Bjørns skæbne
Hun returnerede ham til Maja, som man afleverer et par sko, der ikke passede i størrelsen, eller en mascara, der ikke klædte én. Nej, det ville været mindre ydmygende, egentlig. Mascaraen er ligeglad med, hvilket toiletbord den ligger på, og skoene er ligeglade med, hvem der tramper dem gennem efterårsmudderet.
Men for Bjørn var det bestemt ikke ligegyldigt. Han havde det dårligt.
Det er ydmygende, når man bliver samlet op i kørestol fra hospitalet og kun kan nikke hjælpeløst ja, du er nu træet i stuen ja, du slog ikke til ja, hvad så med jobbet? ja, der kommer ikke flere penge
Ja, ja, ja
Bjørn havde lyst til at skrige det ord, så hele afdelingen kunne høre, at nu blev han læsset af hos ekskonen. Leveret fra hånd til hånd, efterladt foran døren som en uønsket unge eller et uønsket født killinger.
Luna, kom nu! Lægerne sagde jo, jeg snart kan gå igen! Det skal nok blive godt, din tosse Du har bildt dig det værste ind Sådan sagde han for to uger siden, da Luna kom ind på stuen med grådkvalte øjne, og med dirrende stemme spurgte sygeplejersken, hvor Bjørn Holm boede. Sygeplejersken, der stod og tømte natpotten hos en anden patient, pegede over mod sengen ved vinduet.
Luna sank sin gråd, kneb øjnene i et øjeblik, så trak hun smilet frem og gik over.
Han lå og sov. Kroppen værkede forfærdeligt, han havde lige fået en sprøjte, og nu kunne han sove helt til midnat, falde ind og ud af bevidstheden, dykke ind i mørket, som var blødt og varmt. Varme var vigtigst, for han havde længtes efter det. Det havde været koldt så længe.
Bjørn var kørt fra Majas sommerhus på sin gamle motorcykel, følte sig som ungdommen selv, nød fartvinden der slog imod skuldrene, fangede glimt fra solen på det blege asfalt, og så Noget skete, noget gled ind under dækket, motorcyklen røg af vejen, Bjørn blev slynget, snurrede rundt, ramte hovedet hårdt. Der ringede, billeder flimrende for hans indre blik.
Der stod Maja, med fletninger og sløjfer til skolens afslutning. Hun lo, snurrede rundt og tog veninderne Luna i hånden. De var glade, foran dem ventede voksenlivet! Bjørn tøffede hen med isvafler; pigerne kyssede ham på kinden og begyndte at pakke ud. Maja kunne bedst lide chokolade, Luna vanilje. Og Bjørn forbyttede altid smagen.
Bjørn, vær nu lidt opmærksom! Du skal jo blive jurist, ikke? grinede Luna og efterlignede deres gamle geografilærer, fru Annelise. Egentlig var hun helt forgabt i Bjørn, selvom hun slet ikke var i familie.
Undskyld, Luna. Jeg er så distræt! Bjørn var i hopla og ville gøre noget sejt. Han smuttede over mod klatrestativet og lavede pull-ups, snoede sig rundt, han lavede “solen.”
Pigerne så på, Luna med beundring, men Maja
Hun så med alvor, næsten strengt.
Hvorfor så du sådan på mig den dag? spurgte Bjørn senere på aftenen, da de gik ned ad Søndergade mod Majas hjem.
Hvordan?
Sådan ved ikke, hvordan jeg skal forklare det trak han på skuldrene.
Jeg bryder mig ikke om praleri, trak Maja også på skuldrene, ville sige mere, men han kyssede hende, og så blev det ikke til mere.
Bjørn vågnede endnu engang. Lyset var tændt på stuen, folk i hvide kitler gik rundt.
Hæng i, kære ven, det gør lidt ondt, men det går over lød det ved siden af ham.
Bjørn drejede lidt hovedet. På nabosengen lå en ung fyr, de havde samlet ham som et puslespil, han havde været der længe, hans bedstemor kom ofte, selvom hun vist slet ikke var familie. Nu gik det ikke godt, fyren var gråbleg, blå om læberne…
Bjørn vendte sig væk, lukkede øjnene. Han ville ikke se på det.
