneder, før en person får sin erindring tilbage efter en skade.

– Måneder? Rikke sukkede dybt. Læge, det lyder sikkert fjollet, men Findes der ikke noget, der kan fremskynde processen? Nogle piller eller en indsprøjtning? Jeg betaler, hvad det koster. Jeg har penge.

Rikke åbnede sin taske og trak en stak 1000-kronesedler frem.

– Nej, lad være Jeg vil hellere råde dig til at lade din datter være sammen med folk, hun holder af. Det kan hjælpe med at få hukommelsen tilbage hurtigere. Har hun nogen tæt på, ud over dig?

– Ja da! Hun skulle egentlig giftes. Brylluppet er om tre uger.

– Hvor er gommen så?

– Altså Rikke blev noget forlegent. Frederik har travlt med at planlægge brylluppet.

*****

– Freja, hvorfor ser du så sur ud igen? Maja gik hen til katten og klappede hende. Er du stadig sur over, at jeg skal giftes? Sådan gør man jo blandt mennesker, forstår du godt. Vi gifter os og bor sammen, men jeg holder lige så meget af dig, det lover jeg.

Freja sendte hende bare et fornærmet blik og vendte sig demonstrativt mod vinduet.

– Og Frederik vil nok også komme til at holde af dig, – fortsatte Maja. Hvorfor kan du ikke lide ham? Han er sød, betænksom og hjælpsom.

Freja stirrede på sin ejer med undren, gik elegant henover sengen, sprang op på natbordet og slog elegant en billedramme på gulvet med sin pote.

– Freja! Hvorfor gjorde du nu det?! udbrød Maja, mens hun samlede glasskårene op.

Katten svarede ikke, men sprang tilbage i sengen og lagde sig ved hovedpuden.

– Han er god, forstår du? Han elsker mig, og jeg elsker ham. Om du kan lide det eller ej, så skal Frederik bo sammen med os. Og vi får en større lejlighed i bryllupsgave fra mor, så der bliver plads nok. Du får dit eget sted at være.

Maja kiggede på fotoet af sig selv og Frederik foran rådhuset den dag de indgav ægteskabsbegæringen. Måske den lykkeligste dag i hendes liv.

*****

Hun havde mødt Frederik ved en tilfældighed, da hun besøgte sin mor på kontoret i det indre København. Rikke havde et rådgivningsfirma, og den dag stødte Maja lige ind i Frederik på gangen.

Egentligt var det hende, der var lige ved at vælte ham, fordi hun havde så travlt med at nå et møde med sin mor.

– Undskyld, det var ikke meningen, sagde Maja smilende. Jeg skulle bare mødes med min mor, og jeg så dig slet ikke.

– Det sker, svarede Frederik, mens han samlede tabte papirer op.

– Skal jeg hjælpe?

– Nej tak, jeg har det. Og din mor er det Rikke Christensen? han kiggede på navneskiltet på døren.

– Ja, det er min mor. Hvis du skal noget vigtigt, så kan du bare gå ind først.

– Nej, du går bare, jeg venter.

Lige da kom Rikke ud fra kontoret og spurgte: – Nå, var det jer, der snakkede udenfor min dør? Kom endelig ind, jeg er lige ved at sætte kaffe over.

På den måde lærte Maja Frederik at kende. Flere gange mødtes de på kontoret, så begyndte de at drikke kaffe sammen, og til sidst gik de sammen i biografen i weekenden.

Alt gik hurtigt, og Maja syntes rigtig godt om Frederik. Han var venlig, sjov og hensynsfuld. Rikke synes også godt om ham, da hun hørte, de sås:

– Frederik er en fornuftig ung mand, Maja. Hvis I virkelig mener det, er jeg glad på dine vegne. Så har jeg nogen at overlade firmaet til, det kunne jeg nok savne at leve lidt mere for mig selv.

Efter et halvt år friede Frederik, og Maja sagde ja.

