Min fars ønsker bliver mere og mere mærkelige for hvert år, synes jeg. Jeg har faktisk en stærk fornemmelse af, at han bare slet ikke gider fejre sin fødselsdag med familien længere.
Altså, jeg har selv mindre og mindre lyst til at holde fødselsdag, jo ældre jeg bliver. Man indser ligesom, at man ikke nødvendigvis bliver mere voksen, bare ældre og at festen, gæsterne og hele den cirkus også bare er en ekstra udgift. Jeg har det fint, hvis mine forældre bare ringer og ønsker tillykke, jeg får en buket blomster af min mand og et par hjemmelavede tegninger fra mine døtre, og så er jeg egentlig glad. Men sådan er det overhovedet ikke med min far.
Han er syvogtres nu, snart otteogtres, men han gider slet ikke fejre sin fødselsdag, som vi ellers har gjort det i de sidste tyve år altså sammen med familien. Han har fået sig nogle venner oppe i sommerhuskvarteret, som han gerne tager ud at få en øl med, og de snakker om alt muligt, gerne deres projekter og gamle historier og han vil faktisk ikke have, at vi børn og børnebørn kommer hjem til ham på hans fødselsdag. De første par gange, han ændrede adfærd, var det, fordi han begyndte at ønske sig bestemte gaver eller penge, og vi prøvede at opfylde det, men min kusine har det ikke så let, økonomisk set, så hun har sjældent råd til at give mere end en lille ting. Det satte ham flere gange i nogle virkelig akavede situationer, hvor han ønskede sig noget, som hun slet ikke kunne give.
Selv hvis nogen af gæsterne melder afbud, så vil far stadig helst være fri for, at vi tager børnene med han vil hellere have, vi får en barnepige eller lader dem blive hjemme selv, fordi han er gammel, får ondt i hovedet og slet ikke orker larmen. Og det sjove er, at han jo næsten aldrig ser sine børnebørn i forvejen, men det er han åbenbart ret ligeglad med.
Det gør faktisk ondt på min mand, at min far har det sådan med børn. Han gider ikke rigtig tage med længere, og jeg kan også godt mærke, at jeg synes, det begynder at være lidt fjollet, at vi skal bruge penge og tid på en mærkelig fødselsdag.
Måske lyder det dumt, men hvad nu, hvis min far i virkeligheden bare ikke gider se os allesammen mere, og derfor opfinder alle de her undskyldninger? Måske, hvis ikke nogen kommer, så finder han bare på at gå ud med sine venner og efterlade min mor alene og så føles det lidt, som om vi bare bliver en byrde for ham på hans egen dag.