“Hvorfor er der ingen gardiner? I film lægger de altid gardiner om de syge,” tænkte han panisk, mens han hørte sengen blive kørt ud. “Hold ud, du klarer den!”
Ingen svarede. Bjørn gled igen ind i drømmen.
Maja Hun stod midt i en lang gang. Hvad var det nu? Jo, fødeafdelingen konsultation.
Jeg er gravid, Bjørn! sagde hun, men mærkeligt nok lød glæden ikke.
Jamen, det er da godt! Sådan skal det jo være, ikke? Min skat! Han smilte, ville tage hende ind til sig.
De var gift for fire måneder siden, havde holdt ferie i Sydfrankrig, hvor Maja blev dårlig, men de slog det hen på klimaet.
Så gik hun til læge
Bjørn, barnet lever ikke Rør mig ikke, Bjørn, forstår du ikke? Barnet er dødt! Hun stod der, den lyse gang, vindueskarmene fulde af potteplanter, gravide kvinder gik forbi og sendte blikke mod det talende par.
Hvad mener du, Maja? Det har de vist misforstået, det hele er jo så lille Lad os få tjekket det ordentligt hos Annemarie. Du lovede hun ville hjælpe. Kom nu, tag jakken på! Bjørn var stædig, ville ikke acceptere, at noget ikke kunne fikses.
Luna Annemarie arbejdede som sekretær i et privat sundhedscenter og var godt inde med alle.
Luna så dem sjældent nu, nok fornærmet over at Bjørn havde valgt Maja. Men han havde aldrig givet andet håb.
Holm, så ses vi igen sagde Luna, drejede på blyanten og smilede listigt. Hvad kan jeg hjælpe med?
Luna, vær nu sød. Jeg har forklaret dig det hele, sagde Bjørn og lagde sit Dankort på skranken. Du lovede at hjælpe Maja, sæt dig her.
Men Maja ville ikke sidde, så på Luna. Tænk, nu var hendes skæbne på Lunas skrivebord.
Luna løftede telefonen, tastede et nummer.
Doktor Thorsen? Ja, de er her. Skal de komme op? Godt, vi ses! Hun grinede ind i røret. Tredje dør til venstre. Lægen venter.
Thorsen var en godt specialist. Han undersøgte Maja flere gange, for at være sikker.
Det sker desværre. Kroppen lukker selv ned, når der er noget galt. I er ellers sunde og raske, jeg er sikker på, det skal nok lykkes en dag. Maja, tag det ikke så tungt. Min egen kone græd, tabte fem kilo, men året efter ventede vi uventet barn, og nu har vi to banditter. Han ville trøste, Maja nikkede, tørrede maven og gik. Hun forstod jo alt sammen.
Alt brast imellem dem der. Netop der. Bjørn sagde det er jo bare en bagatel, men Maja græd og råbte, at han ikke forstod noget, trak ham rundt til læger, tvang dem igennem prøver. Tre mislykkede. Tre. Alle sagde: Tag en pause, tænk over det, kom væk.
Hvordan kan man bare glemme det? Hvorfor? Vi skal kæmpe, Bjørn! Vi vil jo så gerne have børn. Vi drømte om det husker du det?
Han huskede kun, at det lynhurtigt var Majas drøm. Han nikkede bare med. Børn var en selvfølge, slutningen og begyndelsen på et ægteskab, hvorfor gøre det mere dramatisk?
En dag stødte Bjørn tilfældigt på Luna i metroen, efter endnu et besøg i fertilitetscenteret, hvor han havde efterladt Maja på en cafe, snøftende i sine papirer fra lægen.
Hvor skal du hen? hviskede hun.
Lufte hovedet. Tag du bussen hjem. Jeg tager metroen sagde han og greb sin jakke.
Bjørn
Glem det, for pokker! Han slog ud med hånden i dørklokken.
Luna, frisk, med nyfriseret hår, blomsterbuket og lidt tipsy, stod i samme vogn. Snakken gik, Bjørn talte om alt det prøvetagning. Han sagde med et skævt smil:
Jeg har doneret så mange celler, at vi kunne ha haft hele vuggestuer fulde… måske render der en lille Holm rundt et sted. Hvem ved?