I sin glæde gjorde Rikke straks Frederik til sin stedfortræder og lod ham forstå, at efter brylluppet ville hun komme med “store nyheder” om firmaets fremtid.

Imens gik Maja op i bryllupsforberedelserne. Restaurant, gæster, invitationskort, fotograf, transport der var masser at se til.

Derfor var katten Freja, sort og med grønne øjne, tit alene hjemme. Hun hvæsede hver gang Frederik blev nævnt. Hun brød sig ikke om ham. Ikke fra første færd.

Da Frederik kom hjem til Maja første gang, så han på katten og spurgte:

– Sort? Er du ikke bange?

– For hvad? undrede hun sig.

– Sorte katte, folk siger, at de bringer uheld. At de er djævelens sendebud eller sådan noget.

– Vrøvl, Frederik! Jeg troede ikke, du troede på den slags.

– Ikke rigtig, men du ved, folk snakker.

– Freja er bare godhed i pels, vil du ikke prøve at klappe hende?

– Kan man det uden risiko?

– Ja ja, for pokker. I skal jo lære hinanden at kende, vi skal trods alt bo sammen.

Hun løftede forsigtigt katten og gik hen til Frederik, der rakte hånden frem men straks fik han en ordentlig ridse.

– Av! råbte han og trak hånden til sig.

Maja blev så forfjamsket, at hun ikke nåede at reagere. Freja gav Frederik et par nådesløse hvæs, da han hurtigt forsvandt væk.

– Undskyld, Frederik Jeg ved ikke, hvad der går af hende.

– Har du brintoverilte?

– Selvfølgelig. Maja satte katten ind på værelset og hentede førstehjælpskassen.

Siden da hvæsede Freja, hver gang Frederik var i huset, så Maja var nødt til at lukke hende inde. Bagefter snakkede hun længe med katten og håbede, det snart ville blive bedre.

Disse minder fór gennem Majas hoved.

Senere gik hun i køkkenet for at smide glasskårene ud, puttede billedrammen væk, satte sig på sengen og sagde:

– Freja, vi skal nok lære at bo sammen. Det bliver ikke anderledes du må lære det.

Hun klappede katten, rejste sig og begyndte at gøre sig klar. Hun skulle ud og lave aftale med restauranten. Frederik havde hun endnu ikke fortalt, hvor festen skulle holdes, men hun regnede ikke med, han blev sur. Han havde så travlt for tiden.

*****

Maja gik glad ud fra restauranten alt var faldet på plads, og hun havde fået en god rabat oveni.

Hun ringede straks til Frederik hun glædede sig sådan til at dele de gode nyheder.

Men han afviste opkaldet.

“Mærkeligt,” tænkte Maja.

Hun ringede igen. Efter tre ring hørte hun omsider Frederiks stemme.

– Undskyld, skat, jeg kan ikke tale nu. Jeg er til møde. Jeg ringer senere, ikke?

– Okay

Hun lagde telefonen i tasken og fortsatte mod bilen, men blev fanget på fortovet.

På den anden side af gaden stod Frederik med en fremmed kvinde. “Hvordan? Han sagde jo, han var til møde?” Maja forstod ingenting. Hun ville til at ringe igen, men så så hun noget, der slog benene væk under hende: Frederik lagde armen om kvinden, kyssede hende på kinden, og så gled hånden ned over hendes ryg. Kvinden lo lykkeligt.

Maja stod som lammet. Tårerne pressede sig på. “Hvorfor? Han lovede jo, han aldrig ville snyde mig Og dog, alt var løgn. Sådan var det altså?”

Frederik tog kvinden i hånden og førte hende ind på restauranten, hvor der også lå et hotel. Maja tænkte straks det værste.

Hun havde ikke tænkt sig at lave en scene, men ville bare se ham i øjnene og spørge: Hvorfor?

Langsomt gik hun mod fodgængerfeltet, hun hørte ikke, hvad der foregik omkring hende. Hendes verden var væltet. Hun havde troet på ham, når han sagde, han havde for travlt til at mødes.

