Mand for mand
Der sivede en kold luft ind gennem det åbne vindue, blandet med en skarp lugt af brændte blade, fugt, og det tunge efterårsmismod, som lægger sig som en tåge i slutningen af oktober. Man sukker trist, varmer sig ved komfuret i køkkenet, svøber sig ind i lune flannelsskjorter og holder om yndlingskoppen med kaffe.
Alle går og venter på den første sne. Hver gang føles det som noget nyt, selvom det kommer hvert eneste år og hurtigt bliver trivielt, men alligevel håber vi på sneen, som om vinteren kan bringe forløsning. Forløsning fra hvad? Fra de sorte, forvredne grene af den gamle lind ude foran vinduet i Fridas lejlighed, fra det evige slud, fra forkølelser og hoste.
Frida har vidst det siden barndommen: Når frosten først sætter ind, forsvinder både tristhed og sygdom. Det sagde hendes mor, Signe Lund.
Folk griner ad mig, men jeg ved det nu! smilede Signe. Regn og råkulde er noget skidt. Man besøger folk, og man kan se mismodet i deres øjne. Lige meget hvor meget man forsøger at opmuntre Det ser ikke godt ud, Signe! Hvorfor fortæller du os historier om bedre tider? Men så snart sneen falder, liver de op. Så har vi overlevet den mørke årstid, og vi skal nok nå frem til foråret!
Signe var praktiserende læge, og hun kendte alle sine patienter. Hun huskede hvem der havde slægt hvor, hvem der levede sammen, hvem der havde problemer.
Tag nu Holger Jørgensen fra nabohuset. Alene, enkemænd, med datteren Majbritt, som altid virkede så sammenbidt, nærmest pakket ind i en usynlig frakke. Hvorfor? Signe vidste det godt. Ikke fordi Majbritt ikke elskede sin far. Tværtimod! Det var bare så svært at vise bekymring uden at fortabe sig i angst. Hun gjorde sig hård, for så blev det lettere for Holger, som altid undskyldte:
Undskyld, Majbritt, at jeg forstyrrer dig igen. Jeg vil ikke være til besvær!
Majbritt så forlegent på Signe.
Det gør mig ikke noget. Selvfølgelig elsker jeg min far! forklarede hun, mens hun holdt ud et sprødt kaffe-håndklæde og Signe vaskede hænder i køkkenet. Min mand har det svært med ham. Kommer altid hjem og brokker sig, så jeg må komme, mens han er på arbejde. Og…
Jeg forstår, Majbritt. Du behøver ikke forklare! Forresten sikken flot julekaktus du har! Den blomstrer allerede. Den er smuk! Signe pegede på planten i vinduet, glødende af pink blomster.
Majbritt nikkede nervøst. Den blomstrer tidligt i år. Min far holder så meget af den. Det var min mor, der plantede den. Nu er den gammel, ligesom ham…
De så på hinanden. De vidste begge, at plantens alder ikke var så håbløs som et menneskes. Så gik de ind i Holgers stue, hvor han sad i ternet skjorte, uldne sokker og hjemmesko på sofaen, hænderne i skødet, tålmodig og rolig. Han forstod det hele. Signe gjorde sit arbejde, Majbritt hjalp, og han levede bare videre. Eller ventede.
Hør nu, Holger, du skal ikke give op! Lad mig lytte… Signe talte med overlæg, højt og opmuntrende. Du trækker vejret som en rask dreng! Sådan, sådan… Hun mærkede på hans hals, trykkede let. Kunne du tænke dig en tur i kulturhuset? Jeg har et par billetter til et teaterstykke, men jeg har ikke selv tid. I morgen aften, klokken syv. Elsker du ikke H.C. Andersen?
Holger, som før havde set så trist ud, lyste op med et glimt i øjet.
Jo, det gør jeg! Men… Tag nu selv med, Signe. Det kan jeg ikke tage imod, stammede han.
Jeg skal afsted til kursus, ikke tid. Her er billetterne, to styk! Majbritt, vil du ikke tage med?
Hun trak på skuldrene. Hjemme ventede en urimelig mand, der ikke tillod hende noget, og hun måtte stå for aftensmaden.
Majbritt Jørgensen, du SKAL tage din far med. Kom lidt før forestillingen, der er en udstilling i forhallen med fine billeder af København, lige som han kan lide. Lover du?
Majbritt vidste, hvad det ville koste hende et skænderi hjemme, surheden, måske lidt gråd, og ord hun ikke orker. Hvorfor blev hun ved at holde fast? Signe kendte forklaringen. Hendes mand, Henrik, havde betalt for Holgers operation, da det var allermest akut. Han havde hjulpet. Signe havde set den tykke mand føre Holger ind i bilen uden hjælp alt måtte Majbritt klare. Henriks penge havde købt hende til ham; hun turde ikke forlade ham, hun var afhængig.
Signe blandede sig ikke for meget i andres privatliv hendes egne bekymringer var nok. Selv billetterne til teatret havde hun fået af sin veninde, Lisbeth, der arbejdede i kulturhusets billetluge. De var tiltænkt Signe og datteren Frida, som elskede teatret. Men Signe gav dem væk til den gamle og hans datter, den forsigtige Majbritt.