De grinede.
Stakkel, sagde Luna, strøg Bjørns kind Det hjælper at få tankerne over på noget andet! Ved du hvad hviskede hun, Det var Majas egen skyld. Hun har ikke været ærlig. Dengang i gymnasiet, da hun var syg en måned kan du huske det?
Bjørn trak på skuldrene.
Ja, det var på grund af det der. Hun var indlagt, og fik at vide, at det ville blive svært med børn, sagde Luna, småløbende ved siden af ham. Hun sagde aldrig noget, så nu er det hendes problem!
Vrøvl! Bjørn standsede brat, Luna og hendes blomster stødte ind i ham. Det havde hun sagt!
Nu må du ikke være naiv! Du er jo sød Det var hun skyld i og nu vil du ikke mere. Kom med mig hjem, vi skal fejre, jeg har fået lønforhøjelse! Lidt cognac, te? Kom nu…
Bjørn forstod ikke rigtigt, hvordan han endte hjemme hos Luna, med cognac og hendes latter.
Han tænkte på den første nat med Maja hun var genert, han var helt fortabt, det gik for hurtigt, og næste morgen lå de og drømte om børn, navne, hele pakken.
Efter besøget hos Annemarie gik det hele stærkt. Bjørn åndede lettet op, skubbede Maja fra sig, nægtede flere besøg, hun var selv skyld i det hele.
Hvad har jeg gjort? spurgte Maja oprevet.
Ingenting. Men lad mig være. Tag du dig af dine behandlinger, jeg fejler ikke noget! Bjørn tog sin beslutning og gik. Hen til Luna.
Han begyndte at tænke, at han havde giftet sig for hurtigt, set sig blind på Luna. Livet med hende var let, festligt, fyldt af uforpligtende aftener, udflugter, små tossede påfund.
Maja og Bjørn blev skilt et år senere, hans affære kunne ikke længere skjules, og Luna var begyndt at plage om at få ham helt for sig selv.
Hvis der ikke er børn, så går det hurtigt med papirerne, sagde kvinden på kommunen. Ingen børn under atten?
Nej. Tak skal du have, Maja lagde røret på.
Ja, ingen børn så kan man let gå hver til sit. Men børnene, eller ønsket om dem, blev årsagen til, at Majas liv brast. Nu måtte hun begynde forfra bo alene, fylde søndagene ud. Det går nok… sådan er det. Hun måtte komme over det, som hendes far sagde.
Hendes forældre boede ikke langt væk hun kunne flytte hjem. Men nej, så ville de bare ynke hende.
Bjørn vågnede igen. Tidlig morgen, duften af havregrød og citronte. Men han ville ikke spise. Havde ingen appetit.
Får du besøg? Er der én, der hjælper dig med maden? blev der spurgt ved sengen.
Bjørn åbnede øjnene. Gennem brillerne så en ældre kvinde venligt på ham.
Hans kone kommer vist. Lad være, måske kan hun hjælpe ham med at spise lød det ovre fra buffeten.
Godt, så får han sin portion. God bedring, unge mænd! kvinden kørte vognen videre.
Luna var ikke hans kone, de var aldrig blevet gift.
Hun kom en time senere, skjulte næsen i blusen, så utilpas ud.
Vil du hjælpe ham? Men det er nok blevet koldt blandede buffistdamen sig igen.
Jeg skal nok sagde Luna, tog tallerkenen fra natbordet og snuste til den. Den skal spises, Bjørn. Det er slet ikke så godt, men jeg har ikke andet med i dag. Jeg var ellers til fødselsdag hos Ganatos i går du kan vel huske Lise og Thomas? De hilser. Gid jeg kunne sove… Hvorfor rammer du ikke munden? Skal du kaste op? Fy da! Jeg henter nogen.
Luna skyndte sig ud, tørrede fingrene i kitlen og forsvandt.
Min mand kaster op! Kan nogen komme? Hvad er det for noget? lød Lunas stemme i gangen.
Hun kom ikke dagen efter, eller dagen efter. Så dukkede hun op.