Hun havde troet, han knoklede for at have tid til brylluppet men han mødtes i virkeligheden med en anden. Bag hendes ryg.

“Hvorfor så brylluppet? Kun for morens firma Åh Gud, hvor naiv har jeg været. Hvorfor troede jeg på ham?”

Hun gik over vejen uden at se sig for der var rød og hørte først folk råbe, da det var for sent.

Bremserne skreg, en bil forsøgte at undvige, Maja nåede at tænke “det her går galt” og så blev alt sort.

*****

– Kan du huske, hvad der skete? spurgte lægen, mens han stod ved Majas seng, hendes hoved indbundet.

– Nej.

– Kan du huske dit navn?

– Nej.

– Ved du, hvilken dag det er?

– Nej Jeg kan slet ikke huske noget Kun min barndom, skole, og da min far døde.

– Ved du, hvor du er?

– Måske på hospitalet?

– Korrekt. Du blev ramt af en bil. Men heldigvis har du ingen brud eller indre skader. Men slaget mod hovedet har givet dig delvist hukommelsestab.

– Hvad betyder det?

– Retsrograd amnesi, men de fleste får hukommelsen tilbage. Vi håber, det sker for dig.

– Tak

– Må jeg låne din telefon?

– Hvorfor?

– Jeg vil ringe til dine pårørende og fortælle hvad der er sket. Har du forældre? Mand eller forlovede?

– Min mor Hun lever.

– Så ringer jeg til hende. Du får lov at slappe af, så tager vi den derfra.

*****

Rikke kom med det samme, græd og holdt Majas hånd.

– Hvordan kunne det gå så galt, min pige? Du har snart bryllup Kan du slet ikke huske Frederik?

– Nej Er han pæn?

– Rigtig pæn og sød. Jeg ringede, men han har travlt.

– Hvorfor?

– Han står for bryllup og håber, du i det mindste har noget af hukommelsen tilbage til den tid.

– Har du fortalt ham det?

– Selvfølgelig. Hvad ellers?

Mor besøgte hende hver dag, med familiebilleder og små ting fra Majas liv, som måske kunne hjælpe hende med at huske.

Men intet hjalp. Maja kunne ikke huske noget.

Dagen inden hun skulle hjem, kom Frederik med blomster. Hun så på ham, som var han en fremmed. Han lo og sagde, alt ville blive godt.

– Hvis du ikke når at huske alt inden brylluppet, gør det ikke noget, vi gifter os alligevel, ikke?

Maja svarede ikke. Hun vidste ikke, hvad hun følte.

Da hun kom hjem, lå Freja og ventede. Store, bange øjne.

Hun så på sin mor:

– Har jeg en kat? Hvorfor har du ikke sagt noget?

– Det er ikke mennesker, der hjælper dig med at huske, sagde lægen. Men jeg har fodret hende hver dag. Du burde bekymre dig om brylluppet mere, end om katten, Maja.

Hun sagde intet. Hun tog Freja op til sig, holdt hende ind til sig. Det føltes trygt, som en varm kop kaffe.

– Hvad hedder hun?

– Hvem?

– Katten.

– Freja.

– Et smukt navn. Hvorfor kaldte jeg hende det?

– Det aner jeg ikke. Du havde lige bestået optagelsesprøven til universitetet, da du ringede og sagde: “Mor, jeg har fundet en sort killing!” Du snakkede mere om katten end om optagelsen.

Hele ugen forsøgte Maja at huske det glemte. Uden held. Kun Freja gjorde det hele nemmere hun sprang op, ville aes, og når hun blev klappet, føltes det lidt bedre.

Men tit løb Freja pludselig væk.

– Bliv nu, kom tilbage, jeg har brug for dig, råbte Maja.

Men katten kom først senere tilbage og lagde sig ved hende.

Og Maja lagde mærke til, at Freja sukkede tungt. Som om hun ville sige noget vigtigt.