Næste dag ringede Lisbeth op.
Hvad er nu det for noget? Jeg skaffede de bedste pladser, og så var det ikke dig og Frida, men ham gamle og den stille datter?! Blev Frida meget skuffet?
Frida havde tordnet mod sin mor. Det er altid sådan, mor! Dine patienter kommer før mig. Har du aldrig tid til mig! Hvorfor fik du mig, hvis jeg aldrig betyder mest?!
Men de kom altså. Så du om han smilede? afbrød Signe lavmælt de bitre klager.
Det så jeg ikke. Frida var sikkert sur. Signe, hvordan kan du?! rasede Lisbeth.
Det var det bedste valg, Lisbeth. Billetterne gjorde mere gavn sådan! Kom nu hjem til os lørdag. Tag Frida med og bag gerne æblekage, smilede Signe trættende.
Lisbeth havde problemer med blodtrykket, der sprang op og ned som en bold. Signe havde sendt hende på hospitalet to gange, kommet med mad, hjulpet og lyttet.
Lisbeth boede alene, sønnen boede i Aarhus, manden var død. Signe var hendes tætteste veninde.
Dit blodtryk er sikkert vildt af dine gode gerninger! drillede Lisbeth. Men jeg kommer. Og jeg bager!
Lisbeths æbletærte var legendarisk hun tog den altid med, når venindekredsen samledes.
Hun kunne godt ærgre sig på Signes vegne. Signe sled, opfostrede Frida, glemte sig selv, og hellere end at glæde sig selv, gav hun endnu flere ting væk.
Signe delte ikke kun teaterbilletter men også Fridas aflagte tøj, købte medicin til patienter, og der var altid noget, som hun ville bede Frida om at bringe ud på vej hjem fra skole. Frida blev mere og mere utilfreds.
Mor, det er alt for meget! Hvad får du ud af det? De tager dig for givet, siger aldrig tak! Pantefamilien har ringet igen og bedt om flere piller hvorfor kan de ikke selv? Hvorfor er det vores problem? Og hvorfor skulle jeg aflevere det? Jeg ville faktisk ud med veninderne i bio, ikke rende rundt med deres medicin! Du er aldrig til de ting, jeg laver. Til koncerten i skolen var du heller ikke fordi du var hos nogen anden! Det er altid sådan
Signe forsvarede sig ikke. Måske har hun ret, mumlede hun, da Frida smækkede med døren. Jeg skulle nok sætte hende først.
Men Frida var jo sund og stærk. Andre havde det værre, og dem følte Signe, hun måtte hjælpe. Da alle var trygge, kunne Signe tænke mere på datteren. Men hvornår ville den dag komme?
Frida var blevet 27, færdig på universitet, havde nægtet at følge sin mors vej aldrig sygepleje eller medicin. Hun boede stadig hjemme, ofte væk på grund af arbejde og venner. Mors ærinder og små-tjenester irriterede hende stadig.
Holger var nu gammel og svag, Majbritt kæmpede stadig med sit ægteskab, og Signe passede stadig sine syge.
Frida bar nag både mod verden og mod sin mor. Men i dag, netop i dag, var vrede byttet ud med angst. Signe var blevet kørt væk fra klinikken med et hjerteanfald. Det var Lisbeth, der ringede.
Frida, jeg så det ske, hun blev så bleg, jeg greb hende og vi faldt sammen. Nu er hun på hospitalet. Gå derhen, Frida!
Det er jeres skyld! I sletter hende helt ud nu har I taget hende fra mig! græd Frida, smækkede røret, løb ud.
Hvad er der, Frida Madsen? spurgte hendes chef, Per Poulsen.
Min mor er indlagt. Jeg må gå nu, kan jeg få fri? Jeg skal nok indhente det, bønfaldt Frida.
Tag min bil, sig til chaufføren hvor du skal hen, tilbød han. Men hun ville selv ud af døren, løb hun mod bussen, men endte med at gå i stedet for.
Indgangen til hospitalet var fuld af folk. Frida ventede utålmodigt.
Hvem skal du besøge? Hvornår kom hun ind? spurgte den bryske portvagt. Han checkede hendes id. Endelig slap hun ind, gennem den triste hospitalsgård fyldt med sække med nedfaldne blade, og stirrende syge ved vinduerne.
Receptionisten bladrede længe i journalen. Der kan gå et stykke tid, før hun bliver registreret ordentligt. Nå, her. Din mor er på intensiv. Du kan ikke komme ind, men tal med hendes læge. Tredje sal.
Receptionisten, Marie, så på Frida, som var hun et barn, og rakte hende et plastickrus.
Min mor har vielet alt for meget for sine patienter. Hun har ofret sig For hvad? For at dø selv som 50-årig?! græd Frida.
Marie svarede stille: Man skal finde sine grænser i vores branche. Hvis man giver for meget, mister man sig selv og familien. Min mand arbejder i akutmodtagelsen. Jeg forstod det ikke før. Nu forstår jeg: de, han kører ud til, har held. Han er dygtig. Du må gå op nu!