Og? spurgte Bjørn.
Intet godt. Jeg forbander den skide motorcykel! Hvorfor købte du den? Nu skal der bruges penge på genoptræning, og jeg har ikke tid til at vente på dig hun tav, da hun så Bjørns knyttede næver. Jeg mener, vi har jo brug for, at du bliver rask igen! Jeg har taget appelsiner og vand med.
Hun satte posen på natbordet, satte sig uden at sige noget.
Luna Ikke vær ked Det skal nok gå. Ja, jeg var dum. Motorcyklen var en dårlig ide, men Det skal nok gå
Når du har det bedre, flytter du hjem til Maja. Så tager jeg ferie alene. Jeg kan ikke mere, forstår du? Alt det hospital, stanken, se dig sådan… Jeg kan ikke! sagde hun og så sig omkring på de andre patienter. Du får forklaringen engang jeg er alene med dig, her er for mange ører!
Ja sådan er det… mumlede manden på nabosengen, en ældre bygningsarbejder. Undskyld, vi kan ikke gå, som du ser
Luna gøs da hun så hans kateter, trak sig væk. Hun hadede lugten, stemningen, synet af Bjørn grå, slap, afhængig af hjælp. Han skulle vaskes, smøres ind, stikkes, alt muligt En gang var han ellers flot for bare kort tid siden. Luna havde været stolt af, at hun “vandt” ham fra Maja.
Hun ville ikke engang spørge Maja, om hun tog ham tilbage bare aflevere ham, så havde hun gjort sin pligt. Det var mere humant, end at lade ham sidde alene.
Der var stadig Bjørns forældre, men der var moderen hjertesyg, og faren havde mavesår. De besøgte, men blev dårlige efterfølgende. Det kunne hun ikke byde dem. Luna var så medfølende.
Kørestolen parerede knap elevatoren heldigvis havde Majas ejendom fået lift for tre måneder siden. Som forudset.
Det var som om skæbnen vidste besked! grinede Luna bag stolen. Men Bjørn, lad nu være at blive fornærmet, jeg skal jo også have et liv. Nu må vi videre! Hej, kan du vente med at presse dig ind, han er handicappet!
Hvis Bjørn havde mistet helbredet i arbejdet, kunne det have været ærefuldt, han havde fået udbetaling, og Luna kunne have været stolt. Men en motorcykelulykke dem er der mange af.
Er du hjemme hos Maja? spurgte naboen forfærdet. Hvad er der sket? Skal du bo hos Maja?
Bland dig udenom! snærrede Luna.
Luna, stop så! Bjørn hvæsede, hvid om knoerne.
Naboen stirrede på dem begge.
Siger du noget dumt, så bliver du gammel, mumlede Bjørn og trykkede på tiende sal.
Han havde stadig nøgle til Majas lejlighed.
Fjols, du har end ikke skiftet låsen, hånede Luna. Sådan. Vi ruller ind nu.
Jeg hader dig! Forstår du det? Jeg hader dig! Bjørn tog fat i hendes hånd. Du svigter mig, fordi jeg er ubrugelig nu, hvad? Må du skamme dig!
Han spyttede med frustration. Han skulle på toilettet, men skulle have hjælp. Skulle tage medicin, men det gik ikke at løfte glasset…
Fint, så bliv siddende! hvæsede Luna og smed tasken på gulvet og gik, smækkede døren.
Han blev siddende, midt i stuen, i kørestolen. På væggen hang stadig deres billed-kollage, de havde lavet sammen på bryllupsrejse i Skagen. Maja havde ikke smidt det ud mærkeligt.
Ellers var alt ved det gamle møblerne, postkortene i stakke, cd-reolen, den store kaktus “Arne”, som Bjørn næsten havde druknet, da Maja var væk. Kaktussen overlevede, Bjørn var ikke sikker på, om han selv gjorde.
Maja boede der vist ikke mere. Vandet løb ikke, gassen var slukket. Var hun væk for evigt?
Bjørn famlede efter mobiltelefonen i brystlommen, tabte den på gulvet, kunne ikke få den op.
Forbandelse! hviskede han, og begyndte at græde.