Maja spurgte sin mor, men Rikke trak bare på skuldrene og sagde, det vigtigste var kontakt med mennesker. Brylluppet nærmede sig, og Maja kunne endnu ikke huske noget.

En dag løb Freja endnu engang ud. Maja besluttede, at hun ville følge efter hende.

Hun søgte på køkkenet og altanen ingen kat. Til sidst fandt hun hende i entréen, skjult i bunden af garderobeskabet.

Lige da, mærkede Maja et lyn slå ned i hovedet som et lysglimt. Hun blev svimmel, men nåede at holde balancen. Langsomt gik hun hen til Freja, tog hende op og strøg hende over pelsen.

Længe sad hun og nussede katten, indtil hun kiggede på hende og sagde:

– Hvor er det længe siden, vi har leget sådan. Jeg har haft så travlt, at jeg helt har glemt, du elsker vores lille leg. Undskyld, Lilleskat.

Freja begyndte at spinde saligt, og glæden kunne ses i hendes øjne.

Efter et par minutter ringede det på døren. Frederik stod udenfor med blomster.

– Hej. Rikke bad mig kigge forbi hun kunne ikke selv i dag.

– Kom ind, sagde Maja tørt. Du behøver ikke tage skoene af.

– Skal du ikke?

– Hvad?

– Lukke katten ind i et andet rum? Du har glemt det, men dengang jeg første gang besøgte dig, så kradsede hun mig til blods.

– Virkelig?

– Ja. Du lovede faktisk at give hende væk, så hun ikke var til besvær for os. Måske er det tid nu?

– Mener du det? Jeg kan ikke mindes, du har spurgt, men jeg mindes kun, jeg lovede at lære hende at opføre sig ordentligt. Jeg kunne aldrig finde på at give hende væk. Jeg elsker hende.

Frederik stirrede på Maja med åben mund.

Så gik det op for ham:

– Erindrer du det hele nu?

Maja nikkede.

– Tak for det!

– Mener du virkelig det?

– Ja, men nu behøver vi ikke aflyse brylluppet. Nu bliver alt jo godt.

Han ville omfavne hende, men Maja holdt ham på afstand.

– Freja og jeg skal nok få det godt. Men dig og mig? Ikke længere. Brylluppet bliver aflyst, Frederik.

– Hvad? Hvorfor?

Maja fortalte ham det hele, nøgternt og uden tårer. Frederik stod målløs tilbage, uden at kunne sige noget til sit forsvar.

– Det var ikke alvorligt, sagde han.

– Det er det vist aldrig for dig. Tiden er kommet til at tage ansvar. Farvel, jeg ønsker ikke at se dig mere.

– Hvis jeg nægter at gå? Jeg elsker dig, forstår du.

– Hvis du ikke går, må jeg løbe. Maja satte Freja ned, der straks hvæsede og sprang mod Frederik.

Han for ud ad døren, hurtigere end katten kunne nå ham. Maja lukkede tilfreds døren, med kun en enkelt fortrydelse: At hun ikke bare kunne glemme ham.

Men tiden læger alle sår. Og Freja er hos hende. Snart er det hele som en ond drøm.

Samme dag ringede hun til sin mor og fortalte, hukommelsen var tilbage og hvad hun havde fundet ud af om Frederik.

Rikke tav lidt, så sagde hun:

– At aflyse bryllup er ikke det værste. Det vigtigste er, at du er i live, og at du har fået hukommelsen tilbage. Jeg fyrer ham i dag.

– Jeg er ikke ked af det, mor. Tværtimod. Og det var alt takket være Freja. Hvordan vidste hun, hvad der skulle til?

– Jeg læste for nylig, at man i både England og Japan giver sorte katte i bryllupsgave, for de bringer lykke. Måske var Freja din heldige gave så du kunne blive rigtig glad.

– Der er ingen måske, mor, det er jeg sikker på. Freja er allerede min lykke. Min dyreste skat.

Man lærer, at ægte lykke ikke kan findes hos folk, der lyver for én; den bor i de små, trofaste glæder, vi selv har næret gennem livet.