Frida kravlede op ad trappen, talte hvert trin; en dum overtro, men hun kunne ikke lade være.
Oppe på gangen stødte hun pludselig på Majbritt.
Hvorfor er du her? snerrede Frida.
Min far er indlagt, mumlede Majbritt. Hun greb Frida og satte hende på en stol.
Majbritt spurgte til hvordan Frida var kommet dertil, som om det betød noget. Frida svarede forvirret. Pludselig spurgte hun lavt: Er det slemt med din far?
Majbritt nikkede. De faldt begge hen i tavshed.
Nå, Majbritt, igen? lød det pludselig. Hendes mand, Henrik, dukkede op, greb hende i armen. Du sagde du skulle på konsultation, så løber du herud? Vil du rammes af smitte igen?! Skrid hjem!
Han råbte højt, blev ført væk af portører. Majbritt forklarede tørt: Han vil have børn men jeg har ikke kræfter. Han bliver ved, vil ikke lade mig være i fred.
Jeg forstår ikke, at du blev gift med ham, sagde Frida.
Af taknemmelighed. Han hjalp os engang. Og så… så tør jeg ikke gå fra ham. Jeg kan ikke leve uden ham, tror jeg selv.
Majbritt så op på det store farvede vindue. Solen brød pludselig igennem, farvede glasset gyldent, og så forsvandt lyset igen.
Min far elskede hospitalet her. Det er så smukt, selvom det også betyder smerte…
Jeg hader hospitaler, sagde Frida. Mor elskede altid sine patienter. Mig forstod hun aldrig. Vi levede i hver vores verden. Jeg lavede te til hende hun sov. Jeg ville snakke hun sov. Jeg ville ønske læger ikke fik familier.
Så blev de for hårde. Man har brug for sit hjem, nogen at dele livet med. Mennesker har brug for mennesker, Frida. Majbritt fældede en tåre, vendte sig mod gangen.
Frida så selv mod vinduet, hvor sygeplejersker og læger gik forbi. Nogen siger farvel til deres kære i stilhed, tænkte hun. Holger var væk.
Frida husker ikke, hvordan hun fik talt med lægen, svarede, forstod kun så meget, at hun måtte hjem og vente. Majbritt forsvandt på vejen hjem. Frida sad alene hjemme i Signes lejlighed.
Midt om natten sad Frida i køkkenet ved det åbne vindue, fyldt askebæger foran sig. Moren røg nu…
Jeg burde rydde op! Hvis mor kommer hjem, skal her være pænt! sagde Frida. Men hun sad bare, forstenet.
Hvis mor ikke… Hvordan skulle hun så leve? Moren forstod at glædes over småting, hvor Frida kun var træt.
“Mor, hør mig nu, ikke gå fra mig! Jeg er ikke klar…” Frida ville ikke græde, men gjorde det alligevel, helt ægte.
Telefonen ringede. Frida greb den.
Frida? Det er Per… undskyld jeg forstyrrer. Hvordan går det? Kan jeg hjælpe dig med noget?
Frida stoppede med at hulke.
Per Poulsen? Er du stadig på kontoret?
Nej, hjemme. Men jeg tænker på jer. Måske burde jeg komme forbi?
Han talte ligefremt, som en ven. Frida blev helt rørt. Veninderne sov jo, alle havde deres eget.
Senere lavede Per te til hende, bad hende sætte sig, lukkede vinduet, tjekkede radiatorerne.
Du skal sove, Frida. I morgen får du brug for kræfter. Hør nu, derude er det sort? Han åbnede gardinet. Han var ni år ældre, høj, slank, altid i jeans, han røg ikke, men gnavede i blyanter, og om sommeren cyklede han på arbejde, og om vinteren samlede han kollegerne til udflugter i lejet sommerhus med pejs.
Sort, sagde Frida.
Slet ikke! Det sner. Det forsvinder måske i morgen, men lige nu er det smukt.
De stod i vinduet sammen. Mor havde ret sneen dækkede det hele, gav håb.
Næste morgen vækkede telefonen Frida.
Hej, er det Frida Madsen? Din mor er vågnet, du må gerne besøge hende nu
Frida sagde ja, skrev oplysninger ned, græd lidt. Sneen dalede stadig, og lod til at ville blive. Den var forløsning, blank side, håb. Men Holger ville ikke komme ud i sneen mere. Han er ovre på den anden side, smiler til Majbritt. Og hun venter et barn.
Barnet skal fødes til sommer, og Majbritt vil forlade Henrik. Han slipper forbløffende let. Og ingen vil opdage, at sønnen ligner sin morfar Holger.
Signe vil tage drengen op på armen, blinke og smile. Ét menneske mere blandt os glæde. Snart er det Fridas bryllup. Signe tror knap nok på det. Den kommende svigersøn, Per, er hun glad for. Han forstår Frida på sin egen måde. Måske er det nok, måske kan han give hende varmen, Signe ikke selv havde evnet. Det ville være godt.
Mennesker har brug for hinanden. Majbritt har ret. Og det vil jeg aldrig glemme.