Af smerte, af hjælpeløshed, af frygten for fremtiden.
Maja stormede ind i lejligheden tæt på midnat, havde fået besked fra naboen. Hun snublede over taskerne, tændte lyset og stoppede brat. I månestriben midt i stuen sad Bjørn, hovedet hang, hvæsende, sov tungt.
Sådan leverer man ikke ønskebørn tilbage, eller katte til internater, eller fejlvarer til butikken, men voksne mennesker, som bare ikke mere passer ind
Det var svært. Svært for dem begge. Bjørn overvejede at tage hjem, skaffe en plejeperson, han ville ikke være til besvær! Han
Lad os gøre sådan, Maja satte sig overfor ham, rakte ham en kop kaffe. Du bliver her, indtil du klarer dig. Ikke medlidenhed mere partnerskab. Vi elskede hinanden engang Hvorfor skulle du sidde alene? Plejer? Du ville jagte hende væk efter en time. Din mor vil alligevel bare bekymre sig Hun har allerede ringet Bliv nu, jeg har fundet en god fysioterapeut, Mikkel Toft, husker du ham? Han var i klassen over. Han kommer i morgen, mod betaling. Find dine sparepenge frem. Ok?
Bjørn burde have nægtet, kørt væk eller rettere, ladet sig køre. Men han var bange for at være alene med sin ulykke. Alene Som om Maja ikke var bange dengang han gik? Nu var deres fælles liv blevet lettere. Nu var de partnere.
Maja pyssede ikke om ham, hun krævede meget, fik ham til at hjælpe til derhjemme, meldte ham til fransk på aftenskole. Hun sagde, at han havde glemt juraen snak dog med dine gamle kontakter! Det gjorde han så.
Maja fortalte ikke meget om sit liv, og Bjørn spurgte ikke. Telefonen ringede; hun gik ind i et andet rum.
Og Bjørn ventede. Ventede på at få kræfterne og friheden igen.
Det gik hurtigere end forventet. Mikkel Toft pressede ham, bankede i bordet når træningen blev sjusket men i maj listede Bjørn rundt i lejligheden, i juli købte han blomster til Maja i Faxe Blomster. Han kunne have bestilt dem. Men det var vigtigere selv at komme ud.
De blomster smed Maja ud ad vinduet og sagde, han skulle ud af hendes liv.
Bjørn nikkede, men gik over og krammede hende. Det varede ét sekund og en evighed.
Tak, Maja! Hører du? Tak! Hvis du kan tilgive mig, giv mig én chance mere… Jeg elsker dig. Rigtigt.
Maja kunne have smidt ham ud, fortsat. De var kun partnere i elendighed nu var der kun to ensomme mennesker.
Men aleneheden forsvandt. Det kom naturligt. De kunne være sammen igen, uden alle andres meninger. Sammen til hverdag, sammen om alt.
Nå, hvordan går det så, med handicappet derhjemme? spyttede Luna en dag i Netto, hvor Maja stod med barnevogn.
Med hvem? Her er alle raske. Ikke sandt, Dennis Bjørnsen? Maja nikkede mod den sovende baby. Undskyld, må gå, Bjørn skal til møde på rådhuset!
Hvad!? Hør, jeg var den, der nursede ham! råbte Luna.
Tak, Luna. Det var venligt. Sig til Bjørn, at du ønsker ham alt godt! smilede Maja og gik.
Senere tog Luna på restaurant med en bekendt, så dans og en lang, tom nat, som så mange før han kaldte hende “skat”, men det føltes forkert. Hun ringede til Bjørn, men han svarede ikke. Hun var fortid.
Jeg kunne bare ikke Jeg kan ikke klare syge mennesker, mor! græd Luna på sin mors køkken.
Nej, præcis! Sådan nogle knækkede folk har vi ikke brug for! Vi finder én god til dig, sagde moren og aede datteren. Så satte hun fjernsynet på: Et bæst! Siger nej til et handicappet barn! Sådan nogen burde altid i fængsel! Verden er grusom, Luna. Rædselsfuld.
Luna stirrede på sin mor med tårerne løbende. Hun var også bange. Og meget alene.
